Indlæg

‘Den Gyldne Handske’ er en trist, tragisk og trøstesløs seriemorderfilm

/i , /af

Biografanmeldelse: Det stinker af råddenskab, triste skæbner og brune bodegaer i tyske Fatih Akins både væmmelige, tragiske og ulækre, men også overraskende morsomme seriemorderfilm ‘Den Gyldne Handske’. Her kommer man tilbage til starten af 1970’erne i et beskidt Hamburg, hvor en seriemorder er på blodig spil – nemlig den alkoholiserede og ensomme Fritz Honka.

Her er med andre ord ikke en sofistikeret morder med en stor og forkromet masterplan på menuen, som i eksempelvis ‘Seven’. Meget langt fra. Her er derimod tale om en yderst utiltalende og tragisk mand, der drikker alt for meget på det lokale værtshus ‘Den Gyldne Handske’ – og nå ja, har hang til improviserede, brutale og klodsede drab samt ubehagelige menneskeparteringer.

Forvent ikke en videre plotdrevet film. Her er nemlig snarere tale om et depraveret nedslag i Fritz Honkas deprimerende liv end en plotdrevet seriemorderfilm. Det fungerer virkelig godt, da blandt andet både håbløsheden og grumheden på den måde får lov til at udspille sig som et levet liv foreviget på film. Ubarmhjertig, ufravigelig og ubehageligt.

Men selvom filmen altså på mange måder er virkelig væmmelig og ubehagelig, så er den også morsom – ganske vist yderst sort humoristisk. Det gælder i blandt andet mødet mellem Honka og en tilfældig drikfældig ældre kvinde, som han får slæbt med sig fordrukken hjem fra værtshuset. Deres umage samspil er ganske vist trist, men det bliver altså også grotesk morsomt.

Blandt andet i øjeblikket, hvor det går op for Honka, at han kan bruge hende som hushjælp – og ikke myrde hende – i hans mildest talt klamme lejlighed, hvor han gemmer på blodige ligdele i væggen, mens alt står og rådner i et uoverskueligt rod. Balancegangen mellem humor og horror er velafbalanceret – men gruen vinder så absolut i sidste ende.

Filmen er baseret på virkelighedens seriemorder Fritz Honka, som i filmen portrætteres af den virkeligt formidable, nærmest komplet ukendelige og blot 23-årige Jonas Dassler. Han er mest af alt bare ubehagelig og ulækker, men formår også at få det triste i hans skæbne frem – mens man i få øjeblikke måske øjner en smule sympati midt i hans ellers komplet usympatiske væsen.

Ja, hele filmen emmer af fordærv, druk og råddenskab, så det nærmest hænger som en grum dunst i biografens mørke. Herligt! ‘Den Gyldne Handske’ slægter således en film som William Lustigs ligeledes triste, tragiske og trøstesløse ‘Maniac’ fra 1980 på – og kan måske endda kaldes for den ulækre lillebror til Lars von Triers ‘The House That Jack Built’. ‘Den Gyldne Handske’ er kort fortalt en af mine klart bedste, mest ubehagelige og morsomste filmoplevelser i filmåret 2019. Sådan!

‘Den Gyldne Handske’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Den Gyldne Handske’ har biografpremiere den 5. december 2019.

‘Valhalla’ er et brutalt tordenbrag og dystert dyk ned i den nordiske mytologi

/i , /af

Biografanmeldelse: Med instruktør Fenar Ahmads filmfortolkning af Peter Madsens elskede tegneserier om vikingebørnene Røskva, Tjalfe, tordenguden Thor, Quark og alle de andre, bringes man ind i et dystert, råt og brutalt univers af nordiske guder og mystisk mytologi. Ja, ‘Valhalla’ er et ambitiøst eventyrprojekt, der lykkedes ganske tilfredsstillende med sit foretagende.

Det er dog ikke just en farvestrålende og let film, der her serveres. Den er både tung og dunkel, men også indtagende stemningsfuld, når man kommer på gudeventyr med Røskva og Tjalfe. Thor og Loke taget dem nemlig med fra det fredelige Midgård til gudernes noget mere dramatiske hjem. Valhalla er nemlig truet af den bistre Fenrisulv og ikke mindst de grumme jætter.

De to menneskebørn må derfor nu sammen med guderne bevise, hvad de er gjort af, når kampen for både at bevare Valhalla og ikke mindst redde verden fra Ragnarok går ind. Således kommer velkendte elementer så som regnbuebroen Bifrost, hammeren Mjølner og Thors prustende geder, videre til Udgårdsloke, den enøjede Odin og hans to krager samt øvrige guder i spil.

‘Valhalla’ er altså på én gang både velkendt land, som man kender fra tegneserien, men også nyt terræn i gudeland, hvor blandt andet filmens komponist Jens Ole Wowk McCoy sætter medrivende og episke toner til filmens storladne vidder, videre til intime øjeblikke og brutale jættekampe. Ja, Fenar Ahmad lykkedes altså ret overbevisende med at skabe sit dunkle take på gudeverdenen.

Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth er desuden gode som de to børn, mens Roland Møller udfylder rollen som Thor med autoritet. Loke er herlig mystisk i skikkelse af Dulfi Al-Jabouri, mens den smådumme, men også søde Quark lykkedes delvist godt skildret af Reza Forghani. ‘Valhalla’ er dog primært Røskvas fine coming of age-fortælling om at finde sig selv og sine værdier i verden.

‘Valhalla’ er altså på flere måder et absolut ok medrivende mytologieventyr, der måske nok til tider mangler lidt mere episk schwung i sin realisering af universet og dets sælsomme karakterer og monstre. Det sagt, så kunne jeg godt lide, at filmen ikke lefler med et for ivrigt tempo, men tør tage sig tid og samtidig at være konsekvent i sin dunkle tone og tunge atmosfære.

‘Valhalla’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Valhalla’ har biografpremiere den 10. oktober.

Peter Belli er yderst ubehagelig i den sorthumoristiske syrefilm ‘Koko-di Koko-da’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ok, den svensk-danske ‘Koko-di Koko-da’ er ikke sådan lige til at få fod på. Herligt. For det er en sælsom genrebladning, den opfindsomme instruktør og manuskriptforfatter Johannes Nyholm her disker op med. Både befriende bizar, udknaldet krads og charmerende syret. Ja, en omgang sorthumoristisk tagfat, der tager fat i det alvorstunge emne sorg.

Her er dog langt fra tale om et almindeligt parforholdsdrama. Faktisk langt fra. For det er en film, der slår engagerende og fortællemæssige kolbøtter undervejs. Jeg vil dog ikke her komme videre ind på filmens præmis, da blandt andet overraskelserne i fortællingen er med til at hive mig ind i bæstets mave. Jeg vil dog sige så meget som, at man følger et par på en grum telttur.

For efter en tragisk begivenhed, begiver de to sig nemlig ud i naturen for at campere i skoven. Det bliver dog langt fra en tur, hvor de to finder hinanden og kærligheden på ny midt i deres sorg. Det hele løber nemlig af sporet, da de terroriseres af en nynnende herre iklædt hvidt jakkesæt og stok – det i skikkelse af en herlig diabolsk og sadistisk anlagt Peter Belli.

Han gøres urovækkende følgeskab af et skrummel af en mut troldelignende mand og en mystisk kvinde. Så hvad stiller det sørgende par nu op der midt i skovens knapt så dybe stille ro? Herfra foldes fortællingen overraskende ud, hvor intet synes at være, hvad det giver sig ud for. Ja, man fornemmer blandt andet David Lynch som inspiration for de grumme og morsomme eskapader.

Ganske vist går filmen sine steder en smule i tomgang, mens fortællingen står lidt i stampe, men det ændrer heldigvis ikke på, at ‘Koko-di Koko-da’ er en skøn og syret filmoplevelse, hvor jeg måske ikke just bliver følelsesmæssigt engageret i det udsatte pars indre og ydre kamp. Det sagt, så er blandt andet Peter Belli med til at holde filmens udknaldede skrue i vandet.

Desuden forløses fortællingen også på interessant og smuk vis, hvor flere billedkompositioner drager mig ind i det sælsomme univers – blandt andet totalbilleder af håbløsheden der midt i skoven, mens også legesyge animations-segmenter bryder med menneskene af kød og blod. ‘Koko-di Koko-da’ er med andre ord en legesyg, sorgramt og sorthumoristisk film, jeg anbefaler.

‘Koko-di Koko-da’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Koko-di Koko-da’ har biografpremiere den 26. september.

RAMBO: LAST BLOOD: Vidunderligt voldelig bedstefar med slag i

/i , /af

Biografanmeldelse: Den nu 73-årige legende Sylvester Stallone er langt fra færdig med at dele blodige øretæver ud. Således vender han med ‘Rambo: Last Blood’ tilbage i sin ikoniske rolle som vietnamveteranen John Rambo. Det er femte gang, han indtager rollen – første gang var i 1982 og senest i 2008. Blodet flyder på den måde atter lystigt, når hævnen skal tages.

Rambo lever nu et roligt liv på et øde landsted, hvor han fortsat kæmper med sine buldrende krigstraumer. Han formår dog at holde sin indre kriger i ave – det i selskab med Maria og hendes barnebarn Gabriela, der er som en datter for ham. Da Gabriela imidlertid opsøger sin voldelige far i Mexico og ikke vender tilbage, drager en hårdtslående Rambo nu afsted…

Der er med andre ord lagt op til en omgang øretævende action med den klassiske og skarptslebne dolk i håneden. I takt med, at filmen folder sig ud, stiger således intensiteten, mens ikke mindst volden tager til på vejen hen imod en yderst blodig, medrivende og meget underholdende finale. Ja, John Rambo er en vildunderligt voldelig bedstefar med slag i.

Godt nok er historien måske nok sine steder noget klodset fortalt, men det opvejer blandt andet en karismatisk Sylvester Stallone for – det sammen med den medrivende, blodige og brutale action. Her er kort fortalt ikke videre mange nuancer i spil – hverken i karakterskildringen eller historien. De onde er onde og de gode er gode. Sådan. Ikke så meget pis. Herligt!

Hvis ‘Rambo: Last Blood’ altså viser sig at være det sidste kapitel i franchisen, så går Sylvester Stallones karakter i den grad ud med et brag – sine skønhedsfejl til trods. Her er nemlig tale om en film, der ved, hvad den vil. Den vil underholde i sine 90 minutter med sin både simple og ikke mindst effektive historie, der byder på alverdens drab og våben i hænderne på John Rambo.

– ‘Rambo: Last Blood’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Rambo: Last Blood’ har biografpremiere den 19. september.

‘Ad Astra’ er visuelt fængslende, men også overforklarende science fiction

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ret så meget gang i den fra første rumfærd, når science fiction-filmen ‘Ad Astra’ folder sine teknisk imponerende rumscener ud i det uendelige univsers. Brad Pitt leder an som astronauten og militæringenøren Roy McBride, der kommer på noget af en rejse ud i rummet og langt væk fra Jordens overflade i sin søgen efter sin forsvundne far.

Han har nemlig siden en mission, der søgte efter intelligent liv andetsteds i rummet været forsvundet i omkring 30 år. Men som du nok kan regne ud, så arter denne rejse til det yderste af solsystemet sig ikke som forventet. Snart dukker der hemmeligheder op, mens intensiteten blot stiger i takt med, at Roy McBride kommer længere og længere på sin færd.

‘Ad Astra’ er utvivlsomt en teknisk imponerende og visuelt dragende filmoplevelse. Man får virkelig meget både rumaction og mere vægtløst svævende scener, hvor både bulder og brag samt rummets snigende stilhed indfinder sig. Her er en ret fin balance mellem eftertænksomt rumdrama og mere svulstig action med astronaut-schwung på drengen.

Desværre så tynges den ellers visuelt fængslende film af en meget overfortalt historie, hvor både Roy McBrides voiceover og replikker for sig selv overforklarer både, hvad der sker og skal ske i filmen, videre til en udpensling af fortællingens tematikker og pointer. Ja, her tales delvist en smule ned til mig, synes jeg. Det er en skam, når nu netop både tematikker og pointer er interessante.

Her kommer man nemlig omkring store temaer så som selve meningen med livet og liv i rummet, videre til familie og kærlighed samt ensomhed og passion. Universelle tematikker det er nemt at spejle sig i, men som dog mister noget dramatisk tyngde i sin overforklarende eksekvering. Det selvom Brad Pitt faktisk helt fint lægger udtryksfuldt ansigt til bag sin astronaut-hjelm.

Jeg må da heller ikke glemme, at intet mindre end alt liv på Jorden og i universet trues, hvis ikke Roy McBride lige klarer skærene. Ja, her er bestemt også lige sin del af suspension of disbelief, der skal overvindes. Det sagt, så er det bestemt svært for mig ikke at blive revet med af filmens visuelle side og de mange både intense og imponerende rumscenarier.

‘Ad Astra’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Ad Astra’ har biografpremiere den 19. september.

Gyserfilmen ‘Ready or Not’ buldrer løs med både bizar og blodig gemmeleg

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi har vel alle på et eller andet tidspunkt leget gemmeleg. Ja, en ret så uskyldig leg. Det er den dog langt fra i den sorthumoristiske gyserfilm ‘Ready or Not’. For her bliver gemmelegen nemligt til et blodigt spil på liv og blodig død. Det hele starter ellers idyllisk med et stort bryllup. Grace skal nemlig giftes med Alex – og hermed ind i hans stenrige familie.

Alex har ganske vist hintet til, at hans familie er en smule excentrisk. Men at det ender der, hvor det ender, havde Grace dog ikke lige forudset. For i stedet for at tilbringe bryllupsnatten i tosomhed, skal Grace derimod indvies i familien ved at lege gemmeleg – dog med det twist, at svigerfamilien skal finde og dræbe hende inden daggry. Say what?!

Ja, det er den herligt bizarre og enkle præmis for filmen, der med sine 95 minutters spilletid er en lille og kondenseret knaldperle af underholdende katten-efter-musen-gys. Men med jagten på Grace opstår spørgsmålet også om, hvem hun egentlig kan stole på i den brogede familie. For ikke alle synes lige opsatte på at nakke den stakkels Grace. Blandt andet jo hendes mand Alex.

Ikke desto mindre finder man svigerfamilien bevæbnet med armbrøst og økser, der jagter bruden gennem det store palæs smukke, gotiske og atmosfærefulde mørke indre. Men Grace er bestemt ikke sådan lige at få ned med nakken. Hun tager udfordringen op – og hvem er det så lige, der jager hvem? Grace spilledes desuden med engagerende schwung af Samara Weaving.

Hun er svær ikke både at holde af og holde med, når lortet først går ned. For hun er sej, når hun i sine udtrådte gummisko og iført bryllupskjole ikke finder sig i noget pis. Ganske vist kunne de blodige løjer for min skyld godt have været endnu mere vanvittige end tilfældet er. Det sagt, så er det bestemt en ret så underholdende film sine små bump i fortællingens flow til trods.

Ganske enkelt, så er ‘Ready or Not’ en både bizar, blodig og buldrende god filmoplevelse, der på ok nervepirrende og intens vis folder sin præmis engagerende ud. Det med både excentriske karakterer og ikke mindst en betagende flot og dunkel setting i det ornamenterede palæ, hvor gemmelegen udfolder sig. Men ja, lav lige et dobbelttjek på svigerfamilien, inden du gifter dig.

– ‘Ready or Not’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Ready or Not’ har biografpremiere den 12. september.

GOOD BOYS: Søde drenge laver ballade og smider søde F-bomber

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke uden sin del af problemer at stå på tærsklen til at blive teenager. Der er både det der med piger, men også fester og øl samt naturligvis sin del af mobbehieraki i skolen. Sådan er det i hvert fald i den F-bombe-glade tween-komedie ‘Good Boys’, hvor de tre drenge Max, Thor og Lucas må forsøge at finde hoved og hale i det ovenfor nævnte.

Således begiver trekløveret sig ud på vilde strabadser, hvor blandt andet Max har sit hyr med en pige, han har et godt øje til, mens alle tre kæmper for at komme med til en fest hos de populære, hvor Max har mulighed for at kysse sit crush, da der nemlig skal holdes kysse-fest. Men inden de når så langt, må de først forsøge redde Max ud af en suppedas, der involverer hans fars drone.

Det er afsættet for en række ok morsomme optrin og scener, der blandt andet involverer alt fra stoffer og øl, til sexlegetøj og tamponer, videre til akavede scener med teenagepiger og en doven politibetjent. Desværre rammer filmen ikke plet med sine jokes og akavede scener hele vejen, blandt andet mister en tilbagevende joke med et skruelåg med børnesikring luft undervejs.

Heldigvis finder man et veloplagt og charmerende trekløver i front i skikkelse af Jacob Tremblay, Keith L. Williams og Brady Noon. Der er god og sød dynamik mellem de tre bedste venner hele vejen – selv når jokesene falder en smule fladt til jorden. Dog får løjerne aldrig rigtigt fat i den dramatiske klangbund, der ellers sigtes efter med problematikker som skilsmisse og venskab.

‘Good Boys’ forbliver hele vejen ok sjov og ballade med de søde drenge og deres søde F-bomber. Desværre så bliver komedien bare ikke nær så akavet, vild og skør, som jeg kunne have ønsket mig – og som filmen synes at gå efter med netop kombinationen af blandt andet de uskyldige drenge og en sexdukke, videre til en sexgynge og stoffer på afveje.

Det sagt, så er ‘Good Boys’ i sidst ende en ganske vellykket komedie med tre charmerende drenge, der gør deres for at redde dagen og få fod på det der med kærlighed og fester. Desværre mister filmen undervejs momentum, mens ikke alle jokes og skøre optrin sidder lige i skabet. Ikke desto mindre er her altså tale om en ganske sød lille film med søde F-bomber og sexlegetøj.

‘Good Boys’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Good Boys’ har biografpremiere den 12. september. 

It Chapter Two: Solid popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine

/i , /af

Biografanmeldelse: Gisp! Så starter det hele igen. For i denne anden og sidste del i fortællingen om Pennywise, vender den dansende klovn nemlig tilbage. Der er gået 27 år siden han sidst spredte død og ødelæggelse i byen Derry. Dengang satte børnene i The Losers Club en stopper for dræberklovnen. Men nu må flokken af venner så vende tilbage til, hvor det hele startede.

Det bliver starten ikke kun på at få Pennywise ned med nakken, men også at finde hinanden igen og ikke mindst at få bugt med frygten og egne dæmoner i mødet med den grumme fortid. Stephen King-filmatiseringen ‘It Chapter Two’ byder således på både dystre traumer, et ubrydeligt venskab og naturligvis sin del af gysende gru i skikkelse af den ækle klovns mange former.

Så selvom jeg ikke rigtigt bliver bange undervejs i de ellers mange foruroligende optrin, er gyserfilmen altså et ganske medrivende bekendtskab. Både blodigt, voldeligt og grumt. Herligt. Og selvom ‘It Chapter Two’ har en spilletid på intet mindre end to timer og 50 minutter, så er flowet ret vellykket – det selvom fortællingen bliver en smule klodset i sin episodiske opbygning.

På den måde forstås, at vennerne en for en lige skal stå ansigt med klovnen og deres personlige frygt. Det giver lidt gentagelser i måden, hvorpå Pennywise popper op, hvor gyset da også lidt for ofte beror på mere eller mindre vellykkede jump scares, hvor klovnen forsøger at jage en skræk i livet på mig. Det lykkedes ikke for alvor. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt at være vidne til de mange både slimede, ækle og blodige optrin.

I rollen som de vokse venner i The Losers Club finder man blandt andre Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader. De er alle gode – ligesom dynamikken i flokken er gribende. De tumler hver især engagerende med deres problemer – eksempelvis Jessica Chastain med en voldelig mand. Det giver en fin og dyster klangbund til både dramaet og gyset.

Nå ja, og så må jeg bestemt ikke glemme en formidabel Bill Skarsgård i rollen som det onde selv, nemlig Pennywise. Han er intens, klam og foruroligende. Et klart trumfkort for denne solide omgang popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine, der desuden også er overraskende morsom. Bestemt en værdig afslutning på den ligeledes vellykkede første del.

– It Chapter Two får 4 ud af 6 stjerner:

– It Chapter Two har biografpremiere den 5. september. 

SMERTE OGO ÆRE: Menneskets ensomhed endevendes gribende af Antonio Banderas

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad betyder egentlig noget i livets store spil, når det kommer til stykket? Filminstruktøren Salvador Mallo er i ’Smerte og ære’ nemlig sent i livet ramt af netop det spørgsmål, hvor han plages af både ensomhed og tomhed samt diverse fysiske lidelser. I sin jagt på meningen med det hele drømmer han sig tilbage til sin sorgløse barndom, hvor familien var fattig på penge, men rig på kærlighed.

Således består fortællingen af to spor. Et i nutiden, hvor Salvadors gamle filmiske hovedværk står for at få repremiere, mens gamle fjendskaber og venskaber indhenter ham. Herudover løber barndommens liv sig også afsted, hvor både narrestreger huskes og det første møde med en spirende seksualitet opstår. Et fint fortællermæssigt greb, der sætter både barndom og voksenliv i engagerende perspektiv.

Hertil kommer en hele vejen både intens og skrøbelig, nærværende og gribende Antonio Banderas som den plagede filminstruktør. Han er hele filmen værd, fortællingens skønhedspletter og små bump i vejen til trods. For han fremstår som et stykke oprigtigt levet liv med både fejl og mangler, opture og nedture samt hans nuværende og overskyggende livskrise, der hensætter ham til barndommens minder.

Instruktøren bag ’Smerte og ære’ er mesteren Pedro Almodóvar, der med vanlig sans for både indtagende billedkompositioner og varm atmosfære, menneskelige nuancer og ikke mindst en engagerende farvepalet griber mig ved følelserne og hiver mig medrivende ind i sin fortælling, hvor Antonio Banderas’ overlegne menneskeskildring står både stærkt og sart frem.

Her er altså med andre ord tale om en fint flettet og udfoldet fortælling, der sine steder nærmest får helt mysterie-agtig karakter, hvor de forskellige tråde frem og tilbage i Salvadors liv udforskes og bringer ny og interessant viden frem om ham og hans liv. Jeg nærmest tvinges til også selv at reflektere over både min barndom, men også min nuværende plads i livet. Det på den bedst mulige måde.

Godt nok mister fortællingen sine steder lidt momentum og medrivende flow, mens dramaet i få øjeblikke flader lidt ud. Det hele opvejes dog og indhentes af Antonio Banderas, et i øvrigt velspillende cast – ikke mindst Penélope Cruz som Salvadors omsorgsfulde mor – samt filmens billedside og gribende atmosfære.

’Smerte og ære’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Smerte og ære’ har biografpremiere den 5. september.

CRAWL: Alligator-gys er både medrivende, grumt og gribende

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, lad det være sagt med det samme: jeg har en svaghed for dyr-går-amok-gys – og ja, jeg synes også, at alligatorer er nogle satans seje bæster. Derfor skulle det da også vise sig, at alligator-gyset ‘Crawl’ lige var noget for mig. Den holder, hvad den lover og lever op til at være et både medrivende og gribende samt grumt og blodigt stykke med dyre-gru.

Filmens præmis er ligeså simpel som filmens alligatorer er glubske. Ja, det fungerer. Her følger man nemlig den unge kvinde Haley, der på trods af en mildest talt brutal orkan, drager ind i stormen for at finde sin far, der er er fanget i orkanen. Hun kommer da også frem til sin far, men det viser sig snart, at det ikke just er orkanen, der er deres eneste problem.

Ja, du gættede rigtigt. For i huset, bliver de to nemlig fanget i kælderen, hvor der venter dem yderst sultne og dødsensfarlige alligatorer, der truer med hvert øjeblik at sende de to til blodig tælling. Således bugter og drejer filmens sig gennem den ene nervepirrende scene efter den anden, mens klaustrofobien i kælderens trange indre også snart indfinder sig.

Kaya Scodelario gør det godt som datteren Haley. Hun er yderst sej i sin kamp for overlevelse og i sit tilsyneladende utrættelige forsøg på både at redde sig selv og faren fra den ellers noget så håbløse situation, de er endt i. Desuden er forholdet mellem Haley og hendes far Dave fint og gribende beskrevet. Som Dave finder man en ligeledes god og empatisk Barry Pepper.

Således fungerer ‘Crawl’ altså hovedsageligt som et stramt fortalt og effektivt alligator-gys, men også som et ganske godt og velfunderet datter-og-far-drama. Men ja, det er bestemt gyset, der her er i fokus – det sammen med de farlige bæster, der lurer i vandet. Selvom filmen dog er stramt fortalt, så sniger der sig også en smule ikke helt troværdige scener ind undervejs.

Derfor ryger der lidt af filmens suspension of disbelief, hvilket er en skam, når nu gyset og alligatorerne filmen igennem fungerer. ‘Crawl’ er ikke desto mindre et vellykket dyr-går-amok-gys, der byder på blod, spænding og ok vellykkede jump scares, uden, at hoppene i sædet tager overhånd. Spændingen holdes i live af det, man både kan se og ikke se, der i det mørke vand.

‘Crawl’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Crawl’ har biografpremiere den 22. august.