Indlæg

FREE FIRE: Vildt mange pistoler og vildt mange dumme beslutninger

Pistoler og vittige replikker på Blu-ray: Med Ben Wheatleys pistolglade Free Fire er der tale om et simpelt, men effektivt setup. En flok mere eller mindre suspekte typer mødes et skummelt sted for gøre en våbenhandel. Det går naturligvis ikke som smurt, så snart står den på skududvekslinger og en jagt på overlevelse samt de mange penge, der skulle være brugt på automatvåben.

Året er 1978 og vi befinder os i Boston, så tøjet matcher tiden med brede flipper, bakkenbarter og overskæg, mens John Denver spiller på anlægget. Tidsbilledet rammes således fint på hovedet, mens det desværre halter lidt mere med en engagerende historie og ditto karakterer samt mere medrivende og intenst gribende skuddueller.

Free Fire 01

For desværre får filmen aldrig for alvor vundet det højspændte momentum, der ellers forsøges indfanget efterhånden som løjerne tager til, mens den ilagte sorte humor dog fint kommer i spil, når først the shit goes down. Det er brutalt og da også ganske morsomt, når den ene kugle efter den anden fyger gennem luften og rammer den ene efter den anden.

Men filmen taber luft undervejs, da der ikke rigtigt kommer skub i historien og de indbyrdes stridigheder, der splitter grupperingerne op og spiller dem ud mod hinanden. Desuden så udspiller løjerne sig kun på én location, nemlig i en gammel lagerbygning, hvilket desværre mere er med til at få det hele til at gå lidt i tomgang, mere end at skabe intens og klaustrofobisk action.

Free Fire 02

Der er dog bestemt gode takter i både skuddueller og den sorte humor, mens der da også er et par veloplagte præstationer i castet, uden at nogen sådan rigtigt skinner igennem og tager teten med dramatisk ballast i denne noget kaloriefattige pistoler-og-sort-humor-action-komedie. Men blandt andre er Sharlto Copley dejlig excentrisk som Vernon, der går en del op i sit udseende, mens også Armie Hammer som den kølige Ord leverer lidt 70’er coolness med fuldskæg.

Brie Larson er solid og stålsat som eneste kvinde i hanegården, mens en overskægsbærende Cillian Murphy blot er cool og så bidrager Michael Smiley med lidt herlig hysteriskhed. Men karaktererne er for uinteressante til at bære den ligeledes noget tynde historie – men ellers potente præmis – i mål.

Free Fire udkommer på dvd og Blu-ray den 25. september 2017.
Freefire blu-ray cover

TRANSCENDENCE: Johnny Depp roder rundt mellem menneske, maskine og udødelighed

Biografanmeldelse: Jamen dog, Johnny Depp har søreme forvildet sig ind i en film, hvor han ikke fjoller rundt i fjollet tøj og skærer fjollede ansigter. Ja, den er god nok. I science fiction-vrøvleren Transcendence indtager han nemlig en af sine i de seneste år sjældne alvorlige roller. At filmen så til tider er temmelig fjollet, er en anden snak – også selvom det slet ikke er meningen, den skal være det.

Men filmens vidtløftige idéer og spekulationer om kunstig intelligens, menneskets sjæl og fri vilje bliver ikke givet den spilletid, der skal til for at historien og karaktererne får nødvendig troværdighed og tyngde. Der afvikles ganske enkelt for meget plot på for lidt tid for utroværdigt. Det gør dog ikke tematikker eller idéer mindre interessante, men som film snubler Transcendence flere gange undervejs.

transcendence 01

Johnny Depp spiller en professor, der arbejder med kunstig intelligens og på at skabe en computer, der vil kunne overgå menneskets videnskapacitet – ja, endda overgå den. Det er selvfølgelig ikke noget, som alle er begejstrede for, så snart bliver grænsen mellem menneske og maskine skæbnesvangert udvasket. For hvad adskiller menneske og maskine, og skal man overhovedet rykke ved den grænse?

Det er et af nøglespørgsmålene, som filmen kredser om, mens der smides småforkølet action ind i de eksistentialistiske tanker og moralske problemstillinger om menneskets plads i verden. Desværre findes der ikke en medrivende balancegang mellem de filosofiske grublerier, eksplosiv action, science fiction-dimser og klodsede karakterer. I stedet bliver det til en række gode, men uindfriede idéer.

transcendence 02

Men selvom Transcendence er en ujævn oplevelse, er jeg også en sucker for film, der tør hive de vilde tanker op af skuffen, også selvom de ikke forløses så tilfredsstillende, som man kunne have ønsket sig. Jeg tror, filmen ville være kommet bedre til sin ret i serieform, hvor de mange idéer og plotelementer kunne have fået mere spilletid og hermed være blevet mere overbevisende.

Nu må man nøjes med en vakkelvorn omgang science fiction, hvor Johnny Depp forsøger at ryste Jack Sparrow af sig i rollen som charmerende og lettere excentrisk professor, mens man i øvrige roller finder mere eller mindre kedelige roller, hvor Rebecca Hall, Morgan Freeman, Paul Bettany, Cillian Murphy og Kate Mara gør hvad de kan med materialet, der for alvor løber af sporet i filmens tredje akt.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transcendence | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
transcendence poster
Originaltitel: Transcendence, USA, 2014
Premiere: d. 19. juni 2014
Instruktion: Wally Pfister
Medvirkende:
Johnny Depp, Rebecca Hall, Morgan Freeman, Paul Bettany, Cillian Murphy, Kate Mara m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE DARK KNIGHT TRILOGY: Christopher Nolans forrygende Batman-trilogi er et must-have

BLU-RAY-ANMELDELSE: Christopher Nolans trilogi er en dyster, dragende og medrivende genfødsel af en af de mest ikoniske superhelte nogensinde, og en trilogi, der har taget superheltegenren til hidtil usete højder. Batman var ellers blevet kørt kulørt i sænk af Joel Schumachers farverige fadæser, Batman Forever og Batman & Robin fra 1995 og 1997. Men Christopher Nolan pillede det karikerede tegneserieaspekt af Nattens ridder og placerede ham i et virkelighedsnært Gotham City fyldt af korruption, kriminalitet og grådighed.

– Batman Begins (2005, instr. Christopher Nolan).
Dystert og med alvorsrungende tyngde blev Batman introduceret i Batman Begins. En oprindelseshistorie om den traumatiserede Bruce Wayne, der må rejse langt hjemmefra for at finde sig selv og sin betydning i verden – at blive til Batman. Christian Bale får fornemt etableret Bruce Wayne og hans bevingede alter ego som en troværdig karakter, der engagerende løfter både dramaet og rollen som superhelt. En film, der ikke kun gav forhåbninger om Christopher Nolans kommende Batmanfilm, men også superheltegenrens fremtid på film.

dark knight trilogy 01

– The Dark Knight (2008, instr. Christopher Nolan).
Opfølgeren slog benene væk under kritikere og fans verden over – og med god grund. For Batmans kamp mod sit ikoniske nemesis, den vanvittige Joker, serverer adrenalinpumpende action, moralsk udfordrende problematikker og ikke mindst Heath Ledgers ærefrygtindgydende præstation som Jokeren. Der lægges desuden nye og komplekse nuancer til både universet og Bruce Wayne. Absolut et højdepunkt for superheltegenren, der blev svær for Christopher Nolan at matche med sin tredje film.

dark knight trilogy 02

– The Dark Knight Rises (2012, instr. Christopher Nolan).
Men The Dark Knight Rises er et mere end tilfredsstillende sidste kapitel i trilogien. En episk flagermusefinale, der med dødsforagt kaster sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Tom Hardy er frygtindgående som den muskelsvulmende Bane, der vil lægge Gotham City i ruiner, mens Bruce Wayne tvivler på sin rolle som Batman, og så dukker Anne Hathaway op som Catwoman. Et spektakulært bæst af en superhelteafslutning. Helt forrygende.

dark knight trilogy 03

Batman Begins, 5/6: 5_6 - stars_LILLE
The Dark Knight, 5/6: 5_6 - stars_LILLE
The Dark Knight Rises, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmene ser virkelig godt ud og lyder fremragende på Blu-ray. Lydsiderne er helt i top med dynamiske og velbalancerede niveauer, der leverer de forskellige elementer klart og veldefineret – og så må man ikke glemme Hans Zimmer’ medrivende scores. Billedsiden topper med The Dark Knight Rises, men er ligeledes fremragende på de to øvrige film, hvor Batman Begins er marginalt mindre vellykket end The Dark Knight, det er dog så absolut i småtingsafdelingen. Alt i alt forrygende tekniske sider.

Der medfølger desuden flere timers både interessant og velproduceret ekstramateriale, som kommer yderst tilfredsstillende omkring filmene. Man får således indblik i alt fra produktion design og tematikker til castet, karaktererne og historierne samt actionscenerne, effekter og universet. Det er ganske enkelt et forrygende supplement til en forrygende trilogi, jeg uden tvivl kommer til at vende tilbage til igen og igen.

dark knight trilogy 04

Batman Begins: Billede 5/6: 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6: 6_6 - stars_LILLE
The Dark Knight: Billede 5/6: 5_6 - stars_LILLE  | Lyd 6/6: 6_6 - stars_LILLE
The Dark Knight Rises: Billede 6/6: 6_6 - stars_LILLE 6/6 | Lyd 6/6:6_6 - stars_LILLE
Ekstramateriale samlet bedømmelse 5/6: 5_6 - stars_LILLE

– Læs også min Blu-ray-anmeldelse af Batman Collection 1989-1997 HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”The Dark Knight Trilogy | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet bedømmelse af The Dark Night Trilogy Blu-ray-udgivelsen, 5/6:
5_6 - stars
dark knight trilogy cover
Originaltitel: The Dark Knight Trilogy, USA, 2013
Indeholder: Batman Begins (2005), The Dark Knight (2008), The Dark Knight Rises (2012)
Release:
3. december 2013
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Liam Neeson, Michael Caine, Katie Holmes, Gary Oldman, Cillian Murphy, Heath Ledger, Aaron Eckhart, Maggie Gyllenhaal, Morgan Freeman, Tom Hardy, Joseph Gordon-Levitt m.fl.
Spilletid:
139 min., 153 min., 165 min.
Distributør: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

RED LIGHTS: dyster hokus pokus med Robert De Niro

Er der mere mellem himmel og jord? Eller er det fup over hele linjen, når clairvoyante, healere og andet spirituelt godtfolk taler med afdøde, helbreder de syge og læser folks tanker. Med Rodrigo Cortés’ overnaturlige thriller Red Lights har han forladt de klaustrofobiske rammer i Buried og lader med store armbevægelser Robert De Niro, Cillian Murphy og Sigourney Weaver sætte tvivlen stævne.

red lights 03

Murphy og Weaver er de rationelle akademikere, der i videnskabens navn arbejder med at afsløre spirituelle svindlere. For ja, de er alle fupmagere. Men der synes at være mere på spil med den legendariske Simon Silver, der spilles med svulstig patos af De Niro. En kendis-clairvoyant, der efter 30 år i eksil vender tilbage på den spirituelle verdensscene.

Således er parterne fint tegnet op, inden undersøgelsen af Silvers evner leder vej mod den spektakulære finale. For ikke nok med, at Silver måske, måske ikke er en fupmager – han er øjensynligt også en meget farlig mand, der ikke er bange for at tage hårde metoder i brug, for at bevare sin position.

red lights 02

For ja, det er en farlig vej, den ivrige Murphy bevæger sig ned ad – også selvom den erfarne Weaver advarer imod at gå efter en afsløring af Silver. Her er nemlig mere på spil end De Niro, der strategisk tager sine solbriller af, så man kan se hans uhyggelige, mælkehvide øjne, der understreger, at han både er blind og en spooky dude.

Men han balancerer faktisk ret fint mellem godhjertet clairvoyant og mareridtsridende synsk. For selvom her diskes op med et par billige jump scares, så emmer filmen også i flere scener af reel uhygge. Desuden spædes der til med dystre skeletter i skabet og lig i lasten, der er med til at forklare forskernes motivation for deres jagt på sandheden.

red lights 01

Der er altså en fin dynamik i trekløveret, hvor det er Murphy, der har mest spilletid – han er jo ikke helt så dyr i drift som de to andre. Heldigvis er han medrivende som mut skeptiker med et hidsigt temperament. Så selvom løjerne er lidt ujævne og tvivlen heller ikke helt får kastet nok med overnaturlige thrills af sig, så er Red Lights en helt ok omgang dyster hokus pokus. Fire små stjerner.

Filmen: 4/6 4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der følger desværre intet ekstramateriale med udgivelsen. Til gengæld gør filmen sig fint på Blu-ray. Billedets dunkle og nedtonede farveskala gengives flot og med god kontrast samt rig detaljegrad. Lydsiden buldrer også klart igennem med velfstemte niveauer og godt rum.

Billede: 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 0/6 0_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Red Lights | Blu-ray-anmeldelse”]Udgivelsen samlet: 4/6
4_6 - stars
red lights cover
Originaltitel: Red Lights, USA | Spanien, 2012
Instruktion: Rodrigo Cortés
Medvirkende: Cillian Murphy, Robert De Niro, Sigourney Weaver, Toby Jones m.fl.
Spilletid: 144 min.
Udgivelsesdato: d. 15. januar 2013.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

INCEPTION: Drømmeaction for fuld udblæsning

En af årets mest ventede film var Christopher Nolans Inception. Nu kan den genopleves i hjemmebiografen, hvor man jo så kan spole tilbage, hvis man ikke lige fangede alle detaljerne i den flerlagede historie om en gruppe ’drømme-tyve’. Det burde dog ikke være nødvendigt, for Nolan har desværre lidt for travlt med at forklare os, hvordan det hele hænger sammen. Jeg spoler dog gerne tilbage for at gense de mange spektakulære actionscener og flotte drømmesekvenser.

Det er ikke almindelige tyvekoster Dom Cobb (Leonardo DiCaprio) og hans slæng er ude efter, når de går i aktion. De trænger nemlig ind i ofrenes drømme, hvorfra de franarrer dem vigtige oplysninger. Avanceret industrispionage, om man vil. Men det er en farlig og uforudsigelig branche, ikke mindst hvis man som Cobb har problemer i hjernebarken, man forsøger at holde styr på og gemt væk.

Inception er fremragende, flot og ikke mindst underholdende. Ingen tvivl om det. Nolan kan bestemt skrue åndeløse actionscener sammen. Det har han allerede bevist, bl.a. med sine to ’Batman’-film – og med Inception findes det tunge skyts atter frem. For her vælter vi os både rundt i velorkestreret vægtløs tilstand, forskellige bevidsthedsniveauer og drømmeverdener hvor vejene slår krøller.

Æstetisk er Inception en drøm af en film. Konceptet med at stjæle og plante idéer hos drømmende ofre er interessant og forløses medrivende, alt imens man kastes rundt i drømmenes forskellige lag. Desværre overforklares filmens knuder og krøller. Man føler aldrig, at der for alvor ’fuckes’ med ens virkelighedsopfattelse – som tilfældet er med de medvirkende. Hertil insisteres der for meget på at forklare hvor, hvordan og hvorfor vi befinder i de forskellige drømmeniveauer. Det er en skam, for det efterlader ikke meget pirrende spillerum for en usikkerhed om drøm og virkelighed.

Men det er bestemt slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer og vægtløse actionscener ud i livet med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Specielt er en heftige scene, hvor der krydsklippes mellem forskellige drømme og en varevogns frie fald ud over en bro intens og yderst medrivende eksekveret. Simpelthen åndeløst.

Filmen er desuden velcastet til fingerspidserne, med bl.a. Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Tom Hardy, Cillian Murphy, Michael Caine, Ken Watanabe og Marion Cotillard. I front med Leonardo DiCaprio som mestertyv og sørgende enkemand. Hans ulykkelige skæbne flettes fornemt sammen med eksplosioner og egen bevidstheds kringelkroge. Desuden skal Hans Zimmer score, som jeg har rålyttet også fremhæves. Det er intenst, smukt og bombastisk – præcis som filmen.

Ekstramateriale:
Filmen lyder fremragende og ser fantastisk ud på Blu-ray – og så er det altså en supercool bonus, at filmen også følger med på dvd. Men finder også en fin portion interessant ekstramateriale, hvor man bl.a. kommer omkring tilblivelsen af filmens actionscener og så får man også et indblik i historien og karaktererne. Det er velproduceret, spændende og et fint supplement til filmen.


Originaltitel: Inception, USA, 2010.
Instruktion: Christopher Nolan.
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Ken Watanabe, Joseph Gordon-Levitt, Marion Cotillard, Ellen Page, Tom Hardy, Cillian Murphy, Tom Berenger, Michael Caine, Dileep Rao m.fl.
Spilletid: 147 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment.