Coveret til den søvndyssende ringe Run! Bitch Run! skriger af grindhouse-stemning – I ved, som man kender det fra de grumsede 70’ere. Her er dog tale om en ‘rape-and-revenge-flick’ anno 2009, der aldrig kommer i nærheden af den råhed og intensitet, som man bl.a. finder i forbillederne The Last House on the Left (1972) og I Spit on Your Grave (1978).

Historien er velkendt. Et par tøser, som i dette tilfælde er uskyldige katolikstudiner, render ind i et psykopatisk trekløver – og så står den ellers på voldtægt, død og ydmygelse. Den ene tøs vender selvfølgelig tilbage for at tage hævn og så smides der da lige lidt nekrofili og surf-musik ind over i forsøget på at fuldføre illusionen om, at dette rent faktisk er vildt og ”grindhouse-agtigt”… come on!

Filmen har ganske vist de rigtige elementer på plads – vold, blod og bare bryster. Men intet leveres bare tilnærmelsesvis overbevisende eller medrivende. Volden er flad, kedelig og langt fra troværdig. Ikke engang ellers beskidte voldtægter i skovbunden vækker afsky, men står blot postulerede og ligegyldige.

Nej, genren kræver ikke nødvendigvis filmteknisk snilde, et udfordrende manuskript eller overbevisende skuespillere for at underholde – hvilket Run! Bitch Run! så heller ikke har. Men når filmen samtidig savner nerve og bare et par nogenlunde interessante karakterer, ja så står det sgu skidt til.

Det mest underholdende er desværre filmens titel og cover. Så tag et kig på det, stil det tilbage på hylden og køb i stedet den originale The Last House on the Left eller I Spit on Your Grave. Ja, du gættede rigtigt – løb langt uden om denne fuser.