’Sommerbogen’ er et følelsesfint kig ind i livets uundgåelige gang
Biografanmeldelse: Med sart skrøbelighed, menneskeligt nærvær og følelsesfine nuancer folder den liflige ’Sommerbogen’ sin fortælling roligt ud på en lille ubeboet og naturskøn ø i skærgården. Her følger vi en både solsmuk og regnvåd sommer 9-årige Sophia, hendes far og gamle farmor. Der hviler dog i de billedskønne omgivelser en sorg over de tre, da Sophias mor er gået bort.
Dette triste aspekt ved historien ligger som et usagt og vibrerende stille drama bag Sophias blik og i farens fordybelse i sit arbejde. Det er først og fremmest relationen mellem barnebarnet og hendes farmor, som er det centrale omdrejningspunkt, hvor jeg mærker tiden, der er løbet gennem farmorens årer og som kun lige er begyndt for Sophia.
Der er et yderst fint parløb mellem den unge pige og den aldrende kvinde, hvor mine tanker får lov til at få liv og bevæge sig bagud i tid. Tilbage til barndommens somre med teltture og sommerhusbesøg. Filmen finder sig nemlig til rette i sit helt eget tålmodige tempo, hvor instruktør Charlie McDowell ikke er bange for at hvile i scenerne, så nuet mærkes.
Det er befriende, at tiden får luft og plads til at folde sig ud. De brede vidder af blåt hav og uendeligheden over hovedet på trekløveret besidder sit helt eget rolige drama. For selvom der måske ikke sker meget på overfladen, ruller livet sig blidt og uundgåeligt afsted. Jeg drages engageret ind i denne sommer sammen med Sophia og farmoren.
Emily Matthews beriger portrættet af den eventyrlystne og egenrådige Sophia med nærvær, hvilket går dynamisk fint i spil med en vedkommende Glenn Closes eftertænksomme og varme farmor, som med et levet liv bag sig, står dramatisk engagerende op imod barnebarnet og sønnen, hvor sidstnævnte får forknyt menneskelighed af Anders Danielsen Lie.
’Sommerbogen’ er baseret på Tove Janssons bog af samme navn fra 1972 og bringes her billedgribende til live gennem fotograf Sturla Brandth Grøvlens sans for både det nære og det naturstore udtryk. Fortalt lige så meget gennem det usagte, som de fint skrevne ord, der står troværdigt frem i filmens virkelighed, hvor eventyret gemmer sig i sprækkerne.
’Sommerbogen’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Sommerbogen’ har biografpremiere den 15. maj.