’Wasteman’ er et råt og brutalt fængselsspark lige midt i maven

Anmeldelse: Det er et råt, brutalt og skånselsløst slag i maven, der bliver sat ind, når den intense fængselsfilm ’Wasteman’ bidder fra sig. Her er ikke plads til at vise svaghed, hvis ens position i fængslets indre magthierarki skal bevares eller opgraderes. Det står tydeligt frem fra første sekund af filmen og i mødet med den indadvendte fange Taylor.

Taylor har dog ikke drømme om at skulle avancere på hårdhedens trappestige indenfor murene. Han passer sig selv og har efter flere år bag tremmer kun ét mål for øje. Han vil nå friheden, der snart er indenfor rækkevidde, så han herved kan blive genforenet med sin søn, som han i fængslet ikke har kunnet være den far for, som han gerne ville være.

(Foto: Rio Pictures)

Der bliver imidlertid vendt op og ned på Taylors ellers rolige liv i sin fængselscelle, da den frembrusende, aggressive og impulsive Dee gør sin entré som ny cellekammerat. Han er modsat Taylor ikke bange for at råbe op, dele tæv ud og sigte efter at nå toppen af fødekæden blandt de indsatte. Den hensynsløse Dee sætter med ét også Taylors løsladelse over styr.

Instruktør og medforfatter Cal McMau vrider med stærk sikkerhed armen rundt på mig med en klaustrofobisk, ubehagelig og gribende film. Den er måske ikke just original i plot eller karakterer, men filmen lever i den grad engagerende gennem bl.a. skuespillernes præstationer, hvor David Jonsson og Tom Blyth imponerer som henholdsvis Taylor og Dee.

(Foto: Rio Pictures)

De er store karaktermæssige modsætninger, men deres skæbnefortællinger smelter medrivende sammen, når netop deres forskelligheder ramler mod hinanden. Desuden er fotograf Lorenzo Levrinis dynamiske, nærværende og viltre kameraarbejde en gribende fornøjelse, der får historiens nerve og karakterernes liv til at sparke iltert fra sig.

Selvom ’Wasteman’ altså ikke som sådan er original, er den pokkers velspillet, velfortalt og velskudt. Jeg bliver hevet ind i fængslets helvede af et liv, når instruktør Cal McMau formår at sætte ild til adrenalinen og få blodet til at pumpe i takt med, at relationen mellem bl.a. netop den forsigtige Taylor og den brutale Dee bliver farligere og farligere.

’Wasteman’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wasteman’ har biografpremiere den 25. juni.

’Jackass: Best and Last’ byder på et hyggeligt gensyn med idioterne

Anmeldelse: Er det sjovt at se folk slå sig og komme smertefuldt til skade på grund af de mest idiotiske ting, de udsætter sig selv for? Ja, er det korte svar. Med serien ’Jackass’, der startede på MTV for nu mere end 25 år siden, blev joken med at falde på røven i en bananskræl ganget med en million gange dumhed. Det var ikke for alle, men os, der grinte, havde en fest.

Kan festen mon fortsætte disse mange år senere med de samme – nu midaldrende – mænd i front plus yngre nytilkomne? Med den femte film i rækken, ’Jackass: Best and Last’, gøres der om ikke andet et ihærdigt forsøg af frontløber Johnny Knoxville samt Steve-O, Chris Pontius, Wee Man og de andre. Den står på afføring, opkast, mandlige kønsdele og ting i numsen med mere.

(Foto: Sean Cliver / UIP)

Det er den sidste Jackass-film, hvilket en rørt Johnny Knoxville proklamerer flere gange i filmen, der ikke kun består af nye og stort opsatte dumheder, men også en større omgang greatest of-indslag fra gennem tiden med rækken af Jackass-medlemmer. Det bliver til måske lige rigeligt af allerede kendte indslag, men der vises også et par aldrig før offentliggjorte ’stunts’.

’Jackass: Best and Last’ er en blandet pose bolsjer af nyt og gammelt, hvor ikke alt rammer lige morsomt plet, føles lige friskt eller står helt skarpt. Men humøret er højt, hvilket smitter positivt af, når jeg ligeledes overværer alt fra en rektal undersøgelse udført af en robot med peanutbutter som glidemiddel til en bar numse, der hejses ned i ansigtet på offeret.

(Foto: Sean Cliver / UIP)

Er Johnny Knoxville & co. blevet for gamle til at levere dumheder? Måske nok, men de nyder hinandens selskab og de venskaber, som deres idiotiske arbejde har affødt gennem de mange år. Filmen rummer på den måde også stor kærlighed, selvom ungdommens uforfærdethed måske nok er aftaget på visse områder, hvilket bl.a. gælder de noget større fysiske udfordringer.

’Jackass: Best and Last’ er mest af alt et hyggeligt gensyn med de venner, som de seneste 25 år har serveret halsbrækkende, opkastfremkaldende og opfindsomme ’stunts’, udfordringer og dumheder for publikums nydelse – eller væmmelse. Uanset om man nyder at se folk komme dumt til skade, så er det svært at undsige sig charmen ved mændenes varme venskab.

’Jackass: Best and Last’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Jackass: Best and Last’ har biografpremiere den 25. juni.

’Couture – Modens skjulte tråde’ går bag modeverdenens glamour

Anmeldelse: Jeg bliver med dramaet ’Couture – Modens skjulte tråde’ ført ind i modeverdenen på godt og ondt gennem forskellige kvinders historier og virke i industrien under modeugen i Paris. De tre hovedkarakterer står alle i skelsættende perioder i deres liv, hvor jeg kommer med ind bag facaden på både modebranchen, men også kvindernes liv.

Selvom det er en i udgangspunktet interessant scene at træde ind på i Paris med skæbnefortællinger af forskellig dramatisk tyngde, bliver følelserne ikke helt så engagerende forløst, som håbet må have været. Der er nemlig noget på spil for kvinderne. Ja, selve livet er endda på spil for den amerikanske filminstruktør Maxine, der diagnosticeres med brystkræft.

(Foto: Mis Label)

Herudover møder vi bl.a. også den franske og hårdtarbejdende makeupartist Angèle, der i ledige stunder skriver på en bog i håbet om at indfri sin forfatterdrøm og finde en anden levevej end i den kompromisløse modeverden. Der er også den spirende model Ada, der hives ud af sin hverdag og smides ind på catwalken, hvor hun nu forsøger at navigere i sit nye liv.

Filmens multiplotfortælling er egentlig et fint greb om det at ville belyse ikke kun en hård branche fra forskellige sider, men også at fortælle forskellige kvinders historier, som under modeugen kommer i berøring med hinanden. Alligevel føles filmen en smule uforløst i at hive mig grebet ind i sin modsætningsfulde verden af glamour og kynisme.

(Foto: Mis Label)

Det sagt, så er det overvejende gode præstationer, man finder foran kameraet, hvor Angelina Jolie bærer sig både stærkt og skrøbeligt gennem krisen, mens hun også slås med relationen til sin datter. Anyier Anei har en fin sarthed, naivitet og et stædigt gåpåmod som Ada. Det er for mig hende og Angèles historier, som griber mig mest.

Instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocour løfter flere fine elementer i ’Couture – Modens skjulte tråde’, som dog desværre ikke helt forløser sit potentiale, men ender en kende ujævn. Temaer som bl.a. også håb og familie samt at gå efter sine drømme og tro på egne evner bliver ikke stærkt nok grebet hele vejen rundt, men løfter sig trods alt fint momentant.

’Couture – Modens skjulte tråde’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Couture – Modens skjulte tråde’ har biografpremiere den 25. juni.

‘Vores løfte’ løfter sig gennem sine skuespillerpræstationer

Anmeldelse: Med engagerende sans for det menneskelige drama folder instruktør og manuskriptforfatter Pernille Fischer Christensen fortællingen om et ægtepar i krise ud med stærke præstationer i front. Den tidligere professionelle svømmer Marias mand og tidligere træner Mikael bliver nemlig centrum for anklager om seksuelle krænkelser.

Anklagerne mod Mikael går bestemt ikke pressens næse forbi, bl.a. da også Maria er en offentlig person, der nu arbejder som tv-vært. Anklagerne får hurtigt sagen til at rulle for tændte kameraer og naturligvis med følelsestung indvirkning på Maria og Mikael. Men hvad er op og ned i anklagerne? Hvad er sandt og hvad er opspind?

(Foto: Vores løfte)

Det er bl.a. nogle af de spørgsmål, som både filmen og Maria stilles overfor, når forholdet kommer på brutal prøve. For hvad nu, hvis der er hold i anklagerne, hvor vil Maria så stille sig? Og hvad med deres unge datter Mo? Det er med en måske nok lidt forudsigelig plotstruktur, filmen fortælles, men den er til gengæld velfortalt.

Pernille Fischer Christensen har et solidt greb om de menneskelige tanker og følelser, mens dramaet tager til i styrke minut for minut, hvor også temaer som mediernes magt, folkedomstolen og kærlighedens styrke er i spil. Der bringes desuden fint nuancerede iagttagelser og følelser i spil, særligt gribende båret af Danica Curcic.

(Foto: Vores løfte)

Hun er virkelig god og troværdig som Maria, der ledes ind i tvivlens mørke moras. Lars Ranthe er som den karismatiske Mikael ligeledes dynamisk god i samspil med Danica Curcic. Det for alvor hjerteskærende epicenter indfinder sig i Lily Schjoett-Wieths følelsesfine portræt af Mo, der står overfor indre og ydre udfordringer af yderst ubehagelig karakter.

’Vores løfte’ løfter sig gennem sine menneskeskildringer, mens filmens betændte tema om seksuelle anklager og deres følgevirkninger samt menneskelige konsekvenser bliver antændt på fin vis fra forskellige sider. Filmens måske nok lidt forudsigelige struktur til trods, er det en engagerende historie med noget på spil.

’Vores løfte’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vores løfte’ har biografpremiere den 18. juni.

’Toy Story 5’ har skærmbrug og tablets som den store skurk

Anmeldelse: I 1995 mødte vi første gang det levende legetøj ledt an af Woody og Buzz Lightyear. Siden er der kommet mange flere umage stykker legetøj til. Det er også tilfældet med fortsættelsen ’Toy Story 5’. Her tager særligt én karakter fokus i form af en tablet kaldet Lilypad. Den lysende skærm ses straks som en trussel mod det øvrige og analoge legetøj.

For ganske vist leger pigen Bolette stadig med sit legetøj i form af bl.a. dukken Jessie og hendes hest, men hun har svært ved at finde ligesindede venner, da de andre jævnaldrende sidder med hver deres tablet foran ansigtet og griner af, at Bolette stadig leger med dukker. Det bliver nu en mission for Jessie, Woody, Buzz & co. at sørge for, at Bolette får sig en ven.

(Foto: Disney ©)

Det store tema er teknologiens indtog i vores liv og børns hverdag. Her bliver skærmbrugere fremstillet som passive zombier lyst op af hver deres skærm. Det handler på den måde bl.a. også om, at vi skal og må bevare vores fantasi, legelyst og det sammenhold og fællesskab, der opstår i virkelighedens verden, når skærmene slippes og legetøjet findes frem.

Det er bestemt et interessant og godt set emne at tage op i Toy Story-universet. Desværre udebliver de større nuancer lidt i optegningen af skærm vs. øvrigt legetøj. Det sagt, så er filmen en veloplagt animeret fortælling, der måske nok er lidt ujævn i sin udfoldelse, men som vinder på bl.a. sine forskellige og ofte sjovt tænkte karakterer.

(Foto: Disney ©)

Det er dog ikke historiemæssig originalitet, der tynger dette femte kapitel i franchisen, men der leveres heldigvis flere veleksekverede jokes, der står skarpt gennem både nye som velkendte karakterer. Bl.a. er det fint set, hvordan Woody nu portrætteres som en midaldrende cowboy med hårtab og topmave. De store og gribende følelser får dog ikke helt luft under vingerne.

’Toy Story 5’ fremstår måske ikke just som en nødvendig tilføjelse til franchisen, men med sit tema om teknologi og skærmtid, rammer den fint ind i tiden, selvom problematikkerne bliver lige sort/hvidt nok grebet an. Det sagt, så er det stadig et morsomt og underholdende univers at træde ind i, selvom filmen ikke står helt så stærkt, som man kunne have håbet på.

’Toy Story 5’ vises med både engelsk og dansk tale.

’Toy Story 5’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Toy Story 5’ har biografpremiere den 18. juni.

’Miroirs No. 3’ skildrer følelsesfint smerte, sorg og næstekærlighed

Anmeldelse: Hvordan reagerer vi, når ulykken indtræffer fatalt i vores liv? Både hvis vi selv rammes af et tab eller hvis vi ser en vidt fremmed blive ramt af en ulykke? I instruktør og manuskriptforfatter Christian Petzolds følelsesfine og lavmælte drama ’Miroirs No. 3’ er det netop disse spørgsmål, som besvares på menneskelig, gribende og interessant vis.

Vi møder i filmen den unge klaverstuderende Laura, hvis kæreste dør i en brutal bilulykke på en ellers smuk sommerdag. Laura derimod overlever på usædvanligt heldig vis uden videre skrammer på kroppen. Men ude på landet, hvor ulykken rammer, er det småt med mennesker på den ensomme vej, hvor den røde bil nu ligger på højkant et stykke fra vejkanten.

(foto: Camera Film)

Som sendt fra himlen, kommer nu kvinden Betty, der bor alene i et nærliggende hus. Hun har hørt ulykken og kommer til undsætning. Hun tager den rystede Laura, der er i en tilstand af chok, hjem til sig for at tilkalde en ambulance. Laura vil dog lidt overraskende ikke med ambulancen, men hellere blive hos Betty, der med hjertelig omsorg giver Laura tryghed.

Det er starten på en fortælling om næstekærlighed og traumer, men også om bortgemt smerte og fortidens hemmeligheder. Christian Petzold viser med sit fine simple afsæt for sin historie et stærkt greb om os mennesker og vores reaktionsmønstre, men også de komplekse følelser, vi besidder som de sammensatte individer vi og karaktererne i filmen er.

(foto: Camera Film)

Med til at løfte dramaet ind i levet liv, finder man bl.a. troværdige Paula Beer og Barbara Auer som henholdsvis Laura og Betty. De fremstår overvejende som hele mennesker med skrammer og kanter samt hjerte og smerte i krop og sind. De bærer filmen igennem dens måske lidt ujævne passager, så jeg forbliver overvejende investeret i følelserne og fortællingen.

Filmen har desuden en elegant billedside, hvor fotograf Hans Fromm formår at indfange det nære og intime uden at blive anmassende i karakterernes liv, men forbliver formidlende af de præstationer, der folder sig engagerende ud. Det er måske ikke overraskelser, der tynger historien, men skildringen af samspillet mellem smerte, sorg og kærlighed står fint frem.

’Miroirs No. 3’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Miroirs No. 3’ har biografpremiere den 11. juni.

 

’Nirvanna the Band the Show the Movie’ er en sprælsk tidsrejse

Anmeldelse: Hvor lang tid skal man blive ved med at holde fast i en drøm og jagten på at forløse den? Det spørgsmål males engagerende op i den dejligt kaotisk iscenesatte komedie ’Nirvanna the Band the Show the Movie’. Man møder her de livslange venner Matt og Jay, der har et band sammen, som dog selv efter 17 år ikke har spillet én eneste koncert.

Drømmen er at indtage spillestedet The Rivoli i Toronto, hvor de bor. Matt er den visionære drømmer, der hele tiden har nye planer og store idéer for duoen, mens Jay er mere jordbunden, men som gang på gang går med på sin bedste vens påfund. I 2025 er de to dog strandet ved en afgørende skillevej i deres liv og sammenhold som band.

(foto: Rio Pictures)

I hvert fald Jay, der har hemmelige planer om at gå solo, hvilket vil smadre venskabet. I mellemtiden folder Matt endnu en af sine vilde planer ud i livet. Han omdanner nemlig med forbillede i ’Back to the Future’ deres autocamper til en tidsmaskine for at rejse tilbage til 2008 og her ændre bandets skæbne, så succesen langt om længe vil indfinde sig i nutidens 2025.

Utroligt nok lykkes det Matt og Jay at rejse tilbage i tiden. Det viser sig dog, at det er sværere end som så at ændre fortiden, så fremtiden justeres og bandet får et spillejob på The Rivoli. Filmen er vellykket skudt i rå mockumentary-stil og leverer en herlig sprælsk, opfindsom og overraskende historie om et venskab, som er drevet af store drømme og en kærlighed til hinanden.

(foto: Rio Pictures)

Det er både sjovt og charmerende at komme med på tidsrejsen i en film, der er skudt over en længere årrække, hvor både nye optagelser og gamle klippes sammen til et overbevisende hele, så vi rent faktisk møder både de yngre og ældre Matt og Jay. Det er elegant og dynamisk forløst. Ikke kun i klipperummet, men også i samspillet mellem de to venner.

Her finder man Matt Johnson og Jay McCarrol, der spiller alternative udgaver af sig selv, mens førstnævnte har instrueret. Selvom filmen måske nok er en smule ujævn i sin udfoldelse, overvinder den det på sin charme, legesyge og kemien mellem de to venner, der kommer på deres livs eventyr, som sætter venskabet på både rørende og morsom prøve.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ har biografpremiere den 11. juni.

‘Disclosure Day’ viser Steven Spielberg i rumvæsen-flippet hopla

Anmeldelse: Et af livets helt store spørgsmål er, om vi er alene i universet. Netop det spørgsmål tager Steven Spielberg livtag med i sin nervepirrende, intense og interessante ’Disclosure Day’. Således tager mesterinstruktøren atter et kig mod stjernerne, som det også var tilfældet med hans ’Close Encounters of the Third Kind’ og ’E.T. the Extra-Terrestrial’.

Med et sikkert greb om at opretholde, pirre og puste til min fascination af idéen om rumvæsner og deres mulige besøg her på Jorden, folder Steven Spielberg en flippet, opfindsom og engagerende fortælling ud, når han lader sig inspirere af virkelighedens historier om besøg fra rummet og de heraf affødte konspirationsteorier. For hvad nu, hvis det alt sammen er sandt?

(foto: UIP)

Det menneskelige omdrejningspunkt er Emily Blunts vejrvært Margaret Fairchild og Josh O’Connors snarrådige Daniel Kellner, der har fået fat i yderst hemmelige oplysninger, som en gruppe af suspekte personager vil have fingrene i, ledt an af Colin Firth som den målrettede Noah Scanlon. Således bølger kampen om de fortrolige dokumenter og hvad der skal ske med dem ivrigt afsted.

For skal informationerne om fremmed liv på Jorden gives fri til offentligheden eller holdes hemmelig? Det er det på papiret skarpe og simple, men bestemt medrivende eksekverede spørgsmål, der bugter sig veloplagt ind og ud mellem filmens syrede idéer, der rummer mystiske gadgets, tankelæsning og dyr, der dukker op på forunderlig vis.

(foto: UIP)

Ud af filmens mærkværdige idéer leveres der bl.a. interessant tænkte og dynamisk iscenesatte actionscener, mens der også prikkes til min hjerne, der bliver udfordret og leget kispus med. Det er en underholdende rejse ind i en fortælling, der på en gang er nem at følge med i, men også ret så syret i sine tanker om menneskets møde med væsner fra fremmede planeter.

’Disclosure Day’ leverer med fortællermæssigt overskud sin historie om menneskets møde med rumvæsner. Der bliver bl.a. filet på de store filosofiske klinger, mens Steven Spielberg også helt grundlæggende leverer en pokkers spændende film, der rummer både store tanker, rå adrenalin og flot musik af instruktørens hofkomponist John Williams.

‘Disclosure Day’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Disclosure Day’ har biografpremiere den 10. juni.

’Wuthering Heights’ har sensuelt og svulstigt schwung på kærligheden

Forfærende kærlighed på 4K Ultra HD: Der er svulstigt og sensuelt schwung på kærligheden, lidenskaben og begæret i instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennells kødelige filmatisering af Emily Brontës romanklassiker ’Wuthering Heights’ fra 1847. Den evigtgyldige historie om kærligheden og dens komplekse nuancer fremstår i sine nye klæder på en gang både frisk og tidløs.

Da den forældreløse Heathcliff som barn bliver taget til sig af den jævnaldrende Cathy Earnshaws far og familie, vokser han op med Cathy som bedste ven. Årene går og følelserne mellem de to vokser sig ud af blot at være platoniske i takt med, at de bliver voksne. Særligt da Heathcliff vender tilbage til Earnshaw-familien og Cathy efter at have været bortrejst, tager dramaet til.

Det er denne på en gang destruktive, komplekse og lidenskabelige relation, der er historiens dramatiske epicenter. Der smides endvidere temaer som hævn og galskab i kærlighedstrykkogeren af en tragedie, hvor Margot Robbie og Jacob Elordi ses som henholdsvis den livspositive Cathy og den noget mere forknytte Heathcliff.

Duoen har en dramatisk, dynamisk og dragende kemi, hvor Emerald Fennell på elegant, underspillet og spidsfindig vis får sagt en masse gennem små hentydninger og visuelt opfindsomme greb, når det kommer til bl.a. alt den usagte længsel, der er mellem de to. Det er billedbrillant og pokkers smukt indfanget af fotograf Linus Sandgrens forførende flair for både det intime og det storslåede.

Hertil kommer et betagende univers af store kjoler, stormombrust natur og interessante settings, hvor production design af Suzie Davies og kostumedesign af Jacqueline Durran kommer fascinerende til live i al deres visuelle vælde. ’Wutherings Heights’ er kort sagt en billedberusende filmoplevelse, hvilket er med til at bære historien videre, når den undervejs går en smule i ring.

Et par af de væsentlige bikarakterer mangler desværre lidt tyngde. Herunder den velhavende Edgar Linton, der ellers spilles nærværende af Shazad Latif. På trods af lidt uforløste ender undervejs, kan det ikke rykke ved, at ’Wuthering Heights’ er en visuelt bjergtagende film, som veloplagt sætter de helt store følelser i sving tilsat gribende musik af komponist Anthony Willis.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen lander på det billed- og lydlækre 4K Ultra HD-format, hvor man på udgivelsen også får et kommentarspor med instruktør Emerald Fennell, mens man også kan dykke ned i tre forskellige featuretter, der ser nærmere på filmen og dens tilblivelse.

’Wuthering Heights’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. maj.

’GOAT’ har fuld visuel fart på sjov, ballade og kulørt animation

Animationsfilm på Blu-ray: Der er fuld fart over animationsfeltet, når ’GOAT’ boltrer sig visuelt medrivende på banen, hvor der bliver spillet det såkaldte amokbold, som kan siges at være en slags afart af basketball. Der er dog langt til at indfri drømmen om at blive spiller blandt de professionelle for den unge ged Will, der netop drømmer om at træde ind på banen.

Men selvom Will måske nok er lille i størrelse, så fejler hans store drømme ikke noget. Han træner benhårdt for at blive bedre til spillet, så da det ellers utænkelige sker og han får muligheden for at blive en del af sit favorithold, er han klar til at give den gas. Ja, her er tale om en klassisk underdog-fortælling sat i sportsarenaen.

Historien er dog ikke videre opfindsom, hvor forudsigeligheden suger lidt af det ellers engagerende tempo ud af strabadserne. Til gengæld er netop animationen både opfindsom, legesyg og veloplagt. Karaktererne bliver givet et dynamisk liv, hvor alt fra netop geden Will til hans holdkammerater har gribende karakter og distinkte personligheder.

Det er i karaktererne og den sprælske visuelle side, at filmens stærkeste kort skal findes. Herunder ikke mindst i holdet, der bl.a. også består af en sprudlende, gakket og piercet komodovaran, mens det store næsehorn Archie er adræt visualiseret på banen, hvor man også finder den sorte panter Jett, som er Wills helt store idol.

’GOAT’ er en film om at turde drømme stort og at gå efter drømmen – uanset hvad andre måtte mene. Det handler om venskab og fællesskab. Alt sammen fint opbyggelige tematikker, som altså bliver givet tempofyldt liv i filmen, der desværre savner mere dramatisk pondus, flere overraskelser og mere originalitet i sin historie.

Det sagt, så er den noget generiske historie virkelig overskudsagtigt fortalt. Det er her, at ’GOAT’ hiver sejren hjem sammen med sine charmerende karakterer, der er sjove at følge. Jeg hepper i hvert fald hele vejen på Will og hans hold – også selvom jeg godt ved, hvordan det hele ender. Men nogle gange, så er alt også helt ok, når enden bare er god.

Ekstramateriale: Udgivelsens ekstramateriale byder på bl.a. musikvideoer og slettede scener samt en making of og et kig på filmens sprudlende rollebesætning med mere.

’GOAT’ udkommer på dvd og Blu-ray den 4. maj.