‘Babygirl’ blender begær, magt og seksualitet sitrende sammen

Biografanmeldelse: Ud ad til stråler lykken. Hendes familie er i harmoni med to skønne børn. Kærligheden til manden er lidenskabelig. Arbejdet er en succes. Men bag det hele gemmer sig en ulykke og et uforløst sexliv. I instruktør og manuskriptforfatter Halina Reijns drama ’Babygirl’ længes Romy efter noget andet og mere, end hvad hendes mand Jacob kan give hende.

Så da en ung praktikant starter på Romys arbejdsplads, begynder et dristigt spil mellem de to. Et spil på magt og pirrende udveksling af blikke. Samuel ser noget i Romy, hun ellers har gemt væk: sine uforløste sexfantasier om at blive domineret. Med Samuel ser Romy nu muligheden byde sig for at få sine fantasier tilfredsstillet. Ikke mindst da hun bliver mentor for den noget yngre mand.

Det er starten på en farlig affære, hvor Romy sætter både forholdet til sin ægtemand og familie over styr sammen med sit arbejde og rollen som succesfuld CEO. Men lysten og begæret efter at få indfriet sine seksuelle fantasier får overtaget. Den intense affære får snart følelserne til at bølge berusende ind over Romy. Men hvordan skal hun tackle denne nye relation?

Nicole Kidman gør nuanceret og engagerende karakter som Romy, der forføres af sine lyster, mens den yngre og selvsikre Samuel portrætteres dragende af Harris Dickinson. Romy ønsker ganske vist at blive domineret, men slås med at turde give sig helt hen til Samuels ordrer. Deres affære er måske ikke videre komplekst skildret, men lever primært gribende gennem de to præstationer.

For bl.a. er selve historien om affæren og den uvidende ægtemand noget uinteressant i sin forudsigelige struktur og fortælling. Det er karaktererne og her præstationerne, der er med til at bære dramaet og filmen frem, selv når fortællingen går en smule i stampe. Historien om magt, begær og forførelse får desværre bare ikke helt forløsende pondus nok til at ramme rigtigt hårdt.

Antonio Banderas er dog virkelig god som ægtemanden. Forholdet mellem ham og Romy havde jeg gerne set foldet mere fyldestgørende ud. Men her gælder det først og fremmest Romy og hendes fantasier i samspil med Samuel. Så selvom der altså er komplekse temaer som begær, magt og seksualitet i spil, står filmen stærkest gennem skuespillernes præstationer.

’Babygirl’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Babygirl’ har biografpremiere den 9. januar.