‘The Gentlemen’ er discount-Tarantino, hvilket bare ikke er godt nok
Biografanmeldelse: Den står på skumle planer, masser af kriminelle, afpresning, død, vold og masser af magtkampe i Guy Ritchies hurtigtsnakkende actionkomedie ‘The Gentlemen’. Her følger man nemlig narkokongen Micky i skikkelse af en slick og velklædt Matthew McConaughey med taletøjet i orden. Han pønser på at sælge sin forretning, hvilket dog ikke er uden problemer.
For nej, naturligvis er det ikke sådan at få solgt et marihuanaimperium uden sin del af skrammer, hårde metoder og andre kriminelle, der er ivrige efter at overtage den lukrative forretning. Således sættes en sand lavine i gang af netop magtkampe og dobbeltspil, hvor hver mand synes at være sig selv nærmest i et spil hvor, der ikke kun er penge, men også liv og død, der er på spil.
Mere vil jeg sådan set ikke komme ind på handlingen, da en del af fornøjelsen netop består i måden, hvorpå historien folder sig ud med overraskende twists and turns. Desværre er det bare ikke en særlig interessant historie, mens heller ikke de eller mange kulørte karakterer som sådan er interessante. Men ja, der langes da sin del af bad guy-charme over disken.
Blandt andet i skikkelse af netop Matthew McConaughey som manden på toppen af sit game og konge over sit ulovlige imperium. Han står for intenst nærvær og sin del af rappe replikker. Derimod bliver hans højre hånd – portrætteret af Charlie Hunnam – aldrig videre fremtrædende eller mindeværdig, men noget anonym. Det er en skam, når nu han fylder meget i filmen.
Ind fra højre kommer derimod en cool, rap og overlegen Colin Farrell som hårdkogt gangster i track suit og med store briller. Den mest veloplagte og morsomme overraskelse skal man dog finde i graver-journalisten Fletcher, som spilles af en ivrig Hugh Grant, der – som de mange andre i det farlige spil – forsøger at afpresse Matthew McConaugheys Mickey Pearson.
Men på trods af gode takter – som ovenstående præstationer og sine steder ok rappe replikker – forbliver historien og de fleste medvirkende for uinteressante til, at jeg for alvor engageres i en actionkomedie, der mest af alt er et fesent stykke med Tarantino-discount. Det er dog heller ikke det værste forbillede, men ‘The Gentlemen’ er og forbliver discount, og det er bare ikke godt nok.
‘The Gentlemen’ får 3 ud af 6 stjerner:
‘The Gentlemen’ har biografpremiere den 27. februar.