Der er finsk fetich og tragisk sorg i ‘Dogs Don’t Wear Pants’
Biografanmeldelse: Hvad gør en ubærlig sorg og tragisk tragedie ved et menneske? Hvordan kommer man sig? Hvordan får man livet til at gå videre? Hvordan håndterer man sig selv og sine kære midt i dette følelsesmæssige kaos? I den finske ’Dogs Don’t Wear Pants’ møder vi Juha, der har mistet sin hustru i en drukneulykke. År efter er hans datter nu blevet teenager, men Juha er ikke kommet videre.
Den martrede mand kan ikke mærke sig selv eller dem omkring sig. Han går følelsesløst gennem livet. Men ved et tilfælde ændrer alt sig, da der ind fra højre dukker en lakklædt dominatrix op. Juha bestiller en tid og tropper tøvende og nervøs op. Det bliver starten på en langsom vej tilbage til livet. Ind i smerten. Derinde hvor Juha pludselig igen kan mærke noget. Ikke kun fysisk i kvælningen, men også inden i sig selv.
Det er med sikker hånd om Juhas psyke, at jeg får lov til at bevæge mig ind i det sorgfulde sind, hvor jeg ikke kun gennem Pekka Strangs stenansigt kiler mig ind bag de blege øjne, men også via filmens billeder kommer tættere på ham. Langsomt bliver jeg vidne til den umage relation, der sitrer mellem dominatrixen Mona og Juha. Det er både sært forførende samt smertefuldt – i det indre så vel som i det ydre.
Krista Kosonen er Mona, som med pisk og plasticpose over Juhas hoved, selv gemmer på sin del af følelsesmæssige hemmeligheder. Både sammen og hver for sig gribes jeg af de melankolske og søgende skæbner, der begge leder efter at mærke sig selv og livet. At føle noget. Det hele lyder måske trist og dystert, men tag ikke fejl. Her er kulsort finsk humor på spil i filmens fetich-sprækker.
For godt nok er der lak på overfladen og en mand i læder på alle fire, men instruktør J.-P. Valkeapää skildrer også sine karakterer med varm indsigt og stor ømhed. Ja, jeg aner jo nærmest en helt spirende kærlighed et sted inde bag mørket. En kærlighed til det liv, der ellers synes ubærlig og ikke værd at leve. Juhas zombielignende adfærd sætter dog også sine sørgelige spor hos datteren Elli.
For i skyggen af Juhas fravær møder man en teenager, der forsøger at nå ind til sin far. Forgæves. Det er hjerteskærende at være vidne til, hvor man i rollen som Elli finder den gribende forknytte Ellen Karppo. Kort fortalt er ’Dogs Don’t Wear Pants’ et nuanceret blik ind i menneskets nuancerede og overraskende følelsesliv, fortalt med sart indlevelse, sort humor og en ubetinget kærlighed til karaktererne.
’Dogs Don’t Wear Pants’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Dogs Don’t Wear Pants’ kan kun ses i Cinemateket, det fra den 22. oktober.
