CPH PIX 2013, DAG 0: Så starter filmfestivallen endelig

Den her dag har jeg glædet mig til i et års tid – det er nemlig i dag, at der tages hul på den årlige filmfestival CPH PIX her i København. Således vil byens biografsale de næste to uger summe af film fra hele verden. Film i alverdens genrer, der ellers ikke ville være mulighed for at opleve på det store lærred.

Jeg ser blandt andet frem til den nye film af japanske Sion Sono med hans The Land of Hope – han er også manden bag den vanvittige skræksjasker Cold Fish, et blodigt mesterværk alle bør se og som jeg selv fangede på PIX for et par år siden. Videre er der blandt andet også nyt fra sydkoreanske Kim Ki-duk med Pieta samt nyt fra filippinske Brilliante Mondoza med Thy Womb. Absolut spændende sager.

antiviral

Herudover kaster jeg mig også over en række skrækfilm og kommer også omkring både dramaer og actionlir. I dag står den blandt andet på horror med The Girl From Nowhere samt Brandon Cronenbergs kropslige skrækfilm Antiviral (billedet herover) – ja det er fantastiske David Cronenbergs søn, der her er tale om. Jeg vil således dagligt dække festivalen og glæder mig meget til at dele de mange filmoplevelser med jer – måske vi ses derude.

– Besøg CPH PIX og gå på opdagelse i deres program her.
– Besøg og ’like’ CPH PIX på Facebook her.

– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011 og 2012