’The Monkey’ leverer grotesk humor og grotesk opfindsomme mord

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et fast greb om både grotesk humor og grotesk opfindsomme mord, underholder og holder instruktør og manuskriptforfatter Osgood Perkins langt overvejende et godt greb i mig med sin morsomme skrækfilm ’The Monkey’. Som titlen afslører, er her netop en abe på færde, det i form af et mystisk og ikke mindst farligt stykke legetøj.

Den gamle abedukke er nemlig ikke sådan at spøge med. Det erfarer tvillingebrødrene Bill og Hal, da de finder aben blandt deres afdøde fars sager. Herfra begynder folk omkring brødrene at dø på den ene mere blodigt skøre måde end den anden. Det er bl.a. i de iderige og overraskende dødsfald, at en stor del af filmens sortkomiske slagside i den grad kommer til sin ret.

Her balanceres gyset og grinene dynamisk – også selvom ’The Monkey’ måske ikke sådan for alvor bliver neglebidende uhyggelig. Den er dog bestemt det meste af vejen både spændende og medrivende, selvom plottets momentum momentant mister lidt damp. Det er dog aldrig mere end, at filmens næste blodige dødsfald sætter fut på strabadserne.

De to tvillinger forsøger naturligvis at slippe af med aben med de stirrende øjne og den lille tromme, der varsler død og ødelæggelse. Den er bare ikke sådan at slippe af med. For ligesom de to har forsøgt at eliminere aben, dukker den op igen klar til at forårsage nye dødsfald, der involverer alt fra kanonkugler til harpuner og fiskekroge.

En ting er filmens underholdende splat, noget andet er det ganske gribende drama, der udspiller sig mellem de to meget forskellige brødre. De tumler begge med indre dæmoner, som de agerer og forholder sig meget forskelligt til. Christian Convery indtager dobbeltrollen som de unge Bill og Hall, mens en ligeledes god Theo James står for det voksne dobbeltportræt.

’The Monkey’ er baseret på en novelle af Stephen King og fungerer stærkest, når den tør gå helt ind i sin bizarre og sortkomiske humor gennem bl.a. rækken af dødsfald, mens de to brødres historie også fungerer overvejende godt. Så selvom gyserkomedien ikke er helt formfuldendt, er det absolut et underholdende gys, der byder på sin del af groteske abekattestreger.

’The Monkey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Monkey’ har biografpremiere den 27. februar.

’The Brutalist’ leverer følelsesstort schwung og et intimt skæbnedrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelsesstort schwung folder instruktør og medforfatter Brady Corbet sit mægtige værk ’The Brutalist’ ud i billedsmukke klæder indfanget dynamisk og monumentalt af fotograf Lol Crawley. Det historiske vingefang benægter sig heller ikke, når man her følger den jødiske arkitekt László Tóths rejse fra koncentrationslejrenes rædsler til USA i 1947.

Det er således på bagkant af 2. Verdenskrig, at man her bringes tilbage i tiden og følger den ungarske KZ-overlever og arkitekt, der med traumer i bagagen forsøger at starte et nyt liv i det forjættede land Amerika. Det er dog smerteligt for ham, at det ikke er med sin elskede hustru Erzsébet ved sin side, da de ved tvang blev adskilt i Europa.

Det er de store følelser, det store drama og den mægtige kærlighed, der bl.a. sættes visuelt gribende i scene med temaer som magt og ambition, forfængelighed og eftermæle dirrende elegant i historien, der spændes ud over en længere årrække med sit omdrejningspunkt om László, der får mulighed for at forløse sine enorme arkitektoniske visioner.

Den egenrådige arkitekt bliver nemlig hyret af den mystiske millionær Harrison Lee Van Buren til at bygge en brutalistisk kæmpebygning, der skal fungere som et kulturcenter i Philadelphia. Men med netop to store personligheder involveret, går det svimlende byggeprojekt naturligvis ikke stille af sig. Visioner over for kapitalismens muligheder mødes på fascinerende vis.

Det er ligeledes fascinerende karakterer, der i filmen får engagerende fodfæste og dramatisk pondus med nuancerede følelser på spil. Det med en nærværende Adrien Brody som den hjemsøgte László, der kæmper både den ydre arkitektoniske kamp og en indre kamp med pinefulde dæmoner. En rørende og stærk menneskelig dualisme.

Felicity Jones portrætterer den både skrøbelige og seje Erzsébet, der vokser ind i filmen som et helt menneske af kød og blod, mens en karismatisk Guy Pearce giver den hele armen som den uforudsigelige og bryske Harrison Lee Van Buren. Et eksplosivt trekløver af følelser, ambitioner og egne holdninger, der som en trykkoger truer med at eksplodere i næste nu.

’The Brutalist’ får desuden foldet sit medrivende vingefang ud gennem også den både lavmælte og bombastiske musik af Daniel Blumberg, der løber som en levende rød tråd gennem filmens 3 timer og 39 minutter med indlagt pause på 15 minutter. Det fungerer. Jeg var grebet så godt som først til sidst af denne store fortælling, der også formår at være dybt intim.

’The Brutalist’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Brutalist’ har biografpremiere den 27. februar.

‘Flow’ lader mig svæve ind i en forunderlig verden af mystik

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et elegant greb om sine karakterer nærmest svæver jeg ind i det forunderlige univers, jeg præsenteres for i den ordløse animationsfilm ’Flow’. Her dumper jeg ned i en verden, hvor jeg ikke møder et eneste menneske, men til gengæld støder jeg på en sort og slank kat, der trisser alene rundt. Snart starter eventyret dog for det lille dyr.

En flodbølge rammer nemlig den store skov, som katten bevæger sig rundt i. Dens hjem oversvømmes, hvorfor gode råd nu er dyre. Ved et held ender den i en båd med et andet dyr ombord. Hvor mon den umage duos sælsomme rejse bringer dem hen? Det er netop denne overraskende tur gennem en mennesketom verden, jeg kommer med på.

Der dukker også andre dyr op på den flydende tur gennem forskellige landskaber, hvor der er efterladt mystiske tegn på en for længst forsvunden civilisation. Det er bl.a. netop i disse fint balancerede detaljer i universet, at filmen åbner for min fantasi. For hvor befinder jeg mig egentlig henne og hvad venter forude?

Det er bl.a. også i den fine og sjove dynamik mellem dyrene, at fortællingen får liv, mere end i et heftigt plot. Det er i det uventede venskab mellem dyrene og deres rejse ind i fremmed land, som jeg driver med ind i, mens den smukke og levende animerede verden bringes til live. Fra katten til underlige fugle og et tilbagelænet flodsvin.

Instruktør, medforfatter og animator Gints Zilbalodis er lykkedes med at skabe en verden, der umiddelbart ligner noget, jeg kender og så alligevel ikke. Her er eventyret og den helt magiske færd med dyrene både gribende, morsom og fascinerende. Det er bl.a. også gennem fortællingens grundlæggende rolige væsen, at jeg forsvinder ind i det forførende univers.

Dermed ikke sagt, at der ikke er drama i fortællingen. Det er der. Men det er på afstemt vis, at bølgerne – så at sige – går højt. Det er bl.a. også i måden, at de forskellige dyr både må lære hinanden at kende, men også at samarbejde, hvis de skal klare rejsen gennem landskabet med en støt stigende vandstand.

’Flow’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Flow’ har biografpremiere den 27. februar.

Døden og livsglæden strømmer gennem ’Min evige sommer’

/i , /af

Biografanmeldelse: Døden dirrer på en gang både lavmælt og skrigende råt i Sylvia Le Fanus fine danske drama ’Min evige sommer’. Vi møder her en lille familie med mor, far og deres 15-årige datter Fanny. De er taget i sommerhus med skyfri himmel, smuk havudsigt og høj sol som kulisse. Idyllen udenpå matches dog ikke af det indre hos de tre.

Moderen Karin er nemlig terminalt syg med kræft, hvorfor hun bl.a. får kørt en specialbygget seng ind i huset til hendes krop, der bliver mere og mere skrøbelig. Trods smerten og håbløsheden i mødet med dødens nærvær, forsøger familien med besøg fra både venner og familie at bevare en form for normalitet midt i den tragiske situation og moderens sidste sommer.

Det handler om at være til stede i nuet. Nyde hinanden, naturen og livet til fulde. I det omfang sorgen tillader det. For lige der bag også smil og grin, sitrer en afmagt og en vrede, hvor vi særligt følger Fanny og hendes forsøg på at håndtere den umulige situation. Her kommer vi ind i de komplekse følelser, som moderens tilstand afføder.

Kaya Toft Loholt er et gribende fund som den rådvilde Fanny. Troværdigt naturlig i sin tilstedeværelse, hvor nuancerne i de mange følelser fornemt og rørende bringes til live. Både uden ord og med opgivende råb af afmagt. Maria Rossing bærer elegant både smerten og døden på engagerende vis som Karin, mens Anders Mossling også falder helt naturligt ind i fortællingen.

’Min evige sommer’ har altså et godt tag om sine karakterer med et manuskript, der overvejende vellykket formår at fortælle historien på følelsesfin vis, hvor mødet med døden står malet som et skrøbeligt fundament for familien og dem, der kommer på besøg. Dramaet centrerer sig dog primært om Fanny samt hendes mor og far.

Så selvom filmen ikke helt kommer følelsesmæssigt derind, hvor smerten for alvor rodfæster sig, er her bestemt tale om et meget fint og ømt drama om at holde fast i livsglæden, selv når livet er allermest mørkt. Det er der noget smukt og livgivende i. Det er ikke mindst her og gennem filmens menneskelige portrætter, at ’Min evige sommer står’ stærkest.

’Min evige sommer’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Min evige sommer’ har biografpremiere den 27. februar.

‘A Complete Unknown’ er et stærkt portræt af en musikalsk ener

/i , /af

Biografanmeldelse: Han er en af sin generations største sangskrivere og har siden 60’erne inspireret, rykket ved og udfordret både andre kunstnere og et publikum verden over. Ja, den i dag 83-årige Bob Dylan er i sandhed en ener. Med ‘A Complete Unknown’ sendes jeg tilbage til New York i starten af 1960’erne, hvor den unge singer-songwriter ankommer med sin guitar som følgesvend.

Det er et New York, der sitrer af folkmusik og sangere med akustiske guitarer på scenerne rundt omkring i den store by. Bob Dylan ligner måske nok med sin akustiske guitar i hånden blot endnu en håbefuld musiker, men når han først slår sit instrument an og lægger stemme til sine skarpe tekster, åbenbares man for et ganske særligt talent.

Det er dette unge talent, man følger i begyndelsen af karrieren, hvor en kløft mellem fortiden og fremtidens musik kommer til syne. For hvorfor ikke sætte strøm til guitaren? Nej, Bob Dylan vil ikke sættes i bås af folk-bevægelsen. Han tør godt gøre sig upopulær for at holde på sin kunstneriske integritet, der bl.a. byder ham ikke at give publikum de samme gamle sange gang på gang.

Det er bl.a. i kampen mellem de to musikalske generationer og mod folk-musikkens konservative bagland, at den unge mands vej ind i musikkens verden fortælles stærkt og engagerende – tilsat bl.a. Bob Dylans sange. Timothée Chalamet portrætterer med viltre krøller, nærvær og skarpt rolige replikker sangeren, der må forsøge at manøvrere i sin pludselige berømmelse.

Det er bl.a. i de skrøbelige og ømme relationer, som Bob Dylan har til de ældre musikere Pete Seeger og særligt det store idol Woody Guthrie, at der kommer vedkommende toner på historien om en kærlighed til musikken. Både den af fortiden, men også den, der peger ind i en ny tid, hvor 1960’erne i den grad oplever store kulturelle brydninger. Bob Dylan leder an.

‘A Complete Unknown’ er ferm og solid historiefortælling, mens Timothée Chalamet gør karismatisk og fascinerende karakter som Bob Dylan. Trekantsdramaet mellem netop Bob Dylan, musikeren Joan Baez og den søde Sylvie Russo ender desværre mindre stærkt, mens spilletiden på 2 timer og 20 minutter løber ind i en smule fortællermæssige ujævnheder.

‘A Complete Unknown’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘A Complete Unknown’ har biografpremiere den 20. februar.

‘Bridget Jones: Vild med ham’ byder på kaos, kærlighed og komik

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står atter på en kærlig kombination af kaos, kærlighed og komik, når Renée Zellweger er tilbage som den småakavede og elskelige Bridget Jones. Sidst vi så noget til hende var i 2016 med ’Bridget Jones’ Baby’, før det i 2004 med ’Bridget Jones: På randen af fornuft’, mens debuten er fra 2001 i form af romcom-nyklassikeren ’Bridget Jones’ dagbog’.

Med ’Bridget Jones: Vild med ham’ er alt ved det gamle i det charmerende romcom-univers. Og så alligevel ikke. For vi møder her Bridget Jones, der nu er blevet enke, da Mark Darcy er død. Hun forsøger således at navigere i både det daglige kaos af madpakker og sine to børn, men også i det følelsesmæssige vakuum, som hendes afdøde mand har efterladt hende i.

Venner og familie vil naturligvis Bridget det bedste, hvorfor flere forsøger at opmuntre – ja, endda at skubbe – hende til at gå på datingmarkedet igen. Det er en ny verden for Bridget, hvilket for hende på vanlig vis afføder komisk akavede situationer, der ender i et tilfældigt møde med en yngre og flot mand. Men hvordan tackler hun mon en mulig ny kærlighed?

Renée Zellweger bærer med vanlig charme og en mund med masser af herlige bandeord rollen ganske veloplagt. Filmen har dog flere problemer med at gribe og engagere på et følelsesmæssigt plan, men også på et rent fortælle- og plotmæssigt plan. For ganske vist er manuskriptet ofte ret så replikrapt eksekveret, men romance-tønderne buldrer også lidt hult.

Bl.a. kommer Leo Woodall som den nye flamme aldrig rigtig troværdigt til live, men ender mere som en statist i fortællingen om Bridgets rejse tilbage til livet og kærligheden, mens Chiwetel Ejiofor giver den som elskeligt og mulig romantisk sidestykke til Bridget. Balancen i dramaet og de forskellige relationer ender dog med at falde lidt klodset på halen i det ujævne manuskript.

I mindre roller vender bl.a. Hugh Grant tilbage som den evige trussetyv Daniel. Han er et tiltrængt frisk pust med veloplagt tilstedeværelse i filmen, der bl.a. også har en perifer Colin Firth til at gentage rollen som Mark Darcy. Selvom filmen har sine problemer, er det trods alt også en ok fin, letbenet romcom, der måske nok er ujævn, men også giver fint liv til kaos, kærlighed og komik.

’Bridget Jones: Vild med ham’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Bridget Jones: Vild med ham’ har biografpremiere den 13. februar.

’Captain America: Brave New World’ sætter fut på bulder, brag og magtspil

/i , /af

Biografanmeldelse: Som fans af Marvel-franchisen vil vide, har Anthony Mackie i rollen som Sam Wilson nu overtaget rollen som Captain America efter, at Chris Evans’ Steve Rogers har lagt det ikoniske skjold på hylden. Med den nye heltetitel kommer også et nyt ansvar, der hviler tungt på den heroiske arvtagers skuldre i ’Captain America: Brave New World’.

Heldigvis står Sam Wilson ikke alene med at klare strabadserne i den nye Marvel-film, hvor man dumper ned i, at den nyvalgte amerikanske præsident Thaddeus Ross ender i en international krise, hvor verdensfreden trues og magthierarkierne sættes over styr. Det er nu op til bl.a. Captain America og præsidenten at finde hoved og hale i den komplekse situation.

Historien udspiller sig på det nærmeste som en højpotent politisk thriller fyldt med hemmeligheder og fordækte agendaer – tilsat godt med eksplosiv action og medrivende nærkampe, når Captain America folder sig hårdtslående ud i mødet med kampklare skurke. Det lykkedes her at holde en ret fin og medrivende balancegang mellem netop action og fortælling.

Anthony Mackie gør god figur som ny Captain America, der stadig er en karakter under udvikling. Han har fortsat sit at bevise overfor verden, men også sig selv med hvervet som nyslået Marvel-kaptajn. Han bliver dog aldrig dramatisk videre kompleks, hvilket gør sig gældende for filmen og karaktergalleriet generelt.

Det gør dog ikke det store, da karaktererne ganske fermt indtager deres respektive roller i det overvejende engagerende udfoldede plot. Desuden er Harrison Ford autoritetsstærk som USA’s præsident, der tumler med indre dæmoner og en arrigskab, det er svært for ham at holde nede. Han bliver på trods af sit gribende selskab ikke videre psykologisk interessant.

Det sagt, så er ’Captain America: Brave New World’ en underholdende og veleksekveret omgang superhelte-action, der desværre slutter med et ikke helt overbevisende klimaks, der buldrer mere, end det griber følelsesmæssigt. Historien holdes dog heldigvis godt i live med et momentum, der bringer strabadserne fint i mål på trods af sine skavanker.

’Captain America: Brave New World’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Captain America: Brave New World’ den 12. februar.

Den står på afdansningsbal med ’Venom: The Last Dance’

/i /af

Anti-helt på 4K Ultra HD: Jeg kan godt lide Tom Hardy. Jeg kan godt lide karakteren Venom. Det er derfor også en dobbelt skam, at den tredje solofilm med dobbeltkarakteren falder fladt på halen med ’Venom: The Last Dance’. Ja, det er måske meget godt, at det efter sigende er den sidste film i trilogien, der startede med ’Venom’ i 2018.

Tom Hardy er naturligvis tilbage i den fåmælte rolle som Eddie Brock, der denne gang er blevet jaget vildt. Sammen med sin iboende symbiot fra rummet – den sniksnakkende og festlige Venom med det mægtige bid – er han og symbioten nu på flugt fra fortiden, der kun haler mere og mere ind på dem.

 

Historien bygger videre på begivenhederne i forgængeren ’Venom: Let There Be Carnage’ fra 2021. Jeg vil dog vove den påstand, at de fleste nok godt vil kunne følge med, selvom film nummer to i trilogien måske ikke er videre frisk i erindringen. For historien sparkes her desværre på det nærmeste uinteressant ud af kurs for kun at kæntre.

Her er med andre ord tale om en ujævn fortalt omgang antihelte-løjer med en ikke videre spændende historie, der på underlig vis også lykkedes med at blive gjort unødvendig kompliceret. Flere plotmæssige indspark kommer desuden ikke rigtigt til at gå vildt vellykket i spænd med historien samt Eddie og Venoms fælles fortælling.

Duoen støder bl.a. på en lille hippie-familie på deres flugt. Det skulle måske give en form for dramatisk tyngde og følelsesmæssig pondus at se Eddie i samspil med det, han nok aldrig får selv, nemlig en familie. Dramaet får bare aldrig tyngde og nærvær, men lulles ind i fjogede oneliners og umotiverede gangs, der aldrig for alvor fungerer, hvilket gælder filmen som helhed.

 

Netop humoren er et hovedelement i universet, hvor netop samspillet mellem Eddie og Venom står centralt. Eddie, der forsøger at holde facaden, mens Venom glubsk har lyst til at bide hovedet af alle omkring sig, mens han konstant rabler løs om stort og småt. Desværre kommer samspillet ikke helt vellykket ud over rampen. Hverken humoren eller dramaet.

Det er dog på trods dejligt at se, hvordan Tom Hardy har haft en fest med bl.a. at kropsliggøre Eddies mimik og hektiske bevægelser, når Venom tager over. Ja, Tom Hardy lægger stemme til Venom. Den umage duo må dog kæmpe forgæves mod en kedelig historie og fesne jokes. Der leveres dog heldigvis en omgang ganske cool monsteraction som et lille plaster på kødsåret.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Hvor filmen måske nok har sine svagheder, så kommer den her i det billed- og lydoptimale 4K Ultra HD-format. Så meget bedre bliver det ikke for filmen i hjemmebiografen. Desuden medfølger filmen også på Blu-ray. Man finder også en omgang ekstramateriale på udgivelsen. Bl.a. både slettede og forlængede scener, videre til et kig på bl.a. også både action og stunts samt Tom Hardys portræt af Venom og filmens effektarbejde med mere.

’Venom: The Last Dance’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 16. januar.

Familien og Iran splittes ad i den gribende ’Frøet fra det hellige Figentræ’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er et tankevækkende og brutalt kig ind i en splittet familie, man får med den iranske filmskaber Mohammad Rasoulofs ’Frøet fra det hellige Figentræ’. Her møder man i Teheran den iranske far, ægtemand og nyligt forfremmede undersøgelsesdommer Iman, hvis nye jobtitel gør, at han og familien nu må leve med frygten for overfald og chikane.

Imans job gør nemlig familien til et udsat mål, grundet de landsdækkende politiske protester mod den autoritære regering. Splittelsen i familien indfinder sig særligt mellem de to unge døtre og deres far, grundet en kulturkløft og det faktum, at den nye generations stemme ikke vil lade sig tryne, men bobler op til overfladen for at blive hørt og her udfordre styrets status quo.

Ikke nok med døtrenes skepsis samt familiens ve og vel, så har Iman også andet at tænke, da hans arbejde afføder store moralske og etiske hovedpiner, da jobbet kommer med stor magt og fatale konsekvenser for menneskeliv. På den måde blandes familiens interne drama engagerende sammen med filmens yderst kritiske kommentarer rettet mod Irans regering og præstestyret.

Den forknytte og pressede Iman portrætteres stærkt af Misagh Zare, mens døtrene ses i skikkelse af de nærværende og troværdige Mahsa Rostami og Setareh Maleki. Deres karakterer ser, modsat deres forældre, de barske protester gennem sociale medier, hvilket giver de unge kvinder et andet syn på sagen end bl.a. netop faderen, der er en del af systemet og den gamle generation.

Der sættes således rigtige optagelser af den voldelige bekæmpelse af protesterne ind i filmens fortælling, hvilket står rå i kontrast til den virkelighed, Iman befinder sig afskærmet i med hans støttende hustru Najmah. Hun spilles med forsagt mine af en nuanceret Soheila Golestani, som er klemt mellem de progressive døtre og ægtemandens loyalitet overfor systemet.

Filmens styrke findes særligt i det stadigt tiltagende drama i familiens skød, der på kompleks og gribende vis også bliver billedet på et splittet Iran. Desværre er bl.a. filmens finale unødigt bombastisk og bøjet i overforklarende neon, mens spilletiden på omkring tre timer ikke helt kan bære fortællingen, der er bedst, når den stoler på, at publikum godt kan fange pointerne mere subtilt.

’Frøet fra det hellige Figentræ’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Frøet fra det hellige Figentræ’ har biografpremiere den 6. februar.