‘Dahomey’ sætter kunstens betydning tankevækkende i spil

/i , /af

Biografanmeldelse: Kunst er med til at definere os som mennesker og kultur. Hvem vi er og hvad vores tilhørsforhold er. Ja, kunsten kan udtrykke selv menneskets inderste tanker og følelser. Kunst er en del af alle kulturer til alle tider. Så hvad gør det ved en befolkning og et land at blive plyndret for kunstgenstande og andre kulturelle artefakter?

Det er et af de centrale spørgsmål i den interessant iscenesatte dokumentarfilm ’Dahomey’ af fransk-senegalesiske Mati Diop. Her gælder det historien om 26 kunst- og kulturgenstande, der fra Frankrig nu vender tilbage til, hvor de blev plyndret fra for mere end 100 år siden under den franske kolonimagt, nemlig fra det afrikanske land Benin, tidligere kongeriget Dahomey.

Vi følger med på rejsen fra Frankrig til Benin, hvor vi kommer helt ind i tankerne på et af disse kunstværker. Det sker gennem en indre monolog og voice-over filmen igennem, hvor der fabuleres tankevækkende og poetisk over bl.a. netop ovenstående spørgsmål og tematikker. Det er dog ikke kun gennem denne fascinerende monolog, at filmens temaer sættes stævne.

I Benin bliver hjembringelsen af kunstgenstandene nemlig i et åbent forum diskuteret af beninere fra forskellige generationer, som med hver deres syn på sagen sætter nuancerede tanker i gang om bl.a. kulturarv, folkesjæl og nationalt selvbillede. Spørgsmålet om forholdet til den gamle kolonimagt Frankrig kommer naturligvis også tankevækkende og udfordrende i spil.

Det interessante greb med at lade en af disse kunstskatte komme til orde, er med til at løfte den ellers lidt forudsigeligt beskrivende rejse et ekstra liv og en kunstnerisk slagside, der står stærkt og bringer en yderligere dimension til fortællingen. Helt ind i materien på sine temaer kommer jeg dog ikke hele vejen rundt lige formfuldendt.

Stærkest står filmen, når spørgsmålene og synspunkterne får lov at stå forrest, hvor de vækker til eftertanke og selvransagelse. For selvom dette er Benins fortælling, så rækker filmen også ud over denne konkrete begivenhed, hvor der sættes tanker i gang om kulturen og kunstens betydning generelt for os som mennesker. For vores historie og kulturelle identitet.

’Dahomey’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Dahomey’ har biografpremiere den 16. januar.

‘Babygirl’ blender begær, magt og seksualitet sitrende sammen

/i , /af

Biografanmeldelse: Ud ad til stråler lykken. Hendes familie er i harmoni med to skønne børn. Kærligheden til manden er lidenskabelig. Arbejdet er en succes. Men bag det hele gemmer sig en ulykke og et uforløst sexliv. I instruktør og manuskriptforfatter Halina Reijns drama ’Babygirl’ længes Romy efter noget andet og mere, end hvad hendes mand Jacob kan give hende.

Så da en ung praktikant starter på Romys arbejdsplads, begynder et dristigt spil mellem de to. Et spil på magt og pirrende udveksling af blikke. Samuel ser noget i Romy, hun ellers har gemt væk: sine uforløste sexfantasier om at blive domineret. Med Samuel ser Romy nu muligheden byde sig for at få sine fantasier tilfredsstillet. Ikke mindst da hun bliver mentor for den noget yngre mand.

Det er starten på en farlig affære, hvor Romy sætter både forholdet til sin ægtemand og familie over styr sammen med sit arbejde og rollen som succesfuld CEO. Men lysten og begæret efter at få indfriet sine seksuelle fantasier får overtaget. Den intense affære får snart følelserne til at bølge berusende ind over Romy. Men hvordan skal hun tackle denne nye relation?

Nicole Kidman gør nuanceret og engagerende karakter som Romy, der forføres af sine lyster, mens den yngre og selvsikre Samuel portrætteres dragende af Harris Dickinson. Romy ønsker ganske vist at blive domineret, men slås med at turde give sig helt hen til Samuels ordrer. Deres affære er måske ikke videre komplekst skildret, men lever primært gribende gennem de to præstationer.

For bl.a. er selve historien om affæren og den uvidende ægtemand noget uinteressant i sin forudsigelige struktur og fortælling. Det er karaktererne og her præstationerne, der er med til at bære dramaet og filmen frem, selv når fortællingen går en smule i stampe. Historien om magt, begær og forførelse får desværre bare ikke helt forløsende pondus nok til at ramme rigtigt hårdt.

Antonio Banderas er dog virkelig god som ægtemanden. Forholdet mellem ham og Romy havde jeg gerne set foldet mere fyldestgørende ud. Men her gælder det først og fremmest Romy og hendes fantasier i samspil med Samuel. Så selvom der altså er komplekse temaer som begær, magt og seksualitet i spil, står filmen stærkest gennem skuespillernes præstationer.

’Babygirl’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Babygirl’ har biografpremiere den 9. januar.

’Emilia Pérez’ synger sig ind i en fortælling om skæbne og tilgivelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Der tilsættes energiske, rørende og vrede sange til fortællingen i den umage musical ’Emilia Pérez’. Her følger man i Mexico den dygtige advokat Rita, der både er underbetalt og langt fra værdsat nok for sit arbejde i et stort firma. Her gælder det mest af alt om, at kriminelle ikke ender bag tremmer, hvilket går stik imod Ritas overbevisning.

Det er derfor ikke underligt, at Rita takker ja til et umage tilbud, der vil gøre hende meget rig og i stand til at forlade sit arbejde. Det er dog noget for noget. Det er nemlig den berygtede kartelleder Manitas, der har brug for hendes hjælp til en overraskende opgave, som skal sørge for, at han kan forlade sin kriminelle levevis for at leve et nyt liv i anonymitet.

Det bliver starten på en farlig, men også både spændende og overraskende fortælling med bl.a. skæbne, retfærdighed, tilgivelse og moralsk renselse i musikalsk spil, hvor man finder en engagerende Zoe Saldana som den skarpe Rita, mens en karismatisk og nuanceret gribende Karla Sofía Gascón portrætterer den flertydige kartelleder.

Instruktør og medforfatter Jacques Audiard har et ganske godt greb om fortællingen og dens karakterer, der får liv og dramatisk dybde gennem skuespillernes præstationer. Her finder man bl.a. også en troværdigt vild Selena Gomez som Manitas’ bedre halvdel, der ikke finder sig i noget pis.

De musikalske indslag har intens nerve, hvilket særligt også gælder Karla Sofía Gascóns præstation, der står stærkt, mens fotograf Paul Guilhaumes dynamiske billeder og kameraarbejde bringer historien pulserende til live. Det er derfor også cirka til at leve med, at fortællingen sine steder er lidt ujævn og mister en smule dramatisk faldhøjde.

’Emilia Pérez’ er løst baseret på Boris Razons bog ’Écoute’ fra 2018 og lever stærkest af sin umage præmis og gennem sine karakterer, mens der leveres et pulserende score af Clément Ducol. Musicalnumrene er skrevet af Camille og opfindsomt koreograferet af Damien Jalet, selvom numrene desværre af og til også hiver en kende momentum ud af historien.

’Emilia Pérez’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Emilia Pérez’ har biografpremiere den 9. januar.

Vampyrfilmen ‘Nosferatu’ er legemliggørelsen af et berusende mareridt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er som at træde ind i et levende mareridt med Robert Eggers’ gotisk elegante og brutalt urovækkende vampyrfilm ’Nosferatu’. Her møder man et univers af forførende melankoli, sensuel magnetisme og en grusom blodtørst samt længsel efter at hengive sig, når fortællingen om vampyren grev Orlok – eller Nosferatu – foldes dragende ud.

Som filmens titel indikerer, er her tale om en historie, der har ladet sig inspirere af bl.a. F.W. Murnaus stumfilmsklassiker af samme navn fra 1922 og Werner Herzogs gentænkning af samme med Klaus Kinski i vampyr-rollen fra 1979. Alle tre tager udgangspunkt i Bram Stoker skelsættende bog ’Dracula’ fra 1897. Denne nye version er forløst i billedbrillant gru af fotograf Jarin Blaschke.

Lyset står således her i uhyggelig kontrast til mørket, der overtager og dominerer den både tragiske og fascinerende historie, hvor vi møder den unge Ellen Hutter, der lider af skræmmende drømmesyn og grufulde varsler, hvilket synes at være afledt af den skummelt messende vampyr Nosferatu, der portrætteres af en komplet ukendelig og sælsomt grum Bill Skarsgård.

Lily-Rose Depp er med sart skrøbelighed Ellen, mens hendes mand portrætteres af Nicholas Hoult, der har ladet sig overtale til at tage et job, der leder ham mod et land langt borte i naturens brusende indre, hvor han møder den mystiske grev Orlok, der skal bruge Thomas’ faglighed af ejendomsmægler, hvilket skal bringe greven til et nyt domicil ude i verden.

’Nosferatu’ er et betagende bekendtskab, der med mareridtsfremkaldende billeder og en dunderklam samt dynamisk elegant lydside næsten bringer mit sind i trance simultant med den plagede Ellen. For filmen tager sig god tid, hvor den med engagerende tålmodighed og i adstadigt tempo lader gruen bundfælde sig i mit hjerte og i hele min krop.

Robert Eggers forløser sin vampyr-vision billedbetagende i al sin dystre vælde og krydrer det hele med mørk okkultisme og smittende vanvid. Lidt karaktermæssige takter rammer måske en my skævt et sted eller to, men med et absolut overlegent greb om sin gotiske atmosfære og legemliggørelsen af et mareridt i skikkelse af Nosferatu er jeg solgt fra start til slut.

‘Nosferatu’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Nosferatu’ har biografpremiere den 2. januar.