Indlæg

THE HOUSE THAT JACK BUILT: Lars von Trier har begået et morderisk kunstværk

Biografanmeldelse: Den drilske Lars von Trier kaster sig med sin nyeste film over fortællingen om en seriemorders liv og blodige gerninger. ‘The House That Jack Built’ følger således den morderiske Jack over et periode på 12 år, hvor han i nedslag fortæller om sine forbrydelser og tankerne bag, der svæver omkring alt fra kunst og kærlighed til arkitektur og familie.

Matt Dillon indtager den kyniske, kolde og kalkulerede hovedrolle med et diabolsk nærvær, mens man ser hvorledes han udvikler sig som seriemorder. Ja, det er så absolut en rejse, der kun bliver mere og mere brutal, grotesk og grafisk eksplicit. Det er væmmeligt, forførende og fascinerende. For en ting er de ubehaglige mord, noget andet er de kunstneriske overvejelser, der ligger bag.

Mordene er nemlig et kunstnerisk projekt for Jack – og måske ligeledes et drilsk spejlbillede af Lars von Trier og hans egne film? Kunstneren som morder og mord som kunst? Her er i hvert fald flere selvrefererende pointer, der peger på filmskaberens eget oeuvre og person. Temaer og pointer, der fordrer eftertanke og tankevirksomhed midt i de fysisk brutale mord. En sælsom blanding.

Jeg var med på den blodige tur hele vejen i en film, der med køligt overblik og i roligt tempo lader sine scener udfolde sig… tålmodigt, dragende og insisterende. Jacks voice-over gøres filmen igennem desuden selskab af den mystiske Verge – med stemme af en besnærende Bruno Ganz – der udfordrer og stiller spøgsmålstegn ved Jacks gerninger. Et umage og spændende parløb.

Fortællingen får i de to mænds samtaler et nærmest litterært præg, mens der krydsklippes til gamle filmklip og billeder af kunstværker gennem tiden. Et visuelt legende greb, der snor sig om de gruopvækkende mord, hvor man møder en række kvinder og deres endeligt i skikkelse af blandt andet Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan, Sofie Gråbøl og Riley Keough.

Alle kvinder, der spiller hver deres rolle i Jacks blodige plan om at skabe det ultimative kunstværk. Lars von Trier har kort fortalt skabt et morderisk kunstværk af en film, der tager seriemorder-genren under indtagende og grum behandling i en fortælling, der bestemt ikke er uden sin del af sort, grotesk og bidsk humor midt i alvoren og den blodige gru.

– ‘The House That Jack Built’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘The House That Jack Built’ får premiere den 29. november.