’Mufasa: The Lion King’ imponerer teknisk, men får ikke fat i følelserne

/i /af

Et kongeligt eventyr på 4K Ultra HD: Der foldes en ny løvefortælling ud i fotorealistisk animation, når ’Mufasa: The Lion King’ fortæller sin historie, der fungerer som både en prequel og en sequel til ’The Lion King’ fra 2019, som er en genindspilning af Disneys egen tegnefilm af samme navn fra 1994. Her er det nu historien om, hvordan netop Mufasa blev den højtelskede konge.

Der sættes således en rammefortælling om den primære historie, der altså følger Mufasa fra løveunge til at blive netop Løvernes Konge. Det er den vise mandril Rafiki, der fungerer som fortæller i filmen, hvis ramme sættes i tiden efter forgængeren ’The Lion King’, hvor mandrillen altså her tager os med tilbage til Mufasas opvækst og videre vej i livet.

Rafiki fortæller historien til løveungen Kiara, der er barnebarn til Mufasa samt datter af Simba og Nala. Vi møder således i abens rammefortælling den forældreløse løveunge Mufasa, der sammen med løveprinsen Taka og andre dyr drager ud på en rejse mod deres skæbner og kald i livet. På deres vej støder de naturligvis på sin del af problemer og ikke mindst skurkagtige dyr.

Vi møder både nye ansigter, men også andre kendinge, hvor bl.a. den umage duo Timon og Pumba er at finde side om side med Rafiki og Kiara, hvor de lytter med, men naturligvis også kommer med deres vittige kommentarer og andre fjollerier. De to er da også muntert selskab, men de bliver aldrig rigtig velfungerende i filmen som helhed.

Det samme kan desværre siges om dramaet, der i for lang tid af filmen forbliver noget fladt forløst. Der er ganske vist schwung på storladne scener og i udgangspunktet dramatiske begivenheder, men de kommer ikke helt derind, hvor følelserne følger engagerende med. Først for sent i fortællingen får karakterer og interne relationer lov til at vise lidt mere tænder.

Der er ellers stærke temaer som sammenhold og ensomhed, jalousi og magt, skæbne og ondskab i spil, men de får ikke nær den medrivende dramatiske tyngde, som de flotte billeder bejler til. Der er desuden noget underligt distancerende i de fotorealistisk animerede dyr, som dog er teknisk imponerende, men desværre noget mindre historiemæssigt gribende.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udgives på det billed- og lydoptimale 4K Ultra HD, så både landskaber og dyr kan komme bedst muligt til live sammen med en lydside, der også spiller optimalt. Filmen følger desuden også med på Blu-ray. Hertil kommer en omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. med en making of får et indblik i filmens univers og tilblivelse. Videre er der filmens sange, sjov med Timon og Pumba og slettede scener med mere.

’Mufasa: The Lion King’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 31. marts.

Musicalen ’Wicked’ er flot, men desværre alt for lang

/i /af

Musical på Blu-ray: Der bliver sunget og danset til den store musicalguldmedalje i ’Wicked’, som er den første af to planlagte dele om det umage venskab mellem den grønne outsider Elphaba og den populære Glinda, der er klædt i lyserøde farver. For selvom de to måske nok er modsætninger, opstår der noget ganske særligt mellem de to unge kvinder.

De to kvinder møder hinanden på universitetet Shiz i det eventyrlige rige Oz, hvor de begge forsøger at finde fodfæste og deres vej videre i livet. Hvis navnet Oz klinger bekendt, er det fordi, at her er tale om en spin-off-film til klassikeren ’The Wizard of Oz’ fra 1939, hvor man altså her får historien set fra de to kvindelige hekses synspunkt. Filmen er desuden baseret på musicalen ’Wicked’.

Det er en fortryllende verden af stort opsatte scenerier og ambitiøse musicalnumre, man møder her. Desværre kan fortællingen ikke bære den alt for lange spilletid på 2 timer og 40 minutter. Filmen mister ganske enkelt momentum, selvom historien bl.a. forsøges holdt flyvende gennem de mange numre, en verden af magi og sjove karakterer.

Selvom her også kommer lidt drama i musical-gryden, får det ikke videre engagerende tyngde eller medrivende faremomenter. Det gælder både det tiltagende drama mellem vores to hovedroller, men også det faktum, at eventyrrigets talende dyr, der indgår på lige for med menneskene, begynder at blive udmanøvreret i riget Oz.

Det hele forbliver noget fortællermæssigt fersk og uengagerede poleret. Heldigvis finder man bl.a. i hovedrollerne en nærværende Cynthia Erivo og en komisk veloplagt Ariana Grande som henholdsvis den misforståede Elphaba og den sødmefulde samt morsomt selvoptagede Glinda. Filmen har sin for lange spilletid til trods altså også gode sager at byde på.

Temaer som venskab og den forførende magt samt fordomme overfor det, der er fremmedartet, kommer bare aldrig gribende dramatisk til sin ret. Filmens farverige verden foldes dog flot ud, hvor der leveres flere visuelt stimulerende musicalnumre. Det bliver bare aldrig nok til at holde filmen kørende medrivende rundt.

Man finder på plussiden bl.a. også en karismatisk Michelle Yeoh som universitetets forstanderinde, mens Jonathan Bailey giver den som selvgod og slesk charmerende prins. Det er desværre bare ikke nok til at retfærdiggøre filmens overlange spilletid, der hiver luften dræbende ud af løjerne, efterhånden som fortællingen skrider frem.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen indeholder både biografversionen af filmen samt en såkaldt sing-along-udgave, mens man også får både slettede og forlængede scener samt en making of, hvor man således kan få et indblik i filmens univers og tilblivelse.

’Wicked’ udkommer den 20. februar på dvd og Blu-ray.

‘En Minecraft Film’ leverer kubisk kulørte fjollerier

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Mit kendskab til det vildt populære computerspil Minecraft er ret begrænset. Jeg har fx ikke spillet det selv. Jeg kender dog til det helt basale med, at man i et univers bygget op af kvadratiske klodser kan bygge alt, hvad fantasien rækker til. Skulle jeg mene. Nu lander så spilfilmatiseringen ’En Minecraft Film’.

Der er fuld knald på gakkede indfald og skøre fjollerier, action og kulørte eskapader, umage karakterer og ok god fart over feltet, når turen går ind i det klodsede univers for den dejligt nørdede dreng Henry, hans seje søster Natalie, ejendomsmægler/zoologisk have-ejer Dawn og den afdankede gamer Garrett aka ’The Garbage Man’ med en storhedstid i 80’erne.

Dette brogede firkløver ender ved skæbnens lunefulde veje med at ryge gennem en mystisk portal og ind i den farverige Minecraft-verden. Den trues dog af onde kræfter fra en verden under dem og her en hob af grumme kubiske bæster. Så nu må de fire på afveje både forsøge at redde de gode fra de onde og samtidig finde vej tilbage til deres egen verden.

Nej, det er ikke just historien, som er det primære trækplaster. Den fungerer mest af alt som et letforståeligt tog, som sætter karaktererne og det sprudlende Minecraft-univers på skinner, der således kører i et overvejende fint tempo på vejen mod en dog lige lang nok finale og tredje akt. Det sagt, så er der heldigvis spædet godt til med spas og skøre løjer.

Her kommer særligt Jason Momoas herlige 80’er-gamer med 80’er-garn og 80’er-outfit på banen i kulørt samspil med den endnu mere gakkede Jack Black, som indtager rollen som den ellers helt almindelige Steve, der allerede er blevet opslugt af Minecraft-universet. Han er på sin vis vejfinder for de nye ”spillere” i den firkantede verden.

’En Minecraft Film’ fungerer bedst, når den tør gå den morsomt bizarre vej, hvor bl.a. Jack Black gør sin overgearede Jack Black-ting og Jason Momoa får lov til at have en charmerende karikeret fest som elskeligt 80’er-levn. Samme komiske gennemslagskraft har Sebastian Hansen og Emma Myers som søskendeparret ikke. Fred med det, for det er ikke deres karakterers rolle.

I instruktørstolen finder man Jared Hess, som man vil kende for de tørt groteske og skævt morsomme film som ’Napoleon Dynamite’, ’Nacho Libre’ og ’Gentlemen Broncos’, der alle har deres helt eget sælsomme særkende a la Jared Hess. Helt samme unikke tone har ’En Minecraft Film’ dog ikke, men instruktørens komisk krøllede hjerne benægter sig bestemt ikke.

Filmen kan ses med både danske stemmer og original tale.

‘En Minecraft Film’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘En Minecraft Film’ har biografpremiere den 3. april.

‘Queer’ er en forførende sensuel og sitrende rejse ud af kroppen

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er sitrende schwung på både følelser, begær og kærlighed, når man med filmskaberen Luca Guadagninos forførende og fascinerende ’Queer’ tages med til 1950’ernes Mexico City. Her møder vi amerikaneren Lee, der bor i selvvalgt eksil, hvor dagene bruges i ensomhed og på barerne i selskab med tequilashots, kæderygning og diverse seksuelle møder.

Filmen er baseret på William S. Burroughs’ bog af samme navn, der i hænderne på Luca Guadagnino er forløst til en sveddryppende varm affære i mere end én forstand. For byen er varm, men sveden løber også nærmest konstant fra Lees pande og fra kroppene, når Lee inviterer mænd med på små hotelværelser for at lette trykket og føle et andet menneskes nærhed.

Afhængigheden er måske nok for Lee helt konkret alkoholen og stærkere rusmidler, men for ham synes også en afhængighed af andre mennesker at blive malet op. Eller måske rettere en længsel efter at blive ét med et andet menneske. Med kærligheden. Med rusen. Med livet. Det er nemlig et levet liv, jeg her bringes ind i, når jeg møder Lee og hans famlende tilværelse.

Lee spilles af en hele vejen fascinerende Daniel Craig, der på nuanceret vis får fremmanet et menneske i flere lag og med modsætninger indbygget i sit væsen. Drama, dilemmaer og ubesvarede spørgsmål dirrer i den varme luft, mens Luca Guadagnino også fremtryller visuelt elegante scener af ren filmforførende magi i samspil med fotograf Sayombhu Mukdeeproms betagende billeder.

Det er både ensomheden, de befolkede beværtninger og tosomheden, der bringes til live, hvor Lees skelsættende møde med den yngre Eugene sender hans verden på den anden ende. Her finder man en mystisk Drew Starkey som den tilknappede modpart. Romantikken, begæret og kærligheden koger nu bag Lees stålblanke øjne og i bunden af flaskerne, der hober sig op.

Selvom fortællingen måske nok lige skal finde sin tone og tempo, lykkedes det for Luca Guadagnino at bringe mig i svævende frit fald, når særligt filmen bugter sig ind i sin tredje syrede del, hvor overraskelserne venter og et indre eventyr får en ydre form. Det er her, at Lees længsel efter noget mere når nye højder. Hans jagt på at finde en oprigtig forbindelse med et andet menneske.

’Queer’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Queer’ har biografpremiere den 3. april.

’Hele vejen’ er et brutalt møde med den københavnske underverden

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med forknyt mine og mørke billeder, at vi i den danske krimi-thriller ’Hele vejen’ kommer en tur ned i den københavnske underverden af barske og brutale kriminelle. Det er undervejs både ganske intenst og fermt engagerende. Formfuldendt bliver filmen desværre ikke, men holdes bl.a. oppe af et par stærke skuespillerpræstationer.

Vi møder her en nærværende Afshin Firouzi som Cairo, der har trukket sig tilbage fra det kriminelle miljø for 10 år siden. Han lever nu et liv på den rigtige side af loven, hvor han arbejder som bandeexit-konsulent. Freden varer dog ikke ved. For da hans unge nevø Hamza en dag forsvinder, træder Cairo tilbage i de kriminelles verden for at finde ham.

Det er i udgangspunktet en ganske interessant præmis, der kredser om temaer som fortidens dæmoner og nutidens valg, der kan og vil få rå konsekvenser. Desværre kniber det med troværdigheden i filmens fortælling og det desværre ikke helt skarpe manuskript, der er forfattet af filmens instruktør Jahfar Muataz i samarbejde med Babak Vakili.

’Hele vejen’ fungerer derimod ret så godt, når den serverer intensitet i mødet med de kyniske kriminelle. Her kan man mærke en reel fare for Cairos ve og vel i flere scener – selvom skurkene måske nok ender med at blive lidt endimensionelle. Men den nervøse energi er til stede i flere scener, der også holdes sitrende i live gennem det stærke score af komponist Tobias Kropp.

Desværre ramler filmen ind i en finale, der ikke rigtigt rammer følelserne rent eller med en troværdighed intakt. Her fungerer finalen bedre på et tematisk plan end som et engagerende filmisk klimaks. Det samme kan desværre også siges om karakteren Cairo, hvor jeg ikke helt kommer til at tro på hans hurtige valg om at sætte sit liv over styr efter 10 års lovlydighed.

For selvom desperation kan få os mennesker til meget, er jeg ikke helt med på denne karaktermæssige tur. Det sagt, så har ’Hele vejen’ flere fint brutale scener med et par ligeledes stærke skuespillerpræstationer, men troværdigheden i fortællingen og Cairos karakter sidder ikke helt i skabet i en film, der undervejs også mister lidt af sit momentum.

’Hele vejen’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hele vejen’ har biografpremiere den 3. april.