‘The Banshees of Inisherin’ er et komisk tørt og underspillet ø-drama
Biografanmeldelse: Vi befinder os på en lille ø ud for Irlands havbrusende og vindblæste kyst. Året er 1923 og livet går her sin yderst stille gang, hvor turen ned på den lokale pub for vores to hovedpersoner så godt som er det eneste, der afbryder dagenes monotoni. En dag vælger den ældre Colm dog af uransagelige årsager at ende sit ellers gode venskab med den yngre Pádraic.
Det er afsættet for det underspillede og tørt morsomme drama ’The Banshees of Inisherin’ skrevet og instrueret med sikker hånd af Martin McDonagh. Denne sært umotiverede konflikt de to imellem udvikler sig måske nok på overfladen med rolige ord og fåmælte miner, men lige under overfladen synes de følelsesmæssige eksplosioner at lure.
Hvordan arter dette nyligt opståede fjendskab sig på denne søvndyssende ø, hvor vidderne er uendelige, havet bruser og der er højere end højt til himlen? Er det øens trivialitet, der har gjort den ellers godmodige Colm skør? Og kan Pádraic mon vinde venskabet tilbage? Hertil kommer bl.a. også Pádraics søster Siobhán, der selv tumler med for hende øens klaustrofobi.
Den lille irske ø huser altså sin del af udfordringer for den umage flok af beboere, hvor man også finder betjentens udskældte søn Dominic, der drikker og egentlig bare ønsker at finde sig en kvinde. Det er alt sammen sat lavmælt i scene i fornem forening med billeder af det storslåede natur, der udadtil river og rusker mere i sine omgivelser end vores to eks-venner og de øvrige øboere.
Colin Farrell er empatisk og afdæmpet som den venskabsknuste Pádraic, mens en endnu mere fåmælt Brendan Gleeson er skulende god som Colm, der her midt på øen tager sit liv og eksistens op til revision. De to har kosteligt morsomme scener sammen af den tørreste slags. Den sorte og grovkornede humor gennemsyrer i det hele taget dramaet, der dog også hele vejen rummer en alvor.
Barry Keoghan er desuden guld værd som den underkuede Dominic. Han stjæler scenerne, han er med i. Kerry Condon er et dejligt frisk pust som søsteren Siobhán blandt øens mange knudemænd. Martin McDonagh er med ’The Banshees of Inisherin’ kort sagt lykkedes at skabe en fåmælt trykkoger af tør humor og et drama, der huser selve jagten på meningen med livet.
’The Banshees of Inisherin’ får 5 ud af 6 stjerner:
’The Banshees of Inisherin’ har biografpremiere den 26. januar.