Indlæg

THE GREAT GATSBY: Dekadent champagnefest reddes af velklædt DiCaprio

Ja, jeg er en af de få, der ikke har læst F. Scott Fitzgeralds klassiker The Great Gatsby fra 1925 – sådan er det. Jeg har dog et vagt kendskab til den, men vil holde mig fra litterære sammenligninger med Baz Luhrmanns pompøse filmatisering. Men desværre danser den dekandente fest sig ind i dødvande, mens de mere komplekse følelser og tematikker som forfald, grådighed og håb ikke får pondus nok.

Historien udfolder sig om forfatterspiren Nick Carradway, der fortæller om sit møde med rigmanden Jay Gatsby i det spirende New York anno 1922, hvor den står på overdådige fester, champagne og hurtige biler. Men bag den glimtende facade lurer tragedien – blandt andet er Gatsby forelsket i den bly Daisy, der dog allerede er gift med den frembrusende Tom Buchanan.

gatsby 01

Således bliver man som publikum ført med ind i en verden af overflod, mens bagsiden af fornøjelserne – så som den organiserede kriminalitet, de beskidte arbejdere og utroskaben forbliver afventende spøgelser i kulissen, der aldrig for alvor giver modspil til Luhrmanns farverige vision i spruttende 3D. Filmen er desuden lidt langsom om få sat følelser på spil, mens kærligheden mangler nærvær.

Filmen skifter dog klædeligt tone efter en overgearet første del, der synes som én lang fest. En fest, der nu mest føles som en fest, man ikke er inviteret til – hvilket måske også er en del af pointen og dyrkelsen af overfladen og den flygtige lykke. Men som film forblev jeg en noget kold iagttager til det polerede glansbillede. Som en rutsjebanetur uden sug i maven – og ja, en tur der desuden bliver lidt lang i spyttet.

gatsby 02

Leonardo DiCaprio brillerer dog som den mystiske Gatsby og formår at få skudt følelsesmæssige nuancer og medrivende modsætninger ind i den ellers overfladisk fortalte film. Men hvorfor han er så forgabt i Carey Mulligan, forstod jeg aldrig. Hun fremstår vag og med flad lillepigestemme, mens Tobey Maguire som Nick forbliver den letpåvirkelige og ikke synderligt interessante tilskuer til strabadserne.

Visuelt formår Luhrmann dog at fremtrylle ekstravagant billedmagi med CGI-fyrværkeri, mens et ikke altid lige klædeligt soundtrack med blandt andet Jay-Z bag knapperne fyrer løs. Et spil for galleriet, der forbliver åleglat og uden den kant historien også gemmer på, hvor den amerikanske drøm står for fald og bagsiden af at være sin egen lykkes smed gemmes væk bag bobler og en velklædt DiCaprio. [tabgroup][tab title=”The Great Gatsby | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

gatsby poster
Originaltitel: The Great Gatsby, USA, 2013
Premiere: d. 16. maj 2013
Instruktion: Baz Luhrmann
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Carey Mulligan, Isla Fisher, Tobey Maguire, Elizabeth Debicki, Jason Clarke, Joel Edgerton m.fl.
Spilletid: 142 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

IRON MAN 3: Større, vildere og kedeligere

Nu var Iron Man 2 ikke just den mest vellykkede opfølger til den meget medrivende første film fra 2008. Så kan en tredje gang i ringen med Iron Man bringe den kække superhelt på ret kurs? Til dels, for Robert Downey Jr. er i veloplagt hopla, men historien vælter desværre også en smule larmende rundt.

Det er sådan set ikke fordi, at der ikke er noget på spil. For den nådesløse terrorist Mandarin, en diabolsk Ben Kingsley, truer verdensfreden og ikke mindst Tony Stark på livet. Så efter at have skudt den rige superhelts hjem i smadder er banen kridtet op til en indædt kamp for at få ramt på den kyniske skurk, mens Iron Man også må passe på sin elskede Pepper Potts som Gwyneth Paltrow igen portrætterer med stilfuld ynde.

iron man 3 02

Herudover kædes der et subplot ind i løjerne med Guy Pearce som den kølige videnskabsmand Aldrich Killian, der pønser på at booste både hjerne og krop. Men selvfølgelig er der fordækte kort med i spillet og snart synes problemerne at vokse Iron Man over hovedet. Så er det jo heldigt, at han kan få hjælp af Don Cheadle, der vender tilbage som James Rhodes – denne gang i fuld krigsdragt som Warmachine.

Shane Black er ny mand i instruktørstolen og har kun den nogenlunde vellykkede Kiss Kiss Bang Bang i instruktør-bagagen. Til gengæld har han flere mindeværdige manuskripter bag sig, blandt andet til Dødbringende våben, The Last Boy Scout og The Long Kiss Goodnight. Han får da også peppet den en smule ujævne historie op med veloplagte dialoger, hvor ikke mindst Robert Downey Jr. får sat sikre grin.

iron man 3 01

Actionscenerne er desværre til tider en kende kluntet forløst, hvor kameraet suser forvirret rundt, mens eksplosioner buldrer løs og de computeranimerede Iron Man-dragter giver den gas. For godt nok er det hele i denne omgang større og vildere, men blandt andet mister Tony Starks personlige rejse og tiltagende angstanfald nærværd og tyngde, mens filmens mere alvorlig tone også går fløjten undervejs.

En skam, at de mere komplekse følelser i Tony Stark ikke foldes ordentligt ud, men kun berøres overfladisk – det samme gør sig gældende med det mere dystre favntag med universet. Her er dog på bundlinen trods alt tale om et par times harmløs og forglemmelig underholdning takket være Robert Downey Jr., Iron Man-dragter og store eksplosioner – men filmens brug af 3D kommer slet ikke til sin ret. Trægt. [tabgroup][tab title=”Iron Man 3 | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

iron man 3 poster
Originaltitel: Iron Man 3, USA, 2013
Premiere: d. 25. april 2013
Instruktion: Shane Black
Medvirkende: Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Ben Kingsley, Guy Pearce  m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

SILVER LININGS PLAYBOOK: Kærlighed ved et tilfælde

”Kærlighed ved et tilfælde” – ok, den overskrift er altså langt mere cheesy, end den er ment. For David O. Russells på mange måder fine drama Silver Linings Playbook får på medrivende vis givet ærligt liv til den drilske kærlighed, der ved et tilfælde danser sig ind på livet af sine to hovedpersoner. Hvilket vel ofte netop er tilfældet med kærligheden – berusende og frustrerende, men aldrig planlagt.

Pat bliver efter en otte måneder lang behandlingsdom lukket ud i friheden og flytter ind hos sine forældre, så han fortsat kan være under opsyn. Han slog nemlig sin kones elsker til plukfisk, fik et polititilhold af eks-konen og sendt i behandling for sin bipolare lidelse. Nu han er ude igen, har han dog kun ét ønske, nemlig at blive genforenet med sin eks – men så kommer den temperamentsfulde Tiffany på banen.

Silver Lining 02

Hun har selv sit at slås med – hun har mistet sin mand i en tragisk ulykke og har også sin del af erfaring udi medicinering og terapiforløb. Så selvom bølgerne mellem de to går højt, er der også en uomgængelig kemi. Tiffany går således med til at hjælpe Pat tilbage til sin kone, på den betingelse, at han hjælper hende i en dansekonkurrence. Men ja, selvfølgelig udvikler deres forhold sig til mere end et venskab.

Udover den komplekse kærlighed bliver psykiske lidelser ligeledes behandlet på en sober og troværdig måde – både hvorledes det påvirker den syge og deres omgivelser. Dramaet og karakterernes indbyrdes forhold forløses således både rørende, med fin følelsesmæssig tyngde og bestemt ikke uden humor, mens tårerne hives frem uden brug af påtaget sentimentalitet eller kvalmende violiner.

Silver Lining 01

Her er ganske enkelt oprigtige følelser i spil, hvilket det forrygende cast fornemt giver liv. Bradley Cooper får som Pat engagerende skildret den kamp det er at være ramt af en bipolar lidelse med alle de modstridende følelser, det indebærer. Jennefer Lawrence er herligt ligefrem som Tiffany – og mellem de to opstår den så eftertragtede kemi, der både slår gnister og får feel good-genet noget at leve af. Skønt.

Robert De Niro er desuden fremragende i rollen som Pats far. Et følsomt portræt og en af hans absolut fineste præstationer i mange år. Ja, Silver Linings Playbook er på mange måde en fornøjelse – og at man oveni købet bliver lidt klogere på sit selv, kærligheden og de ikke altid forudsigelige følelser, er så absolut kun endnu et stærkt kort i et allerede nærværende drama, der kommer sit publikum vedkommende i møde. [tabgroup][tab title=”Silver Linings Playbook | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6

5_6 - stars
Silver Lining poster
Originaltitel: Silver Linings Playbook, USA, 2012
Premiere: d. 25. april 2013
Instruktion: David O. Russell
Medvirkende: Bradley Cooper, Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Jacki Weaver m.fl.
Spilletid: 122 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

NORDVEST: Villaknæk og narkopenge i Nordvest

Narko, pistoler og hælervarer – ja, der er gang i den kriminelle forretning i Michael Noers uglamourøse gangsterdrama Nordvest. Et råt kig ind i brutal verden, hvor mandsmod og handlekraft hele tiden testes, mens der scores penge på villaknæk og importerede ludere. Desværre forbliver det ellers latent potente drama noget fladt.

Der forsøges ellers hældt godt med drama på drengen, hvor vi følger den ambitiøse Caspers vej gennem den kriminelle underverden i Nordvest. Her males fronterne hårdt op mellem en invandrerbande og nogle rockerrelaterede tough guys – det med Casper i midten og hans mor, lillesøster og bror følsomt optegnet i kulissen.

nordvest 03

For efter Casper dropper at gøre forretning med bandelederen Jamal, bliver han taget under vingen af den noget mere organiserede Bjørn og hans handel med narko og prostituerede. Spændingerne mellem de to fronter tager dog til og en konfrontation lurer lige om hjørnet. Casper forsøger fægtende at finde fodfæste, passe på sin familie og ikke mindst sin lillebror, der også bliver hevet ind i det betændte miljø.

Men selvom alle de rette elementer er på plads og der også stables fin autenticitet på benene, så mangler det menneskelige drama den nødvendige nerve og det nærvær, der kunne give filmen den nervepirrende pondus og det hjertebankende engagement, som forbliver gemt væk lige under overfladen. Det blandt andet i modsætningerne mellem familiens trygge rammer og gadens nådesløse hierarki.

Hverken Caspers forhold til sin bror, mor eller faderfiguren Bjørn får lov at sætte sig under huden, så man for alvor kunne blive revet med, når lortet går ned og kuglerne flyver. Debutanterne og brødrene Gustav og Oscar Dyekjær Giese gør det ellers fint med både kynisk kant, drengede drillerier og oprigtig omsorg, men de mere komplekse nuancer i deres følelsesliv står en smule uforløst hen.

nordvest 02

En ellers veloplagt Dulfi Al-Jabouri fremstår som Jamal desværre kun som konturer af en kliché på en kriminel indvandrer, mens Roland Møller som Bjørn balancerer medrivende på grænsen mellem jovial og psykopat. Desværre falder en ellers kæk Nicholas Westwood aka Kidd en smule igennem som hashrygende comic relief.

Karaktererne kommer med andre ord aldrig rigtigt medrivende i spil. Miljøet er dog skildret med nærgående og energisk dokumentarisk feel, hvilket nok kan tilskrives Michael Noers tidligere arbejde med genren. Men Nordvest ender på trods af gode takter desværre som et uforløst gangsterdrama i øjenhøjde med gadens bøller. [tabgroup][tab title=”Nordvest | Biograf-anmeldelse “]
Vurdering 3/6
3_6 - stars

nordvest poster
Originaltitel:
Nordvest, Danmark, 2013
Premiere: d. 18. april
Instruktion: Michael Noer
Medvirkende: Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese, Roland Møller, Lene Maria Christensen, Nicholas Westwood Kidd m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

KON-TIKI: Farefuldt eventyr på en tømmerflåde

Jeg har helt fået lyst til selv at sætte sejl efter den brusende smukke og nervepirrende tur over Stillehavet med Kon-Tiki. Her fortælles den sande historie om den farefulde færd som Thor Heyerdahl og mandskab begav sig ud på i en tømmerflåde anno 1947. En utrolig historie, der sætter fut i ens indre eventyrer.

Fast besluttet på at bevise, at Polynesion blev befolket fra Sydamerika og ikke Asien, som ellers antaget, begiver de eventyrlystne nordmænd sig ud på den 8000 kilometer lange ekspedition, der skulle ende med at vare 101 dage. De har ikke nogen speciel erfaring til søs og Heyerdahl kan ikke en gang svømme. Men vilje har de masser af.

kon-tiki 02

Ja, det lyder næsten for utroligt til at være sandt, men ikke desto mindre er det et faktum, at de klarede turen. En både inspirerende og medrivende rejse, jeg dog ikke skal kunne sige, hvor tæt ligger på sandheden. Historien er da også fortalt med mere eftertryk på vovemod og eventyr end dokumentar og trivielle faktabeskrivelser.

Strabadserne foldes således ud i flotte og fascinerende billeder, der både omfavner faren, som når eksempelvis hajer cirkler om tømmerflåden, eller helt poetisk, som når glimtende vandmænd lyser op i en ellers sort nats mørke havoverflade. Det lykkedes altså fint at stable både reel spænding og dragende eventyr på benene.

kon-tiki 01

De interne stridigheder i gruppen får desværre ikke helt den tyngde, man kunne ønske sig, men forbliver en smule ufarligt optegnet. På samme måde kommer Heyerdahls dilemma med at være fanget mellem eventyret på havet og familien derhjemme heller ikke for alvor i spil, men fremstår lidt som et uforløst aber dabei, hvilket er ærgerligt.

Men det er småting, der langt fra overskygger den på mange måder fængslende fortælling, der medrivende får sat ansigt på balancegangen mellem at være dumdristig og modig. Samtidig tjener eventyret også som en flot reminder om, at man bør gå efter drømmen på trods af modgang, hvilket vi alle kan have godt at blive mindet om.[tabgroup][tab title=”Kon-Tiki | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

kon tiki poster
Originaltitel: Kon-Tiki, England | Norge | Danmark | Tyskland, 2012
Premiere: d. 4. april 2013
Instruktion: Joachim Rønning og Espen Sandberg
Medvirkende: Pål Sverre Hagen, Anders Baasmo Christiansen, Gustaf Skarsgård m.fl.
Spilletid: 1 time 59 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE PLACE BEYOND THE PINES: menneskeskæbner på kollisionskurs

At vores handlinger har konsekvenser og er med til at forme ikke kun os selv, men også dem omkring os, får intens tyngde med Derek Cianfrance poetisk brutale drama The Place Beyond the Pines. Her kommer vi ind på livet af en håndfuld personer, hvis indbyrdes relationer får skæbnesvanger betydning for hinanden. På en gang nærværende, tragisk og medrivende.

Jeg vil ikke her gå i detaljer med plottet, da netop filmens struktur er en vigtig del af oplevelsen samt den måde hvorpå vi møder og kommer til at forstå de medvirkendes liv – jeg vil dog kort ridse hovedpersonerne op. Vi følger den rodløse motorcykel-stuntman Luke – en som altid cool og forsagt Ryan Gosling.

Pines 02

Jep, tænk hans karakter fra Drive, bare med en motorcykel, afbleget hår, flere replikker og flere tatoveringer. Lukes engangsflirt Romina – en smuk Eva Mendes –har fået deres uplanlagte barn. Hun er imidlertid sammen med en ny mand, man Luke gør hvad han kan for at få forhold til hende og barnet. Jeg behøver vel næppe sige, at det er et kompliceret forhold.

Vi møder også den regelrette betjent Avery Cross, der kommer i uføre – han spilles med et godt hjerte af Bradley Cooper. Tre umage skæbner, hvis liv tager nogle fængslende krumspring, hvor deres handlinger og konsekvenser heraf sættes i indtagende relief. Desuden har Mike Patton skabt et stemningsmættet score, der fornemt understøtter dramaet.

Pines 01

Cianfrance er manden bag den smertelige Blue Valentine og viser igen, at han har god fornemmelse for at skabe et vedkommende og grundlæggende interessant drama samt ikke mindst et følsomt nærvær mellem de medvirkende. Men netop filmens mere eller mindre periodiske struktur er også med til, at de forskellige historier synes en smule løsrevet fra hinanden, hvorved den dramatiske sammenhæng mister lidt pondus.

Men alle medvirkende leverer indtagende præstationer med både menneskelige fejl og mangler samt fine nuancer på banen. Her er vitterligt noget på spil og det mærker man. Dramaet er med andre ord dybfølt, komplekst og engagerende leveret – og selvom afviklingen bliver en kende bumlet, så står de moralske og menneskelige dilemmaer hele vejen vedkommende tegnet op. [tabgroup][tab title=”The Place Beyond the Pines | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

pines poster
Originaltitel: The Place Beyond the Pines, USA, 2012
Premiere: d. 28. marts 2013
Instruktion: Derek Cianfrance
Medvirkende: Ryan Gosling, Bradley Cooper, Eva Mendes m.fl.
Spilletid: 140 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

THE HOST: rumvæsner og science fiction-romantik af tredje grad

Rumvæsner, der har taget bolig i næsten alle mennesker på jorden, nærkontakt af romantisk tredjegrad og identitetsproblematikker – jep, der er hældt tankevækkende stof i science fiction-gryden. Desværre forbliver det ved halvglatte kvæk, mens vrøvl og flad kærlighedsflimmer får overtaget i en ellers flot visualiseret fremtidsdystopi.

Her er selvfølgelig tale om filmatiseringen af Stephenie Meyers bog The Host. Bestemt mere interessant end hendes Twilight-saga, men de trættende teenage-kvaler kammer desværre over i det momentvis ellers ganske spændende drama, hvor spørgsmål om hvad, der gør os til mennesker er i spil.

the host 02

Alt ånder nemlig fred og idyl på jorden efter den fremmede race har overtaget stor set samtlige menneskers kroppe. Der er dog en lille gruppe, der fortsat kæmper for menneskenes overlevelse. Denne gruppe kommer Melanie i kontakt med, selvom hendes krop i filmens begyndelse overtages af et rumvæsen, der får navnet Wanda.

Hun bliver således filmens dramatiske centrum, hvor kampen mellem Melanie og Wanda og deres modsatrettede følelser slår krøller – ikke mindst i mødet med de to kærlighedsrivaler fra modstandsgruppen, Ian og Jamie. Ja, her er altså et lignende trekantsdrama i gang, som det mellem Bella, Edward og Jacob fra vampyr-serien. Men heller ikke her giver kærligheden troværdig genklang.

the host 01

Det er ellers den dygtige Andrew Niccol, der har instrueret og været med til at skrive filmen. Han er manden bag de fremragende sci fi-fortællinger Gattaca og S1m0ne samt den fine Lord of War og den noget ujævne dystopi In Time. The Host er bestemt også professionelt afviklet, men hverken tematikker eller følelser får den nødvendige pondus, mens det også er småt med reelle faremomenter.

Til gengæld får man en påklistret cliffhanger, mens der ihærdigt forsøges skabt ægte romantik. Det lykkedes ikke. Saoirse Ronan gør ellers fin figur som Melanie/Wanda, mens bejlerne Jake Abel og Max Irons er ret så anonyme. De gode takter overmandes med andre ord af romantisk vrøvl og uforløste tematikker i en desværre i sidste ende ujævn omgang science fiction-vælling. [tabgroup][tab title=”The Host | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

the host poster
Originaltitel: The Host, USA, 2013
Premiere: d. 28 marts 2013
Instruktion: Andrew Niccol
Medvirkende: Saoirse Ronan, Max Irons, Jake Abel m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

G.I. JOE: RETALIATION: min anmeldelse hos Ekko

I denne uge har jeg anmeldt en film hos Filmmagasinet Ekko. Det drejer sig om G.I. Joe: Retaliation, der forsøger at holde dampen oppe med store, steroidefyldte armbevægelser – uden held. Du finder min anmeldelse her.

gi joe 01

LES MISÉRABLES: højtsvungen drama for fuld musicalskrue

Jeg kan lige så godt bekende kulør – musicals er ikke min kop te. Jeg var nu alligevel spændt på, hvad Tom Hooper – manden bag den fine Kongens store tale – kunne få ud af den legendariske musical, der svinger sig gennem 20 år af Frankrigs historie. Nå ja, og selvfølgelig se hvad der kunne komme ud af en syngende Wolverine, Catwoman og ham der fra Gladiator.

Historien tager sin begyndelse i 1815, hvor straffefangen Jean Valjean, (Hugh Jackman) får sin frihed. Vi følger således hans vej gennem livet, mens han tumler med at gøre det rigtige i forhold til sig selv og sine medmennesker. Her krydses hans vej bestandigt af hans gamle fangevogter Javert (Russell Crowe), og hans liv tager en ny drejning, da han redder den fattige Fantine (Anne Hathaway) fra at blive fængslet.

les mis 02

Et på alle måder potent drama med nuancerede menneskeskæbner, svære moralske problematikker samt tematikker som skyld, identitet og religion i spil. Man får desuden flot syn for historiens vingesus i de parisiske gader og på de hårdprøvede barrikader. Ja, det er så absolut bjergtagende scenerier, der her males op.

De brusende billeder og begivenhedernes dramatiske gang rammer dog for mig ved siden af, når de medvirkende overspiller og synger deres følelser ud – hele vejen. Det er bare ikke videre engagerende, men derimod trættende teatralsk og følelsesmæssigt distancerende. Det bliver dog heldigvis ikke så klægt, at de store følelser helt får smidt mig af. Næsten ikke.

les mis 01

Men i stedet for at banke hjerteblodet medrivende rundt, bliver de store følelser forlorne og til tider ufrivilligt komiske – og så kan de tude nok så meget. Mig virker dramaet altså slet ikke på. Heldigvis redder filmens ofte berusende billeder de syngende strabadser i land. Sådan cirka.[tabgroup][tab title=”Les Misérables | Biografanmeldelse”]Vurdering: 3/6
3_6 - stars

les mis poster
Originaltitel: Les Misérables, USA | England, 2012
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Tom Hooper
Medvirkende: Anne Hathaway, Helena Bonham Carter, Hugh Jackman, Russell Crowe, Sacha Baron Cohen, Eddie Redmayne, Aaron Tveit m.fl.
Spilletid: 157 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

OPPE PÅ VALMUEBAKKEN: japansk sødme og animationskærlighed

Den legendariske animationsskaber Hayao Miyazaki giver faklen videre til sin søn Gorō Miyazaki i den charmerende Oppe på Valmuebakken. En liflig tur tilbage til et Japan anno 1963, hvor en flok gymnasieelever kæmper for bevarelsen af deres klubhus, mens også den første forelskelse spirer sødt mellem Umi og Shun.

Men selvom Hayao Miyazaki har været med til at skrive filmen, er vi langt fra hans ellers eventyrlig film med fabeldyr og overnaturlige elementer som i Chihiro og heksene eller Det levende slot. Derimod er her skøn nostalgi, mens elevernes ivrighed og kampgejst får et pulserende liv i filmens flotte streg.

valmue 01

En på alle måder fin film, der smukt realiserer havnebyen Yokohama og samtidig bringer temaer som tradition, fremskridt og demokrati i spil. Her med den forestående nedrivning af klubhuset som omdrejningspunkt for dramaet, hvor de unge indser, at der er noget, som er vigtigt at kæmpe for og værne om.

Ikke at der på nogen måde går politisk fællessang i den, men dramaet har blot et fint underlag af problematikker, der er helt grundlæggende for hvordan et samfund er og skal være. Det giver et fint modspil det menneskelige drama og den gryende romance mellem den flittige Umi og skolebladets redaktør Shun.

valmue 02

Nu var jeg ikke videre begejstret for Gorō Miyazakis animations debut, den eventyrlige Legenden om Jordhavet. Den var en kende rodet fortalt og ramte slet ikke visuelt den detaljerede og smukke standard, man er blevet kendt med fra hans fars film, der også er lavet ved Studio Ghibli.

Men med Oppe på Valmuebakken rammer Gorō Miyazaki rent med en både fin og nuanceret fortælling, der desuden rummer varm humor samt en visuelt indtagemde stil med fine detaljer og opløftende liv. Han tager således teten fornemt videre fra sin far og giver håb om en lys fremtid for det magiske Studio Ghibli.[tabgroup][tab title=”Oppe på Valmuebakken | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6
4_6 - stars

valmue poster
Originaltitel: Kokuriko-zaka kara, Japan, 2011
Premiere: d. 21. marts 2013
Instruktion: Gorō Miyazaki
Medvirkende: Masami Nagasawa, Junichi Okada, Keiko Takeshita, Yuriko Ishida m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]