Biografanmeldelse: Bundet ind i varme farver og svøbt i bølgende draperinger, hensættes jeg til 1970’ernes Rom, hvor jeg kommer med ind bag murene på et livligt skrædderi. En filminstruktør har nemlig i filmen samlet et stort hold af sine kvindelige favoritskuespillere til sin nye film, der skal handle om netop dem. Kvinderne, han beundrer, hylder og elsker. Ja, instruktør og medforfatter Ferzan Özpeteks ’Diamanti’ er en film om en film. Og en film om kvinder.

Det er her, at dørene til maskinrummet i systuen åbnes for mig. Jeg vippes engagerende ind bag facaden og ser, hvad der sker, når de store kostumer og prægtige kjoler skabes. Når de store kvindelige personligheder mødes. Når følelserne og passionen i tilblivelsen af de smukke klæder får både kærligt og eksplosivt liv i filmen om filmen.

Det er på den måde rækken af kvindelige karakterer, der er filmens omdrejningspunkt og selv sagt også det drama og liv, som arbejdet med kostumerne og kunsten afføder. Her finder man bl.a. søskendeparret Alberta og Gabriella, der bestyrer det attråværdige skrædderi og således må forsøge at holde hånd om holdet af kvindelige skræddere, designere og syersker.

Selvom filmen har kvinderne som stærkt omdrejningspunkt, efterlades mændene ikke i forglemmelsens dis. Bl.a. spiller manden som dominerende patriarkat i 1970’ernes Italien ind. Kvinderne er der nemlig for hinanden i skrædderiet, men også når en mand i hjemmet er voldelig over for sin hustru. Her står kvinderne sammen, selv gennem kunstneriske uenigheder.

Som chefdesigner får Alberta i filmens begyndelse et omsiggribende jobtilbud af en Oscar-vindende kostumedesigner, som skal bruge en lang række kostumer til en ny storfilm. Alberta takker ja til opgaven og forsøger nu at manøvrere i de mange interesser, der er i arbejdet, mens opgaven at begå sig i en hvirvelvind af et skrædderi også kræver sin kvinde.

Det er både gribende og spændende at komme med ind bag de flotte stoffer og livet på systuen, hvor de mange kvindelige karakterer får et stærkt levet liv af sit ensemble af karismatiske skuespillere. Desværre gaber filmen også over lige lidt mere, end den kan bære og i sidste ende indfri, hvad angår karakterportrætterne og sammenflettede fortællinger.

Det sagt, så er ’Diamanti’ bestemt en smuk, tankevækkende og dragende filmoplevelse. Det er bl.a. gribende at komme med ind i arbejdet med kostumerne, selvom jeg gerne havde set mere spotlys på netop kvindernes stoflige kreationer. Det er livet blandt holdet af kvinder, som står stærkest. Det sammen med filmens visuelle side indfanget elegant af fotograf Gian Filippo Corticelli.

Det er netop kvindernes rivaliseringer, venskaber og forsoninger, der bider sig mest fast i samspil med billedsiden. Det selvom optegningerne af karaktererne sine steder står lidt ujævnt og uforløst frem. Det sagt, så vinder filmens visuelt skønne side mig undervejs tilbage i fortællingen om kvinder, sammenhold og samfundet i 1970’ernes Italien.

’Diamanti’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Diamanti’ har biografpremiere den 30. oktober.

Biografanmeldelse: Med et yderst sirligt øje for detaljen, lægger den hjerteskærende stopmotion-film ’En snegls erindringer’ fra land. Kameraet smyger sig således i titelsekvensen flyvende rundt i et landskab af minutiøst skabte objekter. Fra flasker og romaner til skrammel og sneglehuse. Det er omhyggeligt iscenesat og svært besættende. Ligesom filmen i det hele taget er det.

Vi møder her den ensomme outsider Grace, der er iklædt en hat med to øjne på stilke. Præcis som de snegle, hun holder så meget af. Grace har det ikke nemt. Hun plages af sorg, længsel og savn til sin elskede tvillingebror Gilbert. De to er nemlig ad skæbnens lunefulde veje blevet adskilt, mens dødsfald og tragedier gang på gang forfølger hende.

Det lyder måske nok nedtrykkende. Det er det også. Men fortalt på en særdeles følelsesfin måde, der giver både Grace og de øvrige karakterer et levende liv, jeg engageres i. For selvom filmens tone måske nok et stykke af vejen er melankolsk, er der også indskudt fine momenter af sort komik, mens både håb, lykken ved livet og umage venskaber finder vej ind i Graces liv.

Instruktør og manuskriptforfatter Adam Elliot rammer på elegant vis en skøn og gribende tone mellem netop det bittersøde og det smukke ved at være i live. Ved venskaber, ved snegle og ved at læse en god bog. Det er en film om søskendekærlighed og om, hvor vigtigt det er at gå med et åbent sind ud i verden, selvom den byder på både sorg og smerte.

Netop disse dramatisk alvorlige temaer får gennem det krøllede og karakteristiske karakterdesign et skævt glimt i øjet, hvor de alment menneskelige følelser – både de gode og de grimme – kommer til live på animationsmagisk vis. Jeg rammes i hjertet. Rent og overraskende. For filmen byder også på sin del af fine overraskelser i både plot og karakterportrætter.

‘En snegls erindringer’ er en vidunderlig filmoplevelse, der balancerer engagerende mellem sine kontrastfyldte følelser og universelle temaer. Det er en film, der tør tro på sin helt egen unikke vision og følger den til dørs. Det er i den grad en fornøjelse at blive lukket ind i fortællingens skævt iscenesatte univers af krøllede tanker, store drømme og livsglæde.

‘En snegls erindringer’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘En snegls erindringer’ har biografpremiere den 9. oktober.

Biografanmeldelse: Den digitale verden og vores virkelighed støder energisk sammen i den nye og tredje film i Tron-universet, der så dagens lys med den skelsættende ’Tron’ i 1982. Den fik mange år senere en medrivende flot fortsættelse i 2010 med ’Tron: Legacy’. Nu gælder det tredje kapitel i den visuelt drevne franchise med instruktør Joachim Rønnings delvist vellykkede ’Tron: Ares’.

Selvom det altså er 43 år siden, at den første film så dagens lys, sender den stadig neonlysende bølger op gennem tiden, som der nu bygges videre på i den tredje film, hvor to fronter i kampen for den digitale fremtid males firkantet op. Eller bøjes i neon, om man vil. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, hvor sympatien skal placeres i denne kamp mellem godt og ondt.

På den ene side finder man det unge tech-geni Julian Dillinger, der vil bruge teknologien til at skabe krigsmaskiner til højstbydende, mens hans modsætning findes i den ligeledes visionære Eve Kim, der vil bruge sin viden og teknologi til at forbedre menneskehedens livsvilkår. Kontrasterne, karaktererne, temaerne og problemerne males kort sagt tykt op.

Der langes også sin del af exposition af sted, hvis man undervejs skulle tabe den tykt snørede tråd. Det er en skam, at filmen ikke tør stole mere på sit publikum og de tematiske nuancer, der faktisk kunne komme i spil. For bl.a. synes der i udgangspunktet at være nuancer og eksistentielle dilemmaer i den digitalt skabte karakter Ares. De får bare aldrig luft under vingerne.

Ares er digitalt bragt til live og hentet ind i vores virkelighed af Julian Dillinger, der kun ser ham som et krigsredskab, der skal lystre hans mindste ordrer. Men allerede fra starten spirer der i Ares egne tanker og et individs rationale, hvorfor der forudsigeligt nok sker det, at Ares går imod sin herre og træder over på de godes side hos Eve Kim og co.

Mødet med Ares er desuden første gang, at menneskeheden støder på skabninger skabt i den digitale verden. Sammenstødet mellem de to verdener får bare aldrig et videre tankeengagerende liv. Spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske – og hvad virkelighed er – skydes fladt til vægs. Det sker heldigvis i højt tempo, visuelt stimulerende og med et par gode præstationer foran kameraet.

Det er dog ikke i filmens bastante behandling af temaer som menneske kontra maskine samt vores virkelighed kontra menneskeskabt virkelighed, at ’Tron: Ares’ har sine største styrker. Dem finder man derimod særligt i filmens synth-pulserende score af Nine Inch Nails samt i de muskuløst udformede billeder ved fotograf Jeff Cronenweth og et enormt hold af CGI-magere.

Selvom ’Tron: Ares’ ikke kan bryste sig af store tematiske eller karaktermæssige nuancer, så lever filmen flot af sin neon-pulserende overflade, der stimulerer både øjne og ører, mens fortællingen også har et velholdt og plotfremdrivende tempo. Ironisk nok er det lige før, at mennesket i midten af det hele glemmes til fordel for bombastisk bulder og billedvilde brag.

Heldigvis finder man en troværdigt sympatisk og engagerende Greta Lee i rollen som Eve, mens en altid seværdig Evan Peters er nærværende intens som modparten Julian, men desværre har han ikke nok at arbejde med i det ujævne og noget flade manuskript af David Digilio og Jesse Wigutow. Jared Leto gør det fint som Ares, der er fanget mellem det digitale og det menneskelige.

Det er dog Greta Lee, der løber længst på literen, hvad karaktererne angår, når kampen på forholdet mellem menneskehed og teknologi udspiller sig. Hovedrollen er imidlertid først som sidst filmens visuelle billedridt samt en dynamisk og mægtig lydside. ’Tron: Ares’ er altså solid underholdning, men et mere nuanceret manuskript vil klæde en eventuel fortsættelse, som jeg håber, vi får.

’Tron: Ares’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Tron: Ares’ har biografpremiere den 9. oktober.