’A Real Pain’ rummer både stor smerte og endeløs kærlighed
Biografanmeldelse: Det er med henholdsvis følelserne siddende vibrerende udenpå tøjet kontra gemt væk bag en forknyt mine, at vi møder fætrene Benji og David. De kunne næsten ikke være mere forskellige i deres ydre væsen. Benji er livlig og storsnakkende, ustabil og uforudsigelig, mens David er kontrolleret og fåmælt, undskyldende og tilbageholdende.
Deres forskelligheder til trods, er de også bedste venner. I komediedramaet ’A Real Pain’ genforenes de to fætre på en tur fra USA til Polen, hvor de vil opsøge deres elskede og netop afdøde bedstemors gamle hjem og samtidig ære hendes minde. Rejsen er også en tur tilbage til deres jødiske ophav og dets grufulde historie under 2. verdenskrig.
Kieran Culkin portrætterer med gribende nærvær den frembrusende, men også charmerende og sjove Benji. Han synes måske nok at være i livlig kontakt med sine følelser, men bag smilet og de mange jokes, gemmer sig også en stor smerte, som han på rejsen måske får mulighed for at lade boble op til overfladen. Ikke mindst på grund af venskabet med David.
Den akavede og småkejtede David spilles af en troværdigt tøvende Jesse Eisenberg, der desuden har instrueret og skrevet det veloplagte manuskript. David gemmer et godt stykke bag sin kontrollerede overflade også på brusende følelser. De to udgør virkelig en yderst umage og elskelig duo, som det er en fornøjelse at følge på deres rejse gennem deres oprindelsesland Polen.
Det er i mødet med bl.a. det jødiske ophavs brutale skæbne, at der opstår pulserende hjertebanken hos begge fætre, der på forskellig vis tackler de mange følelser, som de nu står ansigt til ansigt med, hvor også den lille håndfuld af øvrige turister på deres guidede tour udgør et engagerende modspil til de to unge mænds strabadser.
’A Real Pain’ rummer stor smerte i forskellige og komplekse afskygninger, men også kærlighed og hjertevarme i en fortælling om at forsøge at finde sig selv, at forstå sit ophav og at leve ikke kun gennem andre mennesker, men også gennem eget indre liv, selvom smerten til tider kan synes at have overtaget. Håbet findes. Det gør det også i denne fine film.
’A Real Pain’ får 4 ud af 6 stjerner:
’A Real Pain’ har biografpremiere den 23. januar.