‘Lysbrud’ indfanger sorg og venskaber gribende stærkt

Biografanmeldelse: Sorgen rammer benhårdt i det islandske drama ‘Lysbrud’. Fra det ene lykkelige øjeblik til det næste ituslåede liv, hvor ulykken banker hul i maven på den unge Una. Der er nemlig sket en grusom og for mange fatal ulykke – og Unas kæreste er måske blandt de omkomne. Hun har heldigvis en lille gruppe venner omkring sig, der støtter hinanden.

Filmen er en fortælling, der måske nok har sorgen, tabet og savnet som sin dramatisk knugende kerne, men det er også en film, der på følsom vis handler om både venskaber, ensomhed og hemmeligheder, der kan spænde ben for, at Una kan blive grebet i sin sorg. Una og forholdet til kæresten var nemlig en hemmelighed de to imellem.

 

Planen var ellers, at han skulle slå op med sin officielle kæreste Klara, men så indtraf ulykken og Una står nu tilbage med uforløste følelser og sin hemmelighed. Det bliver ikke nemmere for hende, da langdistance-kæresten Klara kommer til byen. Una sættes her i endnu større følelsesmæssig vildrede, både blandt vennerne og i forhold til Klara. Kan hemmeligheden mon forblive hemmelig?

Filmens præmis er måske nok simpel, men stærkt fortalt. Det gælder bl.a. i måden de mange følelser formidles på gennem manuskriptet, der får liv gennem skuespillerne, som er med til at løfte filmen og bringe den engagerende ind i mit følelsesliv. Instruktør og manuskriptforfatter Rúnar Rúnarsson viser bestemt et sikkert greb om både karaktererne og historien.

 

Ved sin side har filmskaberen et virkelig godt hold skuespillere, hvor en nærværende Elín Hall elegant og nuanceret portrætterer den sorgramte Una, der også må kæmpe med både frygt og usikkerhed i et liv, hvor håbet synes at svinde ind. Gennem vennerne anes dog et lys, der fint går i spænd med den naturfriske billedside, der er dynamisk indfanget af fotograf Sophia Olsson.

’Lysbrud’ rammer overvejende følelsesfint plet i en historie, som griber gennem sine karakterer, der går forskelligt ind sorgen. Det er dynamikkerne i bl.a. vennegruppen, der er med til at gøre følelserne troværdige og dramaet nærværende, mens også filmens billeder beriger historien med højt til himlen og naturens susen, der ekkoer ensomhed, selvom man er omgivet af venner.

’Lysbrud’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lysbrud’ har biografpremiere den 10. oktober.