Indlæg

I GIVE IT A YEAR: Endelig en romantisk komedie, der duer

Så skal vi til det igen – du ved, se en film om den der drilske kærlighed. Uforudsigelig og ikke sådan at stole på. Det er der som bekendt kommet mange fantastiske film ud af, men nok endnu flere elendige. Særligt den romantiske komedie har affødt rædsler på række. Romantiske komedier er dog ikke i min bog ilde set – kun de dårlige af slagsen, selvfølgelig. I Give it a Year er en af de gode, så ja, den bør du se.

For selvom det er med de for genren sædvanlige forviklinger og følelsesmæssige komplikationer, er det også en yderst veloplagt affære med herlig tør humor og godt svung på romantikken. Her springer Nat, en sød Rose Byrne, og Josh, en kæk Rafe Spall, ud i at blive gift, selvom de kun har kendt hinanden i syv måneder – kærlighed ved første blik, du ved. Ingen tror dog på, at deres forhold vil holde. De får ret.

i give it a year 02

For snart knager deres ægteskab og deres forskelligheder står kun alt for tydeligt frem. Han er forfatter, tilbagelænet og fjollet, mens hun er ambitiøs, målrettet og stilfuld. Men du ved også, at forskelligheder mødes og sød musik opstår – musikken forstummer bare i dette tilfælde. Og da både Joshs ekskæreste samt en velklædt bejler til Nat dukker op, kompliceres det hele selvfølgelig kun yderligere.

Udover at Byrne og Spall er et morsomt og dynamisk par, får man også en række af skønne og skøre biroller. Eksempelvis Stephen Merchant som Joshs upassende ven, der blandt andet holder en virkelig akavet bryllupstale. Skønt. Mens man også får en skingrende gal parterapeut og en lidt for direkte livsforsikrings-gut. Nej, filmen er ikke bange for jokes om voldtægt og pædofili – eller at vise en tissemand.

i give it a year 01

Anna Faris er desuden charmerende og sjov som Joshs eks-kæreste, mens Simon Baker er tilpas perfekt som Nats bejlende drømmemand med flot hår og penge på lommen. Men nej, det er altså ikke originalitet, der her scores flest point på – hvilket det sjældent er med romantiske komedier (eller aldrig). Derimod er det castet, deres relationer og et velsmurt manuskript, der skal hive den hjem – og det er tilfældet her.

Her balanceres veltimet humor nemlig fornemt med oprigtige følelser. Det er dog grinene, der har fortrinsret – ja, en romantisk komedie. Så selvom I Give it a Year ikke er nogen ny, britisk milepæl i genren, er den virkelig underholdende, til tider rørende og har tilpas med kant til ikke at blive (alt for) sentimental og flødeskumsklam. En klar anbefaling til de kærlighedshungrende drenge og piger.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser virkelig godt ud på Blu-ray, hvor de klare farver gengives veldefineret og skarpt filmen igennem. Lydsporet spiller ligeledes godt og leverer dialogen klart og dynamisk med generelt velbalancerede niveauer. Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men bevarer dog en samlet vurdering på fire, da både filmen og udgivelsens tekniske side fungerer så godt.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”I Give it a Year | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
I give it a year cover
Originaltitel: I Give it a Year, England, 2013
Release: d. 15. august 2013
Instruktion: Dan Mazer
Medvirkende: Rose Byrne, Rafe Spall, Anna Faris, Simon Baker, Stephen Merchant, Minnie Driver, Jason Flemyng, Olivia Colman m.fl.
Spilletid: 1 time 37 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

Kedelig diktator på slap line

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg både kan lide Sacha Baron Cohens anarkistiske og politisk ukorrekte komedier Borat og Brüno. Desværre skuffer hans seneste film, den satiriske The Dictator. Den er både ujævn, til tider pinligt usjov og synes meget af vejen mest af alt stykket sammen af uigennemtænkte improvisationer – groft sagt.

Meget lig de ovennævnte film, følger vi også her en ekstrem karakter i et kultursammenstød med komisk slagside og ikke mindst muligheden for lege med fordomme og tabuer. Cohen spiller nemlig den herligt usympatiske diktator Aladeen, der på sin rejse ind i et terrorforskrækket USA mister sin politiske status. Han tvinges derfor til at begå sig blandt almindelige mennesker, der ikke aner, hvem han er.

En på papiret sjov og grænsesøgende præmis, desværre er udførselen alt for ofte slap og underligt nok bliver filmen også kedelig repetitiv i sine gags og jokes. For selvom den reelle spilletid er på knap 75 minutter, opstår der flere døde perioder undervejs. Cohens karakter har dog bestemt sine øjeblikke og er som skabt til at gå over stregen hos et bornert amerikansk publikum – men særlig skarpt bliver det altså ikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN ANMELDELSEN–> Læs mere

Fjollet pris-uddeling hylder "Antichrist"

Udover de mange veletablerede og velrenommerede prisuddelinger findes der også en række mindre kendte – og mere eller mindre fjollede priser på nettet. En af dem er WTF Awards. Ja, altså What The Fuck Awards. Så er stilen vist lagt. Siden hylder således det forgangne års mest overraskende, latterlige og vilde film. Vinderne findes altså på baggrund af hvilke film, der har fået dem til at udbryde et ”What the fuck”.

WTF Film of the Year er Lars von Triers fantastiske Antichrist. Den vinder på baggrund af filmens til tider ret så brutale og voldelige billedside – well, filmen indeholder jo som tidligere nævnt også stor skønhed, som dog i denne ombæring øjensynligt ignoreres.

Heruover var der også fjollede priser som Most Unexpected Flop, der gik til Jennifer’s Body, som har Megan Fox på plakaten, mens prisen Most Distracting CGI Appendage gik til Dr. Manhattan’s penis i Watchmen. Prisen for mest vildledende filmtitel blev tildelt Funny People og så løb komedien Observe and Report med prisen Most Uncomfortable Sex Scene, hvor Seth Rogen som bekendt har fået slæbt en mere en påvirket Anna Faris med sig hjem.

Find resten af vinderne HER – hvor bl.a. Vin Diesel og Nicolas Cage også løber med priser.

– Læs også Triers troldspejl forfører og frastøder.