Indlæg

FOUR FLIES ON GREY VELVET: Stilfuld italiener leverer smukt morder-mysterium

Hvis ikke man vidste bedre, kunne coveret til den netop udgivne Four Flies on Grey Velvet ligne endnu et indslag i rækken af saftige skrækfilm, der de seneste år har budt på grum tortur og litervis af blod. Men bag det farvestrålende cover gemmer sig en noget ældre sag, nemlig den italienske instruktør Dario Argentos tredje film fra 1971 – og som faste læsere vil vide, er han en personlig favorit.

Historien udspiller sig om musikeren Roberto, hvis liv ændres drastisk, da han vælger at konfrontere en mand, der i længere tid har forfulgt ham. For under deres klammeri kommer Roberto til at slå manden ihjel i et forsøg på at fravriste ham en kniv. Og mystikken breder sig yderligere, da det viser sig, at det fatale møde fotograferes af en maskeklædt fremmed, der ser til fra skyggerne.

ffogv-01

Efterfølgende begynder bl.a. de afslørende fotografier at dukke op hjemme hos den angrende Roberto. Men den gådefulde fotograf vil ikke afpresse ham for penge, men derimod – og af uransagelig årsager – drive ham til vanvid. Roberto tør dog ikke gå til politiet af frygt for at blive fængslet for mordet. Han begynder derfor sin egen efterforskning – men jagten på morderens identitet får snart blodige konsekvenser.

Vi er i klassisk Argento-land. Her er stilfulde billeder, traumeramte tematikker og ikke mindst smukt iscenesatte mord – alt sammen vævet ind i en forførende atmosfære, hvor virkeligheden til tider gradbøjes i surreelle scener. Bl.a. flettes et mareridt effektivt ind i handlingen undervejs og er med til at udviske grænsen mellem drøm og virkelighed. Smukt og skræmmende.

ffogv-04

Hertilkommer et par herligt skæve biroller, der fint balanceres med det urovækkende univers, bl.a. en fimset privatdetektiv, som Roberto sætter på sagen. Desværre mister filmen momentant en smule momentum i morder-mysteriet, men aldrig mere end at de få lufthuller fornemt udfyldes, bl.a. af Ennio Morricones alsidige soundtrack og Argentos stilfulde billeder.

Argento gør bl.a. effektivt brug af elegante point of view-skud samt forførende tableauer af byens arkitektur og spæder til med mærkværdige locations – bl.a. en salgsmesse for alverdens fantasifulde kister. Ligeledes fornægter Argentos flair sig ikke for at iscenesætte mareridts-stemning, som fx scenen, hvor Robertos hushjælp forvilder sig ind i en park og højlys dag pludselig bliver nat.

ffogv-03

Four Flies on Grey Velvet er dog ikke i liga med bl.a. det senere Argento-mesterværk Profondo Rosso. Men her er absolut tale om en habil og visuelt laber 70’er-giallo – som denne thriller-genre er blevet døbt. Så ja, på trods af et par fodfejl og en smule stift spillende Michael Brandon i hovedrollen, er dette en herlig filmoplevelse med spændende tematiske lag, visuelle lækkerier og ikke mindst en intens finale.

Læs mine anmeldelser af andre Argento-film:
Inferno (1980): Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
Pokerspilleren (2004): Et tamt spil poker om liv og død
Giallo (2009): Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

Ekstramateriale, billede og lyd:
Billedet står flot og indtagende i denne digitalt restaurerede udgave. Farverne er mættede og nuancer fine. Desværre lider lydsporet til tider af slitage og knitrer som en halvgammel grammofonplade – man kan så vælge at se dette som en del af charmen. Til gengæld finder man på denne udgivelse to scener i filmens finale, der ellers var klippet ud af den engelske version – derfor slår filmen her for en kort bemærkning over i italiensk.

Ekstramaterialet er desværre ikke specielt ophidsende. Men filmens herligt syrede italienske trailer følger med samt en amerikansk trailer og teaser, der desværre er i meget ringe kvalitet. Herudover kan man klikke sig igennem en fin og kort Argento-biografi samt hans filmografi. Slutteligt får man filmens amerikanske titelsekvens og rulletekster, et diasshow med stills og plakater, et kort radiospot og trailere for andre af selskabets titler.

ffogv-cover
Originaltitel:
4 mosche di velluto grigio, Italien, 1971
Instruktion:
Dario Argento
Medvirkende:
Michael Brandon, Mimsy Farmer, Bud Spencer m.fl.
Spilletid:
98 min. (ucensureret)
Udgiver:
Another World Entertainment