’The Roses’ byder på kærlighedskrise og krigeriske stridigheder

Biografanmeldelse: Der er fart på den lidenskabelige og gnistrende varme kærlighed fra første øjekast i den romantiske komedie ’The Roses’. Her antændes en ild nemlig i begge to, straks arkitekten Theo og kokken Ivy møder hinanden. Deres forhold udvikler sig hurtigt og på overfladen idyllisk med to søde børn, stærke karrierer og et flot hjem.

Men lige bag den rosenrøde overflade begynder det at slå revner i kærligheden. Forholdet skrænter i små, men sikre ryk. Hvad der startede som bundløs kærlighed og romantisk passion forvandler sig til misundelse, had og bitterhed mellem de to, der spilles veloplagt og med dynamisk kemi af Olivia Colman og Benedict Cumberbatch.

De to ser ud til at have haft en fest med at portrættere den brændende kærlighed, men ikke mindst også de mange bistre stikpiller, der bliver fodret til dem af det desværre ujævne manuskript af Warren Adler og Tony McNamara. Historien mister fremdrift og formår heller ikke hele vejen at levere den rappe og veloplagte dialog, som duoen og resten af holdet skal leve af.

Det er en skam, bl.a. fordi, at netop Olivia Colman og Benedict Cumberbatchs energi og kemi smitter positivt af på mit engagement i deres strabadser. Men stridighederne formår bare ikke at fastholde et rapt momentum, mens flere jokes og gags også kan spottes på afstand. Det er i de to skuespilleres samspil, at filmens stærkeste kort skal findes.

Instruktør Jay Roach gør ellers sit bedste for at holde historien flyvende, hvilket dog ikke helt lykkedes. Dertil er der for lidt saft og kraft i karaktererne, hvor bl.a. Andy Samberg og Kate McKinnon ellers spæder til med ligeledes veloplagte groteskheder som et ikke videre harmonisk par. Her opstår der flere morsomme scener. Bl.a. på en skydebane og til et akavet middagsselskab.

Det er desværre ikke nok til, at ’The Roses’ kommer lige stærkt igennem de eksplosive sammenstød mellem Theo og Ivy med deres historie, der – som også filmen ’The War of the Roses’ fra 1989 – er baseret på Warren Adlers roman af sammen navn. Det er en skam, at nyfortolkningen ikke er mere kontinuerligt underholdende, når nu kræfterne foran kameraet ellers er til stede.

’The Roses’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Roses’ har biografpremiere den 28. august.