Indlæg

‘Løvernes konge’ er yderst imponerende CGI, men desværre lidt halvstiv

/i , /af

Biografanmeldelse: De fleste kender nok Disney-klassikeren ‘Løvernes konge’ fra 1994 – både de karakteristiske karakterer, ørehængende sange samt den både gribende og morsomme fortælling om løveungen Simba, der må gå så grueligt meget igennem på sin vej til at overtage tronen som løvernes konge efter sin far Mufasa. Nu har tegnefilmen fået et halvstift CGI-makeover.

Ja, det fungerer altså sådan delvist. For fortællingen er stadig lige universel og sangene lige ørehængende. Der er dog noget underligt småstift over, at de ellers engagerende, søde, sjove og skræmmende karakterer i deres nye computeranimerede klæder. Men ja, det er på trods virkelig imponerende at se både dyr og natur blive bragt til live med CGI. Det er dog ikke helt nok.

Billedsiden er dog med til at holde filmen kørende, mens fortællingen har et godt flow. Her forløses filmen nemlig ganske gnidningsløst fra den ene scene til den anden. Og nu skal jeg jo heller ikke sammenligne denne med den mesterlige og originale tegnefilm. Denne ‘Løvernes konge’ er på trods af en smule stivhed samt sine steder desværre også mangel på charme bestemt ok.

For rejsen som Simba undergår fra lille til ung og stærk løve fungerer. Lige fra barnsben, hvor det store og kommende ansvar hviler på hans små og ukuelige skuldre, men med den tragiske begivenhed i bagagen, at han tror, han har dræbt sin far, mens det i virkeligheden er hans onde og indsmigrende onkel Scar. Simba forvises som bekendt herefter og møder snart en vis umage duo.

Det er naturligvis den kække Timon samt den godmodige og ganske morsomme Pumba. Sidstnævnte med med karakteristisk stemme og ikke mindst grin af Seth Rogen, mens førstnævnte er en ivrig Billy Eichner. Donal Glover giver den voksne Simba fin troværdighed, mens Chiwetel Ejiofors stemme er ok frygtindgydende i samspil med den arrede Scar.

‘Løvernes konge’ er altså på bundlinjen en blandt fornøjelse, der holdes oppe af sine sange og en smuk, imponerende og yderst detaljerig CGI-billedside. Der er dog noget halvstift over at se de naturalistiske karakterer synge og snakke i de computeranimerede klæder, hvorfor filmen sine steder også synes en kende flad sit fine flow og sin universelle fortælling til trods.

‘Løvernes konge’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Løvernes konge’ har biografpremiere den 17. juli.

Tag på en yderst urovækkende tur til det okkulte Sverige med ‘Midsommar’

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, Sverige bliver aldrig helt det samme efter, at du har set Ari Asters okkulte gyser ‘Midsommar’. For det er en yderst urovækkende filmoplevelse af de helt store. I hvert fald for mig. Ja, jeg er nærmest helt forelsket i filmen, der tog mig med helt ind i mørket, selvom filmen nærmest 100 procent udspiller sig i gysende dagslys.

I filmen følger man det unge amerikanske par, Dani og Christian. Efter en tragisk begivenhed, der udspiller sig for Dani, vælger hun fyldt til randen af sorg at tage til Sverige med nogle af hendes kærestes venner i forbindelse med en antropologi-opgave – og ellers bare som sommerlig afslapning. For i Sverige venter nemlig fejringen af midsommer i en afsidesliggende landsby.

Solen skinner, da de ankommer til den lille landsby, der ligger midt i det naturskønne Sverige. Idyllen varer naturligvis ikke ved, for der er noget helt galt i den lille by, hvilket i snigende tempo og med ond tålmodighed først går alt for sent op for de amerikanske gæster. Med et dvælende øje for detaljen folder filmen sin foruroligende historie ud med et sikkert greb om halsen på mig.

Ari Aster har her en helt klar vision – og den forløser han på yderst engagerende vis, hvor det ligeså meget er de mange enkeltscener og ikke mindst rækken af WTF-øjeblikke, der nærmest som et antropologisk studie udspiller sig for øjnene af mig. Enigmatisk, brutalt og ganske enkelt dragende. Ja, jeg gætter på, at ‘Midsommar’ går hen og bliver en nyklassiker i folk horror-genren.

Her er i hvert fald meget at fordøje efter første gang, der kun opildner mig til et snarligt gensyn for at få mere med af filmens mange detaljer og rituelle scener i det gysende oplyste Sverige. Desuden finder man i de to hovedroller som Dani og Christian henholdvis en både naturlig og engagerende Florence Pugh samt en ligeledes overbevisende everyday fyr i Jack Reynor.

Ari Aster har med den kuldegysefremkaldende ‘Midsommar’ skabt et bæst af en okkult film, der både fascinerer og frastøder. Det er ganske enkelt virkelig vildt at være vidne til denne sært dvælende og sine steder sorthumoristiske fortælling tage sit sikre tag i maven på mig for ikke at give slip – hverken før eller efter rulleteksterne. Filmen sidder så absolut stadig i kroppen på mig.

‘Midsommar’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Midsommer’ har biografpremiere den 11. juli.

Tag en tur tilbage i tiden med den charmerende ‘Mid90s’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være svært at vokse op. At finde sig selv til rette i livet. Det har det nok været til alle tider været. Sådan er det også i Jonah Hills spillefilmsdebut som instruktør med den charmerende, engagerende og sine steder rørende ‘Mid90s’. Man følger nemlig her livet for den 13-årige Stevie i 1990’ernes Los Angeles, og hvordan han slås med livet, sin bror og sig selv.

Stevie bor sammen med sin alenemor og aggressive storebror i et hjem, der ikke just emmer af idyl. Moren kan ikke helt holde styr på sine børn, mens storebroderen mopper og er samtidig også voldelig overfor Stevie. Derfor søger han en sommer nye græsgange udenfor hjemmets omklamrende fire vægge. Han bliver nemlig indlemmet i en gruppe af ældre skatere.

Snart bliver en helt ny verden præsenteret for den unge dreng, hvor både fester, cigaretter og alkohol pludselig bliver en del af hans liv – men altså også både skating samt ikke mindst nye venskaber, der stille og roligt folder sig ud i hans nye gruppe af noget ældre drenge. Således lukkes også jeg ind i en vennegruppe, der har sin helt egen tone og hieraki.

Dynamikken er her medrivende og morsom, mens der undervejs i den fint dragende film indfinder sig velafbalanceret alvor. Drengene kommer nemlig – som Stevie – ikke just fra velfungerende baggrunde. Stevies nye liv får dog også konsekvenser for blandt andet det fint beskrevne forhold til den i grunden tragisk ensomme storebror og en mor, der også forsøger at få fod på livet.

Jonah Hill har altså her skabt ikke kun en både fin, dragende og nostalgisk periodeskildring – komplet med Teenage Mutant Ninja Turtles-sengetøj, alt for store baggy pants og slidtage på filmstrimlen – men altså også et på en gang engagerende og morsomt portræt af både en gruppe drenge på jagt efter at finde sig til rette i livet samt en 13-årigs jagt på accept.

‘Mid90s’ er kort fortalt en fin fortalt film, der emmer af 90’er-kærlighed, venskab og oplevelser for livet samt naturligvis også en masse af første gange for Stevie, hvis liv kun lige synes at være begyndt med indlemmelsen i sin nye vennegruppe, der på en gang synes uopnåelige og alligevel i øjenhøjde. Det fungerer på samme måde som den boblende alvor er med til at løfte filmen.

‘Mid90s’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Mid90s’ har biografpremiere den 11. juli.

SPIDER-MAN: FAR FROM HOME: Veloplagt edderkop svinger sig herlig kulørt i mål

/i , /af

Biografanmeldelse: Efter de monumentale begivenheder i den foregående MCU-film, ‘Avengers: Endgame’, tager Spider-Man superhelte-teten videre med ‘Spider-Man: Far From Home’. En noget mindre dyster videreførsel af det store univers, der med netop både ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’ efterlod Marvel-heltene med en vis alvorlig understrøm i fortællingen.

Det er der ikke her. Faktisk nærmest slet ikke. Det er kulørt, let og morsom superhelte-underholdning – herligt! Filmen åbner da også med en skøn in memoriam-montage i lavbudget- og komisk stil, hvor de faldne helte mindes. Her står det klar, at SÅ alvorligt skal vi altså heller ikke tage tegneserieuniverset. Herfra svinger Spider-Man sig ellers lystigt gennem løjerne.

For snart står Peter Parker aka edderkoppe-svingeren overfor en lavaspruttende fjende i form at et stort ildmonster. Han får dog imidlertid hjælp af en mystisk og ny superhelt i MCU, nemlig Mysterio – her i skikkelse af en karismatisk Jake Gyllenhaal. Et klart plus for filmen, hvor også Tom Holland som Spider-Man atter engang gør god, likeble og charmerende figur. Virkelig velcastet.

Men udover, at Peter Parker altså lige skal klare denne nye ild-fjende, forsøger han også at jonglere et privatliv, sin skole og ikke mindst sit romantiske øje til klassekammeraten Michelle Jones – en sej og sød Zendaya. Men ja, selvom ‘Spider-Man: Far From Home’ som nævnt er herlig kulørt underholdning, så har filmen dog også en smule og fint doseret dramatisk alvor i sig.

Det finder man blandt andet i, at Peter Parker nu står overfor på det nærmeste at skulle træde i Iron Mans fodspor – en svær arv at løfte. Ikke mindst, når han i grunden også bare gerne vil være en almindelig teenager – og egentlig hellere blot vil klare skurke i nabolaget og ikke på global skala.  Ikke desto mindre er det, hvad han står overfor at skulle håndtere her.

At fortællingen så er ret så forudsigelig er til at leve med, da netop det veloplagte cast og et herligt kulørt univers spiller, hvor der naturligvis også langes sin del af medrivende actionscener over disken. Medrivende og energisk. ‘Spider-Man: Far From Home’ løfter sig dog ikke op i den helt tunge ende af superheltefilm, men mindre kan bestemt også gøre det.

‘Spider-Man: Far From Home’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Spider-Man: Far From Home’ har biografpremiere den 2. juli.

ANNABELLE COMES HOME: Der er dæleme stadig liv i den dæmoniske dukke

/i , /af

Biografanmeldelse: Det hele starterede med det virkeligt vellykkede og foruroligende dæmongys ‘The Conjuring’ i 2013. Siden da er det blevet til både prequels og sequels i det fortsat voksende The Conjuring-univers. Og ja, nu skal vi til det igen. Nemlig at gyse over den dæmoniske dukke Annabelle. For det er tredje gang, at dukken med de stirrende øjne får sin egen film.

I ‘Annabelle Comes Home’ slippes ondskaben således løs på en ellers rolig aften, hvor den 10-årige Judy skal babysittes. Hun er datter af de overnaturlige efterforskere Ed og Lorraine Warren, som man kender fra gyseruniverset. De har et aflukket rum i huset, som er fyldt med artefakter fra deres mange møder med det onde og overnaturlige. Heriblandt den creepy dukke Annabelle.

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at Annabelle slipper fri af sit fangenskab for at sprede skræk og rædsel i det lille hjem, mens forældrene er ude af huset. Der venter med andre ord en nat som Judy, babysitteren Mary og hendes veninde Daniela aldrig vil glemme. Nemlig en nat i rædslens navn. Desværre er det også en frygtredet nat, som jeg nok glemmer ret hurtigt.

Dermed ikke sagt, at ‘Annabelle Comes Home’ er uden plusser. For det er den bestemt. Det er blandt andet dejligt med en gyserfilm, der ikke beror på billige jump scares og slatne fake scares. Det gælder mere, hvad jeg vil kalde forventningens frygt. Her er det nemlig mere frygten for det ukendte, der hersker. Dystre skygger og underlige lyde samt det udefinerbare mørke.

Det sagt, så undslipper filmen dog ikke sin del af jump og fake scares, men de leveres overordnet i veldoserede mængder. Og ja, de fungerer faktisk overvejende godt, når de rammer, så jeg sidder med forventningens frygt i kroppen. For hvad gemmer mørket mon på? Ja, ganske vist sin del af gyser-klichéer, men bestemt også sin del af veliscenesatte og underspillede gyserscener.

At jeg så ikke bliver skræmt i specielt nævneværdig grad er til at leve med. For her leveres både masser af gysertåge, et arsenal af grumme gespenster og brutale bæster, mens trekløveret i front er et både dynamisk og likeable bekendtskab. Her jongleres endvidere med temaer som død og ensomhed, skyld og traumer, hvilket ligger som en fin og dyster understrøm filmen igennem.

‘Annabelle Comes Home’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Annabelle Comes Home’ har biografpremiere den 27. juni.

THE SISTERS BROTHERS: Phoenix og C. Reilly bærer støvet western i mål

/i , /af

Biografanmeldelse: Sæt dig op på din hest og find både seksløber samt cowboyhat frem. For med ‘The Sisters Brothers’ står den på western af den tilbagelænede, støvede og sorthumoristiske slags i 1850’ernes Oregon. Altid seværdige Joaquin Phoenix og John C. Reilly indtager titelrollerne som brødrene Sisters – den drikfældige Charlie og den mere eftertænksomme Eli.

Guldfeberen raser her i midten af 1800-tallet, hvor brødrene Sisters – der ernærer sig som skarptskydende lejemordere – får til opgave af den magtfulde Kommandøren at fange guldgraveren Hermann Kermit Warm – der spilles med fin tvetydighed af Riz Ahmed – da han nemlig skylder ham penge. Jake Gyllenhaal dukker også op, det som den veltalende privatdetektiv John Morris.

Således er scenen sat for et portræt af et umage brødreforhold, mens en besnærende jagt på forbryderen skaber spænding undervejs, hvor de involverede parters tilhørsforhold udfordres. For hvem skal man egentlig heppe på i dette firkløver af karakterer? Desværre så bliver udfoldelsen af fortællingen sine steder lige lidt for sløv for sit eget bedste.

Det dræner undervejs desværre noget af det ellers engagerende karakterarbejde, der lægges for dagen samt netop jagten på guldgraveren. Heldigvis er netop skuespillerne og deres fint forløste karakterer med til at holde filmen i søen – det sammen med det troværdige og ikke mindst barske miljø, hvor hver dag synes som den rene overlevelse i det rå western.

Hertil kommer den fint doserede og underspillede sorte humor, der indfinder sig i den ligeledes alvorlige film. For blandt andet i samspillet mellem netop de umage brødre opstår der komiske guldkorn, der løsner op for det ellers trøstesløse vilde vesten. Dette kammer heldigvis ikke over i ren komedie, for filmen bevarer sin jordbundne karakter.

Instruktør Jacques Audiard har med andre ord skabt en stilsikker og fin karakterbåret western, der måske nok bliver lidt for sløv i sin historiefortælling, hvilket dog ok opvejes af netop skuespilpræstationerne og den barske miljøskildring. Men nogen neglebindende spænding indfinder sig ikke – det gør dog heldigvis et par ganske heftige skududvekslinger.

‘The Sisters Brother’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Sisters Brother’ har biografpremiere den 27. juni.

YESTERDAY: The Beatles bringes til live i forglemmelig rom com

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg er ret så begejstret for The Beatles’ musik – dog uden at være nogen dedikeret fan som sådan. Men ja, de har altså lavet i den grad mange formidable og ikke mindst ørehængende numre. Skulle man af uransaglige årsager være i tvivl om det, så bliver man med den britiske rom com ‘Yesterday’ om ikke andet mindet om deres udødelige musik.

For desværre er filmen ganske vist en ok sød og charmerende sag, men også forglemmelig. Filmen har dog en ret sjov præmis, nemlig den, at den meget lidt succesfulde musiker Jack Malik på mystisk vis vågner op efter en ulykke og som den eneste på Jorden kan huske The Beatles og deres musik – og hvad gør man så lige, når man står der med en musikalsk skattekiste?

Jo, Jack begynder at spille The Beatles’ musik som var det hans egen. Pludselig vender han liv fra en musikalsk fiasko til en stor succes – Ed Sheeran (!) dukker nemlig op som løftestang ind i musikbranchen, hvor der venter sin del af problemer – blandt andet en kynisk manager og knas på privatfronten i takt med, at koncerterne bliver større og støre og succesen vokser.

Jack lever altså på en musikalsk løgn, hvilket naturligvis kommer til at ride ham som en mare. Og hvordan står det lige til med barndomsveninden Ellie? Romantik eller blot venskab? Dramaet folder sig således ganske tandløst ud som en ikke vildt engagerende rom com tilsat musikken af The Beatles i nye klæder. Det er da også musikken, der er med til at bære filmen delvist vellykket i mål.

Fortællingen er med andre ord ikke videre gribende, mens filmen mister momentum henover midten. Men ja, Himesh Patel og Lily James er et charmerende og sødt bekendtskab som Jack og Ellie. De er sammen med musikken den lim, der sådan nogenlunde er med til at holde sammen på en film, der ellers ikke er videre interessant.

Det er ellers ingen ringere end den visuelt begavede og vilde filmskaber Danny Boyle, der instruerer. Han er manden bag film som ‘Trainspotting’, ‘127 Hours’, ’28 Days Later’ og ‘Slumdog Millionaire’. Men ‘Yesterday’ gør dog ikke meget visuelt unikt væsen af sig, ligesom fortællingen forbliver noget vattet. Desværre. Filmen lander derfor også i sidste ende under middel.

‘Yesterday’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Yesterday’ har biografpremiere den 27. juni.

’Men in Black 4: International’ forbliver en forglemmelig science fiction-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Den første film om Men in Black fik vi tilbage i 1997, hvor Will Smith og Tommy Lee Jones ledte an som beskyttere af Jorden mod alverdens onde rumvæsner. Nu er vi så kommet til den fjerde film i rækken, hvor Smith og Lee Jones er skiftet ud med Tessa Thompson og Chris Hemsworth, mens der også spædes til med blandt andre Liam Neeson – alle seje agenter klædt i sort.

Denne gang står de rumvæsensudryddende mænd OG kvinder i sort overfor endnu en intergalaktisk trussel samt noget så farligt som en muldvarp i deres organisation. Det er derfor nu op til den grønne Agent M og den noget mere erfarne Agent H at redde dagen – det i skikkelse af netop Thompson og Hemsworth. De to skal dog naturligvis lige finde sig til rette i deres nye samarbejde som den umage duo.

Det afføder sin del af munter ping pong, der desværre bare aldrig for alvor rammer den helt rigtige morsomme tone og komiske timing, der er nødvendig for at humoren fungerer. Heldigvis er de to dog ikke uden intern kemi og en vis form for medrivende personaer, når først de folder sig ud i jagten på rumvæsner og den mystiske muldvarp. For ja, her er heldigvis også sin del af kulørte rumvæsner på spil.

Det er da også fortsat et herligt univers at bevæge sig ind i – det med de cool agenter med deres cool solbriller samt netop flokken af opfindsomme væsner fra det ydre rum, det tilsat sin del af humor – eller i hvert fald forsøg på det. Desværre så er historien noget klodset fortalt, mens truslen både fra det ydre rum og internet i Men in Black-organisationen aldrig for alvor virker truende.

Hertil kommer, at filmens flow flere gange undervejs mister sin del af momentum, hvor også karaktererne bliver en kende flade og uvedkommende. Det sagt, så er ’Men in Black 4: International’ dog ikke uden sin del af charme og er da heller ikke helt humorforladt. For Thessa Thompson er både ganske morsom og ikke mindst charmerende, mens Chris Hemsworth ikke helt har samme pondus.

’Men in Black 4: International’ bliver da også på bundlinjen en desværre noget forglemmelig affære, der dog som nævnt ikke er uden sine plusser. Det er da også nok til, at filmen kommer lige nødagtigt, men også en smule vakkelvornt i mål som en middelmådig science fiction-komedie.

’Men in Black 4: International’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Men in Black 4: International’ har biografpremiere den 13. juni.

DE FRIVILLIGE: Fængselskor-komedie leverer underspillet humor

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ikke noget morsomt ved at sidde i fængsel. Det er trivielt, klaustrofobisk og generelt bare super nederen. Selvom det er tilfældet i fængselskor-komedien ‘De frivillige’, så er det altså også en morsom film. Dog af den mere underspillede slags, hvor der også er plads til både menneskeligt mørke, karaktermæssig tyngde og etiske dilemmaer.

Det er dog ikke kun mig, der får fængslets trange kår at føle. Det gør erhvervsmanden og kendissen Markus Føns også. Han bliver nemlig varetægtsfængslet grundet mistanke om økonomisk svindel af den helt store slags. Fængslet huer naturligvis ikke jetsetteren, der snart må vende sig til ikke længere at være øverst i hierakiet med magten til at lede og fordele.

Markus vælger derfor frivilligt isolation blandt fængslets svageste fanger. Noget modvilligt vælger han at melde sig ind i afdelingens fængselskor, der har den regelrette Niels som selvbestaltet korleder – og hermed også det naturlige overhoved. Der går dog ikke længe førend, at Markus går efter at overtage toppen i kor-hierakiet – og snart opstår der splittelse i gruppen.

På den måde er der langt op til fish-out-of-water-komik med den selvfede Markus kontra de mere kuede fanger – og her ikke mindst kampen mellem Markus og Niels. Markus spilles med ophøjet ro og autoritet af Jacob Lohman, mens den venlige regelrytter Niels spilles underspillet morsomt af Anders Matthesen. Modpolerne i denne duo er både engagerende og dynamisk.

Det er eksempelvis morsomt, når koret laver stemmeøvelser samt ikke mindst, da Markus skal have sin plads i koret, hvor Niels lige får ham trynet til at være bas – selvom han egentlig helst vil være tenor. Humoren befinder sig her i de små og usagte øjeblikke af magtkampe – samt i mødet mellem Markus og de øvrige fanger og ikke mindst en betjent, der er stor Markus-fan.

Men selvom ‘De frivillige’ er en morsom film, så er her også et underlag af alvor samt etiske og menneskelige dilemmaer i spil. Blandt andet i de domme, som fangerne sidder buret inde for – så som voldtægt og pædofili. For kan man adskille mennesket fra dommen? Det giver komikken en eftertænksom kant, der klæder karaktererne og her også humoren, der bliver fint bittersød.

‘De frivillige’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘De frivillige’ har biografpremiere den 13. juni.

X-MEN: DARK PHOENIX: Der er ild i de ganske medrivende mutanter

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er det blevet tid til endnu en film i den fortløbende saga om de mange mutanter i X-Men-universet, der på film startede med ’X-Men’ helt tilbage i 2000. Siden da er det blevet til en række både prequels, sequels og solo-film. Nu er turen kommet til historien om Jean Grey aka den magtfulde Dark Phoenix, der her ses i skikkelse af Sophie Turner i ’X-Men: Dark Phoenix’.

Jean Grey er dog ikke fra starten Dark Phoenix – en af de mest magtfulde karakterer i X-Men-universet. Men efter en farlig mission i rummet går det dog hverken værre eller bedre end, at den allerede magtfulde mutant bliver endnu mere magtfuld – med kræfter, der synes nærmest grænseløse. Nu må den ellers usikre Jean således kæmpe med at komme overens både med sine nye kræfter, men også sig selv.

Det er dog ikke kun Jean, der her kæmper en både indre og ydre kamp, for den skelsættende begivenhed i rummet ender også med at splitte X-Men-familien ad og truer samtidig selveste den menneskelige eksistens. Det er altså de helt store dramatiske vinger, der her foldes ud – de kan dog ikke helt bære vægten og mister noget nærvær og karakter undervejs.

For når X-Men-universet er bedst, så er det blandt andet netop, når karaktererne er i fokus – mere end actionfyldt bulder og brag. Her truer de mange – ganske vist flot iscenesatte action-sekvenser – med at overtrumfe både karakterarbejde, men også de ellers spændende tematikker i spil, der dog forbliver en smule i periferien. Desværre. Blandt andet mutanternes forhold til samfundet og omvendt.

Det er med andre ord meget action-delen i ’X-Men: Dark Phoenix’, der holder superhelte-eskapaderne ganske godt flyvende. Det gør de heldigvis også langt overvejende både medrivende og flot, hvor blandt andet mutanternes forskellige evner kommer opfindsomt i spil. At den bombastiske finale bliver en kende for lang for sit eget bedste er altså til at leve med.

På bundlinjen er ’X-Men: Dark Phoenix’ en solid tilføjelse til X-Men-sagaen, der dog mangler noget mere karaktermæssigt nærvær og mere fokus på både tematikkerne og deres gråzoner. Heldigvis leveres der mange veleksekverede action-scener undervejs, mens de mange forskellige mutanter og deres evner er underholdende at overvære.

– ’X-Men: Dark Phoenix’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’X-Men: Dark Phoenix’ har biografpremiere den 6. juni.