Indlæg

FAMILIEN: Hold da kæft, hvor de skændes – og det er helt ok

Biograf-anmeldelse: Hvis du går og tror, at din familie er fucked up, er det helt sikkert vand ved siden af familien i skænderidramaet, der meget passende har fået den danske titel Familien – et ”Den dysfunktionelle” ville dog have været på sin plads foran den titel. Men uanset titel, bliver der råbt, skreget og grædt med Meryl Streep i front som ondsulet familieoverhoved med en tunge giftigere end Medusas slanger.

Ja, du bliver i dårligt humør af denne knugende mørke familiefejde – men det er helt ok. For til gengæld får man både stærke og medrivende præstationer fra et veloplagt cast. Du ved, masser af de der dirrende følelser, komplekse relationer og undertrykte sandheder. Alt sammen kommer her på bordet, så man både græmmes, griner og får en klup i halsen.

familien 01

Selvom Meryl Streep som den pillemisbrugende Violet Weston velfortjent stjæler alt det rampelys, hun kan komme i nærheden, får hun værdigt modspil af blandt andet Julia Roberts i rollen som hendes stærke datter, der som resten af familien tropper op til begravelsen af Violets mand. Således er den dysfunktionelle familie samlet under samme tag i et usædvanligt varmt Oklahoma.

Nedsmeltningen er med andre ord uundgåelig. For som en trykkedel ryger låget snart af frustrationerne, hvor Meryl Streeps kælling af en mor udgør omdrejningspunktet, mens resten af familien også kommer dramatisk i spil. Familien er altså på mange måder en skuespillernes film. Det er karaktererne, der er i centrum, hvor historien nærmest som et teaterstykke primært udspiller sig på en location – i Violets hus.

familien 02

Filmen, der bærer originaltitlen August: Osage County, er da også baseret på et skuespil. Her træder Julia Roberts og Ewan McGregor således ind på scenen som parret, der holder deres separation hemmelig for familien, mens Abigail Breslin som deres 14-årige datter ryger pot. Chris Cooper udgør fornuftens stemme og Margo Martindale er hans bralrende hustru – de to har selvfølgelig også problemer.

Herudover finder man Benedict Cumberbatch som forsagt fætter, samt en løssluppen Juliette Lewis og en sød Julianne Nicholson som de to øvrige søstre til Julia Roberts. Så selvom filmen af og til mister lidt af sin pondus og dramaet ikke hele vejen er lige velafstemt, er Familien på mange måder et vellykket og ondsulet familiedrama. Ja, det er et af de der dramaer, der slår gnister – og tak for det.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”August: Osage County | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:
4_6 - stars
familien poster
Originaltitel:August: Osage County, USA, 2013
Premiere: d. 6. februar 2014
Instruktion: John Wells
Medvirkende:
Meryl Streep, Julia Roberts, Ewan McGregor, Chris Cooper, Abigail Breslin, Benedict Cumberbatch, Juliette Lewis, Margo Martindale, Dermot Mulroney, Julianne Nicholson, Sam Shepard, Misty Upham m.fl.
Spilletid: 121 min
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

”Zombieland” er uforskammet underholdende

Så blev det tid til et gensyn med zombiekomedien Zombieland. Her bydes på rappe replikker, veloplagt zombiesmadder og en Woody Harrelson i zombiedræbende topform. Filmen skydes veloplagt i gang til tonerne af Metallicas tunge For Whom the Bells Tolls, mens blod og brækkede lemmer flyver over skærmen i super slowmotion. En lille frydefuld genistreg af en titelsekvens, der selvsikkert lægger op til den store zombie-sejrsgang. Helt så veloplagt holdes den boblende gryde dog ikke i kog hele vejen.

Størstedelen af Jordens befolkning er forvandlet til frådende zombier. Kun en håndfuld overlevende mennesker er tilbage. Et af dem er den nervøse nørd Columbus (Jesse Eisenberg), som i det ragnarokshærgede landskab nu er på vej til Ohio, hvor han håber at finde sine forældre i live. Han støder ind i den bramfrie Tallahassee (Woody Harrelson) og de beslutter sig for at følges ad. De møder to barske tøser, Wichita (Emma Stone) og hendes lillesøster Little Rock (Abigail Breslin). Herfra og frem mod den store finale står den så på hæsblæsende splat og sorthumoriske oneliners.

Hvor historien på det nærmeste er ikkeeksisterende, så mangler der hverken opfindsomhed eller energi i udførelsen af zombie-massakren. Og sammen med de blodsprøjtende headshots holdes filmens flyvende af den umage duo, veloplagt leveret af en Harrelson og Eisenberg. Desværre bakkes det mandlige team ikke videre stærkt op af det østrogene modstykke, som forbliver for uinteressant.

Zombieland er dog åbenlyst skamløst underholdende, ikke mindst pga. energisk splat. Desværre holdes den råstyrke, som svineriet skydes i gang med ikke i hævd hele vejen. Man savner henover midten mere pondus i filmens fremdrift og de fire karakterers indbyrdes forhold. Men sine små fodfejl til trods, så er denne amerikanske pendant til Shaun of the Dead absolut anbefalelsesværdig zombiesplat.


Ekstramateriale: Først og fremmest så ser Zombieland fremragende ud på Blu-Ray og lyder mindst ligeså godt. En sand fornøjelse. Herudover tilbyder udgivelsen også en fin håndfuld ekstramateriale. Man får bl.a. to klassiske bag-om-kameraet features. Først en hvor man bl.a. ser på zombiernes look og filmens brug af horror og humor (16 min.), mens  den anden har fokus på filmens production design (12 min.).

Herudover får man et kommentarspor med Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, instruktøren Ruben Fleischer og manusforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick. Et underholdende kommentarspor, som kommer godt omkring filmen. Så er der fraklippede scener (5:30 min.), en gennemgang af fire sceners special effects og et Picture-in-Picture Track, som med hjælp fra bl.a. folkene bag dækker forskellige stadier af filmens tilblivelse. Et udmærket ekstramateriale, som er værd at bruge tid på.