Indlæg

Guldpalmen gik til thailandsk film

Det blev den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul, der med sin film Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives løb med hovedprisen ved dette års filmfestival i Cannes. Hermed slog han favoritter som britiske Mike Leighs Another Year og Alejandro González Iñárritus Biutiful af banen.

Det er som bekendt den krøllede hjerne Tim Burton, som er dette års juryformand, flankeret af bl.a. Kate Beckinsale og Benicio del Toro – men mon ikke Burton har haft sit at sige i udpegningen af filmen, der skulle være en af de mest mærkværdige film i hovedkonkurrencen.

Juliette Binoche, som desuden pryder dette års Cannes-plakat fik mere plads i rampelyset. Hun modtog nemlig prisen for bedste skuespillerinde i Abbas Kiarostamis Copie conforme. Prisen for bedste mandlige skuespiller blev delt mellem Javier Bardem i Biutiful og Elio Germano i den italienske La nostra vita.

Herudover gik Grand Prix-prisen til den franske Des hommes et des dieux, som fortæller den virkelige historie om likvideringen af en gruppe munke i Algeriet. Prisen for bedste instruktør gik til Mathieu Amalric for Tournée om en gruppe burlesque-dansere på turné i Frankrig. Amalric er på disse breddegrader nok bedst kendt for sin skurkerolle i Quantum of Solace. Bedste manuskript gik den sydkoreanske Poetry.

Ja, endnu en gang leverede filmfestivalen i Cannes (overvejende) en stak film, hvoraf man har hørt om de færreste, men har fået lyst til at se flere. Måske de dukker op på næste års filmfestival i København, CPH PIX – eller desværre nok kun i få, udvalgte biografer.

– Se resten af dette års Cannes-vindere HER.
– Læs også Krigsdokumentaren ”Armadillo” vinder pris i Cannes.

Krigsdokumentaren ”Armadillo” vinder pris i Cannes

Filmfestivalen i Cannes slutter på søndag, hvor Den Gyldne Palme uddeles. Men allerede i aftes blev hovedprisen i den prestigefyldte sidekonkurrence Semaine de la Critique uddelt. Prisen gik til af Janus Metz meget omtalte krigsdokumentar Armadillo, som følger en flok danske soldater i Afghanistan.

Med prisen, som uddeles af internationale journalister og filmkritikere følger også 5000 euro til filmens instruktør. Janus Metz er desuden den første dansker til at modtage den fornemme pris, ligesom det også er første gang, at prisen går til en dokumentarfilm.

Stort tillykke her fra – og så kan man faktisk allerede fra på torsdag d. 27. maj se filmen i de danske biografer, da premieren er blevet rykket hele seks uger frem.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=08j61c-d_Uo[/youtube]

Herudover var der også hæder til en anden dansk instruktør i sidekonkurrencen. Det blev nemlig Daniel Joseph Borgman, der med Berik vandt prisen for bedste kortfilm. Filmen har han lavet på den alternative filmuddannelse Super16. Så dobbelt op på tillykke til den danske lejr i Cannes