’The Monkey’ leverer grotesk humor og grotesk opfindsomme mord
Biografanmeldelse: Med et fast greb om både grotesk humor og grotesk opfindsomme mord, underholder og holder instruktør og manuskriptforfatter Osgood Perkins langt overvejende et godt greb i mig med sin morsomme skrækfilm ’The Monkey’. Som titlen afslører, er her netop en abe på færde, det i form af et mystisk og ikke mindst farligt stykke legetøj.
Den gamle abedukke er nemlig ikke sådan at spøge med. Det erfarer tvillingebrødrene Bill og Hal, da de finder aben blandt deres afdøde fars sager. Herfra begynder folk omkring brødrene at dø på den ene mere blodigt skøre måde end den anden. Det er bl.a. i de iderige og overraskende dødsfald, at en stor del af filmens sortkomiske slagside i den grad kommer til sin ret.
Her balanceres gyset og grinene dynamisk – også selvom ’The Monkey’ måske ikke sådan for alvor bliver neglebidende uhyggelig. Den er dog bestemt det meste af vejen både spændende og medrivende, selvom plottets momentum momentant mister lidt damp. Det er dog aldrig mere end, at filmens næste blodige dødsfald sætter fut på strabadserne.
De to tvillinger forsøger naturligvis at slippe af med aben med de stirrende øjne og den lille tromme, der varsler død og ødelæggelse. Den er bare ikke sådan at slippe af med. For ligesom de to har forsøgt at eliminere aben, dukker den op igen klar til at forårsage nye dødsfald, der involverer alt fra kanonkugler til harpuner og fiskekroge.
En ting er filmens underholdende splat, noget andet er det ganske gribende drama, der udspiller sig mellem de to meget forskellige brødre. De tumler begge med indre dæmoner, som de agerer og forholder sig meget forskelligt til. Christian Convery indtager dobbeltrollen som de unge Bill og Hall, mens en ligeledes god Theo James står for det voksne dobbeltportræt.
’The Monkey’ er baseret på en novelle af Stephen King og fungerer stærkest, når den tør gå helt ind i sin bizarre og sortkomiske humor gennem bl.a. rækken af dødsfald, mens de to brødres historie også fungerer overvejende godt. Så selvom gyserkomedien ikke er helt formfuldendt, er det absolut et underholdende gys, der byder på sin del af groteske abekattestreger.
’The Monkey’ får 4 ud af 6 stjerner:
’The Monkey’ har biografpremiere den 27. februar.