Harley Quinn og kodyl glitter-vold i ‘Birds of Prey’ på 4K Ultra HD
Antihelt på 4K Ultra HD: Jep, der er fuld fart på både bandeord, glitterbomber og brutal vanvidsvold i den underholdende farveladefest ‘Birds of Prey’, hvor en kugleskør Harley Quinn leder an i de farverige strabadser. Du ved, Jokerens romantiske side-kick og kæreste. Her er den ikoniske duo dog gået hver til sit, hvilket betyder, at Harley Quinn ikke mere lever under Jokerens beskyttelse. Filmen er nu udkommet på 4K Ultra HD.
Derfor har hun nu hele Gothams underverden på nakken, da hun har udestående med gud og hver mand. Mere vil jeg sådan set ikke fortælle om det sparsomme plot – andet end at sige, at der her serveres masser af medrivende slåskampe og vilde skuddueller, som er med til at drive plottet fermt frem i et ret så heftigt tempo, der ikke efterlader videre mange åndehuller tilbage.
Det er sgu også helt ok, når nu både action-ballade og den benbrækkende vold er så underholdende. Det er med andre ord ikke selve fortællingen, som ‘Birds of Prey’ lever højt på. Det er derimod netop de mange vildt koreograferede voldsscener – nå ja, samt naturligvis og ikke mindst en ganske charmerende og ret så skør Margot Robbie som Harley Quinn.
Det er hende, der ejer filmen og er det store trækplaster, hvad karaktererne angår. Man finder dog blandt andet også en ganske ok og ond Ewan McGregor som den skruppelløse skurk Roman Sionis. Han matcher dog desværre ikke Harley Quinn i hverken karisma eller vanvid, men forbliver en smule fersk. Men hey, Harley Quinn-karakteren er også bare svær at hamle op med.
Man finder desuden en række kvindelige sidekicks. Blandt andet sparker disse også røv, så blodet sprøjter. Nemlig Mary Elizabeth Winstead som den armbrøstskydende badass Huntress, Jurnee Smollett-Bell er den hårdtslående sangfugl Black Canary, mens en sød Ella Jay Basco bliver taget under Harley Quinns vanvidsvinger som Cassandra Cain – og så er Rosie Perez en cool betjent.
Kort sagt, så er ‘Birds of Prey’ kulørt og kugleskør anti-helte-underholdning af den groteske skuffe, der overvejende lever af sin glitter-vold og ganske fint forførende flow gennem både solide slåskampe og kugleregnende skuddueller. Margot Robbie er det klare centrum og helt store lyspunkt som en sprudlende Harley Quinn – også selvom hendes vanvid ikke altid rammer helt plet.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Anti-heltefilmen udkommer på det lækre, billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format. Udover det finder man også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i en række featuretter, der ser nærmere på forskellige aspekter af filmen – blandt andet filmens sprudlende production design og kulørte karakterer.
‘Birds of Prey’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni