’Evil Dead Burn’ sprutter vellystent af splatter-begejstring

/i , /af

Anmeldelse: I år er det 45 år siden, vi fik den første Evil Dead-film med Sam Raimis skelsættende splatterfest fra 1981, som han fulgte op med to fortsættelser. Franchisen blev genoplivet i 2013 med et blodigt reboot og efterfølgende en serie, mens vi i 2023 fik den brutale ’Evil Dead Rise’. Rædslerne er langt fra lagt i graven, hvilket den nye ’Evil Dead Burn’ i den grad beviser.

Efter en rå åbningsscene slår fast, at nu kommer det til at stikke dæmonvoldsomt af, bliver filmens menneskelige drama foldet ud. Det handler om giftig kærlighed, sorg, familie og fortidens hemmeligheder, når vi møder Alice, hvis liv tager en tragisk drejning, der sender hende i skødet på sin sørgende svigerfamilie. Snart indfinder døden sig dog i mere end en forstand.

(Foto: SF Studios)

For familien er samlet i et afsidesliggende hus, hvor ondskaben i dæmonisk form indfinder sig på forskellig vis med gru og gisp til følge. Det bliver starten på en blodigt brutal, medrivende kaotisk og ubehagelig voldsfest i familiens skød. Her bliver traumer og sorg vredet ud af led og helt ind i helvede, når dæmonerne ondskabsfuldt besætter husets beboere.

Instruktør og medforfatter Sébastien Vanicek har et stærkt greb om at stable overraskende og opfindsomme voldsscener og dødspanik på benene, når han giver den sjasket gas med kaskader af blod og afrevne lemmer. Det er pokkers potent og herlig rædselsunderholdning, hvor det overvejende taktile effektarbejde sparker hårdt til den snaskede gru.

(Foto: SF Studios)

’Evil Dead Burn’ lever med andre ord stærkt gennem sin splat, dæmonvold og et generelt fermt tempo, mens filmen også har stærke præstationer på rollelisten. I front som Alice finder man en intens og gribende Souheila Yacoub, der fint får malet nuancer frem i sin karakter, mens Erroll Shand er isnende grum og fysisk frygtindgydende som dæmonisk patriark.

Filmens fotograf Philip Lozano indrammer dynamisk både de nære øjeblikke og ikke mindst de kaotiske voldsomheder, som sprutter vellystent af splatter-begejstring. ’Evil Dead Burn’ opfinder ikke den dybe tallerken med blodsuppe, men smadrer derimod tallerkenen og sjasker den varme blodsuppe lige i fjæset på mig. Det er grumt, sort komisk og grusomt underholdende.

’Evil Dead Burn’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Evil Dead Burn’ har biografpremiere den 9. juli.

’DJ Ahmet’ leverer ung flugt med musik, drømme og kærlighed

/i , /af

Anmeldelse: Det er ikke nemt for den unge teenager Ahmet at vokse op i en lille landsby i det nordlige Makedonien. Han har nemlig drømme, der rækker ud over, hvad hans far og samfundet omkring ham mener er det rette liv at leve. Ahmet går dog mod forventningerne til ham. Eller han forsøger så godt på det, som han kan i ’DJ Ahmet’.

Det handler om mødet mellem den ældre kontra nye generation, når tradition møder et moderne liv, der byder på mere og andet end, hvad fortiden umiddelbart lader den komme på banen med. Ahmet har nemlig andre planer for sit liv end at passe familiens fåreflok. Han vil spille og lytte til musik. Leve et liv væk fra at indfri sin fars forventning om at vogte får.

(Foto: Angel Films)

Ikke nok med det, så får Ahmet også et godt øje til den jævnaldrende Aya, der ligeledes forsøger at bryde med de strukturer, der ellers presses ned over hende i form af bl.a. at blive gift væk mod sin vilje. Ungdom, mønsterbrud og forbudt kærlighed væves her sammen med musik, humor og charme i en film, der også visuelt griber naturen og landsbymiljøet flot an.

15-årige Ahmet spilles naturligt af Arif Jakup, der på troværdig vis indkapsler ungdommens drømme, generthed og modet til at gå egne veje til trods for megen modstand. Det er en ungdom, hvor han må navigere mellem sin fars og et konservativt samfunds retningslinjer, mens livet med musikken leves i smug, hvilket også er tilfældet med Aya og hendes dansegruppe.

(Foto: Angel Films)

Instruktør og manuskriptforfatter Georgi M. Unkovski har en nænsom forståelse for ungdommens skrøbelighed, men også den styrke et ungt liv kommer med, når Ahmet ligeledes forsøger at håndtere tabet og sorgen af at have mistet sin mor og nu også tager sig af sin lillebror Naim, der ikke har ytret et ord, siden deres mor gik bort.

’DJ Ahmet’ er en musikalsk, hjertelig og skævt morsom fortælling om at følge sine drømme, at møde sin første kærlighed og mødet med den afgrund, der befinder sig mellem generationer. Det er ung flugt fra en rå og triviel virkelighed med musik, drømme og kærligheden som sejl på et skib, der lægger fra land mod nye horisonter, hvor livet ikke er mejslet i sten fra vugge til grav.

’DJ Ahmet’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’DJ Ahmet’ har biografpremiere den 9. juli.

‘Vaiana’ klinger hult som et overflade-kunstigt eventyr

/i , /af

Anmeldelse: Det er i år 10 år siden, at animationsfilmen ’Vaiana’ havde premiere. Nu genfortæller Disney deres eventyrlige historie med en live-action-film, der lyder samme titel. Dwayne Johnson lagde oprindeligt stemme til den selvfede halvgud Maui, men denne gang er det altså skuespilleren, der i kød og blod får lov til at portrættere karakteren.

Jeg skulle lige vænne mig til at se Dwayne Johnson med en krøllet og langhåret paryk, men karakteren skulle jo gerne ligne sit animerede forlæg. Det lykkes desværre bare ikke at give videre vellykket og rapkæftet liv til halvguden i denne nye indpakning, der i det hele taget runger underligt hult og ikke videre eventyrligt besjælet.

(© 2026 Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved)

Det sagt, så gør en charmerende Catherine Lagaʻaia sit bedste for at bringe netop den unge Vaiana til live i en film, der er virkelig tung på computereffekter. Det i så høj grad, at vores to hovedkarakterer stikker klodset ud fra omgivelserne det meste af vejen, når de på deres rejse på havet støder på diverse udfordringer af computergenereret art.

Vaiana har ben i næsen, så da havet kalder på hende, svarer hun altså og drager således for første gang ud over revet, der omkranser hendes ø Motunui. Hun slår sig her sammen med netop den selvcentrerede halvgud med den mission for øje at genoprette balancen i verden og herved sikre en fremtid for sit folk, der er blevet tilbage på Motunui.

(© 2026 Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved)

Det hele krydres med en række sange, hvor et par måske nok har en smule ørehængerpotentiale, men for alvor medrivende bliver hverken sangene eller filmen. Der er en underlig kunstighed over filmens univers, der til trods for spektakulært udfoldede scener aldrig får nærvær og nerve. Det gælder fra mødet med en megakrabbe til relationen mellem Vaiana og Maui.

For selvom ellers universelle og interessante tematikker som skæbne, identitet og at vokse op er i spil, får de aldrig dramatisk pondus, men drukner i filmens iver efter at lange effektarbejde over disken, hvor en hanekylling desværre heller ikke er videre vellykket som comic relief, på samme måde, som heller ikke Mauis komiske kant overbeviser.

’Vaiana’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vaiana’ har biografpremiere den 9. juli.