CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere
Det er meget passende her halvvejs gennem CPH PIX (løber fra den 3.-16. april) at stoppe op og kigge på mellemtiderne, samt selvfølgelig at se på, hvad der venter forude. For mit vedkommende har jeg indtil videre set beskedne 13 ud af programmets 150 titler. Det har til gengæld været langt overvejende positive oplevelser. Ja, det er altså i den grad gode mellemtider, der er tale om.
Siden sidste CPH PIX-skriv, har jeg således fået set fem titler, to fremragende og fire virkeligt gode. Fire af titlerne er desuden at finde på min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX. Det drejer sig om The Raid 2, The Zero Theorem, Dead Snow: Red vs. Dead og The Dance of Reality, samt The Suspect. Forude venter der blandt andet gys med Proxy, syret animation med The Congress og incest med Kim Ki-duks Moebius. Ja, mere vil have mere, særligt når der er tale om så gode sager.
Men hvad er det egentlig, der gør en tur i biografen under CPH PIX til en ’filmfestivalsfilmoplevelse’? Det er selvfølgelig mange ting. Men det er blandt andet, når en sal fyldes op til bristepunktet med forventningsfulde filmfans, og man kan mærke forventningens glæde sitre – ja, en form for kampgejst. Sådan var stemningen til visningerne af The Raid 2 og Dead Snow: Red vs. Dead aka Dead Snow 2.
Jeg forstår godt hvorfor. Begge titlers forgængere har nemlig tidligere fyldt salene op under CPH PIX, så nu var folk sulte på mere – mere vold, mere blod og flere zombier. Det var jeg også – og begge film leverede i den grad varen, hvilket både klapsalver, høje grin og spontane råb vidnede om ved begge visninger. Så ja, dem skal du selvfølgelig nå at fange på festivalen. Andet ville være dumt.
Der blev nemlig i den grad delt øretæver og benbrud ud i den indonesiske actionfilm The Raid 2. Instruktør Gareth Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker. Lige fra masseslagsmål i en mudderpøl til nævekampe i klaustrofobiske rum. Den norske instruktør Tommy Wirkola var også veloplagt tilbage med Dead Snow: Red vs. Dead. Den bød på flere zombier, flere opfindsomme drab og en smule mere sort humor end forgængeren. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel. Fuck yes!
Selvom Terry Gilliams The Zero Theorem ikke kommer på niveau med hans dystopiske mesterværker som 12 Monkeys og Brazil, er det en både sprudlende, syret og flagrende flot omgang science fiction. Her blev alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed med meget mere vendt og drejet i et neonoplyst og melankolsk fremtidsunivers med Christoph Waltz i hovedrollen som en fortvivlet hacker, der jagter meningen med livet.
Efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm er Alejandro Jodorowsky tilbage med The Dance of Reality. Med film som El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989), der også vises på CPH PIX, var mine forventninger selv sagt høje. Men med sikker sans for det surreelle, smukke og visuelt opfindsomme, var her tale om et par forrygende timers Jodorowsky-magi. Efterfølgende deltog Alejandros søn, Brontis Jodorowsky, der har hovedrollen i filmen, i en veloplagt Q&A. Det er altid en fornøjelse, når CPH PIX byder på den slags gæster. En virkelig fantastisk oplevelse.
Den sydkoreanske action-thriller The Suspect leverede i fart over feltet med agenter, snigmordere og korrupte politikere, der enten jagter sandheden eller forsøger at hytte eget skind. Fortalt i et heftigt tempo af biljagter og nævekampe med et plot, der byder på flere overraskende drejninger. Desværre lidt for lang for sit eget bedste, men ikke desto mindre en medrivende film. Nej, det er ikke uden grund, at den i programmet sammenlignes med Bourne-filmene.
Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– The Raid 2. En brutal, intens og medrivende to’er, som du selvfølgelig skal se.
– Dead Snow: Red vs. Dead. Alt er større og vildere i denne fremragende to’er.
– The Zero Theorem. Følg du roligt med Terry Gilliam ind i fremtiden.
– The Dance of Reality. Selvfølgelig skal du se Alejandro Jodorowsky comeback.
– The Suspect. Hvis du kan klare adrenalinsuset, er det bare med at hoppe på.
– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.