Livets uundgåelige ende rammer hårdt i ‘Alt gik godt’
Biografanmeldelse: Vi ved alle, at livet ender med døden. Ja, vi skal alle dø. Spørgsmålet er derfor nok nærmere hvornår, hvor og hvordan? Det er vi noget mindre herre over. Eller er vi? I François Ozons både triste, gribende og opløftende franske drama ’Alt gik godt’ vil den 85-årige André Bernheim nemlig tage sit eget liv efter et slagtilfælde har efterladt ham syg, svag og delvist paralyseret.
Det er i første omgang den ene af hans to døtre, forfatteren Emmanuèle, som den engang livfulde André beder om hjælp til at indfri sit dødsønske. Men hvordan reagerer man som barn på et sådant ønske? Virkeligheden banker i hvert fald som et susende tog hårdt ind i Emmanuèle, hvor hun og søsteren Pascale nu står med faderens ønske som en lænke om benet, de ikke kan undslippe.
Således bliver man taget med gennem den dilemmatunge og følelsesladede rejse det er at skulle forholde sig til et sådant ønske. Det at skulle forholde sig til døden. Sin allernærmestes død. Ens egen forælder. Det er med sart sans for det tragiske i situationen, der her tages følsomt og aldrig dømmende livtag med. Problematikken og de mange følelser, der følger med bringes desuden engagerende til live af castet.
Her finder man en helt og aldeles gribende André Dussollier som faderen. Han veksler troværdigt og legende let mellem både det stærke og svage. Mellem det stålsatte og det grædefærdige. Jeg kan ikke tage blikket fra ham, selvom det nærmest kun er i hans ansigt og stemme, han portrætterer André som et helt menneske af kød og blod med et sprudlende levet liv bag sig.
Han bakkes fornemt op af Sophie Marceau som den følelsesmæssigt pressede Emmanuèle, mens Géraldine Pailhas er Pascale med lige dele pragmatisk og følelsesgribende stillingtagen til sin fars situation. Der er nuanceret dynamik mellem de to søstre, mens der endvidere skabes et indtagende og kærligt bånd med deres far, hvor der bl.a. også gøres plads til de knapt så idylliske minder.
Man ser i en mindre rolle en altid seværdig Charlotte Rampling som den depressive hustru Claude de Soria. Hun er med øvrige biroller bl.a. med til at skabe et fuldt liv omkring André og døtrene. Jeg rammes af både livets skønhed samt min egen og mine kæres dødelighed undervejs. ’Alt gik godt’ rammer kort fortalt hårdt i både hoved og hjertekule hos mig.
’Alt gik godt’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Alt gik godt’ har biografpremiere den 25. november.
