’Elskling’ skildrer kærligheden engagerende komplekst
Biografanmeldelse: Hvem er du i grunden som menneske? Både for dig selv eller i et forhold? Ja, hvem vil du gerne være som menneske? For dig selv eller sammen med en? Det er nemt at stille disse spørgsmål, men straks sværere at svare på dem. I hvert fald, hvis man kradser den smule i overfladen, som det kræver for at nuancerne og kompleksiteten står frem.
I instruktør og manuskriptforfatter Lilja Ingolfsdottirs følelsesfint balancerede norske drama ’Elskling’ bliver der kradset godt i overfladen, hvorfra følelserne får lov til at pible og boble, syde og sitre frem. Følelserne gives gribende liv af Helga Guren i rollen som Maria, der forsøger at få sit liv med både skilsmisse, ny kæreste, børn og arbejde til at hænge sammen.
Det er et liv med opture og nedture, hvor særligt kærligheden slår knuder og gør modstand. Ja, ’Elskling’ er et godt gammeldags parforholdsdrama, i ordets mest positive forstand. Her med Maria i solidt følelsesmæssigt centrum og udgangspunkt for historien. Maria er heldigvis en både interessant, udfordrende og kompleks kvinde at blive helt klog på.
Jeg læner mig derfor ekstra interesseret ind i portrættet af Maria, der også må forsøge at blive klog på sig selv igennem de slag, hun får i kærlighedens navn. Gør hun noget forkert? Er hun forkert? Er hun overhovedet god nok? Menneskeligt eksistentielle spørgsmål som disse er oppe i luften på gribende vis, selvom filmen til tider bliver lidt terapeuttung i røven.
Der går bogstavelig talt køkkenvaskdrama i den, som bl.a. når Maria og hendes nye partner Sigmund mødes i et skænderi over køkkenvaskens beskidte service. Det er i det lille hjem, dramaet udspiller sig. På godt og ondt. For der titter til tider parforholdsklichéer frem, til trods for heldigvis nærværende portrætter af karaktererne og deres svære relationer.
Desværre forbliver bl.a. børnene uforløst foldet ud i historien, der altså først og sidst er Marias. Det er netop gennem dette kvindeportræt, at ’Elskling’ trækker sit stærkeste kort, hvor Helga Guren leverer sin rolle engagerende godt og nuanceret udfordrende. I historien om en kvinde, der måske har glemt sig selv midt i livet. Midt i hverdagen. Midt i kærligheden til andre.
’Elskling’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Elskling’ har biografpremiere den 30. januar.