CPH PIX 2018: På vildspor i skoven og en delirisk Nicolas Cage
CPH PIX 2018: Så er det snart sidste skud i bøssen, hvis du skal nå at have dig et skud CPH PIX, inden det hele slutter for denne gang. For den 10. oktober er det nemlig sidste dag med filmfestivalen, der siden den 27. september har indtaget de københavnsk biografer med blandt andet 180 film fra hele verden videre til talks, events og visninger on location.
Jeg har siden sidst set Debra Graniks lavmælte minimalist-drama ‘Leave no Trace’ – opfølgeren på hendes isnende og intense ‘Winter’s Bone’. Man følger her den forpinte far og krigsveteran Will og hans teenagedatter Tom, der sammen lever i lille nationalpark uden for Portland i pagt med naturen og afskåret fra både strøm samt rindende vand. Et liv under civilisationens radar og uden egentlig retning andet end overlevelse.
Hjertet i filmen er således de to hovedroller og her forholdet mellem far og datter, der spilles både stærkt og dragende af Ben Foster og Thomasin McKenzie. Men deres forhold og persontegninger forløses ikke lige indtagende hele vejen, men står lidt vagt i vinden, hvor også noget af den ellers fine intimitet og nærvær i fortællingen ikke helt holdes ved lige.
Senere samme aften skete det! Mit (hidtidige) højdepunkt indtraf på dette års udgave af CPH PIX med Panos Cosmatos’ både stemningsfulde, bizarre og smukke ’Mandy’. Her finder man en intens, brutal og karismatisk Nicolas Cage som en mand, der tager på et blodigt hævntogt, da hans elskede Mandy bliver offer for en vanvittig kristen kult. Det er den simple præmis for en hævnfilm, der foldes ud som et ondt og delirisk mareridt. Ganske enkelt forrygende.
Det er altså ikke selve fortællingen, filmen lever af og højt på, men derimod måden den fortælles på – naturligvis også her Nicolas Cages dragende portræt samt blandt andet også kultlederen i skikkelse af en klam Linus Roache. Hævnen serveres her med urovækkende billeder malet op i mørke og mættede farver, hvor virkeligheden skævvrides ind i en art syret parallelunivers. Forførende, enigmatisk og voldsom. Den bedste film jeg har set på festivalen indtil videre i år.
