’The Drama’ er satirisk og sprængfarligt kærlighedskludder
Anmeldelse: Kærligheden lider et stort og uforudset knæk i instruktør og manuskriptforfatter Kristoffer Borglis grotesk underholdende komedie ’The Drama’. Der hviler ellers en romantisk idyl over parret Charlie og Emma, der står for at skulle giftes. Men under planlægningen og i dagene op til brylluppet, kommer der en bortgemt sandhed på bordet, der ændrer alt for de forlovede.
Fra at være kærlighedssikker, snubler Charlie nu rundt i et dilemmafyldt morads af tanker og tvivl om sin udkårne Emma og det forestående bryllup. Hvad stiller han mon nu op med den nye information? Og hvad med Emma? Hvordan skal hun i grunden tackle deres nye og usikre situation kun få dage inden den store dag?
Med sit på en gang ubehagelige og sorthumoristiske dilemma spændt for bryllupskareten, står den i ’The Drama’ således på, ja, drama. Det af den helt elektriske og uforudsigeligt sitrende slags, der svirper drilsk med halen og samtidig kigger ud på publikum: Hvad ville du gøre i samme situation? Jeg hives med andre ord gribende ind i både dramaet og dilemmaet.
Zendaya portrætterer en lattermild og cool Emma, mens Robert Pattinson skildrer den småkejtede og søde Charlie, der i den grad kommer på glatis i kærlighedens navn. For hvor langt rækker kærligheden, når alt kommer til alt? Det er i denne suppedas af hemmeligheder og komplicerede konflikter, at parret gennem sine to stærke skuespillere får liv.
Nu har duoen også et virkelig veloplagt og elegant skrevet manuskript, der skarpt formår at rumme både romantikken og den søde kærlighed samt de svære følelser og et herligt satirisk bid. Historien går måske nok et par steder lidt rundt om sig selv og sine pointer, men det bliver aldrig mere end, at filmen i næste nu skrider vittigt fremad igen.
’The Drama’ er ganske enkelt pokkers underholdende. Det er måske ikke en film, der som sådan sætter sig dybfølt i hele min krop, men det er en kærlighedskomedie, der tør at skubbe til sine karakterers grænser og følelser og herigennem skubbes jeg også til. Det er pirrende, fascinerende og komisk akavet. Det er en omgang sprængfarligt kærlighedskludder.
’The Drama’ får 5 ud af 6 stjerner:
’The Drama’ har biografpremiere den 1. april.






