”STAR TREK” er et fænomenalt rumeventyr

Lad det være sagt med det samme, jeg er ingen hardcore Trekkie – eller blot almindelig Star Trek fan. Ikke forbi jeg har noget imod warp drive og hvad det nu ellers hedder. Universet har bare aldrig rigtigt smagt af mere de gange jeg har set et afsnit eller en film i serien – det lige ind til nu! For dette fænomenale og actionfyldte reboot af den populære rum-franchise efterlod mig stakåndet og hooked på endnu en tur ombord på rumskibet Enterprise.


Heldigvis er rebootet designet således at newbies, som undertegnede uden problemer kan hoppe på. Man mister sikkert et par interne referencer hist og her, men pyt med det. Filmen introducerer nemlig universet og det ikoniske persongalleri mere eller mindre fra bunden, uden det på noget tidspunkt tynger filmens fremdrift. Der er fra start til slut fuld tryk på kedlerne, hvor man både ryger frem og tilbage i tid, møder glubske monstre og overværer den ene spektakulære rumkamp efter den anden. Det høje tempo efterlader godt nok ikke så meget luft til historien, som ret beset er banal, men fortalt med en entusiasme og energi, som til gengæld styrker filmens ubetingede underholdningsværdi.

Kort fortalt er handlingen den, at en fæl Romulaner ved navn Nero (Eric Bana) vil hævne sig efter en personlig tragedie. Derfor er han opsat på, at et par verdener skal gå til grunde under hans kommando. For at forhindre dette, må modsætningerne, den logisk tænkende vulcaner Spock (Zachary Quinto) og den impulsivt handlende Kirk (Chris Pine) nu slå sig sammen ombord på det ikoniske rumskib Enterprise.

Alt imens historien og personernes indbyrdes forhold og karaktertræk medrivende iscenesættes, fyger det konstant om ørerne med laber eye candy. Der er simpelthen så mange teknologiske lækkerier og actionfyldte scenarier at følge med i, at filmens visuelle side konstant underholder. Eksplosionerne får dog heldigvis ikke mere overtag, end at man hele tiden er med i de impliceredes personlige kampe.

Star Trek byder ganske vist ikke på historiemæssige dybsindigheder. Dette reboot er mere båret af action og tempo, end af at fortælle en kompliceret og nuanceret fortælling – hvilket, som jeg kan forstå det ofte er tilfældet i serien. Det er muligvis fordi jeg ingen nostalgiske bindinger har til universet, at jeg i den grad blev så kosteligt underholdt. Jeg hang mig ikke i om Spock nu var som ”i gamle dage”, om den visuelle stil var for voldsom eller at historien ikke har den tyngde, serien tidligere har leveret. Det eneste jeg kan ærgre mig over er, at jeg ikke fik set dette hæsblæsende, spektakulære og visuelt medrivende rumeventyr på det store lærred.

Ekstramateriale: Der medfølger en smule ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Lidt morsomme fraklip (6 min.) og en lille dokumentar (18 min.), som overfladisk og med rygklapperi går bag tilblivelsen af filmen, hvor mest interessant er afsløringerne af et par af de filmtekniske tricks der er brugt undervejs.

Herudover får man også et fint kommentarspor, hvor både instruktør J.J. Abrams (manden bag bl.a. serien Lost og Cloverfield), et par producenter, Bryan Burk og Damon Lindelof samt manuskriptforfatterne Alex Kurtzman og Roberto Orci sidder med ved bordet. Det er muntert og med mange fine iagttagelser af både filmens tekniske sider samt flere historiemæssige beslutninger, som blev gjort undervejs.

Originaltitel: Star Trek, USA, 2009.

Instruktion: J.J. Abrams.

Medvirkende: Chris Pine, Zachary Quinto, Leonard Nimoy,  Eric Bana, Bruce Greenwood, Karl Urban, Zoe Saldana, Simon Pegg, John Cho m.fl.

Spilletid: 122 minutter.

Udgiver: Paramount Home Entertainment.