Håbet finder ind gennem sprækkerne af vrede i ’Svære sandheder’

Biografanmeldelse: Hun taler så grimt og med en sådan bisterhed til alt og alle, at det halve ville få mit blod til at fryse til is. Hun angriber verbalt folk omkring sig uprovokeret eller når den mindste mulighed byder sig. Men bag alt vreden mærker jeg også en sorg hos Pansy. Et liv, der går hende imod. Et liv, hvor hver dag er en kamp for hende at overkomme.

Man følger i den britiske filmskaber Mike Leighs drama ’Svære sandheder’ således Pansy og dem omkring hende. Hvordan Pansys konfrontationer påvirker alle omkring hende. Fra hendes mand Curtley, der synes at have givet op på, at noget vil ændre sig, til hendes søn Moses, som har trukket sig ind i sin egen verden.

Men hvordan skal man også håndtere den konstante galde, der løber fra hendes mund og bistre øjne? Kun hendes søster Chantelle synes at kunne se ind bag vreden og bitterheden. Derind hvor Pansy gemmer på smerten, sorgen og alle de sandheder, hun har så svært ved at se i øjnene. Det er søsterens blide blik, der også bliver min vej ind bag Pansys hårde facade.

’Svære sandheder’ fortæller på konfronterende vis sin historie råt og ufiltreret, hvor særligt Marianne Jean-Baptiste som den plagede Pansy får lov til at folde sig forrygende vredt ud, men også med en menneskelig skrøbelighed og sårbarhed, der får luft mellem sprækkerne af forbandelser. For ligesom jeg tror, der ikke er håb for Pansy, øjnes lyset også bag de formørkede øjne.

Der er i det hele taget en troværdighed i skildringen af både miljø og karakterer, hvilket gennemstrømmer denne del af verdens virkelighed, jeg anbringes i. Det er et liv med stor smerte og håbløshed, men også et liv, hvor familien er der, hvor vi måske kan finde netop den tryghed og sikkerhed, der behøves for, at verden igen kan blive et godt sted at være.

Instruktør Mike Leigh, der også har skrevet filmen, formår at fortælle sin historie med en naturlighed, hvor de medvirkende gives levet liv gennem ensemblet af skuespillere, der får lov til at boltre sig i et manuskript, der er skarpt skåret, men også med fint løse masker nok til, at netop et troværdigt liv finder vej ind til både det intime og dybt menneskelige.

’Svære sandheder’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Svære sandheder’ har biografpremiere den 13. marts.