Indlæg

FOXCATCHER: Ja tak til mega alvorlig Steve Carell og mega alvorlig Channing Tatum

Biografanmeldelse: Jeg skal nok forsøge at holde igen med dumsmarte bemærkninger om Oscar bait og den der store næse, som Steve Carell har fået sat på til rollen som den excentriske og stenrige John du Pont. Foxcatcher er nemlig – Oscar-næse eller ej – en nådesløs, tragisk og fremragende ond oplevelse. På den bedst mulige måde, forstås.

Filmen er baseret på den sande historie om rigmanden du Pont, der i firserne samlede en række amerikanske brydere på sit store landsted for at træne og føre dem til sejr ved OL i 1988. Channing Tatum er bryderen Mark Schultz, der som den første inviteres. Han takker uden tøven ja. Både for at rette op på karrieren og for at løsrive sig fra sin bryder-storebror Dave, en skægget Mark Ruffalo.

foxcatcher biograf 01

Nej, du behøver ikke være fan af brydning for at se den. Det er jeg i hvert fald ikke. Men du skal være fan af ture ned i et menneskeligt mørke. Det er jeg. For instruktør Bennett Miller tillader ikke meget lys at slippe ind, men fastholder hele vejen et koldt greb om filmens konstant knugende stemning, der varsler sammenbrud og undergang. Av for den og pokkers godt.

En neddæmpet Carell trevler minutiøst lagene af du Pont og blotlægger et dybt forstyrret, fascinerende og tragisk menneske. Selvcentreret, selvudslettende og higende efter respekt og kærlighed – ikke mindst fra sin misbilligende kælling af en kold mor. Du Pont får derimod respekt fra den usikre Mark, men det er et betændt og manipulerende forhold grundet i uigennemskuelige motiver.

foxcatcher biograf 02

Et drama, der sneg sig koldt ind i mine årer og ned i maven, hvor det satte sig fast som en sort knude. Helt forrygende. Det samme er det dysfunktionelle trekløver, hvor Carell og Tatum leder an i galskaben, mens Ruffalo som den jordnære Dave forsøger at bevare fatningen. De forvandler dog snigende sikkert det ellers idylliske landsted til en ren mareridtsbunker.

Foxcatcher er en herligt sammenbidt slowburner, hvor det måske ikke er på overfladen, der sker mest. Det gør der til gengæld i alt det usagte. I alt det undertrykte og alt det, der foregår lige uden for synsfeltet. En følelsesmæssig trykkoger, der afdæmpet og møjsommeligt lader karaktererne og deres indre dæmoner komme til syne. Jeg elskede hvert isnende minut af fordærvet.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Foxcatcher | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
foxcatcher poster
Originaltitel: Foxcatcher, USA, 2014
Release: d. 15. januar 2014
Instruktion: Bennett Miller
Medvirkende:
Steve Carell, Channing Tatum, Mark Ruffalo m.fl.
Spilletid: 129 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]