Indlæg

Ensom månemand vinder hovedpris

/i /af

Så er priserne delt ud ved dette års British Independent Film Awards. Hovedprisen, Best British Independent Film gik til den fantastiske Moon af Duncan Jones, som har Sam Rockwell i den altoverskyggende hovedrolle. En film jeg havde den store fornøjelse at se på CPH:PIX tidligere i år, hvor Jones selv var til stede for at svare på spørgsmål. Hyggeligt. Denne lille science fiction-perle nuppede prisen foran bl.a. Fish Tank og danske Lone Scherfigs An Education. Bedste udenlandske film gik til den fremragende svenske vampyrfilm Lad den rette komme ind – og fejede således den medrivende The Wrestler af vejen, og bl.a. også Il Divo og The Hurt Locker.


Prisen for bedste instruktør gik til Andrea Arnold for Fish Tank – foran bl.a. netop Moon og An Education. Moon høstede dog den såkaldte The Douglas Hickox Award For Best Debut Director, så mere velfortjent hæder til Duncan Jones. Bedste kvindelige skuespiller gik til Carey Mulligan i An Education, mens Tom Hardy fik prisen for bedste mandlige skuespiller i Bronson – selvom Sam Rockwell bestemt også var en oplagt vinder i denne kategori. Bronson er som bekendt instrueret af danske Nicolas Winding Refn – skal da love for, at der har sneget sig et par danskere med i det fornemme selskab. Labert.

– Du finder hele listen med vindere og nominerede HER.

– Læs også min anmeldelse af Bronson HER.

Det her er herligt vanvittigt

/i /af

Den danske instruktør Nicolas Winding Refn får altså for lidt omtale her i andedammen. Han har jo for pokker siden sin adrenalinfyldte debutfilm Pusher lavet den ene fremragende film efter den anden – og Bronson er ingen undtagelse. Refn er sgu en af Danmarks mest interessante instruktører, hvilket han igen beviser med dette både vanvittige, voldsomme og teatralske portræt af Englands mest voldelige straffefange. Lad springskallerne flyve og byd velkommen til Charles Bronson.

Filmen handler om Michael Petorson aka Charles Bronson, som første gang endte i fængsel som 19-årig pga. væbnet røveri. Med et ønske om at blive berømt forlænger han opholdet ved at gå løs på politi og fængselspersonale. Man følger således Bronsons kamp for at blive set, hørt og berygtet. En utilpasset person, hvis fascinerende og kaotiske væsen har affødt et forrygende portræt. Bronson er dog ingen klassisk biografi-film og der tages da også en del kunstneriske friheder, hvilket blot medrivende understøtter myten Bronson og hans jagt på berømmelse.

Refn disker op med den ene elegante, vilde og bizarre scene efter den anden. Lige fra en dansescene på et sindssygehospital over hårdtslående håndgemæng til en klovnesminket Bronson på slap line. Midt i orkanens øje står Tom Hardy, som den brovte Bronsen. Hardy er ganske enkelt fremragende, forførende og frygtløs i rollen, hvor hverken full frontal nudity eller det at skulle opbygge betydelige ekstra muskeldepoter holder ham tilbage. En sprængfarlig præstation i en fascinerende film.

Godt nok er filmen og ikke mindst Bronson voldelig, men mellem knytnæveslag og krigsmaling øjnes også et menneske og en ensomhed, der gør Bronson interessant at følge, som andet end blot en voldelig psykopat. Der er megen poesi og kreativitet i filmen og hele herligheden understøttes af laber 80’er synth og svulstig klassisk musik, som leder tankerne hen på Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Jep, jeg er vild med Bronson. Dens teatralske væsen, den veltumlede vold og ikke mindst Tom Hardy i både vanvittig og indtagende firspring.


Ekstramateriale. Der følger et fint ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Man får et underholdende og velfortalt kommentarspor, hvor Refn interviewes af Alan Jones, journalist og filmkritiker. Man får et godt indblik i hvad Refn vil med filmen, sit samarbejde med Hardy og valget af filmens musik. Man finder også en The Making of, hvor bl.a. Refn og Hardy fortæller om arbejdet med filmen (15 min.), en audio introduktion til filmen af den rigtige Charles Bronson (17 min.), samt en feature om hvordan Tom Hardy kom i form til den muskelbesatte rolle (5 min.).

Originaltitel: Bronson, England, 2008. Instruktion: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Tom Hardy, Matt King, Hugh Ross, Juliet Oldfield, m.fl. Spilletid: 92 min. Udgiver: Scanbox.

Jang og de desperate mænd

/i /af

I forbindelse med udgivelsen af Nicolas Winding Refns seneste film, Bronson, har jeg kigget lidt nærmere på instruktørens øvrige film.

Tilbage i 1996 bragede Winding Refn – også kaldet Jang – gennem det store lærred med spillefilmsdebuten Pusher. Det var håndholdt desperation med Kim Bodnia i hovedrollen som dopedealeren Frank, der ”skulder” Milo (Zlatko Buric) penge. Tre år senere fulgte han succesen op med Bleeder (1999). Igen var Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric med – og igen ledte Bodnia an. Denne gang som Leo, der ikke kan forholde sig til sit liv og langsomt går op i limningen.

Kim Bodnia i "Pusher"

Herefter drog instruktøren til udlandet for at indspille den engelsksprogede Fear X (2003). Her finder man John Torturro i hovedrollen som Harry, der i et forsøg på at opklare mordet på sin kone begynder at miste besindelsen. Filmen var en kunstnerisk succes og fortalte sin historie med et andet og mere roligt filmsprog, end hvad Refn tidligere havde leveret med sine håndholdte adrenalinindsprøjtninger. Fear X blev modtaget godt af anmelderne – men var bl.a. pga. pengeproblemer og anden produktions-polemik med til at sende Jang til økonomisk tælling med et konkursramt produktionsselskab.

John T i Fear X

John Torturro i "Fear X"

Der skulle nu penge i kassen. Fallitten skulle vendes til profit, så Jang fortsat kunne være en spiller på filmscenen. Planen blev at lave to efterfølgere til debut-successen, nemlig Pusher II (2004) og Pusher 3 (2005). På bare et år både skrev, producerede og indspillede den pressede instruktør de to film. En stresset og energifyldt proces, man kan følge i den fine dokumenter Gambler fra 2006, som går tæt på Refn i den stormombruste periode.

Pusher II kom i kassen og blev en stor succes. Publikum gik i biografen og anmelderne stod i kø for at rose filmen, ikke mindst Mads Mikkelsens præstation i rollen, som den forsømte Tonny. Året efter landede så Pusher 3 med den bombastiske undertitel Angel of Death. Denne gang med Zlatko Burics karakter Milo i centrum. Den fik ikke nær samme positive modtagelse, det selvom filmen er en fremragende skildring af en mands håbløse kamp for at holde sig oven vande.

Z B i Pusher 3

Zlatko Buric i "Pusher 3"

Inden turen kom til den nu aktuelle Bronson (2008), var Refn et smut forbi DR2 programmet den 11. time hvor han i en interviewrække udleverede sig selv for åben skærm, komplet med tårevæddet ansigt og efterfølgende overskifter på spisesedlerne. Om det hele blot var spil for galleriet står uklart, men det gav instruktøren en del spalteplads. Med Bronson er Refn så tilbage i sit rette element, som filminstruktør.

Tom Hardy i Bronson

Tom Hardy i "Bronson"

Forude venter allerede endnu en film af Refn, nemlig vikingefilmen Valhalla Rising med en stum Mads Mikkelsen i rollen som krigeren One-Eye. Filmen har premiere d. 19. marts næste år.