’Lyset i os’ rummer både sorg og smerte, men også håb og livsglæde

Anmeldelse: Jeg bliver kastet blidt ned i en lille familie med mor, far og deres to døtre i instruktør og medforfatter Joséphine Japys gribende franske drama ’Lyset i os’. Familiens liv og hverdag er dog ikke som alle andres. For selvom her både er varme, humor og kærlighed, så er familiens tilværelse også svær, kaotisk og udfordrende på flere måder.

Den yngste datter Bertille er nemlig svært handicappet. Hun evner ikke talens brug og er ligeledes fysisk udfordret. Hun fylder på den måde meget i familiens hverdag, da hun kræver sin del af tid, overskud og fokus fra både forældrene og storesøsteren Marion. Det er et familieliv med både opture og nedture. Jeg er med til begge dele.

Ikke nok med det, så lever familien også med en daglig frygt for, at Bertille skal gå bort grundet hendes alvorlige handicap. Det er en film, der på den måde bl.a. lever af netop det drama og de dynamikker, man finder hos familiemedlemmerne, som på hver deres måde forsøger at leve med og håndtere Bertille samt de udfordringer og glæder, hun afføder.

Hertil kommer stærke og troværdige portrætter fra skuespillerne, der går dynamisk i spænd med hinanden. Mélanie Laurent er den omsorgsfulde mor Madeleine, mens Pierre-Yves Cardinal er faren Gilles. Angelina Woreth rammer engagerende rent som teenageren Marion, hvis sociale liv udfordres af Bertille, bl.a. fordi lillesøsteren tager meget af forældrenes opmærksomhed.

Dramaet er følelsesfint fortalt, rørende og har en intim menneskelighed, der får sat nuanceret liv til de svære og de komplekse følelser, vi som mennesker rummer. ’Lyset i os’ rummer på den måde også både smerte og sorg, men bestemt også håb, optimisme og livsglæde. Det er en hjertevarm fortælling om familie, forældreskab og søskendeforhold på godt og ondt. Men mest på godt.

’Lyset i os’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lyset i os’ har biografpremiere den 3. september.