BLODIG WEEKEND 2019: De sidste grumme film og et gysende tak for i år
BLODIG WEEKEND 2019: Søndag var desværre allerede sidste dag på dette års udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der i fire fuldfede gyserdage har serveret både urovækkende, væmmelige og skræmmende film i Empire Bio på Nørrebro, hvilket har sat en stor, fed og blodig streg under præcis, hvor alsidig, rummelig og interessant horror-genren er. Således har den stået på alt fra snigende western-horror til 70’er-syret dæmonbesættelse og charmerende monsterfilm.
Sidstedagen stod for mit vedkommende på fire film – hvilket gør, at jeg når op på at se hele 13 film på festivalen. Det var dog ikke med en film, at denne sidstedag startede. Det gjorde den derimod med en veloplagt og spændende masterclass med festivalens helt store gæst, nemlig den amerikanske horror-guru, producer og instruktør Mick Garris. Desværre var fremmødet ikke helt så stort, som man kunne have håbet på, men det gjorde så kun eventet det mere intimt.
Den stod således på en ret så grundig snak om hele Mick Garris’ spændende karriere, hvilket varede en god times tid. For ja, Mick Garris har arbejdet med rigtig mange af de helt store ikoner indenfor horror-genren. Listen tæller alt fra blandt andet John Carpenter, Joe Dante og Dario Argento videre til Stuart Gordon, Tobe Hooper samt John Landis og ikke mindst det tilbagevende og lange samarbejde han har og har haft med Stephen King på adskillige projekter.
Man kom således omkring hans arbejde som manuskriptforfatter, producer og podcaster med egen horror-podcast, videre til instruktør af både tv-serier og spillefilm, hvor man nok vil kende ‘Critters 2’ og ‘Sleepwalkers’, der også blev vist på festivalen – samt hans nye antologifilm ‘Nightmare Cinema’. Det var også interessant at høre om arbejdet med den stjernespækkede antologi-serie ‘Masters of Horror’, hvor ovennævnte instruktører netop var tilknyttet.
Efterfølgende var det så blevet tid til dagens første film. Her stod den på en desværre noget flad oplevelse med hekse-gyset ‘The Night Sitter’, hvor Amber skal babysitte den unge dreng Kevin. Hun er dog kun ude på at røve huset, men snart går det hele dog galt. Både hvad angår røveriet, men hvad endnu værre er, så hidkaldes en grum heksetrio ved et uheld – og så er helvede løs. Ja, det lyder i grunden ret så underholdende. Det var desværre ikke helt tilfældet.
For godt nok var der momenter af noget, der kunne være gyser-og-okkult-cool, hvor blandt andet scenerne var 80’er-belyste i både røde, blå, gule og grønne farver, mens der også sine steder var lækker syth på lydsiden. Dette stilistiske genregreb blev dog aldrig særlig gennemført eksekveret og synes derfor mest som et lidt fesent forsøg. Karaktererne var heller ikke vildt interessante og filmen slet ikke uhyggelig. Men hey, okkultisme og olme hekse er trods alt aldrig kun en dårlig ting.
Herefter stod den på Mick Garris’ ovennævnte antologi-film ‘Nightmare Cinema’, der bestod af fem kortfilm. Her kom man således omkring en underholdende slasher med et science fiction-twist med Alejandro Brugués’ genrebevidste ‘The Thing in the Woods’, videre til en dejlig sort humoristisk sag af Joe Dante med ‘Mirari’, hvor den stod på forfængelighed og ikke mindst grufuld plastikkirurgi, hvor man blandt andet finder en herligt olm Richard Chamberlain som slibrig kirurg.
Kortfilm nummer tre bød på dæmonbesættelse og dejlig meget splat, der involverede adskillige blodige børnelemmer i Ryûhei Kitamuras ‘Mihait’, mens der var en syret tur ned i vanviddet med David Slades sort/hvide og skumle ‘This way to Egress’. Desværre endte antologien med den flade ‘Dead’ af Mick Garris, hvor man kom på en tur ind i grænselandet mellem de levende og de døde. Desværre noget kedeligt fortalt – men overordnet en virkelig underholdende samling kortfilm.
Andensidste film på festivalen tog mig med tilbage til det vilde vesten med den langt overvejende afdæmpende western-gyser ‘The Wind’, der i langsomt og dvælende tempo foldede sin slowburner-fortælling om Lizzy ud på præriens store vidder. Her bor hun og hendes mand langt fra alting og i eget rolige selskab. Helt roligt forbliver det dog ikke der ude på prærien. For Lizzy synes at opleve mystiske lyde og ser underlige skygger i mørket. Men hvad er det mon, der er på spil?
Nej, der sker ikke meget ude på prærien – og det gør der heller ikke i filmen, der levede mere af sin snigende og skumle atmosfære end af netop et plot. Desværre bliver fortællingen bare lige tung nok i røven og for begivenhedsfattig til, at jeg sad engageret med hele vejen. Det er virkelig en skam, da ‘The Wind’ kunne have været en vellykket western-pendant til den formidable ‘The Witch’ – altså en rolig creeper sat i uvante prærie-omgivelser for gyser-genren. Det skete desværre ikke.
Det var efterfølgende helt vemodigt at sætte sig til rette til Blodig Weekends sidste film for i år – men hvilken film og hvilken forrygende afslutning på årets festival! Der blev nemlig her blændet op for tyske Fatih Akins væmmelige, tragiske og ulækre seriemorderfilm ‘The Golden Glove’, hvor man kommer tilbage til starten af 1970’erne i Hamburg, hvor en seriemorder er på blodig spil – nemlig den triste og alkoholiserede skæbne Fritz Honka. Her var ingen sofistikeret morder i vigør, men blot en yderst ulækker og tragisk mand med hang til klodsede mord og menneskeparteringer.
Hele filmen emmede af fordærv – som hang der en grum dunst i biografens mørke. Herligt! Her var ligeså meget tale om et nedslag i dette deprimerende liv end en plotdrevet seriemorderfilm. Det fungerede virkelig godt, da både håbløsheden og grumheden på den måde blot kunne udspille sig som et levet liv foreviget på film. Ubarmhjertig, ufravigelig og med en virkelig formidabel og ukendelig Jonas Dassler i hovedrollen. Ikke bare en af mine bedste filmoplevelser på Blodig Weekend, men også i filmåret 2019 indtil videre. Sådan!
Mange tak for endnu et dejlig blodigt, urovækkende og (u)hyggeligt år på Blodig Weekend.
