FROST: Snefygende eventyr er sødt og flot, men også keeedeliiigt
Blu-ray-anmeldelse: Det hele er sådan set både sødt, flot og opbyggeligt i Disneys seneste animerede eventyr Frost. Eventyret har også en fin alvor indbygget i sig, der giver dramaet mere tyngde. Hele affæren er desværre bare ujævnt fortalt, mens man heller ikke for alvor kommer ind på livet af karaktererne. Nå ja, og så slår musical-numre mere eller mindre irriterende ned i filmen undervejs.
Der er ellers i udgangspunktet svung på familiedramaet. De to søskende Anna og Elsa bliver nemlig splittet fra hinanden, da Elsa med sine overnaturlig evner ved et uheld lægger hele sit land i evig vinter. Hun flygter og forskanser sig langt ude i ingenting som den onde snedronning, hun nu udnævnes til. Anna teamer derfor op med en bjergbestier og hans elg for at finde Elsa og ophæve den iskolde fortryllelse.
Historien bærer altså potentialet i sig til en medrivende omgang eventyr. Det potentiale forløses desværre bare aldrig rigtigt. Et problem er blandt andet, at de to søstre aldrig rigtig foldes ud og altså ikke får følelsesmæssigt fat. De er begge noget skitseagtigt slået an, præcis som forholdet mellem dem filmen igennem. Det giver problemer for mit engagement i løjerne, da de er filmens omdrejningspunkt.
Hertil kommer, at filmen ganske enkelt er fattig på mindeværdige karakterer. Jo vist, Anna og Elsa fungerer ganske ok, men de er ikke ligefrem mindeværdige – hertil er de for unuanceret og ufarligt skildret. Søde, korrekte og altså uden nævneværdig personlighed. Der er dog lidt vellykket side-kick og comic relief at hente i den charmerende elg, mens den fjollede snemand Olaf aldrig rigtig fungerer for mig.
Der er dog heldigvis ganske fin fremdrift i eventyret, hvilket er med til at holde søvnen på afstand, og så møder man også et ganske cool snemonster. Men der går bare for lang tid imellem reel spænding og troværdige faremomenter til, at Frost bliver andet end en lidt for finpoleret, ufarlige og fersk omgang Disney-eventyr. Men det skal man som bekendt heller ikke være helt utilfreds med.
Filmen – Frost, 3/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er muligt filmen ikke var det store sus for mig, men den gør sig upåklageligt på Blu-ray. Billedet er knivskarpt, detaljerig og veldefineret hele vejen, mens også det dynamiske lydspor imponerer med sine velbalancerede niveauer, hvor alt går klart igennem. Sådan. Desværre er ekstramaterialet ikke vildt imponerende, men byder trods alt på lidt guf.
Mest interessant er den sjove, animerede kortfilm En vild tur (Get a Horse!) med Mickey Mouse animeret i old school-stil (6 min.) samt et kort indslag om Walt Disneys kærlighed til eventyr og det at lave dem til film (7 min.). Videre er der en tre-minutter lang sang, der fortæller om filmens tilblivelse (3 min.), en række slettede og ufærdige scener som filmens to instruktører guider en igennem (7 min.) samt en række musikvideoer med filmens sange (16 min.).
Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Frost | Blu-ray-anmeldelse”] Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: Frozen, USA, 2013
Release: d. 10. april 2014
Instruktion: Chris Buck, Jennifer Lee
Medvirkende: Kristen Bell, Josh Gad, Idina Menzel m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]