Gysermesterværk og grumme hallucinationer på Blodig Weekend
Blodig Weekend 2023: YES! Filmfestivalen Blodig Weekend er for alvor i gang. I dag er det nemlig fredag, hvor de blodige herligheder fortsætter i Empire Bio. Kom så afsted!
Men inden fredagens filmudbud begynder, er her lidt ord om torsdagens to programsatte gys. Den første var den desværre skuffende hallucinations-og-traume-gyser ‘Black Mold’ fra i år.
Den var dog ikke helt uden grumt gode øjeblikke midt i sit noget vaklende tempo. Bl.a. en kort og brutal åbningsscene, mens der kom mere grum fart på traumerne i filmens sidste del, hvor der bl.a. blev leveret et par ondt iscenesatte scener af tvetydig virkelighed.
Det var dog ikke nok til at redde en noget langsommelig og forudsigelig fortalt historie med et par ikke vildt spændende karakterer. De forladte bygninger, som filmen udspillede sig i, udgjorde dog en forfaldsflot kulisse.
MEN! MEN! MEN! Herefter ventede et sandt mesterværk med William Friedkins udødelige ‘The Exorcist’ fra 1973. Ja, klassikeren fylder 50 i år. Vildt!
Det var den såkaldte forlængede version af filmen, der blev vist i en 4K-udgave, komplet med ‘spider walk’ og emhætte-dæmon.
Lektor Emil Bjørn Hilton Saggau fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet introducerede filmen med bl.a. et fint greb tilbage i kultur- og religionshistorien, hvor ‘The Exorcist’ således blev sat i perspektiv og kontekst.
Skønt med sådan en ekstra treat ved visningerne på Blodig Weekend, selvom jeg nu ikke helt var enig i alle hans analyser af gysergenren, filmen og dens historiske kontekst.
Men hold nu op, hvor er det bare en kæmpe fornøjelse at opleve den film i den store sal 1 i Empire med stort billede og stor lyd. GYS!
Mit barndomstraume for fuld udblæsning. Kæmpe fornøjelse! En skam, at ikke flere havde indløst billet. Folkens, I gik glip af en stor filmoplevelse.
Men bare rolig, der venter som sagt stadig mange filmoplevelser på Blodig Weekend, der løber til og med på søndag. Kig forbi til gys, ballade og good times!