De 10 bedste film fra 2014 – og det store filmiske tilbageblik

De 10 bedste film fra 2014 og mit filmiske tilbageblik: Jeg har måske ikke set helt så mange film, som jeg gerne ville i 2014. Sådan er det altid. Men fuck det, for det har overvejende været gode film, året har budt på. Sådan cirka. Derfor er det da også – som det altid er – svært at sammensætte en top 10 med årets bedste film.

Men som altid gør jeg forsøget og peger samtidig på andre nævneværdige film fra 2014. Jeg kommer traditionen tro også omkring højdepunkter fra festivalerne CPH PIX og Blodig Weekend samt langer ud efter en håndfuld filmskuffelser. Og bare lige så vi undgår misforståelser, så er min top 10-liste og øvrige titler baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2014.

1) HER (instr. Spike Jonze)
Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination i Spike Jonzes Her, hvor maskinen møder mennesket og sød musik opstår. En enestående film om forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske – eller styresystem – sit hjerte . Min anmeldelse.

her bedste film 2014

2) GODZILLA (instr. Gareth Ewans)
Massiv og tonstung monsterdestruktion med menneskelig tyngde. Det er dog absolut den ikoniske Godzilla og de andre bæster, der vinder slaget i sidste ende. Herligt befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Brøøøl! Min anmeldelse.

godzilla bedste film 2014

3) NYMPHOMANIAC – DIRECTOR’S CUT (instr. Lars von Trier)
Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest. Ja, Lars’ egen dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade, ucensurerede og 90 minutter længere director’s cut får et stort ja tak her fra til hr. Lars von Trier. Min anmeldelse.

nymphomaniac bedste film 2014

4) BOYHOOD (instr. Richard Linklater)
Ja, du ved jo godt, at det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand. Både livet og døden står lysende klart frem i Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en. Min anmeldelse.

boyhood bedste film 2014

5) INTERSTELLAR (instr. Christopher Nolan)
Interstellar overvinder ujævnhederne i plottet og karaktererne takket være sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. En både storladen og intim rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde. Min anmeldelse.

interstellar bedste film 2014

6) NIGHTCRAWLER (instr. Dan Gilroy)
Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, som trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. Det ved en dæmonisk forrygende Jake Gyllenhaal i rollen som pænt creepy og pænt udmagret reporter, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Min anmeldelse.

nightcrawler bedste film 2014

7) THE GRAND BUDAPEST HOTEL (instr. Wes Anderson)
Wes Anderson bobler af visuelt overskud og fortælleglæde i sin vildt stjernebesatte The Grand Budapest Hotel. Æstetikken er i højsædet, men overskygger ikke historien og karaktererne, der besidder en varm melankoli og sød sentimentalitet. En fornøjelse fra første til sidste nøje gennemtænkte indstilling. Min anmeldelse.

grand budapest hotel bedste film 2014

8) THE WOLF OF WALL STREET (instr. Martin Scorcese)
Det kan godt være, at Scorsese er 71 år, men der er intet forældet over dette medrivende grådigheds-kick. En potent, vanvittig og højtråbende tur ind i fusk og fiduser på finansmarkedet med en ivrig og intens Leonardo DiCaprio i hopla som finansspekulant med kokain i næsen og damer på dilleren. Min anmeldelse.

bedste film 2014 wolf of wall street

9) DAWN OF THE PLANET OF THE APES (instr. Matt Reeves)
Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne er en forrygende god kombination i Matt Reeves’ yderst vellykkede opfølger, Dawn of the Planet of the Apes. Dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. Min anmeldelse.

dawn of the planet of the apes bedste film 2014

10) EDGE OF TOMORROW (instr. Doug Liman)
Tom Cruise vågner op til den samme dag igen og igen i denne heftige science fiction-tidssløje-basker. En dag, hvor han gang på gang tvinges i krig mod fæle rumvæsner, der dræber ham igen og igen. Ja, Tom Cruise er iført et metalskelet med raketter på ryggen. Og det er helt forrygende. Min anmeldelse.

bedste film 2014 edge of tomorrow

Andre nævneværdige film fra 2014
Okay, ikke alle af de her titler har måske været tæt på min top 10, men de er alle virkelig gode film. Klik på titlerne for mine anmeldelser. Her we go.

Oscar-slugeren 12 Years a Slave var en intens tur ind i et af den amerikanske histories mest betændte kapitler, Coen-brødrene var musikalske og oplagt melankolske med Inside Llewin Davis, mens Matthew McConaughey var virkelig mager i Dallas Buyers Club. Peter Jackson sendte Bilbo i mål med den krigsliderlige Hobbitten Femhæreslaget og Roman Polanski fandt pisken frem med SM-dramaet Venus i Pels.

bedste film 2014 de gode

Guardians of the Galaxy gav mig lyst til at købe mit eget rumskib, mens dukke-gyset Annabelle gav mig meget lidt lyst til at købe dukker. Anchorman 2 var en virkelig vellykket 2’er, Darren Aronofskys Noa var en guddommelig rodebutik, mens alvoren klædte Captain America – Winter Soldier og så var Lego The Movie var en skøn animationsoverraskelse.

Teenage Mutant Ninja Turtles er langt bedre end sit rygte og Bruce Dern var forrygende i Nebraska. Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini leverede vittigt voksendrama med Enough Said, mens Christian Bale, Casey Affleck, Woody Harrelson var meget alvorlige i Out of the Furnace og dokumentaren Jodorowsky’s Dune om Jodorowskys desværre aldrig fuldbyrde film var fascinerende.

Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2014
Jeg nåede at se 27 beskedne titler ud af det 150 film store program på dette års CPH PIX – og der var langt overvejende tale om gode film. Heldigvis. Herunder er lige nogle af højdepunkterne, mens du finder det hele lige her.

Shion Sono leverede japansk vanvid med sin samurai-og-filmelskende Why Don’t You Play in Hell?, mens en anden af mine favoritjapanere – nemlig Hitoshi Matsumoto – berigede festivalen med sin absurd sjove bondagekomedie R100. Sydkoreanske Kim Ki-duk skruede op for, hvor fucked up en familie kan være med Moebius, mens mesteren Alejandro Jodorowsky efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm gav et forrygende comeback med The Dance of Reality.

bedste film 2014 cph pix

Den groteske Wrong Cops var en bizar omgang syre, In Darkness We Fall en omgang no bullshit survival horror og The Station en herligt blodig monsterfilm med cool old school-effekter. The Double gav Kafkask klaustrofobi, Enemy var et fascinerende og urovækkende mindfuck og The Distance var en surrealistisk heist-film med telepatiske dværge. Det også blev det til et gysende gensyn med The Exorcist, hvor William Friedkin selv var tilstede – helt forrygende godt.

Der var to fremragende to’ere på programmet: The Raid 2 var brutal og medrivende, mens alt var større og vildere i Dead Snow: Red vs. Dead. Der var også fine dystopier på festivalen: The Zero Theorem var måske ikke Terry Gilliam i topform, men bestemt en skøn og skør dystopi, mens Snowpiercer måske nok var en lidt overfortalt sci fi-allegori, men også underholdende og flot, og så spruttede The Congress af kulørt og boblende animation.

Skræmmende filmoplevelser Blodig Weekend 2014
For tredje gang kunne man mæske sig i grum horror og andre både bizarre og brutale genrefilm på filmfestivallen Blodig Weekend, der denne gang var fordelt over to weekender, modsat de to første års ene weekend. Der var altså rig mulighed for at mæske sig i klamme indvolde, blodtørstige vampyrer og vamle kannibaler. Så det gjorde jeg. Det kan du læse om i al sin blodige vælde lige her.

bedste film 2014 blodig weekend

Det var et klart højdepunkt at gense den forrygende 80’er-snasker The Toxic Avenger, hvor legenden Lloyld Kaudman selv var tilstede. Det var han hele første weekend og konstant veloplagt. Skønt. Det var også en fornøjelse at gense min favorit Kannibalmassakren aka Cannibal Holocaust, hvor instruktør Ruggero Deodato var mødt op for at tale om sin grumme klassiker. Den er selv mere end 30 år efter sin premiere fortsat er en trøstesløs omgang med dyredrab, voldtægter og generel blodig omgang med menneskekroppen. Skønt.

Der blev leveret en forrygende omgang slasher-gru med franske Alexandre Bustillo og Julien Maurys Aux yeux des vivants aka Among the Living, som jeg havde fornøjelsen af at introducere. What We Do in the Shadows var en vellykket horror- mocumentary-komedie om tre umage vampyrer, mens der var vildt meget død i ABCs of Death 2 og en elskelig, men ikke helt vellykket varulv i Wolf Cop.

Film, der skuffede i 2014
Intet filmår uden skuffelser. Altså ikke nødvendigvis bare lortefilm – for dem er der nok af – men altså film, jeg havde glædet mig til og som så viste sig at være lortefilm – eller i hvert fald middelmådigheder og ligegyldigheder.

bedste film 2014 skuffelserne

Lad mig starte med Ridley Scotts bibelske fuser Exodus: Gods and Kings og i samme åndedrag også lange en lussing af sted til David Finchers fesne Gone Girl. Den ellers velcastede American Hustle var en ligegyldighed og så havde Miller og Rodriguez ikke behøvet at lave opfølgeren Sin City: A Dame to Kill For – jeg havde også fint været foruden remaket af RoboCop.

X-Men: Days of Future Past var et kulørt rod, mens George Clooneys stjernebesatte Monumenternes Mænd var en flad og forglemmelig skattejagt i nazi-land, mens Brad Pitts tropper i Fury heller ikke rigtigt kom op at ringe. Mads Mikkelsen red forudsigeligt rundt i den klichétunge western The Salvation – og nej, desværre hjalp hverken dino-robotter eller et nyt cast Michael Bays Transformers: Age of Extinction.

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

Endelig udkommer David Lynchs legendariske tv-serie Twin Peaks på Blu-ray, fyldt med ekstra guf

Ja, der er gået hele 25 år siden mordet på Laura Palmer hjemsøgte tv-stuerne med David Lynch og Mark Frosts kultserie Twin Peaks. Nu lander serien endelig på Blu-ray i en nyrestaureret udgave med titlen Twin Peaks – The Entire Mystery, der udover hele tv-serien, seriens pilotafsnit samt den nylig-opgraderede version af filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me og de efterhånden længe eftertragtede, savnede dele af originalfilmen – næsten 90 minutter af slettet materiale og alternative scener.

Du kan altså roligt sætte et kryds i din kalender den 29. juli, hvor boksen udkommer for atter at hjemsøge dine mareridt. Jeg glæder mig så absolut til et gensyn.
Twin Peeks pack shot 3D Twin Peaks still 10 Twin Peaks still 08 Twin Peaks still 06 Twin Peaks still 04 Twin Peaks still 02

DU SKAL SE: Gilda, Steel Magnolias og The People vs. Larry Flynt

BLU-RAY-ANBEFALINGER: Det er skønt at se, hvorledes ældre film får nyt liv på Blu-ray. Nu har Universal Sony Pictures Home Entertainment udsendt tre ældre titler på det danske Blu-ray-marked. Tre vidt forskellige film, der dog alle får min anbefaling. Lad os tage dem i kronologisk rækkefølge.

For nu kan man nemlig nuppe den amerikanske femme fatale Rita Hayworth hjem på Blu-ray i Charles Vidors sort/hvide film noir-klassiker Gilda fra 1946. Det bør du gøre, ikke kun hvis du mangler at få set filmen, men også fordi, det er en film, der nemt kan bære op til flere gensyn. Den er tung af røgfyldt noir-stemning, Rita Hayworth er forførende farlig i titelrollen, mens Glenn Ford er hendes bitre ekskæreste.

gilda rita smoke

Der er flere forførende kvinder på bedring i Steel Magnolias fra 1989. Hele seks styk: Sally Field, Dolly Parton, Shirley MacLaine, Daryl Hannah, Olympia Dukakis og Julia Roberts. Seks gode grunde til at hive dette komedie-drama om venskab hjem på hylden. Desuden medfølger der en fin omgang ekstramateriale, blandt andet et kommentarspor med instruktør Herbert Ross.

steel magnolias hair

Tredje Blu-ray-anbefaling behøver i grunden ikke så meget anden anbefaling end, at en altid cool Woody Harrelson indtager hovedrollen, mens Edward Norton og Courtney Love også indfinder sig. Det er selvfølgelig Milos Formans The People vs. Larry Flynt fra 1996, jeg taler om. Filmen om grundlæggeren af magasinet Hustler. Ja, mere behøver jeg vel ikke sige, før du ved, at du skal have fat på filmen.

people vs larry flynt desk woody

DIRTY HARRY COLLECTION: Clint Eastwood skuler bedst af alle

En filmserie, du skal se: Selvom du ikke måtte have set en eneste af de fem Dirty Harry-film, kender du den legendariske replik, ”Do I feel lucky? Well, do ya, punk?”, samt selvfølgelig også one-lineren ”Make my day.” Nu er filmene udkommet i en Blu-ray-boks, der gør filmene og ikke mindst Clint Eastwoods ikoniske karakter som den snerrende betjent ”Dirty” Harry Callahan og hans .44 Magnum ære.

Den først film i serien, Don Siegels Dirty Harry, åbnede ballet på fornemste vis i 1971 og blev siden fulgt af Magnum Force (1973), The Enforcer (1976), Sudden Impact (1983) og The Dead Pool (1988). Alle film er bestemt ikke lige gode, men som du nok har regnet ud, er de alle værd at se – ikke mindst takket være Clint Eastwoods iltre karakter, der kan skule bedre end nogen anden betjent.

dirty harry collection 02

Filmene er desuden blevet pudset ret så flot af til Blu-ray. Både billede og lyd fungerer godt på de fem film, hvor der en smule forskel fra film til film. Men helt overordnet står billedet veldefineret, farvemættet og detaljerigt på alle film. De forskellige lydspor gør sig også godt, selvom replikkerne ikke altid er lige klart gengivet. Men generelt er her også tale om tilfredsstillende lydspor.

Herudover byder udgivelsen på et pænt udbud af ekstramateriale, hvor den første film i rækken har det største og bedste udbud. Hver film er dog blandt andet ledsaget af et kommentarspor, mens man også finder forskellige featuretter til hver film. Dirty Harry Collection får med andre ord mine varmeste anbefalinger, for selvom niveauet på filmene er svingende, er Clint Eastwood som Dirty Harry alle fem film værd.

[tabgroup][tab title=”Dirty Harry Collection | En filmserie du skal se”]
dirty harry collection cover
Indeholder: Dirty Harry (1971), Magnum Force (1973), The Enforcer (1976), Sudden Impact (1983) og The Dead Pool (1988).
Release: d. 6. maj 2014
Instruktion: Don Siegel m.fl.
Medvirkende:
Clint Eastwood, Andy Robinson, Harry Guardino, Reni Santoni m.fl.
Spilletid: 102 min., 122 min., 96 min., 116 min., 91 min.
Udgiver: Warner Bros. Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

28 DAYS LATER (2002): Danny Boyles zombiesjasker er fortsat grusom god underholdning

En nyklassiker du skal se: Man har nærmest ikke kunnet se frem for sig for bare zombiefilm de seneste mange år – hvilket er en god ting, for nej, ingen kan få for mange levende døde. Men en af de film, der i den grad står ud fra mængden, er Danny Boyles 28 Days Later fra 2002.

For i nyere film er den langsomt stavrende zombie blevet udfordret af mere moderne afarter af filmmonstret. Her er specielt netop den dystopiske 28 Days Later med til at træde speederen i bund på de levende døde, der her løber sig ind på de skrigende ofre i skikkelse af virusbefængte menneskemonstre. Ja, man kan så diskutere, om det overhovedet er zombier, her er tale om. Men den tager vi lige en anden gang, zombienørder.

28 days later top liste

For godt nok er er her ikke er tale om zombier i klassisk forstand, som man kender det fra blandt andet George A. Romeros klassikere Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978) og Day of the Dead (1985), men det gør bestemt ikke Danny Boyles film mindre nervepirrende, medrivende eller mindre blodig. Her er der fuld tryk på blodige headshots og postapokalyptisk stemning.

Danny Boyle har med andre ord skabt en nyklassisker med sin intense, brutale og tankevækkende 28 Days Later,hvor Londons gader lægges øde hen, blot for at eksplodere i et postapokalyptisk rædselssceneri, hvor sagesløse civile inficeret med et raserivirus går bersærkergang på alt og alle. Filmen har desuden fået en ligeledes fremragende opfølger, den voldsomme 28 Weeks Later fra 2007.

[tabgroup][tab title=”28 Days Later – En nyklassiker du skal se”]

28 days later cover[/tab][/tabgroup]

BIG (1988): Tom Hanks er stadig pokkers charmerende som voksent barn i 80’er-perle

En nyklassiker du skal se: Du har helt sikkert en lille fætter eller kusine, der ønsker at være voksen. Ja, du har sikkert selv haft ønsket, da du var lille. For når man er voksen, så bestemmer man selv. Du ved – hvornår man skal i seng, hvor meget slik man må spise og hvor meget computer, man må spille.

I Penny Marshalls komedieklassiker Big fra 1988 får den 12-årige Josh dette ønske opfyldt og vågner således med et trylleslag op som voksen. Men er det nu også så sjovt at være voksen, når det kommer til stykket? For pludselig er der helt andre forpligtigelser – og hvad gør man, når kærligheden banker på døren?

big blu-ray 01

Det er selvfølgelig en fjollet præmis, men historien om at være fanget mellem barndom og voksenlivet er stadig veloplagt og pokkers charmerende. Det skyldes ikke mindst Tom Hanks i hovedrollen som den 30-årige udgave af Josh. Han er med sin drengede charme og naive øjne perfekt som dette voksenbarn. Blandt andet er scenen, hvor Tom Hanks danser rundt på et stort klaver uforglemmelig og forrygende.

Blu-ray-udgivelsen gengiver filmens billed- og lydside flot. Farverne er levende og veldefineret, mens lydsiden spiller klart og velbalanceret. En fornøjelse. Udgivelsen indeholder et solidt ekstramateriale. Her får man både biografversionen samt en 25 minutter længere udgave samt en række featurretter, der blandt andet ser på castet, filmens tilblivelse og historien (ca. 90 min.), mens manusforfatterne Gary Ross og Anne Spielberg diskuterer filmen på et interessant og informativt kommentarspor.

Big er netop udkommet på Blu-ray her i landet, hvilket er en oplagt mulighed for enten at gense eller se filmen for første gang. Uanset hvad, så er Tom Hanks skøn og filmen både sjov, sød og tankevækkende. En 80’er-perle, der uden tvivl får min varmeste anbefaling.

Big er udkommet på Blu-ray d. 10. februar 2014.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Big (1988) | Blu-ray | En nyklassiker du skal se”]
big blu-ray cover
Originaltitel: Big, USA, 1988
Release: d. 10. februar 2014
Instruktion: Penny Marshall
Medvirkende: Tom Hanks, Elizabeth Perkins, Robert Loggia, John Heard m.fl.
Spilletid: 1 time 44 min. (biografversion) og 2 timer 10 min. (forlænget version)
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE PRINCESS BRIDE (1987): Eventyrlig kærlighedshistorie er stadig lige romantisk og morsom

En nyklassiker du skal se: Rob Reiners eventyrkomedie The Princess Bride fra 1987 er netop udkommet her i landet på Blu-ray. Der er derfor ikke længere nogen undskyldning for ikke at få fingre i denne skønne nyklassiker, der både holder til flere gensyn samt ikke mindst at blive introduceret til nye generationer.

For et rigtigt eventyr med både kærlighed, kæmper, prinsesser og sværdkampe ældes aldrig. I hvert fald ikke i dette tilfælde. Her må den skønne prinsesse Buttercup holde modet oppe, da hun kidnappes af en ond prins. Heldigvis er hendes sande udkårne lige i hælene for at redde hende og vise hende sin kærlighed.

princess bride blu-ray 01

Robin Wright er både sød og charmerende som den yndige prinsesse Buttercup, mens Cary Elwes udgør en vaskeægte romantisk bejler. Wallace Shawn er desuden herlig, og herlig dum som den skurkagtige Vizzini, mens blandt andet Billy Crystal i en birolle er godt selskab, og så er Peter Falk perfekt som filmens fortæller.

Desuden gør filmen sig godt på Blu-ray, hvor både billed- og lydside spiller uden problemer med god farvegengivelse samt et klart og dynamisk lydbillede. Der medfølger desuden både informativ og interessant ekstramateriale. Her får man blandt andet et fint kommentarspor med Rob Reiner og manusforfatter William Goldman samt dokumentarer om filmen (mere end 90 min.), hvor blandt andet cast og crew ser tilbage på filmen.

The Princess Bride er udkommet på Blu-ray
d. 10. februar 2014.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Princess Bride (1987) | Blu-ray | En nyklassiker du skal se”]
princess bride cover
Originaltitel: The Princess Bride, USA, 1987
Release: d. 10. februar 2014
Instruktion:  Rob Reiner
Medvirkende: Cary Elwes, Mandy Patinkin, Robin Wright, Peter Falk, Wallace Shawn, Billy Crystal m.fl.
Spilletid:  min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BATES MOTEL SÆSON 1: Hitchcocks ikoniske morder og hans mor er på spil i ny tv-serie

EN SERIE DU SKAL SE: Der findes mange ikoniske mordere i filmens verden, men før Hannibal Lecter, Michael Myers, Leatherface og Freddy Krueger kom på banen, spredte Norman Bates skræk og rædsel i Alfred Hitchcocks mesterlige thriller Psycho fra 1960. Nu bliver han bragt til live i tv-serien Bates Motel, hvor første sæson netop er udkommet her i landet og indeholder 10 episoder.

Serien udspiller sig før Hitchcocks Psycho og følger således Norman Bates og hans mor, der efter hendes mand er død åbner motellet for at starte på en frisk. Der er altid yndige Vera Farmiga, der indtager rollen som moderen Norma Bates, mens Freddie Highmore spiller den ikoniske Norman Bates. Men selvfølgelig lurer, der hemmeligheder i deres nye hjem.

bates motel 1 01

Det er dog langt fra første gang, at Hitchcocks klassiker har affødt sequels, prequels og spin-offs. I 1983 havde Psycho II premiere og i 1986 landede Psycho III, mens Bates-fans kunne sluge tv-filmene Bates Motel i 1987 og Psycho IV: The Beginning i 1990, hvor førstnævnte var et mislykket pilotafsnit til en tv-serie. Gus Van Sant lavede et remake i 1998, mens Hitchcock fra 2013 fulgte tilblivelsen af Psycho.

Alle disse udvidelser af Psycho-universet vidner blot om dets fortsatte fascinationskraft, hvor ikke mindst den komplekse Norman Bates er en karakter, man kan blive ved med at vende tilbage til. Så hop om bord i denne første sæson af serien Bates Motel, og mon ikke din moderbinding efterfølgende vil virke noget tam.

Bates Motel sæson 1 er udkommet på dvd d. 3. februar 2014.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Bates Motel sæson 1 | dvd”]
bates motel 1 cover
Originaltitel: Bates Motel – season one, USA, 2013
Release: d. 3. februar 2014
Instruktion: Tucker Gates m.fl.
Medvirkende: Vera Farmiga, Freddie Highmore m.fl.
Spilletid: 6 timer 55 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FRINGE 5. SÆSON: Fremragende science fiction-serie er nået i mål

EN SERIE DU SKAL SE: Gennem fem herlige sæsoner har den overnaturlige science fiction-serie Fringe udfordret virkelighedsopfattelsen med kulørte teorier, andre dimensioner og mystiske væsner. Nu er femte og sidste sæson udkommet og når med sin sidste sæsons 13 afsnit op på i alt 100 afsnit. Så hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med det sprudlende univers, bør du straks gå i gang .

Den står igen på massevis af mystiske fænomener og sære hændelser i denne finalesæson, hvor det opfindsomme univers ruller sig veloplagt ud i selskab med FBI-agenterne Peter og Olivia samt den excentriske videnskabsmand Walter. Et umage trekløver, der serien igennem har forsøgt at opklare det ene mystiske mord og fænomen efter det andet.

fringe 5 02

Engagerende karakterer, der serien igennem har været udsat for lidt af hvert, hvor hemmeligheder fra deres komplekse fortid er poppet overraskende op undervejs. De har med andre ord været medrivende at følge – ikke mindst fordi, de hele vejen har udviklet sig og på dynamisk vis udfordret hinanden og resten af seriens medvirkende. For er der noget serien har budt på, så er det overraskelser – mange af dem.

Her skal man med andre ord være klar på sprælsk tankespind, der tillader både tidsrejser, identitetsforskydninger og hamskiftende skurke. Det er altså ofte bizart – på den gode måde – og her er skabt et stort, komplekst og udfordrende univers, hvor alt synes muligt og ingen idéer er skøre nok. Netop i denne leg med udfordrende idéer består en af seriens styrker, det sammen med de medvirkende.

fringe 5 01

For midt i mylderet af særheder og uforklarlige mord, står karaktererne og deres indbyrdes relationer centralt. Det er ganske enkelt nogle interessante personer at følge. Det er nuancerede portrætter med en skøn John Noble som den excentriske og geniale Walter, mens Anna Torv er både skrøbelig og stærk som Olivia og Joshua Jackson er drenget og engagerende som Peter. Ja, Fringe er en både fantasifuld, kulørt og dramatisk serie, jeg kun kan anbefale til andre fantaster.

Fringe sæson 5 er udkommet på dvd og Blu-ray d. 4. februar 2014.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fringe 5. sæson | Blu-ray”]
fringe 5 cover
Originaltitel: Fringe – Fifth season, USA, 2013
Release: d. 4. februar 2014
Instruktion: Jeannot Szwarc m.fl.
Medvirkende: Anna Torv, Joshua Jackson, Jasika Nicole, John Noble m.fl.
Spilletid: 563 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

SHAUN OF THE DEAD: Mesterlig zombie-komedie er fortsat forrygende morsom

En nyklassiker du skal se: Det er 10-året for Edgar Wrights mesterlige zombie-komedie Shaun of the Dead fra 2004. Den er netop udkommet på Blu-ray her i landet – første del i den såkaldte Three Flavours Cornetto trilogy, som blev fulgt af de ligeledes fremragende Hot Fuzz og The World’s End fra 2007 og 2013. Sidstnævnte indtog endda førstepladsen på min top 10 med bedste film fra 2013, se selv her.

Ligesom de øvrige film i trilogien, leder Simon Pegg og Nick Frost an. Pegg spiller Shaun, hvis liv ikke som sådan har mål og retning. Han arbejder i en butik, hvor hans yngre kollegaer ikke respekterer ham, mens han bruger sin fritid på at spille computer med sin sambo Ed – en afslappet Nick Frost – og så er der ikke mindst knas med kæresten. Så mens Shaun forsøger at få styr på sit liv og kærligheden, rammer zombieapokalypsen.

shaun of the dead 02

Her er således tale om et usædvanligt veloplagt miks af zombiefilm, komedie og romantik. Hele vejen vittigt, velskrevet og veleksekveret, hvor den komiske timing fungerer upåklageligt. Blandt andet er den dynamisk ping pong mellem Pegg og Frost uforskammet godt leveret, mens dramaet også fint får tyngde midt i komikken, hvor de herligt groteske zombie kills forenes usømmeligt med de mange grin.

Nej, jeg har ikke et ondt ord at sige om denne fremragende nyklassiker. Den kan ses igen og igen uden at ældes eller miste sin komiske pondus. Der flettes desuden flittigt referencer ind til både zombiegenren og andre film, hvilket aldrig tager fokus fra filmen, men blot er med til at give løjerne en sjov, ekstra dimension. Ja, dette britiske tag på zombiegenren er en film alle skal se – mange gange.

shaun of the dead 01

Billed- og lydside fungerer desuden fremragende, mens Blu-ray-udgivelsen også er spækket med fint og informativt ekstramateriale. Her får man flere kommentarspor, heriblandt et med blandt andet Pegg og Frost, mens man også får en række fraklip, forlængede scener samt diverse kig bag om kameraet og filmens tilblivelse. Alt i alt altså en udgivelse, der bør stå på enhvers hylde.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”Shaun of the Dead (2004) | Blu-ray | En nyklassiker du skal se”]
shaun of the dead cover
Originaltitel: Shaun of the Dead, England | USA | Frankrig, 2004
Release: d. 7. november 2013
Instruktion: Edgar Wright
Medvirkende: Simon Pegg, Nick Frost, Kate Ashfield, Lucy Davis, Dylan Moran, Penelope Wilton, Bill Nighy m.fl.
Spilletid: 99 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]