’Pigen med nålen’ sitrer af tragisk brutalitet og rå ømhed

Biografanmeldelse: I dragende sort/hvid folder det tragisk fascinerende drama ’Pigen med nålen’ sig råt ud i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Vi møder her den unge fabrikssyerske Karoline, der kæmper en daglig kamp for at overleve livet i byen. Skæbnen vil imidlertid, at hun både bliver arbejdsløs, hjemløs og ufrivilligt gravid.

Karoline aner ikke sine levende råd. Men da hun ved et tilfælde møder den ældre og omsorgsfulde Dagmar, synes et spædt lys at finde vej ind i hendes ellers fortvivlende tilværelse. Dagmars moderlighed synes dog ikke kun at tilfalde den desperate Karoline, men også nyfødte og uønskede børn, som hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til.

Mørket rumler imidlertid ulmende lige bag moderligheden. Ikke desto mindre bliver det starten på et umage venskab mellem de to kvinder, vi således bliver vidne til kringle sig ud i modstand, problemer og overraskende retninger. Instruktør og medforfatter Magnus von Horn har her et elegant flair for at forene det varme med dybt grusomme på engagerende vis.

Alt sammen formes til smukke billeder i sort/hvid af fotograf Michal Dymek, hvor både gruen og råheden, menneskene og dramaet indrammes gribende og dynamisk. Komponist Frederikke Hoffmeier bringer desuden vibrerende liv og urovækkende toner til den følelsesmæssigt komplekse historie om moderskab og ensomhed, desperation og død, kærlighed og moral.

Vic Carmen Sonne er yderst nærværende og nuanceret dragende som Karoline, mens Trine Dyrholm er både karismatisk, intens og underspillet skræmmende som den hemmelighedsfulde Dagmar. Det er en gnistrende forknyt og samtidig dramatisk eksplosiv relation, jeg er vidne til og kommer ind på livet af. Det er tragisk, trist og sine steder grumt rørende.

’Pigen med nålen’ omslutter mig med sine visuelt dragende billeder, mens et opfindsomt lyddesign og pulserende score griber mig om struben og fastholder mig i historien, hvor filmens virkelighed sine steder vibrerer af et levende mareridt. Grumt, smukt og gribende. Filmen er desuden baseret på virkelige og grusomme hændelser.

’Pigen med nålen’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Pigen med nålen’ har biografpremiere den 23. januar.