Anmeldelse: Jeg bliver fra første scene i instruktør og medforfatter François Ozons ’Den fremmede’ forkælet med smukke billeder i elegant sort-hvid. Her foldes historien om den mordanklagede unge mand Meursault ud i det franskkoloniserede Algeriet i 1930’erne. Vi får herfra fortællingen om, hvad der er gået forud for hans tilstedeværelse i et kummerligt fængsel.

Sommerens varme banker insisterende ned i hovedstaden Algier, hvor vi således møder outsideren Meursault, hvis dage på et stillestående kontor bliver afbrudt, da han får et telegram om, at hans mor er død. Han virker dog sært upåvirket af den triste nyhed. I det hele taget synes der at være en distance mellem ham og verden. Der er en art observerende ligegyldighed i hans væsen.

Netop heri finder man nogle af filmens interessante temaer, bl.a. fremmedgørelse og meningsløshed samt ligeledes universelle temaer, der vedrører etik og moral, skyld og retfærdighed. Som filmens titel afslører, er her tale om en filmatisering af Albert Camus’ bog af samme navn fra 1942, hvorfra ovenstående problematikker og emner trækkes ind i den visuelt omfavnende film.

Selvom Benjamin Voisin måske ikke på overfladen gør meget væsen af sig i sit portræt af den fåmælte Meursault, så er han svær at tage øjnene fra. Han lykkes nemlig gennem bl.a. sit blik og netop fotograf Manuel Dacosse følelsesvibrerende billeder at bringe sin betragtende karakter engagerende til live. For hvad gemmer der sig i grunden bag blikket?

Man finder desuden en skøn Rebecca Marder som den søde kæreste Marie, der måske nok er blevet forelsket i Meursault, men som også møder en frustration i hans øjensynlige ligegyldighed for verden, egne og andres følelser. Jeg bliver på en gang draget og ligeledes frustreret af Meursaults verdenssyn og selvbillede. Det vækker til eksistentiel eftertanke.

’Den fremmede’ kommer i François Ozons kyndige hænder til live på spændende og fascinerende vis. Jeg bliver bl.a. også som en betragter til verden – som Meursault er det. Jeg betragter Meursault, der går umiddelbart upåvirket gennem sit og andres liv. Det er både historiemæssigt absurd udfoldet og visuelt sanseligt forløst. Det er en sand fryd.

’Den fremmede’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Den fremmede’ har biografpremiere den 8. oktober.

Anmeldelse: Det er 16 år siden, at David Fincher instruerede den knugende intense ’The Social Network’ efter et manuskript af Aaron Sorkin baseret på bogen ’The Accidental Billionaires’ af Ben Mezrich. Her gjaldt det historien om tilblivelsen af Facebook med alle de interne og ydre stridigheder, det medførte. Nu kommer en fortsættelse i form af ’The Social Reckoning’.

Aaron Sorking har denne gang både skrevet og instrueret filmen, der er baseret på den sande historie om graverjournalisten Jeff Horwitz fra The Wall Street Journal og dataingeniøren Frances Haugen fra Facebook. Sammen forsøger de at få det sociale medies dybeste og grimmeste hemmeligheder frem i lyset. Det er således tiden op til netop deres afsløring, som fortælles.

De to er dog oppe imod mægtige kræfter, der med Facebook-stifter Mark Zuckerberg og hele hans store stab gør alt for at sætte en kæp i hjulet for den ihærdige duos forsøg på at skrinlægge, hvad Facebook gemmer for offentligheden. Bl.a. at det sociale medie skulle påvirke demokratiet, skade børn og mental sundhed samt overlagt anspore radikaliserende indhold på deres platform.

Både journalisten, men måske i særdeleshed Facebook-medarbejderen sætter sig selv på spil i kampen mod en overmagt. Denne David mod Goliat-fortælling er ikke kun sand, men også stof for et potent drama i filmisk form med dertilhørende presserende temaer som etik og moral, ansvar og skyld, retfærdighed, sandhed og løgne. Naturligvis med Facebook som smeltediglen for det hele.

For siden historien i ’The Sociaal Network’ er den sociale medieplatform nu to årtier senere blevet til en gigantisk og verdensomspændende virksomhed, hvis indflydelse og størrelse rækker langt ud over både skærme og techbranchen. Aaron Sorkins greb om historien er desværre ikke helt så nuanceret kompleks eller nervepirrende spændende, som emnet lægger op til og i sagens natur er.

Det sagt, så er Aaron Sorkin en stærk manuskriptforfatter, der med sine replikfyldte scener sætter engagerende fut på historien. Desværre er udfoldelsen ikke vildt rig på visuelt interessante fortællegreb eller overraskelser i historien som sådan. Man kan argumentere for, at den sande historie bag er, som den nu engang er. Det bliver filmen desværre bare ikke mere potent af.

’The Social Reconing’ forbliver ved at være habilt håndværk, men ikke så meget mere. Det er dog bestemt interessant at komme med ind i en verden af farlige sandheder og skrøbelige løgne samt en meget kritisk lup på Facebook. Dog savner historien mere menneskelig dybde og kompleksitet til for alvor også at sætte følelserne og pulsen i vejret.

Manuskriptet formår desværre ikke at give nok at arbejde med til de medvirkende, så de kan forløse deres karakterers fulde potentiale. For bl.a. er Mikey Madison virkelig god som den forknytte Frances Haugen og Jeremy Allen White besidder en troværdig målrettethed i sit portræt af Jeff Horwitz, mens Jeremy Strong elegant formidler Mark Zuckerbergs robotlignende mimik og gestik.

’The Social Reckoning’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

’The Social Reckoning’ har biografpremiere den 8. oktober.

Anmeldelse: Nattehimlens mørke omfavner mig i dokumentaren ’Naza’, mens det sparsomme lys fra Tel Avivs liv og lejligheder optegner silhuetterne af filmens israelske instruktører Rachel Szor og Yuval Abraham, som her interviewer en række israelske militærfolk og efterretningsofficerer om det israelske militærs systematiske drab på palæstinensiske civile i Gaza.

Filmens titel er hentet fra det israelske militær, som bruger termen ’naza’ til at beregne estimatet for antallet af tilfældige civile ofre, der omkommer i planlagte angreb. Det er disse målrettede militære angreb i Gaza og systemerne bag, som de interviewede indvier publikum i. Det sker gennem de måske nok på overfladen rolige samtaler, men både foran og bag ordene sitrer gruen.

En ting er, at dokumentaren er både vigtig og rystende, men den er også velfortalt og stærkt formidlet gennem bl.a. sin visuelle side. Netop det at placere interviewene højt til vejrs i Tel Aviv står i skarp kontrast til de sønderbombede byer i Gaza – sat op mod netop den israelske storbys liv og hverdag, som her fanges i udsnit gennem vinduer til byens små hjem filmet fra husenes tage.

’Naza’ er også en film, der i den grad maner til eftertanke. For hvordan kan det stadigt igangværende massedrab på palæstinensiske civile overhovedet lade sig gøre? Hvorfor medvirker israelerne til det – og hvorfor gjorde de interviewede det? Det er gennem samtalerne, at man kommer et svar nærmere på, hvordan et land og dets indbyggere må se sig ansvarlig for de mange drab.

Filmen giver et nuanceret indblik i en række af de mennesker, der er og blev til en del af et militært system, der kan siges at dehumanisere palæstinenserne. Det er et indblik i, hvordan dette militærsystem virker og påvirker dem, som er midt i det. Spørgsmålet om, hvordan det stadig kan lade sig gøre, runger dundrende tungt lang tid efter filmens rulletekster.

’Naza’ er en sjæleknusende og dybt rystende film, der er blevet til gennem tre år. Tilbage står et voldsomt og indsigtsfuldt vidnesbyrd om det israelske militær, dets systemer og systematiske drab på palæstinensiske civile. Det er en skræmmende og desværre stadig relevant film, der knuser mig gennem bl.a. også sine sidste 10 brutale minutter, hvor man tages med til det smadrede Gaza.

’Naza’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Naza’ har biografpremiere den 1. oktober.