Indlæg

GODZILLA II: KING OF THE MONSTERS: Monstre, monstre og atter monstre

Biografanmeldelse: Det er muligt, at der ikke er meget, som giver mening i ‘Godzilla II: King of the Monsters’. Til gengæld er den yderst underholdende, når arsenalet af mægtige monstre folder sig medrivende ud i enorme kæmpe kampe på liv, død og vildt meget ødelæggelse. Det hele leveret med en barns livlige entusiame og glæde over monstrøs destruktion. Herligt!

Filmen er en opfølger til ‘Godzilla’ fra 2014 og befinder sig i samme univers, hvor man har set kæmpegorillaen Kong i ‘Kong: Skull Island’ fra 2017. Det gælder med andre ord mægtige bæster, der ryger i titaniske totter på hinanden, hvor man naturligvis finder monstrenes konge i skikkelse af den ikoniske Godzilla i front. Kæmpeøglen er dog ikke alene her.

Det viser sig nemlig, at Jorden huser sin del af enorme monstre, som Godzilla nu må gå i kamp med, blandt andet Mothra, Rodan og ikke mindst dets tre-hovede nemesis King Ghidorah. Mellem de mægtige monstre finder man menneskene og her bureauet Monarch, der gør sit for at holde kæmperne i ave og fortsat sikre balance i verden. Det er dog langt fra så let sagt som gjort.

Ind på banen træder således Madison og hendes mor Emma – henholdsvis Millie Bobby Brown og Vera Farmiga. De leverer et fint mor-datter-forhold, hvor der bliver plads til nuancer og overraskelser. Men selvom man altså finder mennesker på rollelisten, så er der ingen tvivl om, at det er giganterne, som har den egentlige hovedrolle i dette skønt buldrende bæst af en film.

For det er når de apokalyptiske kampe udfolder sig med menneskene som små statister, at ‘Godzilla II: King of the Monsters’ får det hele til at buldre, brage og rumle helt ned i maven. Jeg bliver her blandt andet begejstret over, hvor lidt undskyldende filmen er over, at den bare smadrer derudaf med sine monstre med en naiv og herlig barnlig glæde ved at levere monster på monster.

‘Godzilla II: King of the Monsters’ er kort fortalt uforskammet monsterunderholdning, der præcis ved, hvad den er – nemlig monstrøs monster-destruktion for fuld smadder. Der er så også lige nogle mennesker med – og de gør det godt – men det er Godzilla og monster-co., der er de egentlige trækplastre her, når først lortet går ned. Og ja, det går virkelig ned. Brøøøl!

‘Godzilla II: King of the Monsters’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Godzilla II: King of Monsters’ har biografpremiere den 30. maj.

ROCKETMAN: Taron Egerton og Elton Johns musik holder filmen oven vande

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er virkelig vild med Elton Johns musik. Jeg var derfor også spændt på at se, hvordan både hans kulørte og problemfyldte liv ville blive fortalt – videre til naturligvis, hvordan hans musik ville blive brugt i den biografiske film ’Rocketman’. Musikken er virkelig på plads, mens fortællingen dog bliver noget generisk. Desværre.

Heldigvis har filmen to klare trumfkort, nemlig netop musikken, men også og ikke mindst Taron Egerton i hovedrollen som Elton John. Og ja, han synger faktisk selv sangene. Lige fra ’Tiny Dancer’, videre til ’Your Song’ og ’Saturday Night’s Allright’. Ja, de ørehængende melodier og energiske sange står her nærmest i medrivende kø – og de er engagerende forløst i musical-lignende setups og på scenen.

Det hele er dog ikke just fest og farver for en excentriske sanger, der blandt andet har et problemfyldt forhold til sine forældre – ikke mindst en kold og uforstående far, der ikke viser den kærlighed, som Elton John hungrer efter, både som barn og voksen. Senere i livet plager dette han stadig, mens der også kan skrives både stoffer, sexafhængighed og alkohol til listen over musikerens skyggesider.

Nå ja, det er heller ikke helt let for Elton John at komme overens med sin seksualitet. Men inden succesen, pengene og alle stofferne, hed Elton altså Reginald Dwight – en genert, men yderst talentfuld pianist og dreng. ’Rocketman’ er således historien om den svære opvækst, videre til trasformationen til den flamboyante Elton John – det hele vejen med de dystre lig i lasten på privatfronten.

Det er dog ikke en dyster film som sådan – dette er først og fremmest en hyldest af kunstneren og mennesket Elton John. En film om succes og nedtur, menneskelige ofre og ubrydelige venskaber – her ikke mindst med Eltons faste tekstforfatter Bernie Taupin i skikkelse af en sympatisk Jamie Bell. Deres venskab er fint beskrevet. Der er dog ingen tvivl om, at dette er Taron Egertons film. Og Elton Johns.

’Rocketman’ bliver dog desværre bare en noget generisk udfoldet fortælling, der ikke for alvor gør ondt, der hvor skyggesiderne indfinder sig hos Elton John. Filmen mister undervejs momentum, mens det er småt med fortællemæssige overraskelser. Men netop Taron Egerton og musikken holder de musikalske eskapader oven vande, selv når filmen går noget i tomgang og mister pusten. 

’Rocketman’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Rocketman’ har biografpremiere den 29. maj.

ALADDIN: Muligvis overflødig genfortolkning, men trods alt ret så medrivende

Biografanmeldelse: Mon ikke de fleste kender den originale Disney-tegnefilm ‘Aladdin’ fra 1992? Nu er den mesterlige Disney-klassiker i hvert fald blevet taget under kærlig behandling af rigtige mennesker af kød og blod i stedet for de tegnede karakterer, når man her genfortæller den samme historie med de samme sange. Ja, filmen er med andre ord meget tro mod originalen.

Så har verden overhovedet brug for denne nye live-action version af ‘Aladdin’? Næ, måske ikke. Men nu er den her altså – og ja, den er faktisk virkelig vellykket. Ret så medrivende foldet ud og fortalt – både hvad angår filmens fint pulserende actionscener og naturligvis også den dynamiske måde, hvorpå de klassiske sange bliver både visualiseret og bragt til live på. 

Det er altså stadig historien om gadedrengen og tyven, men også den både godhjertede, sympatiske og charmerende Aladdin, der får fat i den magiske lampe, som indeholder den blå ånd Genie, der skal opfylde tre af hans ønsker. Det bliver starten på eventyret om gadedrengen, prinsessen Jasmin og den morsomme lampe-ånd samt naturligvis også den onde Jafar.

Hvad der måske mest oplagt er at være bare en kende nervøs for ved denne genfortolkning er i mine øjne det at skulle bringe den ikoniske Genie til live på ny, når nu den originale ånd med stemme af Robin Williams er så legendarisk. Men her gør Will Smith faktisk ganske god figur – det uden at ville kopiere originalen – heldigvis. Men ja, Genie er stadig en spilopmager og morsom.

Desværre er skurken Jafar ikke nær så vellykket. Han bliver aldrig for alvor karismatisk ond og troværdigt farlig, men mere postuleret spillet af Marwan Kenzari – hans rapkæftede papegøje Jago fungerer dog godt med veloplagt stemme af Alan Tudyk. De forelskede Aladdin og Jasmin – spillet af de søde Mena Massoud og Naomi Scott – er ligeledes et fint engagerende bekendtskab.

Desværre bliver de musikalske løjer en kende for lange for sit eget bedste med sine 2 timer og 8 minutter. Tematikker om ikke at skue hunden på hårene, men at se ind bag facaden samt at rigdom ikke gør lykkelig, går dog fint igennem. Desværre mangler filmen en mere karismatisk skurk. Ja, ‘Aladdin’ er måske nok overflødig film, men på trods både flot, dynamisk og ganske engagerende.

‘Aladdin’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Aladdin’ har biografpremiere den 23. maj.  

AMUNDSEN: Polarforsker på vilde vover er solid historiefortælling

Biografanmeldelse: Passionen, ensomheden og jagten på det ukendte. Ja, historien om den norske polarforsker Roald Amundsen er både flot, fascinerende og inspirerende. Desværre er ‘Amundsen’ også en smule ujævn i udfoldelsen af sin ellers dragende fortælling – blandt andet når de vilde ekspeditioner afløses af de private problemer hjemme i Norge.

Men ja, jeg forstår godt, hvorfor Amundsen drages mod det ukendte, når alt det velkendte hjemme er netop så, ja, velkendt. Men at han er så knusende kompromisløs er alligevel vildt og på sin vis også dybt ærefrygtindgydende, når han med dødsforagt drager på sine iskolde ekspeditioner ud på isen og ind i kulden – blandt andet for at opdage det dengang uudforskede Sydpolen.

Sådan har det været lige siden, han var en lille dreng – altså besat af tanken om at opdage det uopdagede. At være det første menneske i uopdagede dele af verden. Her i is og kulde. Men denne jagt på det ukendte kostede ham på privatfronten – blandt andet det ellers tætte forhold til broderen Leon lider knæk undervejs – det samme gør hans kærlighedsliv.

Men selvom her altså er andre personer på banen, så er det uden tvivl Roald Amundsen og hans liv, der er hovedattraktionen – det sammen med de yderst vovede ekspeditioner, der er fortalt med både nerve og nærvær samt intensitet og spænding. Pål Sverre Hagen gør det desuden virkelig godt som hovedpersonen – jeg mærker hans knugende tilstedeværelse og brændende passion.

Desværre glider Amundsens kærlighed derhjemme noget i baggrunden, selvom Bess Magils i skikkelse af Katherine Waterston er både stålsat og sødmefuld, mens broderen Leon i skikkelse af Christian Rubeck er en kende mere vag i sit portræt, hvilket ligeså meget ligger i fortællingens struktur. Det er altså som nævnt, når jeg er med på ekspeditionerne, at filmen for alvor lever.

Det er når, jeg mærker faren, kulden og Amundsens ukuelige vilje ikke bare til at opdage det ukendte og jage det udefinerbare, men også hans ensomhed i en verden, der ellers er fyldt med mennesker. Ingen formår for alvor at nå ind til ham – ikke som det er beskrevet her i hvert fald. Kort fortalt, så er ‘Amundsen’ en på flere måder spændende film, omend den er en kende ujævn.

‘Amundsen’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Amundsen’ har biografpremiere den 23. maj.

KVINDE PÅ KRIGSSTIEN: En kvindes utrættelige kamp for Islands natur

Biografanmeldelse: Hun er en kvinde med en mission. Ustoppelig og utrættelig. Hun vil nemlig have den miljøskadende industri på Island ned med nakken. Således bevæbnet med bue og pil begiver hun sig ud på sin mission for som en enmandshær at tvinge industrien i knæ ved at sætte strømforsyningen ud af kraft. Det er medrivende, morsomt og delvist smerteligt at være vidne til.

Filmens danske titel er passende ‘Kvinde på krigsstien’ – for det er præcis, hvad den sympatiske og stålsatte Halla er. Hun vil nemlig, at den islandske natur skal overleve industriens ødelæggende virke. Men Hallas gentagne sabortagetogter ender snart med en menneskejagt – og nej, den er bestemt ikke for sjov. For Island og den omkringliggende verden er snart på nakken af hende. 

Kan den 49-årige kvinde nu både holde sin identitet skjult, redde miljøet og oven i det også lige adoptere en lille pige fra Ukraine? Der er således sat en spændende og visuel velfortalt film i søen, hvor den islandske natur spiller smukt og dragende op imod fortællingen, der udover at være et interessant kvindeportræt også har temaer som (øko-)terrorisme og selvtægt i spil.

Der er altså meget at komme efter i islandske Benedikt Erlingssons drama- og spændingsfilm – det i både indhold og form. Derfor kan jeg også delvist godt se igennem fingre med, at fortællingen sine steder mister lidt af pusten og sit ellers fine nærvær. For det er blandt andet i Halldóra Geirharðsdóttir som Halla, at filmen finder sin menneskelige nerve og i naturen sin visuelle kraft.

Et fint og forførende filmisk greb finder man i samspillet mellem filmens lydside og billedside. For filmens igennem spiller en trio ikke alene musikken, så den kan høres, men orkestret dukker altså også op som en del af filmens miljø – det både i baggrunden, når Halla flygter eller i forgrunden, når Halla udfører sine (øko-)gerninger i baggrunden. Det er både sjovt og sært dragende.

‘Kvinde på krigsstien’ er altså en både visuelt velfortalt, medrivende og morsom fortælling om en kvinde og hendes utrættelige kamp for den islandske natur. Det er en film, der er til at blive i godt humør af – filmens både alvorlige og relevante miljø-problematik taget i betragtning, hvilket er med til at efterlade en både bittersød, smertelig og melankolsk smag i munden.

‘Kvinde på krigsstien’ får 4 ud af 6 stjerner.

‘Kvinde på krigsstien’ har biografpremiere den 23. maj.

EN SPIONS BEKENDELSER: Judi Dench er god, men for lidt med i spionfilm

Biografanmeldelse: Det er en vild historie, der foldes ud i den afdæmpede spion-fortælling ‘En spions bekendelser’, der oven i købet er baseret på en sand historie. Fortiden indhenter nemlig her den aldrende Joan Stanley i 1999 – en virkelig god, nærværende og nuanceret Judi Dench. Desværre er hun bare alt for lidt med i filmen, der mest udspiller sig i fortidens 1930’erne.

Her følger man således den unge Joan lang tid før, at den britiske efterretningstjeneste banker på den pensionerede Joans dør og arresterer hende. Hvorfor de banker på, kommer man således i flashback-fortællingen til at få et fint indblik i. Det viser sig nemlig, at den unge Joan har været en af de mest betydningsfulde spioner for russerne i historien.

For da en ung Joan – en både sart, fint uskyldig, men også målrettet Sophie Cookson – begynder som fysikstuderende på Cambridge University, indfinder kærligheden sig også. Det i skikkelse af den russiske sabotør Leo. Joan hvirvles således ind i et dobbeltspil, hvor det militære kapløb er i fuld gang. Så da hun får job på et tophemmeligt atomforskningscenter må hun vælge side.

Det dilemmafulde valg står nu mellem at forråde sit eget land og sine nærmeste – eller at redde verden fra en mulig atomkrig. For gennem Leo ser Joan pludselig, hvordan verden balancerer på en krigs-knivsæg. På den måde byder fortællingen både på spionage, kærlighed og umulige valg. Alt sammen personificeret i både en ung og gammel Joan.

Men selvom fortællingen grundlæggende er både utrolig og spændende, så bliver filmen desværre bare aldrig rigtigt spænende. Mest af alt er den en smule tung i sin afvikling af strabadserne, der byder på både Joan, der må smugle oplysninger ud fra sit arbejde. Det bliver bare aldrig særligt nervepirrende. Så fungerer kærlighedshistorien bedre, uden for alvor at røre mig.

På bundlinjen får man med ‘En spions bekendelser’ altså en historie, der har potentialet til både at være spændende, nervepirrende og romantisk medrivende. Den bliver desværre bare aldrig nogen af delene sådan for alvor. Men både Judi Dench og Sophie Cookson som KGB-informant gør god figur og redder altså filmen op af sin noget ujævne og kedelige afvikling. 

‘En spions bekendelser’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘En spions bekendelser’ har biografpremiere den 16. maj.

POKÉMON DETECTIVE PIKACHU: Halvt vellykket Pokémon-mysterie

Biografanmeldelse: Jeg kender ikke særlig meget til Pokémon-universet andet end, at jeg har et overfladisk kendskab til diverse Pokémon-karakterer. Jeg var derfor spændt på at blive lukket ind i det populære univers med ‘Pokémon Detective Pikachu’. Blandt andet fordi, man her finder Ryan Reynolds lægge stemme til den legendariske Pokémon Pikachu. Desværre er hen nærved at være filmens eneste lyspunkt. Men også kun næsten.

For det er nu ganske sjovt at overvære rækken af kulørte, nuttede og opfindsomme Pokémon folde sig ud i en historie, der desværre overforklarer sit plot filmen igennem – bare lige så alle kan være med. Men det bliver også bare en smule trættende. Her er dog trods alt ganske godt fart på løjerne, hvor der leveres et par ok medrivende action-scener undervejs.

Man følger den 21-årige Tim, der begiver sig ud for at efterforske privatdetektiven og sin fars mystiske forsvinden. Han støder her på sin fars tidligere Pokémon-makker, nemlig ingen ringere end den gule Pikachu. Underligt nok kan Tim pludselig forstå alt, hvad Pikachu siger – hvilket viser sig at bestå af sin del af jokes, også de mere grovkornede af slagsen.

Det er her Ryan Reynolds stemme kommer veloplagt ind i billedet. For han bærer i sin gule rolle nærmest egenhændigt filmen på sin charme, komik og nuttethed alene. Det er desværre bare ikke nok til at sikre filmen kommer medrivende nok i mål. For undervejs mister de ellers ok tempofyldte løjer en smule momentum, men endnu mere noget af grebet om sin delvist forudsigelige fortælling.

‘Pokémon Detective Pikachu’ falder derfor også en kende flat på maven undervejs, hvor der desværre heller aldrig synes at være reel fare på færde. Det hele bliver en smule for poleret – altså bortset lige fra den kække Pikachus af og til dejligt upassende jokes. Men det øvrige persongalleri er bare ikke for alvor spænende, mens filmens sentimentale scener ikke rigtigt fungerer.

Kort fortalt så charmerer Ryan Reynolds sig igennem filmen som Pikachu, mens action og øvrige både sjove og bizarre Pokémon er med til at bære filmen. Desværre er det bare ikke nok til at redde filmen fra at blive en kende rodet undervejs og på sin vis også en forglemmelig affære, der aldrig rigtigt får mig revet med ind i filmens opklaringsarbejde og Pokémon-mysterie.

‘Pokémon Detective Pikachu’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Pokémon Detective Pikachu’ har biografpremiere den 9. maj.

THE HUSTLE: Anne Hathaway og Rebel Wilson fejler som fupmagere

Biografanmeldelse: Med den umage duo Anne Hathaway og Rebel Wilson i front for denne svindler-komedie, er der lagt op til en omgang uforpligtende underholdning. ‘The Hustle’ er da i høj grad også uforpligtende, men desværre bare ikke videre underholdende. For komikken har trange kår i en film, der ellers gang på gang forsøger at få mig til at grine. Det lykkedes aldrig rigtigt.

Det sagt, så er komedien ikke helt uden charme – det er dog udelukkende på grund af en veloplagt Rebel Wilson, der desværre bare ikke har meget at gøre godt med i den generiske fortælling og jokes, der gentages – bare i en smule nuancerede indpakninger. Det bliver desværre mere trættende end morsomt medrivende i takt med, at løjerne folder sig forudsigeligt ud.

Jeg vil ikke her afsløre noget, men dog lige ridse filmens præmis op. Anne Hathaway og Rebel Wilson spiller to professionelle svindlere, som også er hinandens værste fjender – begge franarrer de gang på gang rige mænd deres penge. Her er Anne Hathaway er den elegante fupmager, mens Rebel Wilson er den klodsede og delvist utrænede svindler.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at den umage duo ender med at slå pjalterne sammen i forsøget på at narre en fælles modstander. Det er således i højt humør, at de to begiver sig ud på deres svindler-strabadser, der bare aldrig løfter sig over det som nævnt forudsigelige og komisk kedelige. Som gentagne forsøg på falden-på-halen-komik.

Timingen er bare ikke i skabet, hvilket den også langt fra er, når det kommer til Anne Hathaway, der mest synes noget malplaceret i komedien, hvor hun altså kommer komisk til kort, når hun gang på gang forsøger at få mig til at grine. Det bliver dog mest af alt til pinlige optrin uden det nødvendige komisk flair, der skal til for at få mig til at grine – eller ja, bare trække på smilebåndet.

‘The Hustle’ er med andre ord en ret så forglemmelig komedie, der desværre aldrig rigtig lykkedes med sine komiske optrin – det selvom der er mange af dem. Anne Hathaway synes ude af sync med sin rolle og filmen, mens Rebel Wilson dog tilføjer de flade eskapader en smule charme. Men lige lidt hjælper det altså denne fup-komedie, der ender med at fejle gennem sin forudsigelighed.

‘The Hustle’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Hustle’ har biografpremiere den 9. maj.

LONG SHOT: Sød, sjov og charmerende rom-com med umage duo

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er vild med romantiske komedier. Problemet er blot, at der er langt mellem de gode af slagsen. Heldigvis rammer den både søde, sjove og charmerende rom-com ‘Long Shot’ ret så fint plet – det selvom den ikke byder på nogen overraskelser undervejs i sin historie, der altså forløber lige efter genrens konventioner.

Men pyt med det, for i front finder man nemlig det umage par Charlize Theron og Seth Rogen. Hun er den ambitiøse, succesfulde og stilfulde amerikanske udenrigsminister Charlotte Field, der har planer om at blive intet mindre end USA’s første kvindelige præsident, mens han er den just fyrede, sjove og noget sjuskede journalist Fred Flarsky. Ja, så absolut en umage duo.

Spørgsmålet er jo så bare, om denne umage duo også kan gå hen og blive et rigtigt par af den romantiske slags – deres forskelligheder til trods? Tilfældigheder vil nemlig, at de to støder på hinanden til en fest, hvor de mødes over en fælles fortid. Allerede her synes en gnist at blive tændt mellem de to. En gnist, der kun blusser op filmen igennem. Ja, en romantisk komedie, du ved.

Man skal altså også give slip på noget af virkeligheden her, for filmen skal først og fremmest underholde med både sødme, skarpe og sarkastiske jokes samt ja, den både farlige, men også livsnødvendige kærlighed, vi som mennesker har brug for. Det har de to også – men hvordan skal det dog ikke gå de to og deres meget forskellige liv? For godt nok er det ikke svært at regne ud, hvordan det hele ender – men måden hvorpå det sker er altså pokkers underholdende.

Ganske vist bliver filmen sine steder lige lang nok i spyttet, men det rettes der op på undervejs af den ene sjove scene efter den anden, hvor der naturligvis også bliver plads til den søde og uventede kærlighed. Desuden finder man et par fine og naturligvis også sjove bikarakterer – blandt andet i skikkelse af Charlottes assistent, der ikke kan udstå den uformelle Fred.

‘Long Shot’ er kort fortalt og ganske enkelt en veloplagt romantisk komedie med engagerende Charlize Theron og Seth Rogen i front som det umage par – ja, der er så absolut kemi imellem dem, mens det er både sødt og sjovt at følge, hvordan de nærmer sig hinanden og lærer noget om sig selv undervejs. Ja, der er som sagt langt mellem de gode romantiske komedier, men dette er altså bestemt en af de gode af slagsen. 

‘Long Shot’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Long Shot’ har premiere den 2. maj 2019.

AVENGERS: ENDGAME: Sorgramt helte-epos med schwung på det store drama

Biografanmeldelse: Så for pokker. Vi er nået til det, man nærmest kan kalde den episke konklusion på 11 år med superheltefilm i det såkaldte Marvel Cinematic Universe. Et filmunivers, der for alvor blev skudt i gang med ‘Iron Man’ i 2008. Siden er det blev til et par og tyve film, hvor den nye ‘Avengers: Endgame’ er den ventede opfølger til den bombastiske ‘Avengers: Infinity War’, der endte med en nervepirrende cliffhanger.

Dem, der af uvisse årsager endnu ikke har set ‘Infinity War’, så spoiler jeg lige slutningen – men jeg spoiler naturligvis intet som helst af den nye ‘Endgame’. Bare rolig. Efter at Thanos udslettede halvdelen af alt liv i universet i forgængeren, finder man et sorgramt superhelte-hold, mens Jordens befolkning ligeledes er dybt påvirket af de ødelæggende begivenheder. Det er nu op til de tilbageværende Avengers at rette op på dette – og ja, altså få has på Thanos.

Mere af plottet skal ikke røbes her, da filmen blandt andet beror på netop sine overraskelser – og dem er der altså en god håndfuld af. Desværre er fortællingen også en smule ujævnt udfoldet, hvor filmen mister noget momentum og nærvær sine steder – særligt i sit første og sidste akt. Jeg blev i hvert fald undervejs en smule revet ud af det ellers ganske fine engagement, jeg trods alt havde i de både sorgramte og action-smadrende eskapader.

Her er dog mere fokus på karaktererne end på bulder og brag, hvilket klæder filmen, der er båret mere af alvor end af den humor og mere lette tone, som ellers blandt andet kendtegner superhelte-universet. Det sagt, så er der flere både sjove og fint balancerede scener, der fik mig til at trække på smilebåndet mit i alvoren. Der er altså en ret så vellykket balancegang mellem den grundlæggende alvor i fortællingen og så de morsomme øjeblikke og scener.

Filmen er som sagt karakterbåret, hvilket lykkedes ret så godt at holde i hævd gennem de også fint medrivende actionscener og slåskampe. Blandt andet kommer både Iron Man, Captain America og måske lidt overraskende også Ant-Man medrivende og nuanceret i spil. Et indtagende trekløver, der ret imponerende jongleres med det yderst omfattende persongalleri. Men alle synes at få deres momenter i den tre timer lange film, som desværre sine steder også bliver lidt for lang.

Men filmens nævnte ujævnheder til trods, så er ‘Avengers: Endgame’ altså en tilfredsstillende superhelte-oplevelse og et for nu afsluttende kapitel i det store Marvel-univers. Her er nemlig både interessante helte, der kommer til deres ret samt godt med overraskelser og ikke mindst en interessant skurk i skikkelse af den mægtige Thanos, videre til en engagerende behandling af almengyldige emner som sorg og tab, god og ond, samt familie og tilhørsforhold.

‘Avengers: Endgame’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Avengers: Endgame’ har biografpremiere den 24. april.