De 10 absolut bedste film fra 2019

De 10 bedste film fra 2019: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Jeg bringer således her min liste med de 10 absolut bedste film fra 2019.

Min top 10 er baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2019, hvorfor blandt andet hverken re-premierer tæller med eller festivalfilm fra eksempelvis CPH PIX og Blodig Weekend.

10 – ’Godzilla: King of Monsters’
Der er fuld æde på bombastisk monsteraction i denne monstrøse og vildt underholdende omgang gigantisk-bæst-mod-gigantisk-bæst-film. Det er storslået, flot og dystert. Ja, kærlighed ved første blik.

9 – ‘High Life’
2019 bød på en forførende tur ud i verdensrummet med Claire Denis’ sælsomme science fiction-fortælling om en  far og hans lille baby svævende rundt langt ude i rummet med Robert Pattinson som faderen.

8 – ‘Parasite’
Ok, denne sydkoreanske genrebastard tog sgu lige røven på mig. For ligesom jeg troede, at jeg havde luret den, så tager den et skarpt sving til højre og udvikler sig til en regulær spændingsfilm. Eminent.

7 – ‘Once Upon a Time… in Hollywood’
Quentin Tarantino, Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Ja, et gyldent trekløver, der her leverer en af årets klart bedste og morsomste filmoplevelser med et skønt portræt af drømmemaskinen Hollywood i 1960’erne.

6 – ‘Girl’
Jeg sad dybt berørt tilbage efter at være kommet ind på livet af Lara – en 15-årig ung kvinde, der er født i en drengekrop og kæmper en lavmælt og hård kamp for at finde sin identitet og plads i livet.

5 – ’The Favourite’
Jeg er vild med den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ film – ikke mindst dette sorthumoristiske kostumedrama med Olivia Colman, Emma Stone og Rachel Weisz dynamisk i front for eskapaderne.

4 – ’Den Gyldne Handske’
Det stinker af råddenskab, triste skæbner og brune bodegaer i tyske Fatih Akins både væmmelige, tragiske og ulækre, men også overraskende morsomme seriemorderfilm ‘Den Gyldne Handske’. Jeg elsker det.

3 – ‘Joker’
En intens og konstant nærværende Joaquin Phoenix har påtaget sig opgaven som klovnen, der i den dystre film lyder det borgerlige navn Arthur Fleck. En mand, som bestemt ikke er rask i hovedet. Formidabel.

2 – ’Us’
Jordan Peele rev mig rundt i manegen med ’Get Out’. Nu har han så gjort det igen med dobbeltgænger-gyset ’Us’. Virtuost instrueret og urovækkende eksekveret genrebastard, der tåler flere gensyn.

1 – ’Midsommar’
Ari Asters ’Hereditary’ er en af dette årtis absolut bedste gys. Med ’Midsommar’ gør instruktøren det igen. Denne gang i fuldt dagslys, hvor et ellers idyllisk Sverige forvandles til det rene vanvid. Vidunderligt!

BLODIG WEEKEND 2019: De sidste grumme film og et gysende tak for i år

BLODIG WEEKEND 2019: Søndag var desværre allerede sidste dag på dette års udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der i fire fuldfede gyserdage har serveret både urovækkende, væmmelige og skræmmende film i Empire Bio på Nørrebro, hvilket har sat en stor, fed og blodig streg under præcis, hvor alsidig, rummelig og interessant horror-genren er. Således har den stået på alt fra snigende western-horror til 70’er-syret dæmonbesættelse og charmerende monsterfilm.

Sidstedagen stod for mit vedkommende på fire film – hvilket gør, at jeg når op på at se hele 13 film på festivalen. Det var dog ikke med en film, at denne sidstedag startede. Det gjorde den derimod med en veloplagt og spændende masterclass med festivalens helt store gæst, nemlig den amerikanske horror-guru, producer og instruktør Mick Garris. Desværre var fremmødet ikke helt så stort, som man kunne have håbet på, men det gjorde så kun eventet det mere intimt.

Instruktør Mick Garris interviewes af Blodig Weekends Elias Elliot

Den stod således på en ret så grundig snak om hele Mick Garris’ spændende karriere, hvilket varede en god times tid. For ja, Mick Garris har arbejdet med rigtig mange af de helt store ikoner indenfor horror-genren. Listen tæller alt fra blandt andet John Carpenter, Joe Dante og Dario Argento videre til Stuart Gordon, Tobe Hooper samt John Landis og ikke mindst det tilbagevende og lange samarbejde han har og har haft med Stephen King på adskillige projekter.

Man kom således omkring hans arbejde som manuskriptforfatter, producer og podcaster med egen horror-podcast, videre til instruktør af både tv-serier og spillefilm, hvor man nok vil kende ‘Critters 2’ og ‘Sleepwalkers’, der også blev vist på festivalen – samt hans nye antologifilm ‘Nightmare Cinema’. Det var også interessant at høre om arbejdet med den stjernespækkede antologi-serie ‘Masters of Horror’, hvor ovennævnte instruktører netop var tilknyttet. 

Der er olme hekse på spil i ‘The Night Sitter’

Efterfølgende var det så blevet tid til dagens første film. Her stod den på en desværre noget flad oplevelse med hekse-gyset ‘The Night Sitter’, hvor Amber skal babysitte den unge dreng Kevin. Hun er dog kun ude på at røve huset, men snart går det hele dog galt. Både hvad angår røveriet, men hvad endnu værre er, så hidkaldes en grum heksetrio ved et uheld – og så er helvede løs. Ja, det lyder i grunden ret så underholdende. Det var desværre ikke helt tilfældet.

For godt nok var der momenter af noget, der kunne være gyser-og-okkult-cool, hvor blandt andet scenerne var 80’er-belyste i både røde, blå, gule og grønne farver, mens der også sine steder var lækker syth på lydsiden. Dette stilistiske genregreb blev dog aldrig særlig gennemført eksekveret og synes derfor mest som et lidt fesent forsøg. Karaktererne var heller ikke vildt interessante og filmen slet ikke uhyggelig. Men hey, okkultisme og olme hekse er trods alt aldrig kun en dårlig ting.

Morderiske børn på bersærkergang i ‘Nightmare Cinema’

Herefter stod den på Mick Garris’ ovennævnte antologi-film ‘Nightmare Cinema’, der bestod af fem kortfilm. Her kom man således omkring en underholdende slasher med et science fiction-twist med Alejandro Brugués’ genrebevidste ‘The Thing in the Woods’, videre til en dejlig sort humoristisk sag af Joe Dante med ‘Mirari’, hvor den stod på forfængelighed og ikke mindst grufuld plastikkirurgi, hvor man blandt andet finder en herligt olm Richard Chamberlain som slibrig kirurg.

Kortfilm nummer tre bød på dæmonbesættelse og dejlig meget splat, der involverede adskillige blodige børnelemmer i Ryûhei Kitamuras ‘Mihait’, mens der var en syret tur ned i vanviddet med David Slades sort/hvide og skumle ‘This way to Egress’. Desværre endte antologien med den flade ‘Dead’ af Mick Garris, hvor man kom på en tur ind i grænselandet mellem de levende og de døde. Desværre noget kedeligt fortalt – men overordnet en virkelig underholdende samling kortfilm.

Hvad gemmer sig mon på prærien i ‘The Wind’?

Andensidste film på festivalen tog mig med tilbage til det vilde vesten med den langt overvejende afdæmpende western-gyser ‘The Wind’, der i langsomt og dvælende tempo foldede sin slowburner-fortælling om Lizzy ud på præriens store vidder. Her bor hun og hendes mand langt fra alting og i eget rolige selskab. Helt roligt forbliver det dog ikke der ude på prærien. For Lizzy synes at opleve mystiske lyde og ser underlige skygger i mørket. Men hvad er det mon, der er på spil?

Nej, der sker ikke meget ude på prærien – og det gør der heller ikke i filmen, der levede mere af sin snigende og skumle atmosfære end af netop et plot. Desværre bliver fortællingen bare lige tung nok i røven og for begivenhedsfattig til, at jeg sad engageret med hele vejen. Det er virkelig en skam, da ‘The Wind’ kunne have været en vellykket western-pendant til den formidable ‘The Witch’ – altså en rolig creeper sat i uvante prærie-omgivelser for gyser-genren. Det skete desværre ikke.

Ham her fra ‘The Golden Glove’ vil du helst ikke møde i virkeligheden

Det var efterfølgende helt vemodigt at sætte sig til rette til Blodig Weekends sidste film for i år – men hvilken film og hvilken forrygende afslutning på årets festival! Der blev nemlig her blændet op for tyske Fatih Akins væmmelige, tragiske og ulækre seriemorderfilm ‘The Golden Glove’, hvor man kommer tilbage til starten af 1970’erne i Hamburg, hvor en seriemorder er på blodig spil – nemlig den triste og alkoholiserede skæbne Fritz Honka. Her var ingen sofistikeret morder i vigør, men blot en yderst ulækker og tragisk mand med hang til klodsede mord og menneskeparteringer.

Hele filmen emmede af fordærv – som hang der en grum dunst i biografens mørke. Herligt! Her var ligeså meget tale om et nedslag i dette deprimerende liv end en plotdrevet seriemorderfilm. Det fungerede virkelig godt, da både håbløsheden og grumheden på den måde blot kunne udspille sig som et levet liv foreviget på film. Ubarmhjertig, ufravigelig og med en virkelig formidabel og ukendelig Jonas Dassler i hovedrollen. Ikke bare en af mine bedste filmoplevelser på Blodig Weekend, men også i filmåret 2019 indtil videre. Sådan!

Mange tak for endnu et dejlig blodigt, urovækkende og (u)hyggeligt år på Blodig Weekend. 

BLODIG WEEKEND 2019: Fem grumme skrækfilm og herlige horror-nørderier

BLODIG WEEKEND 2019: I går lørdag var den helt store og skrækindjagende dag på dette års udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend – eller gyserfilmsfestival om man vil, da det nemlig er de uhyggelige, grumme og urovækkende film, som festivalen specialiserer sig i. For udover, at jeg havde hele fem film at se frem til, så var det også dagen, hvor man kunne gå på opdagelse i det obligatoriske Collector’s Market.

Du finder det fulde program for festivalen her.

Således var caféområdet i Empire Bio, hvor de blodige festligheder holder til, blevet omdannet til en grufuld herlighed af boder med alle mulige skønne og grumme ting fra horror-verdenen. Alt fra plakater, magasiner og bøger til film, figurer og de altid skønne VHS-bånd. Jeg fik da også selv gjort en lille handel, der bestod af George A. Romeros ’Dawn of the Dead’ på en flot VHS-kassette samt to italienske snaskere – den ene af instruktør-favoritten Lucio Fulci.

På jagt efter horror-snask på Blodig Weekends marked

Dagen skulle egentlig være startet med en paneldebat om horrorlitteratur, men den blev desværre aflyst. Men ja, så var der mere tid for mig på markedet – og ikke mindst snak med andre horror-nørder, hvilket altid er en fornøjelse og ikke mindst en stor del af det, der også er med til at gøre Blodig Weekend til et festligt højdepunkt på filmåret for mig. Det var derfor ikke en paneldebat, men derimod den underspillede creeper ‘The Cleaning Lady’, der skød dagens program i gang for mig.

Et snigende godt startskud på dagens fem film, hvor man fulgte en ensom kvinde, der starter et personligt venskab med sin vansirede og stille hushjælp. Roligt, men sikkert folder den grumme fortælling sig således ud i et fint og komplekst spind af overraskelser og plotafstikkere. Sine steder måske en smule ujævn, men hele vejen stemningsfuld og med en stille og stødt stigende spændingskurve, der hvirvlede mig ind i sin urovækkende verden af triste skæbner. Skønt! 

Fra hushjælp til prinsesse?

Herefter stod den på festivalens vel nok mest syrede, absurde og bizarre film – i hvert fald indtil videre. For klokken 15:00 ventede den tyske ‘Luz’ nemlig i biografens mørke. En på mange måder interessant film, der på dragende vis fik taget om mig med sit sælsomme univers og 70’er-vibrerende stemning i en fortælling, det var herlig svært at finde hoved og hale i. Heldigvis blev jeg – på trods af de plotmæssige udfordringer – holdt fast af filmen og dens drilske leg med historiefortælling.

For hvad handler filmen egentlig om? Jo, noget med en ung kvinde, der dukker op på en politistation, hvor hun afhøres. Denne grundpræmis er dog aldrig ligetil eller enkelt fortalt, men foldes ud på enigmatisk vis, hvor der vist nok også er en fæl dæmon på spil? Det mens der leges med både tid, sted og rum samt karakterer, billede og lyd. En stemningsfuld, forførende og drilsk filmiske fornøjelse.

Det herlige 70’er-mindfuck ‘Luz’

Herefter var der endnu en af festivalens retro-visninger på programmet med Blodig Weekends æresgæst og instruktør Mick Garris’ charmerende Stephen King-film ‘Sleepwalkers’ fra 1992. Mick Garris var – som ved sine andre film – tilstede før og efter filmen. Som altid veloplagt og med masser af gode og interessante røverhistorier fra både filmen, men også sit arbejde i det hele taget i skrækfilmens verden. En sand fornøjelse. Det var ‘Sleepwalkers’ også – sine ujævnheder til trods.

Som titlen indikerer er der i filmen såkaldte sleepwalkers på spil – væsner, der kan ændre form og får næring af jomfruer. En af dem er den unge Charles, der således indleder en flirt med Tanya – der dog snart må se sig selv som offer for den katte-grumme og unge sleepwalker. Tilsæt så lige en herlig bombastisk finale, et upassende mor-og-søn-forhold og ikke mindst en røvfuld katte (126 i alt, som Mick Garris fortalte var antallet, der var med i produktionen), så har du opskriften på en skøn lille film fra start-90’erne.

Et katte-monster på spil i Mick Garris’ ‘Sleepwalkers’

Årets indtil videre filmiske højdepunkt indtraf herefter med dagens fjerde film, nemlig den giallo-lækre ‘Abrakadabra’ af brødrene Onetti. Dem, der ikke lige måtte være bekendte med giallo, kan genren kort beskrives som film i krimi-og-thriller-land med mordmysterier og overraskende plotdrejninger, mens også både lyd- og billedside spiller en afgørende rolle, hvor blandt andet en maskeret morder samt sirlige og opfindsomme drab er faste ingredienser.

Således blev jeg med den smukke ‘Abrakadabra’ henført til giallo-genrens storhedstid i de farverige 70’ere – en tidslomme som filmen virkelig fornemt rammer uden at blive en plat efterligning, men en både oprigtig og troværdig kærlighedserklæring til genren, hvor man her følger en tryllekunstner, der pludselig ser sig selv som målet for en mystisk morder. Klassisk giallo. Utroligt nok står de to brødre også bag den rædselsfulde og grimme slasher-sag ‘What The Waters Left Behind’. De bør umiddelbart holde sig til den stilfulde giallo, for det har de bestemt styr på.

Den æstetisk lækre og formidable ‘Abrakadabra’

Aftenens femte og sidste film sluttede dagen af med en omgang desværre ikke helt vellykket party horror med den sine steder ganske vist ret så veloplagt blodspruttende ‘Puppet Master: The Littlest Reich’. Helt vellykket blev de sort humoristiske eskapader dog ikke – hertil var filmens flow for langsomt fremskridende, mens der også var for lidt action med de morderiske nazi-dukker. Mest opfindsomt var et drab på en mand, der står og tisser, da han får kappet hovedet af, så det lander i kummen – på den måde står han og tisser på sit eget afhuggede hoved. Herligt.

Desværre tynges filmen blandt andet af sin hovedkarakter, den just fraskilte tegneserienørd Edgar, der spilles helt og aldeles sjælløst og charmeforladt af Thomas Lennon. Han matcher på ingen måde den vildskab og charme, der rent faktisk momentvis er til stede i filmen, hvor en flok nazistiske dukker går amok på en flok hotelgæster. Ja, det lyder mere underholdende end det var. Det til trods går man jo ikke helt galt i byen med nazi-dukker på morderisk bersærkergang.

En af de mange nazi-dukker i ‘Puppet Master: The Littlest Reich’

Du finder det fulde program for festivalen her.

BLODIG WEEKEND 2019: Gysende godt throwback og andre grumme film

BLODIG WEEKEND 2019: Efter en god og grum åbningsdag på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, hvor der blot var en enkelt film på programmet, så ventede der fredag hele tre film. Herligt! Det var således skønt igen at kunne tage cyklen til Empire Bio på Nørrebro, hvor festivalen, der specialiserer sig i alt det skræmmende, blodige og urovækkende, holder til – frem til og med søndag den 14. april. Så kom nu lige med ind i mørket.

Du finder det fulde program for festivalen her.

Dagens blodige festligheder blev skudt helt ok i gang med den delvist vellykkede ‘Elizabeth Harvest’ – en i grunden ret så fin bastard af kold science fiction, grumt ægteskabdrama og ikke mindst et ordentligt skud psykologisk terror samt et stænk blod, naturligvis. For selvom filmen måske nok var mest interessant på idéplan, så foldede den sig nu også helt ok engagerende ud med fine overraskelser undervejs.

Det måske/måske ikke så lykkelige ægtepar i ‘Elizabeth Harvest’

Man følger de nygifte Elizabeth og Henry, der ankommer til hans overdådige hjem ude i naturen, hvor han lover at overøse hende med al luksus i verden. Der er bare lige det lille men, at hun ikke må gå ind i ét mystisk rum i den enorme ejendom. Jeg vil ikke her spoile noget, hvis du nu skulle være nysgerrig på at se filmen. Men helt rar er overraskelsen bestemt ikke. Desuden er en sært dragende Abbey Lee og en tvetydig Ciarán Hinds rigtig gode i de to hovedroller. De to er filmen værd.

Herefter blev jeg ædt stille og roligt op af instruktør Lee Cronins dejligt dvælende og urovækkende ‘The Hole in the Ground’ – en snigende slowburner. Her flytter en mor og hendes lille søn ind i et stort hus ude i den idylliske natur. Men nej, det forbliver naturligvis langt fra idyllisk. For hendes søn begynder måske/måske ikke at opføre sig mere underligt end hvad, der huer hans For hvad er der i grunden på spil her?

Mor og søn i ikke så skøn forening i ‘The Hole in the Ground’

Således rulles der et underspillet drama ud på grænsen mellem virkelighed og vanvid, mens forholdet mellem mor og søn kun bliver mere og mere presset. For er hendes søn nu i grunden også hendes søn? Instruktør Lee Cronin introducerede filmen og deltog efterfølgende i en spændende og vittig Q&A, hvor han blandt andet afslørede et par filmiske hemmeligheder. Bestemt en god opvarmer til det, jeg havde glædet mig mest til denne andendag på festivalen, nemlig ‘Critters 2’ fra 1988.

For ja, intet mindre en gyserguru og instruktør Mick Garris besøger nemlig i disse dage Blodig Weekend. Han var derfor naturligvis også med til både at introducere og snakke om sin film efter visningen. De olme, sultne og behårede Critters behøver nok næppe nogen introduktion her – for kort fortalt, så er de lodne bæster fra rummet glubsk på spil endnu engang i denne charmerende forsættelse.

Horrorguru Mick Garris fortæller røverhistorier om ‘Critters 2’

Der er modsat den første ‘Critters’ skruet væsentligt op for både humoren, men også brugen af de glubske – og sært søde – critters. De går således herligt amok i en film, der disker op med adskillige skønne og monsterbefængte scener, der også indeholder intergalaktiske dusørjægere. Lækkert! Så selvom den første ‘Critters’ bestemt er en skøn sag, så er denne 2’er mere end værd at kaste sig over og sin kærlighed på. For det er altså en 80’er-charmerende sag.

Efterfølgende stod den på en veloplagt Q&A med en ligeledes veloplagt Mick Garris, der er fyldt med adskillige røverhistorier – både fra tilblivelsen af ‘Critters 2’, men også om sit arbejde i horror-branchen i det hele taget. Ja, han har arbejdet en stor del med Stephen King, men også gyser-legender som John Carpenter, Joe Dante og Dario Argento. Kom så afsted, for Mick Garris er at finde på festivalen til blandt andet visningerne af hans ‘Sleepwalkers’ og hans nye film ‘Nightmare Cinema’.

Du finder det fulde program for festivalen her.

BLODIG WEEKEND 2019: De grumme løjer er skudt psykotisk godt i gang

BLODIG WEEKEND 2019: Så er vi kommet til et af de tilbagevendende filmiske højdepunkter på filmåret for mig, nemlig genrefilmfestivalen Blodig Weekend – eller gyserfilm-festivalen, om man vil. For det er de uhyggelige, grumme og blodige film, den københavnske festival specialiserer sig i, når den folder sig glubsk ud i Empire-biografen på Nørrebro fra torsdag den 11. til og med søndag den 14. april.

Du finder det fulde program for festivalen her.

Siden sidste år er de grusomme festligheder således rykket fra Cinemateket i Filmhuset, hvor de blodige eskapader ellers har holdt til siden festivalens start i 2012. Ja, jeg har været med helt fra starten, så naturligvis indfandt jeg mig også i Empire på åbningsaftenen, hvor den torsdag aften således stod på kolde velkomstdrinks, (u)hyggelig stemning og gysersnak for de spændte horror-fans og festivalgæster.

Chloë Grace Moretz er på den i Neil Jordans ‘Stalker’

For ja, der var mødt et talstærkt publikum op, hvor det hele blev skudt godt i gang med den obligatoriske blodige filmquiz, som de mest vovede filmfans og gore hounds kunne teste deres horrorfilm-viden i. Efterfølgende ventede festivalens åbningsfilm med den psykologiske thriller ‘Greta’, der har fået den passende danske titel ‘Stalker’, da det lige netop er hvad, der er på udspekuleret spil her.

Det er ganske vist småt med spruttende blod i denne åbningsfilm på Blodig Weekend anno 2019. Men hey, pyt med det, når nu instruktør Neil Jordan leverer et underholdende – om end ikke just lige logisk – stykke med psykopatisk funride, hvor ikke mindst et styk psykotisk kvindemenneske i form af en dirrende og urovækkende Isabelle Huppert komplet vinder mig over som stalkeren fra Helvede.

Instruktør Neil Jordan med til Q&A via Skype

Ja, Isabelle Huppert er så absolut et creepy bekendtskab, hvilket desværre først går op for Chloë Grace Moretz’ karakter Frances alt for sent. For hvad der ellers starter som et uskyldigt – og tilfældigt – venskab, udvikler sig snart til noget af en kattepine for Frances, der ikke sådan lige synes at kunne slippe af med den franske kvinde, der altså viser sig at have andet end et normalt venskab i tankerne.

Efterfølgende var der en fin Q&A med filmens instruktør og medforfatter Neil Jordan over Skype. Han snakkede blandt andet om filmens interessante tematikker som ensomhed og moderskab, mens der fra både interviewer og sal blev stillet spørgsmål, der afstedkom spændende og sjove svar. Alt i alt en skøn start på Blodig Weekend. Jeg glæder mig til en weekend i gruens tegn – jeg håber, at vi ses i mørket!

Du finder det fulde program for festivalen her.

Interview med danske David Sakurai fra ’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’

Interview: I forbindelse med udgivelsen af ’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ bringer Filmskribenten.dk hermed et interview med den danske skuespiller David Sakurai, der spiller med i og overfor Johnny Depp den ’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’.

’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. april.

Interviewer: Fantastisk at møde dig. Det er en ære.

David: I lige måde!

Interviewer: Du har jo en imponerende filmografi bag dig. Både dansk og international. Marvels ‘Iron Fist’, senere Paul W. Andersons ‘Origin’ og naturligvis ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’, fortsættelsen af ‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’.

Fantastic Beasts-serien er en del af J.K. Rowlings Harry Potter-univers.

Hvilke følelser beskriver bedst oplevelsen af at blive tilbudt en rolle i en stor franchise som denne?

David: Magisk.. Jeg har altid været dybt betaget af fantasy-genren. Den kan jo noget helt specielt med at for en stund få os væk fra den travle hverdag, transportere os dybt ind i fantasiens univers og samtidig fortælle relevante og rørende menneskelige historier.. En af mine store biograf minder som dreng var at se ‘Den Uendelige Historie’. Den gjorde et kæmpe indtryk på mig og er stadig en af mine favoritter. JK Rowlings’ Wizarding World univers er vel sammen med Star Wars nu en af de største franchises i filmhistorien.

Interviewer: Interessant. ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ er jo spækket med kendte stjerner. Eddie Redmayne, Jude Law og naturligvis din master: Johnny Depp alias Gellert Grindelwald.

Du havde vel flest professionelle oplevelser med Johnny på sættet?

David: Ja, jeg var primært sammen med Johnny og mine “Acolytes”. Johnny var super cool, generøs og meget behagelig at arbejde med!

Interviewer: Hvordan var det at møde ham? Havde du noget forhold til ham før optagelserne begyndte?

David: Jeg har altid været dybt fascineret af Johnnys arbejde. Mange af mine yndlingsfilm er med ham.. ‘Donnie Brasco’, ‘Fear and Loathing in Las Vegas’, ‘Ed Wood’. Jeg kan blive ved. På mit teenageværelse i Danmark havde jeg Bruce Lee på en side og Johnny Depp som Edward Saksehånd på den anden side. Jeg har hørt det der med at man ikke skal møde sine idoler.. Det kan jeg så IKKE stå ved.. Johnny var så inspirerende at arbejde samme med og jeg havde en fantastisk tid i hans selskab.

Interviewer: Hvilke andre kendte personligheder mødte du under optagelserne til ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’?

David: Jeg var jo primært sammen med Grindelwald holdet. Men vi sås jo alle for det meste hinanden på settet.. Eddie Redmayne var rigtig sød og kom på min første optagedag over i make-up traileren og bød mig velkommen. Han sætter en god på tone på settet og er jo en fantastisk hovedrolle til den her franchise.

Interviewer: Imponerende! Du spiller jo Krall i filmen. Når man træder ind på sættet i fuld udklædning og med de andre karaktere, samt alle de originale objekter og ting – glider man ikke helt automatisk ind i det magiske univers og den spændende atmosfære?

David: Jo absolut! Det var helt fantastisk at komme over i Colleen Atwood’s kostume afdeling. Alle detaljer var tænkt så godt igennem. De mindste detaljer var der af en grund og det hjalp mig virkelig til at føre mig ind i universet. Ligeledes med Stuart Craigs’ set-design.. Det magiske univers eksisterer virkelig foran en.

Interviewer: Det er fascinerende. Bliver nødt til at spørge dig i den sammenhæng; er det svært at spille med objekter og scener der ikke er der, når man laver skuespillet med grøn skærm. Objekterne og scenerne bliver jo tilført senere via CGI (computer-generated imagery)?

David: Vores instruktør David Yates er simpelthen så god til at guide en igennem den process så det var egentlig ikke så svært. Nu er der heldigvis også en masse film i dette univers at referere til, så man har en ide om hvordan det kommer til at se ud.

Interviewer: Var J.K. Rowling til stede under optagelserne? Havde du chance for at tale med hende?

David: Ja jeg fik snakket med J.K. Hun er dybt inspirerende og jeg føler virkelig en stor ære i at være en del af hendes univers. Hun har jo skrevet manus til denne film, så det var som spiller betryggende at vide at alt vores information kom direkte fra den originale kilde. Hun kom også en del under optagelserne og var ofte i dialog med David Yates.

Interviewer: David, tusinde tak for din tid og for at lade os interview dig. Alt held og lykke med dine nye projekter!

David: Det var en fornøjelse! Mange Tak!

’Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. april.

De 10 bedste film fra 2018

De 10 bedste film fra 2018: Så har endnu et filmår nået sin ende med op til flere stærke titler i årets løb. Det har blandt andet været et godt år for horrorfilm – hvilket min top 10 over årets bedste film også afspejler.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2018, hvor hverken re-premierer tæller med eller festivalfilm fra blandt andet CPH PIX og Blodig Weekend.

10) Halloween
Den ikoniske morder Michael Myers vendte tilbage, mens også Jamie Lee Curtis gentog sin rolle som den jagtede Laurie Strode – nu 59 år gammel, men absolut med slag i. Måske ikke en perfekt film, men en af årets for mig absolut mest underholdende oplevelser og bestemt en værdig tilføjelse til ‘Halloween’-franchisen.


9) ‘Creed II’
Sylvester Stallone var tilbage i sin legendariske rolle som bokseren Rocky Balboa – denne gang for sidste gang. Det er bestemt et værdigt farvel til den hjertelige og eftertænksomme nu eks-bokser. En både rørende og medrivende film, hvor Michael B. Jordan
træder til som det hårdtslående nye bokse-talent.

8) ‘Call Me By Your Name’
Luca Guadagnino har med ‘Call Me by Your Name’ skabt et både smukt, dragende og gribende kærlighedsdrama, hvor Armie Hammer og Timothée Chalamet indtager rollerne som det forelskede par i det landlige italien, hvor den gode mad og lækre vin nydes, mens der diskuteres både litteratur, kunst og filosofi.

7) ‘The Shape of Water’
Guillermo del Toros Oscar-vinder – blandt andet for bedste film – er en sælsom, dragende og rørende fortælling om den umage romance mellem en sky fiskemand og en drømmende kvinde. En film, der greb mig med et fascinerende univers, men altså bestemt også netop fortællingen om det umage kærlighedsforhold.

6) ‘The House That Jack Built’
Lars von Trier har været på banen med en både eftertænksom, brutal og dejlig sorthumoristisk seriemorderfilm, hvor en stærk Matt Dillon indtager hovedrollen som seriemorderen Jack. Med en række nedslags i Jacks liv gennem 12 år fortælles hans historie og evige jagt på at skabe sit ultimative kunstværk via mord.

5) ‘Suspiria’
Italienske Darios Argentos farvemættede, blodige og smukke ‘Suspiria’ fra 1977 er en af mine absolutte favoritter, så at Luca Guadagnino tog livtag med den var ret så spændende. Heldigvis er der kommet en film ud af det som bestemt er i sin egen ret. Både smuk, fascinerende og dragende filmoplevelse.

4) ‘First Man’
Jeg har været en fascinerende tur på månen anno 1969 med Damien Chazelles ‘First Man’. Her indtager Ryan Gosling rollen som en mut Neil Armstrong, der sætter den første legendariske fod på månens overflade. En film, der på en gang et gribende drama, men altså bestemt også en imponerende film rent teknisk.

3) ‘Mission: Impossible – Fallout’
Det var også året, hvor min favorit Tom Cruise vendte tilbage i rollen som Ethan Hunt med film nummer seks i Mission: Impossible-franchisen – og hvilken tilbagekomst. Ikke kun en af årets bedste actionfilm, men også noget af vildeste og mest medrivende action jeg har set i flere år.

2) ’Hereditary’
Det er en imponerende debut som Ari Aster her har leveret som spillefilmsinstruktør. Jeg skræmmes ikke let, men det lykkedes altså med denne horrorfilm, der ganske enkelt også er et gribende drama, der kredser om sorg og traumer med blandt andet en vild Toni Collette som moder i en dysfunktionel familie.

1) ‘Phantom Thread’
En altid seværdig Daniel Day-Lewis spiller kjoledesigneren Reynolds, mens Vicky Krieps i en både sart og stærk rolle som Alma udgør parret med et ret så intenst og turbulent forhold. Paul Thomas Anderson instruerer med øje for detaljen og smukke billeder på stribe, mens Jonny Greenwood leverer det dragende score.

Interview med Rebecca Ferguson om blandt andet ‘Mission: Impossible – Fallout’

Svenskfødte Rebecca Ferguson har spillet med i adskillige amerikanske og britiske film samt tv-dramaer og har arbejdet med mange af de største Hollywood-stjerner.

Hun fik sit store gennembrud for tre år siden, da hun spillede med Tom Cruise i ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’. Rebecca er endnu engang aktuel som Ilsa Faust i efterfølgeren ‘Mission: Impossible – Fallout’, der nu er udkommet på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD.

“Jeg elsker Ilsa Faust! siger Rebecca i telefonen fra gæstehuset lige ved siden af sit hjem i Simirishamn. Ilsa er hård, smart, selvsikker, veluddannet og alt, hvad jeg beundrer i en kvindelig filmhelt. Det er en ære at få chancen for at spille hende! Ilsa passer så godt sammen med Ethan Hunt, som spilles af Tom Cruise – og hun redder endda hans liv gentagne gange i filmen.”

I ‘Mission: Impossible – Fallout’ møder vi Ethan Hunt og hans IMF-hold (Alec Baldwin, Simon Pegg og Ving Rhames), der går sammen med nogle bekendte karakterer (blandt andet Rebecca Ferguson). Målet er at undgå en mislykket mission, men tiden arbejder altid imod dem.

Henry Cavill, Angela Bassett og Vanessa Kirby er også en del af castet og filmskaber Christopher McQuarrie er igen ansvarlig for instruktionen. “Jeg elsker virkelig denne bande”, siger Rebecca. “Vi har det sjovt på sættet. Simon Pegg er min bedste ven! Han er en meget sjov og en flink fyr. Vi deler den samme humor. For nylig så jeg ‘Hot Fuzz’ igen, hvor han er hovedrolleindehaver. En ligeså god oplevelse som første gang jeg så den.”

Hvordan arbejdede Tom Cruise? Det har været rygter om, at han for eksempel ikke tillader nogen at se ham i øjnene under optagelse, samt at være svær at arbejde med.

“Jeg læste også en masse underlige ting om Tom før jeg mødte ham, men jeg tænkte, at nu opfører jeg mig, som jeg altid ville gøre, når jeg møder en ny person”, fortæller Rebecca. “Jeg forsøger ikke at dømme eller skade folk, jeg møder. Jeg må sige, at Tom er lige så langt fra personen, som det medierne gør ham til. Det er muligt, at rygterne er fabrikationer eller, at rygterne opstod i hans yngre dage og har ændret sig over tid. Jeg ved det ikke, og jeg har heller ikke spurgt ham. Den Tom Cruise, som jeg har arbejdet med og lærte at kende, kunne ikke være mere fokuseret og interesseret i sit arbejde. Han elsker, hvad han laver. Han tager sig af sine medskuespillere og resten af crewet. Han er meget sjov og endda drilagtig, når han ikke er foran kameraet – så snart kameraet kører, er han meget alvorlig.”

Der er en masse action i ‘Mission: Impossible – Fallout’, og selvom Rebecca var højgravid i slutningen af optagelserne, lavede hun alligevel mange af sine egne stunts.

“En scene var særlig mindeværdig at filme”, siger hun og griner. “Jeg skulle sidde på Henry Cavills skuldre og stramme mine ben omkring hans hals. Det var helt absurd, for filmholdet at se en gravid kvinde klatre op på en mand ved hjælp af en stige, for derefter at presse hendes bryster i hans ansigt, mens hun strammede sine ben om halsen. Men det gik fint og da vi var færdige grinede vi alle af det.”

‘Mission: Impossible – Fallout’ blev filmet i England. Skuespiller-arbejdet har taget Rebecca til masser af spændende locations rundt om i verden. Nogle gange i ganske lange perioder.

“‘The Girl On the Train’ blev filmet i New York, den var vældig sjov at være med i. Min mand og jeg lejede en ejendom i området, så fik vi mulighed for at opleve byen på den helt rigtige måde. Jeg kan godt lide at besøge New York, men jeg vil nok ikke bo der. Det samme med London. Jeg elsker Richmond. Vi har et hus der og bor der, når jeg arbejder i London. Jeg kan godt lide Richmond Park. Her kan du gå ture og cykle. Områderne nær Barnes og Chiswick er også interessante. Derudover er Richmond tæt på filmstudier som Pinewood og Shepperton, hvilket gør det meget bekvemt at bo lige der.”

Rebecca har to børn, Isak på 11, fra et tidligere ægteskab og datteren Saga, født i juni i år.

“Vi bor i Simrishamn i det sydlige Sverige. Jeg elsker min lille “fiskerby”. Havde det ikke været fordi min søn, Isac, skulle gå i skole her, var jeg måske ikke flyttet hertil. Men jeg er glad for, at det blev sådan. Jeg bliver altid trukket tilbage til denne rolige atmosfære. Faderen til Isac, Ludwig, bor desuden i nærheden, og så har vi mulighed for at se hinanden. Vi er som den store familie i filmen ‘Together’.”

Skuepillerinden griner og siger, at når hun er hjemme hos børn og familie, virker det ret uvirkeligt at blive interviewet og tale om ‘Mission: Impossible – Fallout’. “Det føles som to helt forskellige verdener, uanset hvad det er. Jeg kan godt lide at arbejde og heldigvis bliver jeg ikke hjemme for længe ad gangen, for så begynder jeg at styre hjemmet på en næsten manisk måde. Jeg starter store renoveringsprojekter, som i sig selv er sjovt, men nogle gange kan det blive lidt for meget.”

Rebeccca siger, at hun nyder sit liv lige nu. “Jeg har mange sjove filmprojekter kørende og har det også godt hjemme. Jeg føler mig glad og mener, at jeg har fundet en god balance, selvom jeg ikke helt ved, hvor længe jeg kan holde denne balance. Det er vigtigt at nyde det gode, mens du oplever det. Jeg lever, som jeg sagde, i to forskellige verdener – og jeg elsker dem begge.”

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ er ude på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD.

Af: Monika Agorelius
Oversat af: Mathieu R. Lund og Jakob Joergensen

Alverdens Funko-figurer fra filmens og seriernes sprudlende verden

Som fan af både film og serier vil nogle gerne omgive sig med med netop nogle af de film, serier og ikke mindst de karakterer, man holder allermest af. Det kan eksempelvis være i form af de mange forskellige såkaldte Funko-figurer.

Og ja, man finder da også et yderst stort udbud af diverse figurer fra både film og serier i form af disse Funko-figurer. Jeg har selv netop modtaget to styk: Nemlig den kække Deadpool samt det såkaldte Demogorgon-monster fra serien ‘Stranger Things’.

Men udover altså nu at kunne pryde mine omgivelser med disse to figurer, så finder man i Funko-universet som sagt et stort arsenal af diverse karakterer fra blandt andet film og serier samt universer som Marvel, Harry Potter, ‘Game of Thrones’, Star Wars samt Disney og Pixar.

Hvis du skulle være interesseret i, om der findes en Funko-figur med lige netop din film- eller serie-favorit kan du besøge deres hjemmeside her.

Superman, 80-årig med ekstreme kræfter

I forbindelse med, at Superman fylder 80 år, bringer Filmskribenten.dk her en artikel, så du kan blive lidt klogere på manden af stål.  

Superman, der fylder 80 år i år, har kræfter, der bogstaveligt talt slår de fleste – han er en levende gud. Men i de tidligste år af hans karriere var han mere som en normal person – omend lidt stærkere.

Hvor stærk er Superman egentligt? I løbet af 1940’erne blev superhelten markedsført som “hurtigere end en pistol, stærkere end et lokomotiv og med styrken til at hoppe over højhuse”. Men siden da er han blevet betydeligt stærkere end det. Han har reel super styrke og kan jonglere med fly, supertanker og bygninger. Han kan vride metal som om det var papir og knuse bjerge. Han kan også knuse en diamant i hånden. Hvis det er nødvendigt, er han så stærk, at han kan flytte planeter eller få dem til at rotere i modsat retning.

Før Superman begyndte at flyve, sprang han over skyskrabere. I den første Superman-serie fra 1938 til 1939 kunne han slet ikke flyve. Filmskaberne bag de første tegneserie film syntes, at det så mærkeligt ud og lod ham flyve i stedet. Det så mere majestætisk ud, selv om det taler imod al fysisk og logisk forklaring. Selv i tegneserierne fortsatte Superman at flyve.

Superman synes også at være uudholdelig. Du ved, at hans tånegl er hårdere end diamant, så superhelten ikke er så let at få af vejen. Et kraftigt immunsystem gør ham også immun for de fleste toksiner og sygdomme. Faktisk behøver han ikke engang at spise eller trække vejret, sidstnævnte er perfekt, hvis han vil  tage en tur ud i rummet.

Men Superman har også andre kræfter. En af de mere usædvanlige er Superkysset, som Clark Kent brugte i filmen Superman II, hvor han kyssede Lois Lane, så hun glemte, at han var Superman. Han brugte også denne superkraft i 1963 i Action Comics nummer 306.

Han kan modellere sit eget ansigt, så han ligner en anden og hypnotiserer venner og fjender efter behov. Superman har også en meget følsom næse, som får ham til at føle den mindste duft i hans nærhed.

Superman har det kendte supersyn, en kraft der manifesterer sig i en række evner. Det inkludere blandt andet  røntgensynet, der får ham til at se igennem alt undtagen bly. Han har også et teleskopsyn, der gør det muligt for ham at se så langt væk som universets ende. Han ser tydeligt i mørket med sit nattesyn, og han har også mikroskopsyn. Endeligt har Superman et termosyn, der gør det muligt for ham at varme individuelle detaljer op i sit miljø.

Superman har et superhørelse, der giver ham mulighed for at høre et kald for hjælp eller visdom på meget lang afstand. Hans superlunger gør ham i stand til at blæse stormvinde. Hans ånde kan også fryse individuelle genstande. Udover hans flyveevne kan han også bevæge sig meget hurtigt ved at løbe.

Superman har en anden ting at hjælpe ham i kampen mod det onde – et helt nyt outfit. Han fandt det efter han havde reddet Metropolis fra den onde Brianiac. Derefter fandt han en artefakt fra hans gamle, men nu ødelagte planet Krypton. Det forvandlede sig til et uforgængeligt kostume, perfekt tilpasset til hans krop, med symbolet S placeret på brystpladen.

S er også våbenskjoldet i huset El, Superman’s oprindelige familie på Krypton og symbolet for håb. Superman’s tidlige kostume var lavet af tæpper (nogle gange Jor-Els kappe), der fulgte med hans rumskib fra Krypton.

Trods sin enorme styrke er Superman bange for at bruge sine fantastiske kræfter. Det er simpelthen for tungt ansvar. Han har allerede mistet sit hjem én gang og kan ikke bære at tabe det én gang til …