En charmerende robot er blodigt løs i det satiriske gys ‘Companion’
Biografanmeldelse: Langt væk fra den øvrige civilisation i et yderst luksuslækkert hus midt i den store natur, møder vi i ’Companion’ parret Iris og Josh. De er taget hertil for at nyde nogle dage i sus og dus med et par gode venner. Den gode stemning vakler dog hurtigt under selskabet og ikke mindst Iris, da Joshs veninde Kat ikke just er fan af hende.
Den smådårlige stemning bliver dog det mindste af selskabets problemer, da en fatal begivenhed indtræffer. Ikke nok med det, så viser det sig hurtigt, at Iris ikke helt er, hvad hun umiddelbart ligner. Hun er nemlig en robot, som Josh har erhvervet sig, så han kan få tilfredsstillet sine seksuelle lyster og samtidig få sig en lydig partner.
På den måde er der i science fiction-gyset sat thriller-spænding i spil med tryk på temaer som magtbalancen mellem kønnene og endnu mere eksistentielt, hvad det vil sige at være menneske. Hvad det vil sige at føle og give kærlighed. For kan et menneske elske en robot og kan en robot mon forelske sig? Mens spørgsmål om frihed og selvstændighed ligeledes er på banen.
Det er dog ikke gennem sine temaer, at filmen står stærkest. Det gør den, når den beror på at skabe spænding og udfolde sin historie med de overraskelser, den nu engang har at byde på. Bedst går det, når satiren mellem mand og kvinde bringes grotesk i spil. Det er morsomt og morbidt, hvor ikke mindst Sophie Thatcher som Iris skal fremhæves som et trumfkort.
Hun er virkelig god som Iris, der veksler mellem det menneskelige og det maskinelle. Hun er super sej og indfrier samtidig også fornemt sit grotesk komiske potentiale. Hun er en stjerne. Nær så vellykket er filmen som helhed desværre ikke. For til trods for sin skæve præmis og gysende elementer, er det en lidt for pæn film, der ikke tør gå linen helt absurd ud.
Det sagt, så er det en delvist vellykket og heldigvis også lifligt underholdende film, der på trods af sit sine steder uforløste potentiale i tematikkerne, historien og den grafiske gru er en god oplevelse, som lever bedst af sin skæve præmis gennem sin humor og Sophie Thatcher, der bakkes dynamisk op af bl.a. Jack Quaid som den herligt øretæveindbydende Josh.
’Companion’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Companion’ har biografpremiere den 30. januar.