Kom med på en hjertevarm tur til Paris med ‘Rose’
Dansk drama på streaming: Den danske instruktør Niels Arden Oplev har også skrevet det danske og hjertevarme drama ‘Rose’. Det med udgangspunkt i sit eget liv og relationer. Han er manden bag bl.a. film som ’Drømmen’, ’Mænd der hader kvinder’ og ’Ser du månen, Daniel’. Med ’Rose’ går turen ned gennem Europa til Paris med Sofie Gråbøl i hovedrollen som den skizofrene Inger.
Med på turen har Inger sin søster, den omsorgsfulde Ellen og hendes forstående mand, der tager tingene oppefra og ned. De spilles af henholdsvis Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen. Turen foregår i en bus sammen med en gruppe andre ferieklare danskere. Det er dog ikke sådan lige at holde humøret lige højt hos deres medturister.
Ikke mindst opstår der sin del af gnidninger mellem Inger og en noget strid rektor, der spilles dejligt knotten af Søren Malling. Således er der indlagt en smule drama i foretagendet, der også byder på sin del af sjove indspark og scener, hvor ikke mindst Inger er afsender på morsomhederne. Det bl.a. med sine noget bramfrie udbrud i samspil med de øvrige feriegæster.
Det er sådan set ikke fordi, at Ingers skæve ”oneliners” ikke er ok morsomme, men der går lidt stampe i det, når man også for tredje, fjerde og femte gang skal overvære samme komiske trick. Sofie Gråbøl gør det dog ganske ok som Inger, der med et hemmeligt minde om en fransk summerflirt fra sin ungdom også får lagt et mere nuanceret følelsesliv til karakteren, der dog aldrig rigtig griber mig.
Det gør sig desværre gældende for filmen meget af tiden, hvor historien noget forudsigeligt rammer alle de narrative punkter, man har set et utal af gange før. Opture, nedture og opture igen. Det uden at skulle afsløre noget her. Selvom man nok selv kommer til at se plotdrejninger på afstand. Det er en skam, at klichéerne rammer noget tungt, hvor tematikken og hovedpersonen kunne være skildret mere interessant.
Niels Arden Oplevs hjertevarme drama ’Rose’ ender med andre ord desværre som en lidt for forudsigelige sag, selvom temaer som bl.a. familie, venskaber og ungdommens berusende forelskelse er i spil samt ikke mindst og naturligvis en historie med en skizofren og midaldrende kvinde i hovedrollen. Desværre løfter det hele sig aldrig sådan rigtigt op over at være en noget forglemmelig, men dog sød lille film.
’Rose’ udkommer som digitalt køb den 16. maj, på dvd den 19. maj og som digital leje den 06. juni.