Indlæg

Brittany Murphy hjemsøges i mørklagt hus

Skulle du befinde dig mutters alene i et stort knirkende hus ude på landet, vil denne lille haunted house-creeper sikkert krybe sig ind under huden på dig. For filmen Deadline – en i grunden unødvendig plat titel – udspiller sig netop i et stort mørk hus langt ude på landet. Her er Alice Evans (Brittany Murphy) taget til for at færdiggøre et manuskript og samtidig få en voldelig ekskæreste lidt på afstand. Helt alene er hun selvfølgelig ikke. Go figure. Men hvad er det helt præcist, som får dørene til at knirke og vandet til at løbe?


Filmen har bestemt et par myrekrybende scener, bl.a. når kameraet undersøgende svæver rundt i husets mørke gemakker, alt i mens vinden suser, træbrædderne knirker og mystiske stemmer fra fortiden hvisker i korridorerne. Det er dog uden tvivl filmens første halvdel, som er mest vellykket. Her langes der, ud over eery haunted house-atmosfære også et par ganske solide, om end billige chokeffeketer over disken. Desværre begynder filmen at kludre rundt efter den ellers stemningsmættede optakt. Historien bliver klodset og ender i en mildest talt fjollet finale, som kun trumfes af det endelige – oh skræk og rædsel – plottwist.


Jeg så filmen blot et par dage før Brittany Murphys tragiske død. Efterfølgende har filmens cover med en livsløs Murphy i et badekar fået en noget tragisk konnotation. Men uanset hvad, så er coveret mere tarvelig at se på, end selve filmen, som til tider faktisk er ganske smukt filmet. Det er bare en skam at instruktør og manusforfatter Sean McConville ikke er gået linen ud med en underspillet spøgelsesfilm. Men det er jo desværre ofte mere reglen end undtagelsen, at ellers fine spøgelsesfilm skal rundes af med bulder, brag og fjollede finaler, end at køre en kølig og isnende stemning til ende.

Tja, Brittany Murphy er ganske god som forskræmt eneboer med opspilede dådyrsøjne og det hjemsøgte hus er fint sat i scene. Desværre har Sean McConville forvildet sig ind i sin egen manuskriptmæssige konstruktion. For historien er unødvendig knudret og bliver desværre også alt for klodset og uengagerende afviklet til at man føler for og følger Brittany Murphy lige til den bitre ende.

Originaltitel: Deadline, USA, Malaysia, 2009.

Instruktion: Sean McConville.

Medvirkende: Brittany Murphy, Thora Birch, Tammy Blanchard, Marc Blucas m.fl.

Spilletid: 89 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

Brittany Murphy er død, 32 år

Det var en særdeles trist nyhed, som ramte mig, da jeg tændte min computer her til aften. Skuespillerinden Brittany Murphy er død. Hun blev blot 32 år gammel. Hun fik tidligere i dag et hjertestop og blev hurtigt kørt til et hospital, men var død ved ankomsten. Hvad der kan have forårsaget hjertestoppet, er der endnu ingen forlydender om.


Jeg har ikke det store forhold til Brittany Murphy, men husker hende bl.a. fra film som Clueless, Girl, Interrupted, Spun, 8 Mile og Sin City. Jeg så faktisk for nylig gyserfilmen Deadline fra 2009, hvor hun har hovedrollen. Brittany Murphy har også lagt stemme til bl.a. Futurama, Happy Feet samt King of the Hill og har flere film i horisonten, bl.a. Sylvester Stallones The Expendables.