Døden og livsglæden strømmer gennem ’Min evige sommer’

Biografanmeldelse: Døden dirrer på en gang både lavmælt og skrigende råt i Sylvia Le Fanus fine danske drama ’Min evige sommer’. Vi møder her en lille familie med mor, far og deres 15-årige datter Fanny. De er taget i sommerhus med skyfri himmel, smuk havudsigt og høj sol som kulisse. Idyllen udenpå matches dog ikke af det indre hos de tre.

Moderen Karin er nemlig terminalt syg med kræft, hvorfor hun bl.a. får kørt en specialbygget seng ind i huset til hendes krop, der bliver mere og mere skrøbelig. Trods smerten og håbløsheden i mødet med dødens nærvær, forsøger familien med besøg fra både venner og familie at bevare en form for normalitet midt i den tragiske situation og moderens sidste sommer.

Det handler om at være til stede i nuet. Nyde hinanden, naturen og livet til fulde. I det omfang sorgen tillader det. For lige der bag også smil og grin, sitrer en afmagt og en vrede, hvor vi særligt følger Fanny og hendes forsøg på at håndtere den umulige situation. Her kommer vi ind i de komplekse følelser, som moderens tilstand afføder.

Kaya Toft Loholt er et gribende fund som den rådvilde Fanny. Troværdigt naturlig i sin tilstedeværelse, hvor nuancerne i de mange følelser fornemt og rørende bringes til live. Både uden ord og med opgivende råb af afmagt. Maria Rossing bærer elegant både smerten og døden på engagerende vis som Karin, mens Anders Mossling også falder helt naturligt ind i fortællingen.

’Min evige sommer’ har altså et godt tag om sine karakterer med et manuskript, der overvejende vellykket formår at fortælle historien på følelsesfin vis, hvor mødet med døden står malet som et skrøbeligt fundament for familien og dem, der kommer på besøg. Dramaet centrerer sig dog primært om Fanny samt hendes mor og far.

Så selvom filmen ikke helt kommer følelsesmæssigt derind, hvor smerten for alvor rodfæster sig, er her bestemt tale om et meget fint og ømt drama om at holde fast i livsglæden, selv når livet er allermest mørkt. Det er der noget smukt og livgivende i. Det er ikke mindst her og gennem filmens menneskelige portrætter, at ’Min evige sommer står’ stærkest.

’Min evige sommer’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Min evige sommer’ har biografpremiere den 27. februar.