Indlæg

WARM BODIES: zombie-kærlighed er et dødt kadaver

/i , /af

Det er oplagt at drage paralleller mellem Warm Bodies og Twilight. Ja, faktisk er der flere fællestræk – desværre. Begge suger livet ud af ellers skræmmende og fascinerende skræk-skabninger. Begge tumler rundt med den umulige kærlighed mellem monstre og piger. Begge har kønne teenagere i hovedrollerne som hormonforvirrede papfigurer. Bum.

Heldigvis har Warm Bodies mere at byde på – blandt andet skæv humor, om end den ikke er vellykket hele vejen. Ok, jeg stopper med sammenligningerne, men jeg ville lige kridte banen op. For jeg er både vampyr- og zombiefan, hvorfor det er en smule deprimerende nu også at se de levende døde blive ædt af en tam omgang teen-drama.

warm bodies03

I udgangspunktet er jeg dog åben overfor, at man udforsker og prøver nye ting af med zombie-filmen – det er blandt andet det, der kan være med til at forny en til tider fastlåst genre. I dette tilfælde gives zombien følelser, kan tale, tænke og ja, forelske sig. Desværre er Warm Bodies bare mere varm luft end troværdig fornyelse. Et gimmick, der forsøger at få romantik til at rime på zombie.

For selvfølgelig er der tale om umulig kærlighed, da zombien R (Nicholas Hoult) falder for den blonde Julie (Teresa Palmer). Men ikke nok med, at han er et omvandrende lig, så har han faktisk også ædt hjernen på Julies nu forhenværende kæreste og her igennem fået minder om hende. Så nej, jorden er ikke just gødet med røde roser mellem de to.

warm bodies02

På mærkværdig vis får R dog overtalt Julie til at følge med sig hjem, hvor de to turtelduer in spe så kan lytte til Lp’er og lade den bizarre forelskelse tage tøvende form. For ja, det er en bizar præmis – desværre bliver den bare ikke tilstrækkeligt udfoldet til for alvor at berettige dette kærlighedsramte zombievrøvl.

For selvom her er tale om et hjerneædende lig, er den obskure præmis ikke andet end en undskyldning for at lade zombien agere substitut for en bleg og rådvild teenager, der må stamme sig ubehjælpsomt igennem akavede tilnærmelser. Men R er hverken zombie eller førsteelsker, men fremstår mest som en retarderet stammer med cirka lige så meget charme som en nedtrådt dørmåtte.

warm bodies01

Her er zombierne mest af alt utilpassede skabninger, der bare vil være mennesker igen. Filmens egentlig monstre er derimod de såkaldte dødninge – skeletlignende væsner, der uden anger æder løs af menneskene. R og resten af de levende lig får altså ikke en gang lov til for alvor at være monstrene, men er blot en udvandet afart af et levende lig. Tam, ufarlig og kedelig zombie-romantik.

Der er med andre ord ikke meget gods at komme efter – kærligheden er flad og zombierne er træge karakterer uden kant. Det er ærgerligt, at instruktør og manusforfatter Jonathan Levine, der ellers stod bag det fine drama 50/50 og den interessante horror-bastard All the Boys Love Mandy Lane ikke har fået mere ud af materialet, da kimen til en herligt aparte romance eller var tilstede. [tabgroup][tab title=”Warm Bodies | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
2_6 - stars
warm bodies poster
Originaltitel: Warm Bodies, USA, 2013
Premiere: d. 7. februar 2013
Instruktion: Jonathan Levine
Medvirkende: Nicholas Hoult, Teresa Palmer, John Malkovich m.fl.
Spilletid: 1 time 37 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

VILDE ROLF: farverigt retrospil på vilde eventyr

/i , /af

Hvad stiller man op, hvis man er en computerspilsfigur, der er programmeret til kun at smadre ting, når man egentlig gerne vil være andet end skurken? Du ved, få lidt anerkendelse og måske nogle venner – altså lige som helten i spillet. Sådan har Vilde Rolf det, eller Wreck-It Ralph, som også er originaltitlen på Disneys nyeste animationsfilm.

Så da Rolf finder ud af, at man kan vinde en medalje i et andet computerspil og herved blive hyldet som helten, smutter han straks ud af sit eget spil. Men det kan være farligt og han får da også sluppet et fælt rumkryb fra det nye spil løs. Nu truer bæstet med at ødelægge alle computerspillene (jep, den sikre død – gisp). Så Rolf må nu forsøge at rette sin fejl, mens han også jagter medaljen.

vilde rolf 01

Selvom jeg på ingen måde er gamer, så har jeg været min tur omkring Amiga 500 og Sega Master System II – og ja, det er ret sjovt at se de gamle spilkarakterer forvandlet til kulørt 3D-eventyr, så som Pac-Man og det blå pindsvin Sonic. Men charmen ligger mest af alt hos den godhjertede Rolf og hans veninde Vanilje, som han hjælper med et racerløb blandt pixellerede sukkertoppe og slikpindetræer.

De to svinger godt og giver de til tider noget sukkersøde løjer en smule kant. For selvom her på forrygende vis blandes computerspil fra forskellige tidsaldre, så bliver Vilde Rolf også noget poleret rent historiemæssigt. Jeg savner mere mod til at tage fat i latente tematikker som ensomhed, identitet og selvværd.

vilde rolf 02

For både Rolf og Vanilje er outsidere i hver deres spil, men deres plads i skyggen bliver kun behandlet overfladisk. Det ændrer heldigvis ikke på, at her trods alt er tale om både flot, farverig og medrivende animation, der med fine referencer til de gamle spil formår at underholde langt det mest af vejen. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var brugt mere tid i selskab med mikset af de forskellige spil.

Det var versionen med danske stemmer, jeg så – og ja, de fungerer fint nok. Jeg glæder mig dog til et gensyn, hvor jeg kan se filmen med de originale stemmer, da man her finder et par af mine favoritter, nemlig John C. Reilly, Sarah Silverman og Jane Lynch. Men godt det samme, for så har jeg jo lejlighed til at besøge det sukkersøde univers en gang til.[tabgroup][tab title=”Vilde Rolf | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6

4_6 - stars

126635CM15.indd

Originaltitel: Wreck-It Ralph, USA, 2012
Premiere: d. 7. februar
Instruktion: Rich Moore
Medvirkende: originale stemmer: John C. Reilly, Jack McBrayer, Sarah Silverman, Jane Lynch, Alan Tudyk m.fl. Danske stemmer: Nikolaj Steen, Mads Knarreborg, Christiane Schaumburg Müller, Andrea Vagn Jensen, Rasmus Botoft m.fl.
Spilletid: 107 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

THE MASTER: Mesterlig kultleder og fordrukken protegé

/i , /af

Det er næsten seks år siden, man sidst kunne sætte sig til rette i de bløde biografsæder og nyde en film af Paul Thomas Anderson. Dengang var det mesterværket There Will Be Blood, der bruste voldsomt over lærredet med grådig olie og storhedsvanvid. Med The Master er det igen mennesker, der lever på kant med livet, der sættes stævne.

Her møder vi i årene efter 2. verdenskrigs afslutning en megalomanisk og manisk kultleder samt hans fordrukne protegé – henholdsvis Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix. Deres præstationer alene berettiger mere end ét gensyn.

the master 02

Freddie Quell (Phoenix) er en af de utallige soldater, der nu skal ud i det civile liv igen. Men mange er traumatiserede af krigens rædsler – inklusiv Freddie. Hvorvidt det dog kun er krigen, der har steget ham til hovedet, eller om der ikke hele tiden har været en smule rod i mekanikken, skal stå usagt. Men det hjælper ikke just på hans koleriske tilstand, at han fylder sig med hjemmebrændt fra maskinrummet.

Fuld af forlist kærlighed, frustration og uforudsigelige vredesudbrud støder Freddie  under en af sine drukture på den karismatiske Lancaster Dodd (Hoffman), og en gensidig fascination udspringer af mødet. De indgår snart i et tæt og for hinanden udfordrende venskab – hvis venskab overhovedet er det rigtige ord.

the master 01

For man fornemmer, at Lancaster måske mest af alt blot har brug for en letpåvirkelig forsøgsperson til sine tankeeksperimenter samt teorier om tidsrejser og den menneskelige psyke. Men uanset hvilke motiver, der ligger bag den umage duos parløb, så er det en fængslende rejse publikum kommer med på, hvor man også undervejs møder en sød Amy Adams som Lancasters forførte og bedårende kone.

Phoenix er uhyggeligt opslugt af sin rolle og har nærmest drukket sig til ukendelighed som krumbøjet og sexfikseret mand på vej mod intetheden. Et både rystende og rystende stærkt portræt. På samme måde skræller Hoffman som den enigmatiske kultleder også forsigtigt nuancerede lag af sin karakter – en selvoptaget enspænder og fantast, der på egen vis lever et forkrøblet og vildledt liv.

the master 03

Jonny Greenwood står som med There Will Be Blood igen for scoret, der her veksler medrivende mellem det urovækkende, drømmende og søgende – ganske enkelt forrygende. Det samme er filmens forførende og smukke billeder, der tager én med både ud i ørkenen, ned i rødt oplyste maskinrum og ombord på susende skibsdæk.

Der er med andre ord mange gode grunde til, at The Master er en frydefuld og vidunderlig filmoplevelse. At den så også er inspireret af grundlæggelsen af scientology er blot ekstra drys på kransekagen. Ja, mesteren Paul Thomas Anderson er tilbage for fuld power.[tabgroup][tab title=”The Master | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6
5_6 - stars
the master poster 01

Originaltitel: The Master, USA, 2012
Premiere: 31. januar 2013
Instruktion: Paul Thomas Anderson
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Philip Seymour Hoffman, Amy Adams m.fl.
Spilletid: 137 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

 

LINCOLN: Daniel Day-Lewis imponerer med høj hat og hageskæg

/i , /af

Steven Spielberg tager en lettere tilbagelænet bid af et stykke dramatisk amerikansk historie med sit præsidentportræt Lincoln. Daniel Day-Lewis har iklædt sig høj hat, hageskæg og en god portion humor, mens han med stoisk ro manøvrerer sig igennem både politisk modvind og problemer på hjemmefronten.

Vi dumper ned i historien ved den amerikanske borgerkrigs afslutning i 1865, hvor både Nord- og Sydstaterne er ved at være godt afkræftede af kampen. Samtidig kæmper Abraham Lincoln for en ophævelse af slaveriet og stemmeret til de sorte. Vi følger således hans seje kamp for at få gennemtrumfet den epokegørende lov, mens krigen buldrer udmattende løs som et ekkoende baggrundstæppe.

lincoln03

Ja, der er sådan set mulighed for den helt store omgang hornmusik med understregning af Amerika. Men faktisk er Lincoln en relativt afdæmpet sag. Her får de svulstigere strygere ikke lov til at sovse dramaet unødvendigt ind, men lader det i stedet ofte henlægge i intens stilhed, mens diskussionerne går hen over bordene – eller når Lincoln fortæller en af sine utallige anekdoter. Lidt for mange, hvilket det da også humoristisk påpeges undervejs.

Karaktererne får således lov til at blive optegnet ganske nærværende og fremstår altså ikke som stive, historiske skakbrikker. Man kommer da også med helt ind i Lincolns soveværelse, mens han både lægger sig på gulvet med sin dreng for at sove eller selv pudser sine støvler. Altså en mand i øjenhøjde med folket – og så alligevel ikke.

lincoln02

Daniel Day-Lewis giver dog bestemt den legendariske præsident en varm menneskelighed, men også den klarsynede autoritet og nærmest uforklarlig ro, som kun kan tilhøre et helt unikt menneske. En ganske enkelt fremragende præstation, der bakkes op af et forrygende ensemble af biroller. Blandt andet Lincolns kone, der spilles med både lidende øjne og præsident-beundring af Sally Field.

I andre vigtige roller finder man David Strathairn som Lincolns betroede og Joseph Gordon-Levitt som Lincolns energiske søn, mens Tommy Lee Jones giver et herligt gryntende portræt af en rapkæftet republikaner, der er imod slaveriet. Han giver tiltrængt pep til de til tider noget tunge scener i mørke lokaler med sniksnak mellem mænd med skæg. Og hatte.

lincoln01

For selvom her på mange måder er tale om et smukt komponeret drama med flotte billeder – ikke mindst af Lincolns karakteristiske profil – så synes fortællingen også tynget en smule for meget af dialogtunge passager. Der mangler ganske enkelt mere potent bid i flere scener, for at holde dramaet kørende.

Jeg savner på samme måde også noget mere spark i det rent familiære og personlige drama, der kun antydes, men aldrig rigtigt for lov at give tyngde til portrættet af Lincoln. Men selvom filmen til tider går en smule i modvind, så er det en grundlæggende fascinerende historie, der er fortalt med flot overblik og ikke mindst en formidabel Daniel Day-Lewis i den altoverskyggende hovedrolle.[tabgroup][tab title=”Lincoln | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

lincoln poster
Originaltitel: Lincoln, USA, 2012
Premiere: d. 31. januar
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Daniel Day-Lewis, Sally Field, David Strathairn, Joseph Gordon-Levitt, James Spader, Tommy Lee Jones m.fl.
Spilletid: 150 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

 

DJANGO UNCHAINED: Tarantino rammer plet med seksløberen

/i , /af

Seksløbere, cowboyhatte og fjogede Ku Klux Klan-medlemmer. Quentin Tarantino er med Django Unchained gået all in på westerngenren. Et voldeligt, vittigt og voldsomt underholdende ridt ud over prærien med dusørjægere Jamie Foxx og Christoph Waltz samt Leonardo DiCaprio som en slesk satan i de amerikanske Sydstater anno 1858.

Efter den veltalende dr. King Schultz har købt (og skudt) Django fri, vælger han at indgå et umage partnerskab med den mutte eks-slave og habile gunslinger. Sammen begiver det sort/hvide team sig ud som dusørjægerene for at tage slynglers liv og indkassere dusøren. En lukrativ, men også farlig forretning, der fører dem til bomuldsplantangen Candyland, hvor de vil forsøge at købe Djangos kone fri.

django unchained 05
Her slentrer DiCaprio rundt som velklædt slaveejer med det velklingende navn Calvin Candie (ja, han kunne lige så godt have været stripper). Inden den dynamiske duo dog når så langt, kommer de vidt omkring, hvor racismen over alt spyttes efter Django, ”a nigger on a horse” – og ikke mindst slaverne, der indgår i husholdningen som kvæg.

For godt nok underholder Tarantino, men han tackler også et ømtåleligt emne i den amerikanske historie. Ja, efter nazismen blev skalperet i Inglourious Basterds, er turen nu kommet til at hævne undertrykkelsen af de sorte. Alvoren lyser da også ud af øjnene på Django, men aldrig mere end at de vittige indspark holder balance i regnskabet.

django unchained 04
En balancegang, der holdes med tungen dirrende lige i munden, så man sidder på stikker for om det nu går den ene eller anden vej, alt imens der med sikker hånd males smukke vidder op med sneklædte bjergtoppe og tørre sletter. For ja, det er en western, men så absolut Tarantinos western. Det efterlader blandt andet de velsmurte replikker ingen tvivl om.

Som i Inglourious Basterds leger Waltz atter nonchalant med ordene, mens Foxx tørt leverer sikre one-liners, ”I like the way you die, boy.” Og nu vi er ved døden, så byder Tarantino vanen tro også på brutal übervold, hvor blodet sprøjter fra skudsår og hundebid. Det er hård kost og drøngod underholdning. Ikke mindst når de intense skuddueller maler lærredet rødt – en dynamisk kontrast til de dialogtunge scener, hvor der tales medrivende i ring og ordene bliver sagt for ordenes skyld. Skønt.

django unchained 02
Nu må man heller ikke glemme en rapkæftet Samuel L. Jackson, der som Candices husslave giver en agtsom og intens præstation, som fint spiller op imod det prominente trekøver. Når alle fire er i samme rum, springer spændingerne lifligt løs i luften. Som scenen, hvor Django med en finger på aftrækkeren kun har øje på at få sin kone købt fri. Kærlighed han har gået igennem ild og vand for – i fodlænker.

Tarantino har i flere af sine film flirtet med genren, så det var kun et spørgsmål om tid, før han ville tackle en fuldblodswestern. Det er præcis, hvad han serverer – men med sit eget umiskendelige fingeraftryk. Det understreger det alsidige soundtrack også med velklingende toner fra både John Legend, Ennio Morricone og Beethoven. Ja, du kan roligt sadle op – Tarantino rammer plet med seksløberen.[tabgroup][tab title=”Django Unchained | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6
5_6 - stars
django poster
Originaltitel: Django Unchained, USA, 2012
Premiere: d. 24. januar
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Christoph Waltz, Jamie Foxx, Leonardo DiCaprio, Samuel L. Jackson, Kerry Washington m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: Sony Pictures[/tab][/tabgroup]

THE IMPOSSIBLE: sentimentalt flodbølgedrama går i selvsving

/i , /af

Med udgangspunkt i en families voldsomme møde med tsunamien, der ramte Thailand i 2004, spinder The Impossible et sentimentalt drama over de dommedagslignende begivenheder. Ewan McGregor og Naomi Watts er de udsatte forældre til tre drenge, der alle må kæmpe for livet. En kedelig kamp for livet.

Der lægges ellers ud med nervepirrende svung og medrivende flodbølgedrama, som efterlader resten af filmen i en dragende post-apokalyptisk tilstand. Her er fascinerende vidder af vandmasser samt forrygende totalødelæggelser, der giver skala til håbløsheden og nerve til familiens strabadser.

impossible 01
Desværre lever resten af filmen ikke op til den første tredjedels intensitet og nærvær. For i takt med at bølgerne lægger sig og de forskellige parter finder sikre steder at slikke sårene, desto mere siver luften desværre også ud af badebolden. Der går ganske enkelt overgang i de sentimentale strygere, mens ellers livsbekræftende smil forekommer noget postulerede.

Både Ewan McGregor og Naomi Watts gør dog hvad de kan med deres desperate og hårdtprøvede karakterer. Men deres ellers dybfølte gråd i stemmen og våde øjne kan ikke stille meget op med filmens forudsigelige slaphed. De tre drenge gør også hvad de kan, men en ellers følelsesmæssig oprigtighed bliver også her skudt ned af filende strygere i tide og utide – mest i utide.

impossible 03
Det er spanske Juan Antonio Bayona, der instruerer. Han kan så absolut noget rent visuelt – også når det gælder bloddryppende rædsel. For i de brutale begivenheder sporer man hans kærlighed til skrækfilm. Både vandskadede benbrud og opkast kunne således nemt passe ind i hans fremragende spøgelsesgyser Børnehjemmet.

Det fysiske ubehag kiler sig godt ned i dramaet, men gruen bakkes desværre ikke op med samme følelsesmæssige pondus. Der spædes desuden til med nærmest religiøse referencer, mens tonen kammer over i det sentimentalt tåkrummende. Det kan hverken de smukke billeder eller momentanvise gode scener ikke ændre på. [tabgroup][tab title=”The Impossible | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

impossible poster
Originaltitel: Lo imposible, Spanien, 2012
Premiere: d. 24. januar
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Ewan McGregor, Naomi Watts, Tom Holland m.fl.
Spilletid: 1 time 47 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

 

GANGSTER SQUAD: tommy guns er tomme guns i gangster-pastiche

/i , /af

Muligheden for at skabe filmisk gangsterguld er mere end til stede i Gangster Squad – se bare rollelisten (ja, den kommer vi til senere). Men desværre får instruktør Ruben Fleischer ikke mange mindeværdige scener ud af sine anstrengelser i et gangsterbefængt Los Angeles anno 1949. Han kan ellers sirligt sætte kryds ud for alle genrens konventioner og klichéer.

Ja, det føles som om, man har set det hele før – bare med større dramatisk tyngde og flere interessante karakterer. Men denne gangster-pastiche kan om ikke andet fungere som inspiration, hvis man skal være gangster til fastelavn. For hattene, håret og de nålestribede habitter sidder perfekt. Ja, mændene ser skarpe ud og kvinderne er smukke med deres knaldrøde læber og lange kjoler. Emma Stone, that is.

Men uanset hvor appetitlig denne tomme tommy guns-skydende candyfloss ser ud, så smager den altså ikke af meget. Men castet er solidt og blandt andet er Sean Penn cool som über-bossen Mickey Cohen. Han forsøger brutalt at overtage Los Angeles, mens under cover-strømere går i modkamp. Sean Penn leverer sin bedste Godfather-imitation, mens han slentrer rundt i morgenkåbe og banker folk i smadder. En herlig karikeret skurk.

Og ja, det er nu vi kommer til castet, for det er en ret imponerende flok hr. Fleischer har samlet (Fleischer, Fleischer, Fleischer). Ryan Gosling taler med luft på stemmen og forfører Emma Stone – eller også er det omvendt. Uanset hvad, passer de begge ind i klichéen på en romance i en gangsterfilm – strømeren, der forelsker sig i bossens dame. Bum. Man ja, de ser godt ud – begge to.

Josh Brolin leder an i kampen mod gangsterne – en mand, der sætter æren højt og er fanget i krydsilden mellem konen derhjemme og krigen i gaden. Nick Nolte grynter sig herligt igennem en mindre rolle som politikommissær, mens Robert Patrick nærmest stjæler showet som skudsikker old-timer (ja, ham den onde robot fra Terminator 2). Ham ville jeg gerne se i sin egen film.

Desværre har det store cast bare ikke meget nærværende drama at gøre godt med og de medvirkende forbliver sort/hvide papfigurer. Der forsøges ellers stablet relationer på benene med både romancer og kærlige familier. Det er dog action-scenerne, der fungerer bedst – som når de heftige skuddueller onduleres i laber slow-motion, så patronhylstrene flyver elegant gennem luften. Alt ser bare bedre ud sådan – så længe det altså ikke overgøres, bare spørg Zack Snyder.

Men sådan er det desværre lidt for meget med Gangster Squad – den ser godt ud, men er også for luftig til, at man engageres andet end visuelt i kampen mod den kriminelle underverden. Her er ganske enkelt for få medrivende scener. Fleischer trækker dog en smule på de herligt blodige kills i sin Zombieland – og ja, det er en god ting. Men hverken volden eller skududvekslingerne kan holde gryden i kog.

Det ser dog cool ud, når flokken af strømere går væk fra en bil i brand, når Ryan Gosling leger nonchalant med sin Zippo-lighter eller når Sean Penn hidser sig op. Man kommer trods alt et stykke med ren star quality – og det er såmænd også nok til, at Gangster Squad afføder et par helt fornøjelige scener. Dem er der desværre bare ikke nok af.[tabgroup][tab title=”Gangster Squad | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:


Originaltitel: Gangster Squad, USA, 2013
Premiere: d. 17. januar
Instruktion: Ruben Fleischer
Medvirkende: Sean Penn, Ryan Gosling, Emma Stone, Josh Brolin, Nick Nolte, Robert Patrick, Giovanni Ribisi, m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

JACK REACHER: En film om hvor cool Tom Cruise er

/i , /af

Tom Cruise løber hurtigt. Tom Cruise skyder med skarpt. Tom Cruise kører stærkt. Tom Cruise slås med de bare næver. Tom Cruise opklarer sager. Tom Cruise charmerer damerne. Tom Cruise er bare hele vejen rundt en cool gut i den ferme thriller Jack Reacher. En film om hvor cool Tom Cruise er. Men ja, Tom Cruise er cool – og det er cool at se Tom Cruise være cool.

Tom Cruise er Jack Reacher – en mand med egne regler og en mand, der altid har tid til at lire en lille moralsk opsang af om frihed og retfærdighed. En mand, der ser detaljer og sammenhænge ingen andre får øje på. Netop det talent får han brug for, da hives ind i opklaringen af mordene på fem tilfældige mennesker, der er blevet skudt af en træfsikker snigskytte. Eller rettere, tilsyneladende tilfældige mennesker.


For der er noget suspekt ved drabene og Jack Reacher begynder da også snart at ane konturerne i et større komplet. Inden jeg dog kommer længere med anmeldelsen og de dovne alligevel stopper med at læse for at scrolle ned til stjernerne (fire styk, by the way), vil jeg straks smide stående klapsalver afsted til Werner Herzog, der spiller filmens uhyre karismatiske skurk. Jep, Javier Bardem – watch and learn.

Herzog er mest kendt som instruktør – i øvrigt en af mine favoritter. Men det er virkelig godt set at caste ham som den olme bagmand. Og nej, det er ikke en spoiler, der er værd at advare om. Min pointe er blot, at Cruise ganske vist bærer titelrollen, men at det er Herzog, jeg husker – ok, Herzog og Cruises halvgamle mandebryster.


Apropos gammel, så sparker en skøn Robert Duvall gedigen gammelmands-charme ind i det medrivende puslespilsplot, der i øvrigt udspiller sig med masser af humor. Nogle gange bliver løjerne ganske vist en smule for kække – som eksempelvis da et par tumpede Gøg og Gokke-skurke forsøger at overmande Cruise. Det meste af vejen går humoren dog med underspillet kant fint i spænd med universet.

Man slipper desuden for en påklistret romance, næsten. For der er selvfølgelig et kvindeligt modstykke på banen, nemlig Rosamund Pike. Amorinerne holdes dog i bukserne. Heldigvis. Hun er med som målrettet advokat og ankeret, der skal forsøge at holde styr på Reacher og opklaringsarbejdet. Hun forbliver dog noget anonym, men pyt med det, når nu de gamle mænd så fornemt stjæler showet.


Der er forresten endnu en gammel mand på banen, nemlig Richard Jenkins – og så stopper jeg også med de gamle mænd. Men han pynter altså på enhver rolleliste og det uanset hvor tør en rolle, han spiller. Jeg vil også lige nævne, at jeg ikke læst en eneste af Lee Childs romaner om Reacher, så jeg holder mig fra sammenligninger. Desuden bør en film kunne stå alene og det kan Jack Reacher.

For selvom der går lidt tomgang i et par af filmens scener, er plottet så tilpas elegant skruet sammen og udfoldet af filmens instruktør og manusforfatter Christopher McQuarrie, at det fornemt holder filmens fremdrift i hævd. Selvfølgelig bakket godt op af de gamle mænd, veldoseret action og en i øvrigt fængslende billedside. Nå, men Tom Cruise banker på døren, så jeg smutter…
[tabgroup][tab title=”Jack Reacher | Biografanmeldelse”]Vurdering


Originaltitel: Jack Reacher, USA, 2012
Premiere: d. 3. januar
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rosamund Pike, Robert Duvall, Richard Jenkins, Werner Herzog m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

SEVEN PSYCHOPATHS: Manuskriptonani i tomgang

/i , /af

En altid cool Christopher Walken som velklædt hundetyv, en manisk Sam Rockwell som arbejdsløs skuespiller og en kortluntet Woody Harrelson som psykopat – nå ja, og så lige Colin Farrell som den alkoholiserede manusforfatter Marty med store filmdrømme, men ikke flittigheden til at indfri dem.

Ja, Seven Psychopaths har et karismatisk cast. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er nok til at holde hjulene på denne selvironiske metakrimi kørende. De sorthumoristiske løjer går ganske enkelt i manuskript-masturberende tomgang, mens de medvirkede forgæves forsøger at sparke liv i den ujævne og jævnt kedelige historie.

Man følger Marty, der ikke rigtigt kan få gang i sit manuskript, Seven Psychopaths. Men da han og vennen Billy vikles ind i en flok kriminelles fortagende, kommer der pludselig rigeligt med inspiration på banen. Ja, det er kort fortalt filmens præmis. Bum. Således forsøger filmen altså med selvbevidste genredrillerier at kæde Martys manuskript sammen med filmens virkelighed.

Desværre fanges filmen i sin egen leg med konventionerne og ender i navlepillende blindgyder med samtaler, der bare går i ring. Ja, en film, der ved, at den er en film. Men den gennemgående metaleg med filmreferencer og publikums bevidsthed om, at de ser en film, der ved, at den er en film, forbliver en fiks gimmick. En tom stiløvelse.

På papiret har det sikkert taget sig godt ud med virkelighedsforskydningerne, de kulørte karakterer og legen med publikums forventninger. Afviklingen er bare ikke skarp nok og historien forbliver for uvedkommende til, at det ellers potente cast udgør andet end flade brikker i manusforfatterens våde drøm. Sjask og sprøjt.

Men hey, en film, hvor Rockwell, Walken og Harrelson slås veloplagt om pladsen i spotlightet er svær ikke at holde bare en smule af. De kække replikker og absurde situationer smager bare for meget af en slap pølse med tarantinoske B-sider, Coen brødrene-kopiering og tilbagevendende jokes, der heller ikke var rigtigt sjove første gang.

Dynamikken mellem trekløveret – med en uforstående Farrell på sidelinjen – afføder dog velfungerende øjeblikke. Men gode ingredienser er som bekendt ikke nødvendigvis lig med en vellykket kødgryde. Det hjælper selvfølelig en smule på smagen, at en kaninelskende Tom Waits også smides i gryden. Men kun en smule.

Gense hellere noget af Tarantino, Coen-brødrene og Charlie Kaufman – ja, eller In Bruges, som Martin McDonagh ligeledes har skrevet og instrueret. Den er fremragende. Desværre er dens friskhed i Seven Psychopaths afløst af stivnet selvoptagethed og en forceret omgang manuskriptonani, der aldrig rykker sig ud af stedet. Tilbage til hakkebrættet Marty…
[tabgroup][tab title=”Seven Psychopaths | Biografanmeldelse”]


Originaltitel: Seven Psychopaths, England, 2012
Premiere: d. 25. december
Instruktion: Martin McDonagh
Medvirkende: Colin Farrell, Sam Rockwell, Woody Harrelson, Christopher Walken, Tom Waits, Abbie Cornish m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

/i , /af

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel: Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]